Jul på stationen
10. december
Ingen ordentlige spor at gå efter, alt havde vist sig at ende i blindgyder, og de var efterhånden temmelig desperate. Telefonen ringede på Anders' bord. Det var chefen, som ikke var tilfreds med den langsommelige udvikling.
"Jeg troede, I ville få lidt fart på, nu hvor I har fået bevilget en ekstra mand. Er I fuldstændig hjernedøde da, eller hvad?, brølede han, hvorefter han fortsatte: "Jeg overvejer kraftigt at give sagen til nogle andre. Måske endda at tage den ekstra arbejdskraft fra jer, da jeg nu kan se, det ikke hjælper spor..."
Anders åbnede munden, men blev afbrudt af K.N., der hev telefonrøret ud af hånden på ham.
"Chef, jeg håber så sandelig ikke, De beskylder os for at være dovne!
Chefen skulle lige til at afbryde ham med et vredesudbrud, men K.N. fortsatte uden tøven:
"Eftersom vi har fulgt ethvert spor, der har været til vor rådighed, afhørt ethvert vidne, beskrevet i alle rapporter, selv fulgt op på tekniske spor samt personligt aflagt hvert af gerningsstederne et besøg eller flere, uden så meget som en eneste tøven, så synes jeg fundamentalt set, at det er en anelse ubesindigt af Dem, hvis det er tilfældet.
Vi er meget opsatte på at få denne morder ned med nakken, og personligt ville jeg gerne sparke hovedet af ham, efter hvad han har gjort ved disse kvinder, men mit professionelle væsen tillader ikke den slags udgydelser.
Vi har hele tiden for øje, hvad det er for en type sag, hvilken morder vi har med at gøre, og hvilke ofre han vælger, men det er umådeligt svært at definere hans næste mål og valg af gerningssted, eftersom han synes at færdes i alle slags miljøer. Det er os umuligt på forhånd at vide, hvor han vil slå til næste gang, og dermed mod hvem! Det vil ikke ændre sig, såfremt De vælger at overbringe sagen til nogle andre.
Og med hensyn til Mads, så har han været os aldeles behjælpsom, hvad angår sortering og kategorisering af beviser samt anden materiale. Så sent som i går, talte Anders og jeg om, hvor værdifuld vi anser ham for at være, så jeg vil inderligt bede Dem om at gøre os og Dem selv den store tjeneste at beholde ham i vor trup. Jeg føler ikke, vi på nogen måde kan undvære hans hjælp."
Chefen gryntede bare og lagde på.
K.N. kiggede op med et grinende fjæs og fik øje på statsadvokaten, Mira, som stod i døren.
"Hey smukke! How goes?"
Hun løftede et øjenbryn og kiggede på ham med et blik, som fik ham til at klappe i: "Jeg ville egentlig bare vide, hvordan det gik med sagen, men jeg tror din forklaring til telefonen er rigelig. Jeg har ikke brug for flere opmuntrende oplysninger!"
Hun blinkede til Anders, vendte sig om og gik!
Mads sad bare med åben mund og polypper: "Wauw, der var hun igen." Han så helt henført ud.
"Jeg troede, I ville få lidt fart på, nu hvor I har fået bevilget en ekstra mand. Er I fuldstændig hjernedøde da, eller hvad?, brølede han, hvorefter han fortsatte: "Jeg overvejer kraftigt at give sagen til nogle andre. Måske endda at tage den ekstra arbejdskraft fra jer, da jeg nu kan se, det ikke hjælper spor..."
Anders åbnede munden, men blev afbrudt af K.N., der hev telefonrøret ud af hånden på ham.
"Chef, jeg håber så sandelig ikke, De beskylder os for at være dovne!
Chefen skulle lige til at afbryde ham med et vredesudbrud, men K.N. fortsatte uden tøven:
"Eftersom vi har fulgt ethvert spor, der har været til vor rådighed, afhørt ethvert vidne, beskrevet i alle rapporter, selv fulgt op på tekniske spor samt personligt aflagt hvert af gerningsstederne et besøg eller flere, uden så meget som en eneste tøven, så synes jeg fundamentalt set, at det er en anelse ubesindigt af Dem, hvis det er tilfældet.
Vi er meget opsatte på at få denne morder ned med nakken, og personligt ville jeg gerne sparke hovedet af ham, efter hvad han har gjort ved disse kvinder, men mit professionelle væsen tillader ikke den slags udgydelser.
Vi har hele tiden for øje, hvad det er for en type sag, hvilken morder vi har med at gøre, og hvilke ofre han vælger, men det er umådeligt svært at definere hans næste mål og valg af gerningssted, eftersom han synes at færdes i alle slags miljøer. Det er os umuligt på forhånd at vide, hvor han vil slå til næste gang, og dermed mod hvem! Det vil ikke ændre sig, såfremt De vælger at overbringe sagen til nogle andre.
Og med hensyn til Mads, så har han været os aldeles behjælpsom, hvad angår sortering og kategorisering af beviser samt anden materiale. Så sent som i går, talte Anders og jeg om, hvor værdifuld vi anser ham for at være, så jeg vil inderligt bede Dem om at gøre os og Dem selv den store tjeneste at beholde ham i vor trup. Jeg føler ikke, vi på nogen måde kan undvære hans hjælp."
Chefen gryntede bare og lagde på.
K.N. kiggede op med et grinende fjæs og fik øje på statsadvokaten, Mira, som stod i døren.
"Hey smukke! How goes?"
Hun løftede et øjenbryn og kiggede på ham med et blik, som fik ham til at klappe i: "Jeg ville egentlig bare vide, hvordan det gik med sagen, men jeg tror din forklaring til telefonen er rigelig. Jeg har ikke brug for flere opmuntrende oplysninger!"
Hun blinkede til Anders, vendte sig om og gik!
Mads sad bare med åben mund og polypper: "Wauw, der var hun igen." Han så helt henført ud.
Anders kiggede opgivende på ham: "Luk munden og lign de andre! Vi kan jo ikke have, du besavler hele sagen vel?"
"Men, så I hende ikke?" Mads tog hænderne op til ansigtet og sank sammen i stolen med et dybt suk, mens han stirrede fortabt over mod døren, hvor Mira pludselig viste sig igen. Mads fik aldeles travlt med at pudse videre på sin glasdims.
"Mads, så mand dig dog op og lad være med at være så fimset!" udbrød Anders med en hovedrysten, og stakkels Mads blev helt rød i hovedet.
"Ja, du skal da nødig snakke med de sokker, du har på!" kom det prompte fra Mira.
K.N.: "Det er bare fordi, han ikke kan se forskel på rødt og hvidt, når han vasker?"
Han var ved at falde sammen af grin over sin egen joke, men Mira vendte sig bare koldt over mod ham, hvorefter hun - dog med et glimt i øjet - tilføjede: "Og måske du skulle skifte den der pink skjorte ud til en forandring!"
Og sådan lod hun sin sidste bemærkning falde, hvorefter hun knejsede og forsvandt ud af døren.
"Men, så I hende ikke?" Mads tog hænderne op til ansigtet og sank sammen i stolen med et dybt suk, mens han stirrede fortabt over mod døren, hvor Mira pludselig viste sig igen. Mads fik aldeles travlt med at pudse videre på sin glasdims.
"Mads, så mand dig dog op og lad være med at være så fimset!" udbrød Anders med en hovedrysten, og stakkels Mads blev helt rød i hovedet.
"Ja, du skal da nødig snakke med de sokker, du har på!" kom det prompte fra Mira.
K.N.: "Det er bare fordi, han ikke kan se forskel på rødt og hvidt, når han vasker?"
Han var ved at falde sammen af grin over sin egen joke, men Mira vendte sig bare koldt over mod ham, hvorefter hun - dog med et glimt i øjet - tilføjede: "Og måske du skulle skifte den der pink skjorte ud til en forandring!"
Og sådan lod hun sin sidste bemærkning falde, hvorefter hun knejsede og forsvandt ud af døren.
