Jul på stationen
9. december
Han vendte sig om, og den ene trak et skilt op af lommen, som han viste til manden.
K.N.:"Kriminalpolitiet. Jeg hedder Mads K.N., og det er min kollega, Anders Pedersen. Flot kunstværk! Kommer du tit her?"
Manden kiggede på K.N., derefter på Anders, og så lyste hans ansigt op i et stort smil: "Hvad så Skurk?"
Anders: "Ååh, ikke dig! Du ved godt, jeg hedder Anders. Og det er ikke tid til sjov. Vi skal tale med dig om en meget alvorlig sag!"
Manden: "Det var altså ikke mig, der gjorde det! Jeg, jeg..."
Han prøvede febrilsk at gemme sin spraydåse bag ryggen.
Anders: "Såååh, hvem gjorde det så?"
Manden: "Hvor skulle jeg vide det fra?"
K.N.: "Var du her i går aftes?"
Manden: "Naaarj, deet... Ikke så vidt jeg husker!"
Manden prøvede på at lyde troværdig, men kunne godt fornemme, at det ikke helt lykkedes for ham.
Anders: "Ved du hvad? Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at du tog med os til stationen.
Manden: "Jamen Skurk, jeg har ikke gjort noget. Det lover jeg!"
Han fulgte meget modstridende med, og Anders tog et ekstra hårdt greb i mandens arm, for hver gang han brugte ordet: Skurk! K.N. derimod morede sig kosteligt.
"Nå, så det er det, de kalder dig..."
Da de endelig ankom til stationen, placerede de manden i et lille forhørslokale, som stødte til deres kontor.
Det var meget praktisk med et lille, privat forhørslokale, og det var ganske smart med den rude, der sad i, så man fra kontoret kunne følge med i afhøringen. Man kunne også sætte et par højtalere til, så man kunne høre, hvad der skete, eller man kunne blot bruge et par hovedtelefoner, hvis andre havde vigtigere ting at tage sig til.
Det havde taget Anders en hel time at få manden til at indrømme, at han faktisk havde været der dagen før, men manden var alt for nervøs og bange til at ville sige mere...
Manden: "Det er en kunstners ret... Der sker intet ved det, jeg erklærer mig for uskyldig. Jeg vil have en advokat! Giv mig en advokat. Jeg har rettigheder..."
... ja altså bortset fra at han ønskede at hævde sine rettigheder.
Anders rev sig i håret: "Jeg er ligeglad med at du laver lidt graffiti hist og pist. Bare fortæl mig, om du har set noget underligt, om du er stødt på nogen, om du lagde mærke til noget..."
Han var ved at opgive håbet om, at dette var et brugbart vidne - endnu en blindgyde!
K.N.:"Kriminalpolitiet. Jeg hedder Mads K.N., og det er min kollega, Anders Pedersen. Flot kunstværk! Kommer du tit her?"
Manden kiggede på K.N., derefter på Anders, og så lyste hans ansigt op i et stort smil: "Hvad så Skurk?"
Anders: "Ååh, ikke dig! Du ved godt, jeg hedder Anders. Og det er ikke tid til sjov. Vi skal tale med dig om en meget alvorlig sag!"
Manden: "Det var altså ikke mig, der gjorde det! Jeg, jeg..."
Han prøvede febrilsk at gemme sin spraydåse bag ryggen.
Anders: "Såååh, hvem gjorde det så?"
Manden: "Hvor skulle jeg vide det fra?"
K.N.: "Var du her i går aftes?"
Manden: "Naaarj, deet... Ikke så vidt jeg husker!"
Manden prøvede på at lyde troværdig, men kunne godt fornemme, at det ikke helt lykkedes for ham.
Anders: "Ved du hvad? Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at du tog med os til stationen.
Manden: "Jamen Skurk, jeg har ikke gjort noget. Det lover jeg!"
Han fulgte meget modstridende med, og Anders tog et ekstra hårdt greb i mandens arm, for hver gang han brugte ordet: Skurk! K.N. derimod morede sig kosteligt.
"Nå, så det er det, de kalder dig..."
Da de endelig ankom til stationen, placerede de manden i et lille forhørslokale, som stødte til deres kontor.
Det var meget praktisk med et lille, privat forhørslokale, og det var ganske smart med den rude, der sad i, så man fra kontoret kunne følge med i afhøringen. Man kunne også sætte et par højtalere til, så man kunne høre, hvad der skete, eller man kunne blot bruge et par hovedtelefoner, hvis andre havde vigtigere ting at tage sig til.
Det havde taget Anders en hel time at få manden til at indrømme, at han faktisk havde været der dagen før, men manden var alt for nervøs og bange til at ville sige mere...
Manden: "Det er en kunstners ret... Der sker intet ved det, jeg erklærer mig for uskyldig. Jeg vil have en advokat! Giv mig en advokat. Jeg har rettigheder..."
... ja altså bortset fra at han ønskede at hævde sine rettigheder.
Anders rev sig i håret: "Jeg er ligeglad med at du laver lidt graffiti hist og pist. Bare fortæl mig, om du har set noget underligt, om du er stødt på nogen, om du lagde mærke til noget..."
Han var ved at opgive håbet om, at dette var et brugbart vidne - endnu en blindgyde!
Lige pludselig brast Mads, iført et rødt og hvidt ternet forklæde, ind i rummet. Anders vendte sig arrigt om. Hvad fanden bildte han sig ind at afbryde et forhør?!
Mads så det rasende udtryk i hans ansigt og krympede sig. Med en svagt pibende stemme, der næsten knækkede over, fik han dog fremstammet: "Øhm, jeg ville bare... Jeg tænkte, at I... Måskeee... Kaffe?"
Anders tog sig til hovedet. Uduelige fjols!
Mads tog mod til sig igen: "Jeg har også kage? Den er stadig lun!"
"Uuud!" råbte Anders rasende. Mads forsvandt på sekundet, men glemte at lukke døren.
Anders: "Suk, vi kommer jo ingen vegne! Du kan gå nu!"
Manden kiggede forskrækket op for at få bekræftet, hvad han lige havde hørt.
Manden: "Jamen Skurk, jeg ville da egentlig godt have haft en kop kaffe!"
Mads så det rasende udtryk i hans ansigt og krympede sig. Med en svagt pibende stemme, der næsten knækkede over, fik han dog fremstammet: "Øhm, jeg ville bare... Jeg tænkte, at I... Måskeee... Kaffe?"
Anders tog sig til hovedet. Uduelige fjols!
Mads tog mod til sig igen: "Jeg har også kage? Den er stadig lun!"
"Uuud!" råbte Anders rasende. Mads forsvandt på sekundet, men glemte at lukke døren.
Anders: "Suk, vi kommer jo ingen vegne! Du kan gå nu!"
Manden kiggede forskrækket op for at få bekræftet, hvad han lige havde hørt.
Manden: "Jamen Skurk, jeg ville da egentlig godt have haft en kop kaffe!"
