Jul på stationen
8. december
Kunsten var hans store sag, hans evige beskæftigelse, når han ville lidt væk fra det hele, og han stod som i trance, mens han udførte sin kunst. Ingen skulle komme her og fortælle ham, at det blot var kriminalitet.
Han elskede dette sted. Der var så dejligt fredeligt, bortset fra den lille vej, der gik forbi, hvor der af og til kørte en enkelt bil. Det kunne godt genere. Togenes bumlen derimod fik ham kun dybere ind i spraydåse-tågerne. Han kunne koble helt fra herude blandt skinnerne og glemme alt omkring sig.
Lidt derfra var der imidlertid nogen, selvom han ikke bemærkede dem. En mand kom slæbende med en forskræmt kvinde, som var bundet og kniplet. Hun var helt nøgen, og han trak af sted med hende, som var hun intet andet end et dyr, der
ingen værdighed havde.
Hun kunne næsten ikke røre sig, men var tvunget til, så hurtigt hun kunne, at følge trit med benene, der dog ikke var bundet så stramt som resten af kroppen. Han skændte på hende og trak hende videre i håret.
Da hun faldt for tiende gang, sparkede han til hendes nøgne krop, og hun vred sig for at undvige, så godt hun kunne. Det lod sig bare ikke gøre. Han bukkede sig, fandt en kniv frem, og viste den forskræmte kvinde, hvad han havde i hånden.
Hun prøvede at skrige, men det blev ikke til andet end et ynkeligt forsøg gennem kneblen. Han vendte hende brutalt om, og satte sig på hende, så hun kunne lide under vægten fra hans krop. Så hev han nakken tilbage og satte kniven for hendes strube. Hun var stiv af skræk, og han nød sin magt.
Han kærtegnede halsen med kniven, gned æggen op mod hendes kind og bukkede sig ned over hende, for at betragte hendes øjne. Da de var lukkede, beordrede han hende til at åbne dem. Han ville have hende til at stirre ham ind i sine øjne, og derfor trak han hovedet endnu mere bagover.
Han blev ved med at lege med kniven, og mens han holdt hendes øjne fast med sine, gjorde han klar til det endelige snit. Han satte endnu engang kniven for hendes hals, beordrede hende til at holde øjnene åbne og skar til med et ordentligt ryk.
Blodet fossede ud, dannede en pøl under hendes hoved, og han betragtede den røde farve. Så lagde han hovedet ned i pølen med ansigtet nedad, rejste sig, sparkede til hende en sidste gang og dumpede en blomst!
Ved den overmalede mur lidt længere henne stod kunstneren og betragtede sit værk. Han var ikke helt tilfreds, men han kunne heller ikke komme længere. Måske skulle han smutte og komme tilbage i morgen for at færdiggøre det.
Han håbede bare på, at ingen ville komme og ødelægge det i løbet af natten.
Han elskede dette sted. Der var så dejligt fredeligt, bortset fra den lille vej, der gik forbi, hvor der af og til kørte en enkelt bil. Det kunne godt genere. Togenes bumlen derimod fik ham kun dybere ind i spraydåse-tågerne. Han kunne koble helt fra herude blandt skinnerne og glemme alt omkring sig.
Lidt derfra var der imidlertid nogen, selvom han ikke bemærkede dem. En mand kom slæbende med en forskræmt kvinde, som var bundet og kniplet. Hun var helt nøgen, og han trak af sted med hende, som var hun intet andet end et dyr, der
ingen værdighed havde.
Hun kunne næsten ikke røre sig, men var tvunget til, så hurtigt hun kunne, at følge trit med benene, der dog ikke var bundet så stramt som resten af kroppen. Han skændte på hende og trak hende videre i håret.
Da hun faldt for tiende gang, sparkede han til hendes nøgne krop, og hun vred sig for at undvige, så godt hun kunne. Det lod sig bare ikke gøre. Han bukkede sig, fandt en kniv frem, og viste den forskræmte kvinde, hvad han havde i hånden.
Hun prøvede at skrige, men det blev ikke til andet end et ynkeligt forsøg gennem kneblen. Han vendte hende brutalt om, og satte sig på hende, så hun kunne lide under vægten fra hans krop. Så hev han nakken tilbage og satte kniven for hendes strube. Hun var stiv af skræk, og han nød sin magt.
Han kærtegnede halsen med kniven, gned æggen op mod hendes kind og bukkede sig ned over hende, for at betragte hendes øjne. Da de var lukkede, beordrede han hende til at åbne dem. Han ville have hende til at stirre ham ind i sine øjne, og derfor trak han hovedet endnu mere bagover.
Han blev ved med at lege med kniven, og mens han holdt hendes øjne fast med sine, gjorde han klar til det endelige snit. Han satte endnu engang kniven for hendes hals, beordrede hende til at holde øjnene åbne og skar til med et ordentligt ryk.
Blodet fossede ud, dannede en pøl under hendes hoved, og han betragtede den røde farve. Så lagde han hovedet ned i pølen med ansigtet nedad, rejste sig, sparkede til hende en sidste gang og dumpede en blomst!
Ved den overmalede mur lidt længere henne stod kunstneren og betragtede sit værk. Han var ikke helt tilfreds, men han kunne heller ikke komme længere. Måske skulle han smutte og komme tilbage i morgen for at færdiggøre det.
Han håbede bare på, at ingen ville komme og ødelægge det i løbet af natten.
