Aniston

Jul på stationen

4. december

Alle gader i denne del af byen lå øde. Ikke en vind rørte sig, ingen gøen, ikke engang en kat var at se. Klokken var 21:30, og mørket var tykt - uigennemtrængeligt, forstærket af det tunge, mørke skydække.
Jul på stationen
Gaderne var smalle herinde, og de mørklagte bygninger steg højt til vejrs, lukkede ethvert lys ude. Om dagen kastedes lange skygger, og om natten var der kulsort.

Her var nemt at gemme sig for den, som ville det, og forfærdelig trængt for den, som var tvunget til at traske alene gennem mørket.

En ung kvinde kom rundt om hjørnet, cirka tyve meter derfra. Man kunne ofte se hende på denne strækning. Hvor hun kom fra, hvad hun lavede og hvorfor, bekymrede ingen sig om. Hun trak cyklen efter sig - omtåget af træthed!

Forhjulet var fladt, og en klagen hørtes fra kæden, som trængte til at blive smurt.

Hun trak jakken godt om sig. Det var jo december, og julepynten hang selv i disse forbandede gader. Hun mumlede svagt for sig, lidt irriteret over al den stads, som julen bragte med sig.

Lidt længere henne ad gaden stod en mand. Han var høj og iført et mørkt jakkesæt. Han fulgte den lyshårede kvinde med øjnene og trak vejret dybt gennem lungerne. Han følte ingenting, ænsede ikke, at luften ændrede sig.

Det var som om, det blev en anelse koldere, og man kunne fornemme den unge kvindes gysen. Et svagt vindpust suste gennem gaden og blæste lidt blade med sig. Kulden tiltog. Hun så intet til sin forfølger, hun ænsede ikke hans tilstedeværelse, kun kulden. Men, han var lige bag hende, og han greb hende bagfra. Med en behandsket hånd kvalte han hendes skrig. Cyklen væltede og blev ladt tilbage, mens han trak af sted med sit offer, brutalt ind i en gyde.

Hun kæmpede imod hans stærke tag, men der var intet at gøre. "Du tør ikke skrige, tøs! Jeg brækker halsen på dig, hvis du gør det..."

Han lagde hende ned og stirrede ind i hendes skræmte øjne. "Bare forhold dig helt roligt", sagde han faretruende. Han tog jakken af hende, mens han tornede op over hende, og hun lå stiv af skræk. Så tog han fat i blusen og rev den brutalt op, så brysterne kom til syne. Et lille skrig kom over kvindens læber, men manden vendte øjnene mod hendes med en sådan hast, at hun øjeblikkeligt tav.

"Sagde jeg ikke, du skulle være rolig?" brølede han afsindigt. Hans øjne lynede! Det næste skete som i slowmotion, men hun havde ikke en chance. Han rev fat i hende hals og rystede hende, mens han klemte til. Hun kunne ikke få vejret, og panikken bredte sig. Så blev hendes luftveje pludselig frie igen, men kun for et kort sekund. Med en voldsom kraft vendte han hende om, hvorefter han igen rev fat om hals og nakke, og med et knæk sank hun sammen.

Han trak en stor, skinnende kniv frem, og som en ulv bukkede han sig over offerets krop. Han rev blusen helt af og gennemborede ligets ryg med kniven - gang på gang på gang!

Kort tid efter var han væk, og sneen begyndte langsomt at dale ned over den bare overkrop, som dog intet følte. Sneen smeltede ved kontakten med det stadig varme blod. Ved siden af liget lå en ligeså blodrød nellike.

Hvis ikke viceværten til en af bygningerne, der stødte op til gyden, var kommet ud en halv time efter, var liget blevet liggende til næste dagen, men kun 3 kvarter efter det grusomme mord, blev to af K.N. og Anders' kolleger kaldt ind til chefen, hvor de fik overdraget alle oplysninger om det nye mord.
ANNONCE
Del

Seneste nyt