Jul på stationen
3. december
"Så stop dog det trommeri! Jeg kan ikke koncen-trere mig!" Anders skulede ondt over mod K.N., som kiggede op fra rapporten med et drenget smil, hvorefter han lagde an til en større trommesolo.
Men Anders kom ham i forkøbet. Et sammenkrøllet stykke papir fløj gennem lokalet og ramte en forvirret K.N. lige midt mellem øjnene. "Hey! Hvad har du gang i, klaptorsk!"
"Skal du kalde mig klaptorsk? Din, din..." Han rejste sig fra sin plads: "Din luder...", sagde han i mangel på bedre skældsord.
Mads sad forskrækket og holdt øje med situation-en. "Jeg kan altså ikke lide det, hvis I absolut skal slås! Og hvis det er nødvendigt, vil I så ikke godt gå udenfor?"
"Shut næbet!"
Tydeligt fornærmet over Anderses tone, vendte den unge mand sig mod sin computer, mens han mumlede stødt for sig selv.
Anders satte sig igen, og K.N. fordybede sig atter i rapporten, men kedede sig tydeligvis. "Årh, f*** det, og lad os tage ud at finde den nabo!"
De to lod Mads tilbage ved skrivebordet, og kort tid efter stod de foran naboens dør, mens de ventede på, at en temmelig tungnem mand fik den åbnet.
"Hvad bilder I jer ind, sådan et par lømler, der absolut skal genere middagsfreden!"
"Hey Besse - det der gider jeg slet ikke at høre på!" Manden kiggede forarget op på Anders, der stod foran ham, kun for at få smækket et politiskilt i hovedet. "Jeg vil vide, hvad du lavede i torsdags klokken 23:00?"
"Det rager ikke dig, lille ven! Og desuden vil jeg gerne udbede mig lidt respekt, tak!"
K.N. kiggede forundret på ham: "Ja så, man vil gerne udbede sig lidt respekt! Og hvorledes mener De, min gode Herre, at De er berettiget til respekt, efter De lige har valgt at kalde min kollega og jeg for "et par lømler"? Vi replicerer skam blot i det tonefald, som De indleder konversationen med, for at vi ligesom kan kontinuere på samme niveau og forhåbentlig evne at forstå hinanden!
Men, De mener ligefrem, at det ikke rager os, og altså derved politiet, hvad De har lavet i det tidsrum, hvori et mord er blevet begået, endda i selv samme opgang, som De lige nu befinder Dem i? Og tag nu lige i betragtning, at De ikke var til stede hele dagen i går, da vore betjente ville tale med Dem? Nu er det, jeg gerne vil vide: hvorledes kommer De egentlig frem til så raderende en slutning?"
Manden stod bare og måbede. Han så ikke ud til at fatte det mindste, men efter en rum tid med tavshed, var det som om, det gik op for ham, at han nok blev nødt til at svare: "Jamen, jeg var jo bare ovre ved min datter! Jeg kom hjem i morges!"
Men Anders kom ham i forkøbet. Et sammenkrøllet stykke papir fløj gennem lokalet og ramte en forvirret K.N. lige midt mellem øjnene. "Hey! Hvad har du gang i, klaptorsk!"
"Skal du kalde mig klaptorsk? Din, din..." Han rejste sig fra sin plads: "Din luder...", sagde han i mangel på bedre skældsord.
Mads sad forskrækket og holdt øje med situation-en. "Jeg kan altså ikke lide det, hvis I absolut skal slås! Og hvis det er nødvendigt, vil I så ikke godt gå udenfor?"
"Shut næbet!"
Tydeligt fornærmet over Anderses tone, vendte den unge mand sig mod sin computer, mens han mumlede stødt for sig selv.
Anders satte sig igen, og K.N. fordybede sig atter i rapporten, men kedede sig tydeligvis. "Årh, f*** det, og lad os tage ud at finde den nabo!"
De to lod Mads tilbage ved skrivebordet, og kort tid efter stod de foran naboens dør, mens de ventede på, at en temmelig tungnem mand fik den åbnet.
"Hvad bilder I jer ind, sådan et par lømler, der absolut skal genere middagsfreden!"
"Hey Besse - det der gider jeg slet ikke at høre på!" Manden kiggede forarget op på Anders, der stod foran ham, kun for at få smækket et politiskilt i hovedet. "Jeg vil vide, hvad du lavede i torsdags klokken 23:00?"
"Det rager ikke dig, lille ven! Og desuden vil jeg gerne udbede mig lidt respekt, tak!"
K.N. kiggede forundret på ham: "Ja så, man vil gerne udbede sig lidt respekt! Og hvorledes mener De, min gode Herre, at De er berettiget til respekt, efter De lige har valgt at kalde min kollega og jeg for "et par lømler"? Vi replicerer skam blot i det tonefald, som De indleder konversationen med, for at vi ligesom kan kontinuere på samme niveau og forhåbentlig evne at forstå hinanden!
Men, De mener ligefrem, at det ikke rager os, og altså derved politiet, hvad De har lavet i det tidsrum, hvori et mord er blevet begået, endda i selv samme opgang, som De lige nu befinder Dem i? Og tag nu lige i betragtning, at De ikke var til stede hele dagen i går, da vore betjente ville tale med Dem? Nu er det, jeg gerne vil vide: hvorledes kommer De egentlig frem til så raderende en slutning?"
Manden stod bare og måbede. Han så ikke ud til at fatte det mindste, men efter en rum tid med tavshed, var det som om, det gik op for ham, at han nok blev nødt til at svare: "Jamen, jeg var jo bare ovre ved min datter! Jeg kom hjem i morges!"
