Jul på stationen
1. december
Hvorfor også lige nu?
Hun rejste sig fra sofaen og spadserede ud i køkkenet, iført silkenattøj, slåbrok og sutter. Hendes lyse lokker var et stort rod, og hun havde intet makeup på. Men hun var aldeles ligeglad.
Hun lukkede døren mellem stuen og køkkenet og gik langsomt hen til køkkenbordet, hvor hun fandt elkedelen frem. Ind under vandhanen - hun betragtede vandstrålen, mens hun holdt øje med, at der ikke kom for meget i kedelen.
Samtidig - ude foran lejligheden - stod en mand og stirrede ind ad stuevinduet. Det var ikke kutyme at se en vindueskigger i denne del af byen. Meget fint kvarter med masser af gamle, velpassede huse og nogle få lejlighedskomplekser med store, dyre lejligheder. Det var egentlig også et under, at hun havde haft råd til at bo her - men hun havde været heldig. Sådan plejede hun at forklare sig, når folk stillede spørgsmålstegn ved det.
Manden udenfor blev dog ikke set af nogle. I disse kolde tider holdt folk sig inden døre ved kakkelovnen eller pejsen. Man hyggede snart med julegodter, ringede rundt til familie, venner og bekendte eller sad og så den ene (ikke særlig) inspirerende juleudsendelse efter den anden.
Manden, som var iført en mørk jakke, lod sig ikke mærke med noget. Han var heller ikke i julehumør. Den slags anså han for noget pjat. Det eneste, han rettede sin opmærksomhed på lige nu, var vinduet, som ikke var helt lukket. Det tog ham ikke fem minutter, så var han på vej ind gennem det.
Han landede med benene først i sofaen, hvor en varm dyne var sparket væk. Han kom ned på gulvet og stod et øjeblik og lyttede. Jo, vandet løb ude i køkkenet, og nu holdt det op. Der var en del lyde derudefra, som indikerede, at hun var ved at lave te.
Han gik hen mod døren, kiggede ind gennem nøglehullet og så kvinden stå med ryggen til. Han rettede sig op, tog i håndtaget og åbnede lydløst døren.
Der stod skabningen - yndefuld og dejlig. Hendes hår var en anelse rodet, men så meget desto bedre. Han kunne godt lide dem lidt vilde. Men, de måtte ikke kæmpe imod. Han overvejede, hvordan han lettest kunne udføre sin gerning. Der var masser af muligheder, og lige ved siden af ham var den mulighed, han brød sig bedst om. En skinnende kniv i et godt design, som ville give nogle dejligt dybe sår.
Han samlede den op, hævede kniven foran sig, mens han langsomt gik hen mod kvinden, der nu stod som i trance over elkedelen. Vandet boblede, dampen steg op, og endelig lød klikket, der fortalte, at vandet var kogt.
Hun nåede dog ikke at høre det. En stærk arm greb hende i håret og trak hovedet tilbage, mens en kniv blev sat for hendes strube. Snittet var så rent og dødeligt, at hun knap nok nåede at opdage, hvad der skete. Blodet fossede og sprøjtede, mens manden hev den livløse krop med sig ind i stuen.
Her lagde han hende på gulvet, hvorefter han brutalt hev tøjet af hende. Da manden forsvandt igen, lå liget ladt tilbage på stuegulvet: nøgent, flænset og med en rød nellike ved sin side.
Hun rejste sig fra sofaen og spadserede ud i køkkenet, iført silkenattøj, slåbrok og sutter. Hendes lyse lokker var et stort rod, og hun havde intet makeup på. Men hun var aldeles ligeglad.
Hun lukkede døren mellem stuen og køkkenet og gik langsomt hen til køkkenbordet, hvor hun fandt elkedelen frem. Ind under vandhanen - hun betragtede vandstrålen, mens hun holdt øje med, at der ikke kom for meget i kedelen.
Samtidig - ude foran lejligheden - stod en mand og stirrede ind ad stuevinduet. Det var ikke kutyme at se en vindueskigger i denne del af byen. Meget fint kvarter med masser af gamle, velpassede huse og nogle få lejlighedskomplekser med store, dyre lejligheder. Det var egentlig også et under, at hun havde haft råd til at bo her - men hun havde været heldig. Sådan plejede hun at forklare sig, når folk stillede spørgsmålstegn ved det.
Manden udenfor blev dog ikke set af nogle. I disse kolde tider holdt folk sig inden døre ved kakkelovnen eller pejsen. Man hyggede snart med julegodter, ringede rundt til familie, venner og bekendte eller sad og så den ene (ikke særlig) inspirerende juleudsendelse efter den anden.
Manden, som var iført en mørk jakke, lod sig ikke mærke med noget. Han var heller ikke i julehumør. Den slags anså han for noget pjat. Det eneste, han rettede sin opmærksomhed på lige nu, var vinduet, som ikke var helt lukket. Det tog ham ikke fem minutter, så var han på vej ind gennem det.
Han landede med benene først i sofaen, hvor en varm dyne var sparket væk. Han kom ned på gulvet og stod et øjeblik og lyttede. Jo, vandet løb ude i køkkenet, og nu holdt det op. Der var en del lyde derudefra, som indikerede, at hun var ved at lave te.
Han gik hen mod døren, kiggede ind gennem nøglehullet og så kvinden stå med ryggen til. Han rettede sig op, tog i håndtaget og åbnede lydløst døren.
Der stod skabningen - yndefuld og dejlig. Hendes hår var en anelse rodet, men så meget desto bedre. Han kunne godt lide dem lidt vilde. Men, de måtte ikke kæmpe imod. Han overvejede, hvordan han lettest kunne udføre sin gerning. Der var masser af muligheder, og lige ved siden af ham var den mulighed, han brød sig bedst om. En skinnende kniv i et godt design, som ville give nogle dejligt dybe sår.
Han samlede den op, hævede kniven foran sig, mens han langsomt gik hen mod kvinden, der nu stod som i trance over elkedelen. Vandet boblede, dampen steg op, og endelig lød klikket, der fortalte, at vandet var kogt.
Hun nåede dog ikke at høre det. En stærk arm greb hende i håret og trak hovedet tilbage, mens en kniv blev sat for hendes strube. Snittet var så rent og dødeligt, at hun knap nok nåede at opdage, hvad der skete. Blodet fossede og sprøjtede, mens manden hev den livløse krop med sig ind i stuen.
Her lagde han hende på gulvet, hvorefter han brutalt hev tøjet af hende. Da manden forsvandt igen, lå liget ladt tilbage på stuegulvet: nøgent, flænset og med en rød nellike ved sin side.
