Jul på slottet
24. december
Hun fandt Mads i køkkenet, hvor han fredeligt sad med en kop kaffe og en avis. "Din forbandede sjuf!" skreg hun og hev fat i kraven på ham. "Hjælp." gispede den overraskede og forskrækkede Mads. "Hvordan helvede kunne du finde på, at lukke os ind i en gang, der endte blindt?" "Hva'...Hvad?" Mads kiggede sig febrilsk rundt efter hjælp. "Lee, slip dog manden. Han ved tilsyneladende ikke, hvad du snakker om." Dan prøvede at skille de to ad. Modvilligt gav Ann Louise slip. Mads satte sig på stolen, tog en slurk styrkende kaffe og rettede på tøjet. "Kan vi så få en forklaring. Fra jer allesammen. Hvad lavede I tøser egentlig bag Thomas' klædeskab?"
Pigerne fortalte drengene alt, hvad de havde fundet ud af de seneste par dage. Drengene var ret sure over ikke at være blevet underrettet. "Men René ville jo tage hjem, hvis der var flere spøgelser." undskyldte Sophie dem med. "Så mangler vi vist bare en forklaring fra dig." De vendte sig alle, og så på Mads. "Må jeg være fri. Jeg har ikke set eller snakket med frøkenerne i dag. Desuden lyder det rum I beskriver rigtigt nok som systuen. Det er gammel overtro, at mænd er forment adgang til denne kvindernes stue, så jeg kunne aldrig finde på at sætte mine ben dér."
Den lille forsamling sad stille et par minutter. Ann Louise skulede stadig til Mads. "Kunne han ikke," begyndte René, "Ja, jeg mener, kunne han ikke være besat af det spøgelse dér?" De kiggede allesammen endnu engang på Mads, der satte et fornærmet ansigtsudtryk op. "Må jeg være fri.." begyndte han. "Det lyder godt nok underligt, men det ville også forklare, hvorfor han virkede så underlig"
sagde Heidi. "Underlig?" spruttede Mads.
"Nej, det må altså stoppe nu det her, vi kan jo ikke holde jul med alle de spøgelser rendende rundt og lave ballade." konkluderede René og fortsatte, "Så Heidi, du siger, vi bare skal finde hende trunten her, og aflevere hende nede i den lokale?" "Eleanora, ja." svarede Heidi. "Jamen så lad os komme afsted." Og meget selvsikkert skridtede René ud af køkkenet. Og endnu engang satte flokken kurs mod biblioteket.
Endnu engang stod de foran pejsen i biblioteket. Mikkelsen trykkede på troldehovedet, og pejsen gled op helt uden problemer. Pigerne måbede. "Nå, De damer. Det hjælper vist altid at have et par gentlemen med sig til at klare ærterne" grinede René. Ann Louise skulede til ham. "Jamen, tillad mig at tage deres henrivende hakke." tilbød Dan galant Sophie. Hun fnisede og rakte ham hakken. Og så begav gruppen sig, for forhåbentlig sidste gang ind bag pejsen, der faldt i bag dem med et hult dunk.
Olielampen bød dem varmt velkommen, da de trådte ind i Det Karrygule Rum. Stemningen var ikke længere trykkende sorgfuld, nej, den var nærmest forventningsfuld. "Det må være her!" Heidi lod hånden glide hen over en tilmuret hvælving. "Okay, træd tilbage, piger" Dan trådte frem med hakken hævet over hovedet. Han lod den falde mod det gamle murværk, og det brokkede sig betydeligt. Mikkelsen lirkede murbrokker fri med spaden, og pludselig faldt muren sammen.
En kvinde kiggede ud på dem. Hun var ung, ikke særligt høj og lyshåret. Hendes simple kjole så ikke ud til at være blevet støvet, da murbrokkerne faldt. Hun kiggede rundt på forsamlingen, smilede så og trådte et skridt frem. Hun blev mere og mere gennemsigtig for øjenene af vennerne, indtil en tynd stråle af hvidt lys sivede op gennem loftet og forsvandt. Tilbage i hulningen stod et hvidt skelet klædt i resterne af en simpel kjole. Det grinede til dem, inden det med et brag styrtede sammen i bunden. Thomas besvimede på den karrygule chaiselong. "Hold da op!" udbrød René, men sagde så ikke mere. Dan og Mikkelsen samlede varsomt knoglerne op og lagde dem i en sæk. De fik stablet Thomas på benene, og forlod det lille, runde og meget karrygule rum.
Flammen blev langsomt mindre i olielampen, og med et svagt suk gik den ud.
Pigerne fortalte drengene alt, hvad de havde fundet ud af de seneste par dage. Drengene var ret sure over ikke at være blevet underrettet. "Men René ville jo tage hjem, hvis der var flere spøgelser." undskyldte Sophie dem med. "Så mangler vi vist bare en forklaring fra dig." De vendte sig alle, og så på Mads. "Må jeg være fri. Jeg har ikke set eller snakket med frøkenerne i dag. Desuden lyder det rum I beskriver rigtigt nok som systuen. Det er gammel overtro, at mænd er forment adgang til denne kvindernes stue, så jeg kunne aldrig finde på at sætte mine ben dér."
Den lille forsamling sad stille et par minutter. Ann Louise skulede stadig til Mads. "Kunne han ikke," begyndte René, "Ja, jeg mener, kunne han ikke være besat af det spøgelse dér?" De kiggede allesammen endnu engang på Mads, der satte et fornærmet ansigtsudtryk op. "Må jeg være fri.." begyndte han. "Det lyder godt nok underligt, men det ville også forklare, hvorfor han virkede så underlig"
sagde Heidi. "Underlig?" spruttede Mads.
"Nej, det må altså stoppe nu det her, vi kan jo ikke holde jul med alle de spøgelser rendende rundt og lave ballade." konkluderede René og fortsatte, "Så Heidi, du siger, vi bare skal finde hende trunten her, og aflevere hende nede i den lokale?" "Eleanora, ja." svarede Heidi. "Jamen så lad os komme afsted." Og meget selvsikkert skridtede René ud af køkkenet. Og endnu engang satte flokken kurs mod biblioteket.
Endnu engang stod de foran pejsen i biblioteket. Mikkelsen trykkede på troldehovedet, og pejsen gled op helt uden problemer. Pigerne måbede. "Nå, De damer. Det hjælper vist altid at have et par gentlemen med sig til at klare ærterne" grinede René. Ann Louise skulede til ham. "Jamen, tillad mig at tage deres henrivende hakke." tilbød Dan galant Sophie. Hun fnisede og rakte ham hakken. Og så begav gruppen sig, for forhåbentlig sidste gang ind bag pejsen, der faldt i bag dem med et hult dunk.
Olielampen bød dem varmt velkommen, da de trådte ind i Det Karrygule Rum. Stemningen var ikke længere trykkende sorgfuld, nej, den var nærmest forventningsfuld. "Det må være her!" Heidi lod hånden glide hen over en tilmuret hvælving. "Okay, træd tilbage, piger" Dan trådte frem med hakken hævet over hovedet. Han lod den falde mod det gamle murværk, og det brokkede sig betydeligt. Mikkelsen lirkede murbrokker fri med spaden, og pludselig faldt muren sammen.
En kvinde kiggede ud på dem. Hun var ung, ikke særligt høj og lyshåret. Hendes simple kjole så ikke ud til at være blevet støvet, da murbrokkerne faldt. Hun kiggede rundt på forsamlingen, smilede så og trådte et skridt frem. Hun blev mere og mere gennemsigtig for øjenene af vennerne, indtil en tynd stråle af hvidt lys sivede op gennem loftet og forsvandt. Tilbage i hulningen stod et hvidt skelet klædt i resterne af en simpel kjole. Det grinede til dem, inden det med et brag styrtede sammen i bunden. Thomas besvimede på den karrygule chaiselong. "Hold da op!" udbrød René, men sagde så ikke mere. Dan og Mikkelsen samlede varsomt knoglerne op og lagde dem i en sæk. De fik stablet Thomas på benene, og forlod det lille, runde og meget karrygule rum.
Flammen blev langsomt mindre i olielampen, og med et svagt suk gik den ud.
Mads havde været så forudseende, at han havde fået Menosen til at køre bilen frem. Dan, Mikkelsen og Heidi satte sig ind med sækken mellem sig. Og så kørte de mod den lille kirke. Om det var et tilfælde eller indgriben fra højere magter, var der ingen, der vidste, men præsten var i kirken for at gøre klar til gudstjenesten. De overdrog ham sækken og fortalte om deres fund. Han spærrede øjenene op, men lovede at klare begravelsen inden gudstjenesten. "Det kunne være, det var en meget god idé med sådan en gudstjeneste." sagde Heidi, da de var på vej ud af kirken. "Det er trods alt juleaften, og vi ku' vist godt allesammen bruge lidt fred i sjælen."
Så sådan gik det til, at de allesammen var til gudstjeneste i en lille, fynsk kirke juleaften. Da den var slut, forsvandt Heidi ned i den bagerst ende af kirkegården. På den store, gamle familegravplads under den store krogede eg var jorden, for første gang i 200 år, nyopgravet. Der var ingen sten på den nye grav endnu, men det skulle der nok komme. Heidi smed en enkelt rød rose på graven. "Hvil i fred." hviskede hun, og løb tilbage til de andre.
Tilbage på slottet var der varmt og gyldent. Der duftede af gran, af flæskesteg og and, af kanel og appelsiner. Eddine bød dem velkommen med røde æblekinder og knus. "Nu skal I endelig bare spise det hele op. Der er mere, hvor det kommer fra!" sagde hun, da de med strålende øjne satte sig ved det overdådige julebord.
Thomas løftede sit glas, "Glædelig jul til jer allesammen!"
Så blev det endelig jul på Egeskov Slot og alt endte heldigvis godt. Vi vil her på Aniston.dk godt sige tak til alle dem der dag efter dag er vendt tilbage og læst vores lille julehistorie. Der står dog stadig ét spørgsmål tilbage: Hvad var idéen med alle de spørgsmål?
Rigtig glædelig jul!
Så sådan gik det til, at de allesammen var til gudstjeneste i en lille, fynsk kirke juleaften. Da den var slut, forsvandt Heidi ned i den bagerst ende af kirkegården. På den store, gamle familegravplads under den store krogede eg var jorden, for første gang i 200 år, nyopgravet. Der var ingen sten på den nye grav endnu, men det skulle der nok komme. Heidi smed en enkelt rød rose på graven. "Hvil i fred." hviskede hun, og løb tilbage til de andre.
Tilbage på slottet var der varmt og gyldent. Der duftede af gran, af flæskesteg og and, af kanel og appelsiner. Eddine bød dem velkommen med røde æblekinder og knus. "Nu skal I endelig bare spise det hele op. Der er mere, hvor det kommer fra!" sagde hun, da de med strålende øjne satte sig ved det overdådige julebord.
Thomas løftede sit glas, "Glædelig jul til jer allesammen!"
Så blev det endelig jul på Egeskov Slot og alt endte heldigvis godt. Vi vil her på Aniston.dk godt sige tak til alle dem der dag efter dag er vendt tilbage og læst vores lille julehistorie. Der står dog stadig ét spørgsmål tilbage: Hvad var idéen med alle de spørgsmål?
Rigtig glædelig jul!
