Jul på slottet
23. december
"Ej, Heidi. Ikke mere af det nu. Vi skal ned og slå drengene i pool." Ann Louise rejste sig, men Heidi så meget alvorligt på hende. "Pleaaaseee, Lee! Jeg er virkelig sikker. Vi bliver nødt til at gøre noget." Ann Louise sukkede, men satte sig så igen. "Alright, men så skylder du altså også en ordentlig tøseaften." "Og det bliver med spa og den helt store tur." lovede Heidi grinende.
Det papir, der var faldet ud af den lille blå bog, da Heidi samlede den op, var intet mindre end en gammel optegnelse over, hvordan man i middelalderen kom af med besværlige adelige. Sindssygdom, spedalskhed, ustyrlig oprørstrang eller utugt, der fandtes en gammel, og ganske effektiv, tradition for, hvordan man fik sådanne problemer til at forsvinde. "De murede simpelthen folk ind i muren!" fortalte Heidi. "Typisk havde de et rum i kælderen kun til det ene formål."
"Skræmmende" kommenterede Ann Louise. "Ulækkert" Sophie rynkede på næsen. "Vil du så ha' os til at støve rundt nede i kældrene?" spurgte Sophie. "Nej," svarede Heidi, "Vi skal tilbage til Det Karrygule Rum. Og denne gang skal vi nok få brug for hakken."
Så morgenen den 23. december var næsten en kopi af morgenen den 22. Solens stråler trængte dog ikke helt så godt igennem denne morgen, da det tykke skydække kun var blevet tykkere. De to farverige skikkelser oksede endnu engang troligt rundt i parken, og de tre tøser listede endnu engang hen mod biblioteket.
"Heidi, du er godt klar over, hvad det er, vi går ind for at grave ud, ik'?" spurgte Sophie. "Jo, da" svarede Heidi. "Godt, for jeg har altså ikke tænkt mig at bære noget som helst!" slog Sophie fast, mens de samlede spaden og hakken op. Ann Louise trykkede på troldehovedet, og ingenting skete! Hun trykkede igen. Og igen. Hårdere. Ingenting. Ingen skurren, ingen pejs, der gled til side, ingenting. "Hvad sker der lige her?" Ann Louise kiggede forvirret på pejsen, og forsøgte at trykke hist og her. "Ej, nu går det mig altså snart på nerverne, det her!" Sophie smed opgivende hakken fra sig. En skikkelse viste sig i døren. Det gav et sæt i Sophie, men så genkendte hun Mads. Hun åndede lette op, "Mads, det gamle lort virker ikke, ved du, hvordan vi får den pejs op?" Mads kiggede på pigerne en efter en med klare øjne. "Følg med mig!" sagde han, og vente sig og begyndte med slæbende skridt at gå hen ad gangen. "Hvad er der galt med ham?" spurgte Ann Louise de to andre. "Han er da vist ikke helt sig selv, her til morgen." "Var hans stemme ikke også ejendommeligt høj?" Heidi trak på skuldrene, "Måske er han blevet forkølet." De samlede hakken op og skyndte sig efter Mads.
Mads førte dem hen i en anden fløj af slottet. Han trak et bundt nøgler frem og låste en dør op. Inde bag den lå en gammel systue. Der var fine sofaer, kunstfærdige vaser og kniplingsarbejder overalt. "Nej, hvor er det yndigt!" udbrød Sophie og åbnede et syskrin i mahogni belagt med perlemor. Mads drejede stift hovedet og sendte Sophie et blik, der straks fik hende til at trække fingrene til sig. Mads fejede forbi pigerne, var det indbildning, eller lød det som suset fra en tung damaskkjole, når han bevægede sig? Han trykkede på en udskåren tulipan og et panel gled til side.
"Kan vi komme til Det Karrygule Rum den vej?" spurgte Heidi. "Javist," svarede Mads med den høje skærrende stemme, som slet ikke lignede hans sædvanlige behagelige, dybe stemme. "Nåh, men så mange tak for hjælpen." sagde Heidi og kiggede usikkert på de andre. Mads vente sig og forlod værelset igen. "Sig mig, var den ikke helt gal med ham i dag?" Det kunne de hurtigt blive enige om. Men det måtte de undersøge senere, nu galt det Eleanora i Det Karrygule Rum. En efter en kravlede de ind gennem det åbne panel. Helt lydløst gled det i bag dem.
Det papir, der var faldet ud af den lille blå bog, da Heidi samlede den op, var intet mindre end en gammel optegnelse over, hvordan man i middelalderen kom af med besværlige adelige. Sindssygdom, spedalskhed, ustyrlig oprørstrang eller utugt, der fandtes en gammel, og ganske effektiv, tradition for, hvordan man fik sådanne problemer til at forsvinde. "De murede simpelthen folk ind i muren!" fortalte Heidi. "Typisk havde de et rum i kælderen kun til det ene formål."
"Skræmmende" kommenterede Ann Louise. "Ulækkert" Sophie rynkede på næsen. "Vil du så ha' os til at støve rundt nede i kældrene?" spurgte Sophie. "Nej," svarede Heidi, "Vi skal tilbage til Det Karrygule Rum. Og denne gang skal vi nok få brug for hakken."
Så morgenen den 23. december var næsten en kopi af morgenen den 22. Solens stråler trængte dog ikke helt så godt igennem denne morgen, da det tykke skydække kun var blevet tykkere. De to farverige skikkelser oksede endnu engang troligt rundt i parken, og de tre tøser listede endnu engang hen mod biblioteket.
"Heidi, du er godt klar over, hvad det er, vi går ind for at grave ud, ik'?" spurgte Sophie. "Jo, da" svarede Heidi. "Godt, for jeg har altså ikke tænkt mig at bære noget som helst!" slog Sophie fast, mens de samlede spaden og hakken op. Ann Louise trykkede på troldehovedet, og ingenting skete! Hun trykkede igen. Og igen. Hårdere. Ingenting. Ingen skurren, ingen pejs, der gled til side, ingenting. "Hvad sker der lige her?" Ann Louise kiggede forvirret på pejsen, og forsøgte at trykke hist og her. "Ej, nu går det mig altså snart på nerverne, det her!" Sophie smed opgivende hakken fra sig. En skikkelse viste sig i døren. Det gav et sæt i Sophie, men så genkendte hun Mads. Hun åndede lette op, "Mads, det gamle lort virker ikke, ved du, hvordan vi får den pejs op?" Mads kiggede på pigerne en efter en med klare øjne. "Følg med mig!" sagde han, og vente sig og begyndte med slæbende skridt at gå hen ad gangen. "Hvad er der galt med ham?" spurgte Ann Louise de to andre. "Han er da vist ikke helt sig selv, her til morgen." "Var hans stemme ikke også ejendommeligt høj?" Heidi trak på skuldrene, "Måske er han blevet forkølet." De samlede hakken op og skyndte sig efter Mads.
Mads førte dem hen i en anden fløj af slottet. Han trak et bundt nøgler frem og låste en dør op. Inde bag den lå en gammel systue. Der var fine sofaer, kunstfærdige vaser og kniplingsarbejder overalt. "Nej, hvor er det yndigt!" udbrød Sophie og åbnede et syskrin i mahogni belagt med perlemor. Mads drejede stift hovedet og sendte Sophie et blik, der straks fik hende til at trække fingrene til sig. Mads fejede forbi pigerne, var det indbildning, eller lød det som suset fra en tung damaskkjole, når han bevægede sig? Han trykkede på en udskåren tulipan og et panel gled til side.
"Kan vi komme til Det Karrygule Rum den vej?" spurgte Heidi. "Javist," svarede Mads med den høje skærrende stemme, som slet ikke lignede hans sædvanlige behagelige, dybe stemme. "Nåh, men så mange tak for hjælpen." sagde Heidi og kiggede usikkert på de andre. Mads vente sig og forlod værelset igen. "Sig mig, var den ikke helt gal med ham i dag?" Det kunne de hurtigt blive enige om. Men det måtte de undersøge senere, nu galt det Eleanora i Det Karrygule Rum. En efter en kravlede de ind gennem det åbne panel. Helt lydløst gled det i bag dem.
"Er der nogen, der har set pigerne til morgen?" spurgte Mikkelsen og satte sig ved det overdådige morgenbord. "De er vel taget ud og shoppe brudekjole." drillede Dan. Mikkelsen sendte ham et tvært blik. "Hold op. De er sikkert bare ude og løbe med ham fitnesstrolden, Showoff" glattede Dan ud. "Selv om et rigtigt vinterbryllup i snevejr sku' være så smukt." En halv, smurt bolle fløj igennem rummet og ramte ved siden af Dans tallerken. Han grinede og truede ad Mikkelsen med en gaffelfuld scrambled eggs trukket tilbage i affyringsposition. Før han dog kunne nå at beordre til angreb blev dørene til spisesalen flået op.
Thomas stormede ind. "Drenge! I må komme med det samme! De er overalt på mit værelse!" Den vrælende Thomas styrtede ind i rummet og flåede René og hans friskpressede appelsinjuice ned ad stolen. "For helvede, Thomas!" brølede René nede fra gulvet, "Jeg kunne være druknet! Er der nogen, der gider hente et jagtgevær og skyde den idiot inden han vælter hele hytten!"
René rejste sig fornærmet. Thomas havde fået fat i Dans arm, og prøvede nu at få den eller hele Marsvinet til at følge med. "Thomas, slap for helvede af!" Thomas tog sig gevaldigt sammen, og med de andre på slæb førte han an op mod sit værelse, alt imens han fortalte, at der pludselig lød stemme fra væggene. "Kvindestemme! Og de var vrede!"
Mikkelsen skubbede døren til Thomas' værelse op. Ingen sindssyge spøgelser sprang på dem, så de vovede sig indenfor. De kiggede sig rundt. Der var ingenting at se og ingenting at høre. "Så kan du godt komme ind, Thomas. Spøgelserne er forsvundet." Thomas stak forsigtig hovedet indenfor døren. I det samme kunne de allesammen høre det. Stemmer. Og de lød ret ophidsede. "De kommer ovre fra klædeskabet!"
René listede forsigtigt nærmere og åbnede med et ryk lågerne til det store klædeskab. Der var ikke noget, der sprang på ham, og han åndede lettet op. "Pyh, man får sgu dårlige nerver af at besøge dig, Thomas!" grinede han. De andre rykkede nærmere, og nu kunne de svagt skelne, hvad stemmerne sagde. "Luk os ud!" "For helvede, få fat på ham Mads!" "Mikkelsen, er du der?" Mikkelsen skubbede Thomas' tøj til side, og kiggede på den nøgne bagbeklædning. "For helvede! Det er jo pigerne!" Dan vendte sig mod Thomas, "Hvad laver de inde i dit klædeskab?" "Jeg ved det ikke," svarede Thomas og vred sine hænder, "Jeg troede det var spøgelserne." "Vi må se at få dem ud." sagde Mikkelsen og begyndte at undersøge det tunge klædeskab.
Kan pigerne slå drengene i pool? Er Eleanora muret inde i Det Karrygule Rum? Hvad er der sket med Mads? Kan man drukne i appelsin juice? Hvordan er pigerne havnet i Thomas' klædeskab? Bliver det overhovedet jul på Egeskov Slot? Følg med igen i morgen...
Thomas stormede ind. "Drenge! I må komme med det samme! De er overalt på mit værelse!" Den vrælende Thomas styrtede ind i rummet og flåede René og hans friskpressede appelsinjuice ned ad stolen. "For helvede, Thomas!" brølede René nede fra gulvet, "Jeg kunne være druknet! Er der nogen, der gider hente et jagtgevær og skyde den idiot inden han vælter hele hytten!"
René rejste sig fornærmet. Thomas havde fået fat i Dans arm, og prøvede nu at få den eller hele Marsvinet til at følge med. "Thomas, slap for helvede af!" Thomas tog sig gevaldigt sammen, og med de andre på slæb førte han an op mod sit værelse, alt imens han fortalte, at der pludselig lød stemme fra væggene. "Kvindestemme! Og de var vrede!"
Mikkelsen skubbede døren til Thomas' værelse op. Ingen sindssyge spøgelser sprang på dem, så de vovede sig indenfor. De kiggede sig rundt. Der var ingenting at se og ingenting at høre. "Så kan du godt komme ind, Thomas. Spøgelserne er forsvundet." Thomas stak forsigtig hovedet indenfor døren. I det samme kunne de allesammen høre det. Stemmer. Og de lød ret ophidsede. "De kommer ovre fra klædeskabet!"
René listede forsigtigt nærmere og åbnede med et ryk lågerne til det store klædeskab. Der var ikke noget, der sprang på ham, og han åndede lettet op. "Pyh, man får sgu dårlige nerver af at besøge dig, Thomas!" grinede han. De andre rykkede nærmere, og nu kunne de svagt skelne, hvad stemmerne sagde. "Luk os ud!" "For helvede, få fat på ham Mads!" "Mikkelsen, er du der?" Mikkelsen skubbede Thomas' tøj til side, og kiggede på den nøgne bagbeklædning. "For helvede! Det er jo pigerne!" Dan vendte sig mod Thomas, "Hvad laver de inde i dit klædeskab?" "Jeg ved det ikke," svarede Thomas og vred sine hænder, "Jeg troede det var spøgelserne." "Vi må se at få dem ud." sagde Mikkelsen og begyndte at undersøge det tunge klædeskab.
Kan pigerne slå drengene i pool? Er Eleanora muret inde i Det Karrygule Rum? Hvad er der sket med Mads? Kan man drukne i appelsin juice? Hvordan er pigerne havnet i Thomas' klædeskab? Bliver det overhovedet jul på Egeskov Slot? Følg med igen i morgen...
