Jul på slottet
22. december
Da de nærmede sig slottet, kunne de dufte pejserøgen, men de kunne også dufte nybagte boller og langsomt stegende and. Thomas blev enig med sig selv om, at man ligeså godt kunne løbe ind gennem køkkenet og snuppe et par boller med op i seng. Hans tænder var allerede begyndt at løbe i vand, da Mr. Show gik i gang med strækøvelserne.
Thomas listede tilfreds, og lidt øm, op til sin dejlige seng igen. Ellers var slottet helt stille. Eller næsten. Et sted åbnede en dør sig på klem. Der blev tittet frem, og da der var forsikret om fri bane, listede tre tøser frem. De var bevæbnet med en hakke og en spade, en kødhammer, hvorfra der dinglede et par fed hvidløg, et konfirmationskors og en lille blå bog. De nærmede sig målbevidst biblioteket.
Sophie satte hakken fra sig, da de var kommet ind i biblioteket og havde lukket døren bag sig. "Hvad gør vi så nu?" Heidi kiggede sig rundt, "Tja, der stod jo ikke noget i den lille blå fætter her om, hvor hun kan være begravet. Så jeg foreslår, at vi starter i Det Karrygule Rum, og ser, om der er nogen spor dér. Det var jo trods alt der, hun blev holdt indespærret." Ann Louise nikkede sammenbidt, "Lad os komme i gang."
Endnu engang skurrede det gamle hejseværk bag pejsen og denne gled til side. Pigerne smuttede ind og stod endnu engang i den smalle, mørke gang i slottets indre. Hurtigt, og uden at kigge ned ad sidegangene, man vidste jo aldrig, hvad der kunne dukke op, gik de ned mod Det Karrygule Rum. Døren var lukket på klem, men et svagt lys flakkede ud under døren. "Der er nogen derinde!" hviskede Ann Louise ophidset. "Nej, det tror jeg ikke," hviskede Heidi tilbage. "Der var også lys første gang jeg var her, dengang René var blevet væk, men der var ingen. Og jeg tror ikke, det var René."
Sophie skubbede døren op, mens hun knugede en smule hårdere om hakken. Der var ingen i det lille, runde rum, præcis som Heidi havde forudset. Alt stod som den første gang, de havde været her. Alligevel så det ud som om, rummet havde været brugt, og det for ganske nyeligt. En olielampe med en blomsterdekoreret lampeskærm stod på kommoden, og det var fra denne det bløde lys kom. Der lød et sorgfuldt suk, som en vind, der flød forbi dem, kort berørte deres kind og derefter forsvandt ud i gangens mørke. Det gav et sæt i pigerne og de rykkede tættere sammen. "Det var bare vinden." forsikrede Sophie sig selv og de andre. "Du har nok ret, sådan et gammelt slot må være fyldt med huller." gav Ann Louise hende ret.
De begyndte langsomt at gennemsøge rummet for spor, der kunne lede dem nærmere Eleanoras sidste hvilested, men der var ikke meget at komme efter. Skufferne var tomme, der var intet på det lille bord, og da Sophie med bankende hjerte fik slået lågene på skabet op, var også det tomt. Til sidst satte de sig opgivende på den karrygule chaiselong. "Det er godt nok noget af et mysterium, det her." sukkede Sophie. "Måske skulle vi bare opgive, det er alligevel så længe siden." medgav Ann Louise hende. "Jeg er også sulten, skal vi ikke se, hvad Eddine har stillet frem i dag." Efter at Ann Louise havde reciteret det gamle ordsprog om at "uden mad og drikke..." gav Heidi sig også. De forlod Det Karrygule Rum og gik tilbage mod biblioteket. Døren gled stille i bag dem, flammen i olielampen flakkede lidt og gik så ud.
"Op med humøret, Venus." sagde Ann Louise og lagde armen om skulderen på Heidi. "Det er sikkert bare gamle røverhistorie. Ja, måske er det ovenikøbet Mads, der laver skæg med os. Han morer sig sikkert lige nu over, at de dumme københavnere løber rundt og leder efter spøgelser, og hvad ved jeg. Næ du, nu går vi ned og får det bedste af det bedste, Eddine kan diske op med. Der er ikke noget, der hjælper så godt på dårligt humør som en god solid brunch." Heidi smilede til hende. "Du har sikkert ret. Gud, savner jeg virkelig spænding så meget i mit liv." De grinede og lod spøgelsesjæger-remedierne ligge i biblioteket og gik ned mod spisesalen.
Thomas listede tilfreds, og lidt øm, op til sin dejlige seng igen. Ellers var slottet helt stille. Eller næsten. Et sted åbnede en dør sig på klem. Der blev tittet frem, og da der var forsikret om fri bane, listede tre tøser frem. De var bevæbnet med en hakke og en spade, en kødhammer, hvorfra der dinglede et par fed hvidløg, et konfirmationskors og en lille blå bog. De nærmede sig målbevidst biblioteket.
Sophie satte hakken fra sig, da de var kommet ind i biblioteket og havde lukket døren bag sig. "Hvad gør vi så nu?" Heidi kiggede sig rundt, "Tja, der stod jo ikke noget i den lille blå fætter her om, hvor hun kan være begravet. Så jeg foreslår, at vi starter i Det Karrygule Rum, og ser, om der er nogen spor dér. Det var jo trods alt der, hun blev holdt indespærret." Ann Louise nikkede sammenbidt, "Lad os komme i gang."
Endnu engang skurrede det gamle hejseværk bag pejsen og denne gled til side. Pigerne smuttede ind og stod endnu engang i den smalle, mørke gang i slottets indre. Hurtigt, og uden at kigge ned ad sidegangene, man vidste jo aldrig, hvad der kunne dukke op, gik de ned mod Det Karrygule Rum. Døren var lukket på klem, men et svagt lys flakkede ud under døren. "Der er nogen derinde!" hviskede Ann Louise ophidset. "Nej, det tror jeg ikke," hviskede Heidi tilbage. "Der var også lys første gang jeg var her, dengang René var blevet væk, men der var ingen. Og jeg tror ikke, det var René."
Sophie skubbede døren op, mens hun knugede en smule hårdere om hakken. Der var ingen i det lille, runde rum, præcis som Heidi havde forudset. Alt stod som den første gang, de havde været her. Alligevel så det ud som om, rummet havde været brugt, og det for ganske nyeligt. En olielampe med en blomsterdekoreret lampeskærm stod på kommoden, og det var fra denne det bløde lys kom. Der lød et sorgfuldt suk, som en vind, der flød forbi dem, kort berørte deres kind og derefter forsvandt ud i gangens mørke. Det gav et sæt i pigerne og de rykkede tættere sammen. "Det var bare vinden." forsikrede Sophie sig selv og de andre. "Du har nok ret, sådan et gammelt slot må være fyldt med huller." gav Ann Louise hende ret.
De begyndte langsomt at gennemsøge rummet for spor, der kunne lede dem nærmere Eleanoras sidste hvilested, men der var ikke meget at komme efter. Skufferne var tomme, der var intet på det lille bord, og da Sophie med bankende hjerte fik slået lågene på skabet op, var også det tomt. Til sidst satte de sig opgivende på den karrygule chaiselong. "Det er godt nok noget af et mysterium, det her." sukkede Sophie. "Måske skulle vi bare opgive, det er alligevel så længe siden." medgav Ann Louise hende. "Jeg er også sulten, skal vi ikke se, hvad Eddine har stillet frem i dag." Efter at Ann Louise havde reciteret det gamle ordsprog om at "uden mad og drikke..." gav Heidi sig også. De forlod Det Karrygule Rum og gik tilbage mod biblioteket. Døren gled stille i bag dem, flammen i olielampen flakkede lidt og gik så ud.
"Op med humøret, Venus." sagde Ann Louise og lagde armen om skulderen på Heidi. "Det er sikkert bare gamle røverhistorie. Ja, måske er det ovenikøbet Mads, der laver skæg med os. Han morer sig sikkert lige nu over, at de dumme københavnere løber rundt og leder efter spøgelser, og hvad ved jeg. Næ du, nu går vi ned og får det bedste af det bedste, Eddine kan diske op med. Der er ikke noget, der hjælper så godt på dårligt humør som en god solid brunch." Heidi smilede til hende. "Du har sikkert ret. Gud, savner jeg virkelig spænding så meget i mit liv." De grinede og lod spøgelsesjæger-remedierne ligge i biblioteket og gik ned mod spisesalen.
Efter den lækre brunch, gik Heidi tilbage til biblioteket. Det kunne være, der var en god bog. Dan og Mikkelsen havde gang i en dødelig match på poolbordet i jagtstuen, og de andre var taget ud og køre i Thomas' åbne sportsvogn. Hun skuttede sig. Hun skulle ikke nyde noget af at sidde i sådan en på denne her tid om året, men ville de andre have sig en solid gang ondt i halsen, så værsgod for hendes skyld. Næ, en god bog foran en buldrende pejs, det var lige, hvad hun trængte til.
Hun fik øje på deres bunke af spade, hakke og kødhammer. Hun smilede. Jo, det var sikkert fjollet. Hun samlede den lille blå bog op. Et stykke papir faldt ud. Hun samlede det op. Der havde da ikke været løse ark i bogen, da de læste i den. Og de havde da vel forhåbentlig ikke ødelagt den.
Hun åbnede bogen og så, at indbindingen var gået op forneden. Papiret var sikkert faldet ud derfra. Hun foldede det forsigtigt ud, det var meget gammelt og meget mørt. Heidis øjne blev store, mens hun læste, hvad der stod på papiret. Så løb hun ud af biblioteket. Hun måtte have fat i de andre.
Hvorfor har Thomas så meget mod motion? Hvorfor er rummet karrygult? Hvad er idéen med hvidløgene? Hvem har tændt olielampen og hvem fylder olie på den? Er det Mikkelsen eller Dan der vinder i pool? Hvad står der på papiret? Og får Heidi fat på de andre? Følg med igen i morgen...
Hun fik øje på deres bunke af spade, hakke og kødhammer. Hun smilede. Jo, det var sikkert fjollet. Hun samlede den lille blå bog op. Et stykke papir faldt ud. Hun samlede det op. Der havde da ikke været løse ark i bogen, da de læste i den. Og de havde da vel forhåbentlig ikke ødelagt den.
Hun åbnede bogen og så, at indbindingen var gået op forneden. Papiret var sikkert faldet ud derfra. Hun foldede det forsigtigt ud, det var meget gammelt og meget mørt. Heidis øjne blev store, mens hun læste, hvad der stod på papiret. Så løb hun ud af biblioteket. Hun måtte have fat i de andre.
Hvorfor har Thomas så meget mod motion? Hvorfor er rummet karrygult? Hvad er idéen med hvidløgene? Hvem har tændt olielampen og hvem fylder olie på den? Er det Mikkelsen eller Dan der vinder i pool? Hvad står der på papiret? Og får Heidi fat på de andre? Følg med igen i morgen...
