Jul på slottet
21. december
De fik Mads til at give dem en guided rundtur i de store stuer. Og det var spændende, hvad han kunne fortælle. Og så var de rundt og se museerne og parken. "Det er jo da en vidunerlig park, du har fået dig!" udbrød Sophie, da de stod på en lille bakke og kiggede ned over rosenbedene foran slottet. Og det måtte Thomas give hende ret i. Han var nu alligevel godt tilfreds med det hele.
Dan havde jo lovet dem en tur i helikopteren, og René var som et lille barn, der bare venter på startskuddet til at flå gaverne op juleaften. "Du må vente, René," proklamerede Dan bestemt, "Damerne først, og så ta'r vi os en rigtig herretur bagefter." Det kunne René godt leve med, efter at Dan havde forsikret ham om, at den blev lang. Rigtig lang.
Pigerne var en smule nervøse for turen, men Dan satte med sikker hånd maskinen i luften, og snart bredte det skønne, fynske landskab sig under dem. Pigerne var helt forgabte i den fantastiske udsigt. Nok var parken skøn, når man gik rundt i den, men fra oven kunne de virkelig se den omhu, der var lagt i det hele for at opnå fuldkommen perfekthed. "Gud, hvor er det bare smukt!" henåndede Sophie. "Det er lige før man overveje at blive grevinde på Sydfyn."
De fløj hen over skove og marker, og decembersolen gav det hele et gyldent, fredfyldt skær. På vej tilbage fløj de hen over en lille landsbykirke. "Dan!" udbrød Heidi, "Kan du ikke sætte os af her? Jeg vil gerne se den lille kirke dér, og der er ikke så langt tilbage til Egeskov." Det kunne Dan da sagtens, så han landede på en mark ved siden af den lille kirke.
"Hvor fanden har du gjort af pigerne?" spurgte Mikkelsen, da Dan kom tilbage i en tom helikopter. "Jeg fløj ud over vandet og dumpede dem!" grinede Dan. "Seriøst?" kom det fra René, mens han kravlede ind i helikopteren. "Nej, Heidi fik øje på en "yndig" lille kirke, så de blev sat af der, så de kunne se nærmere på den. Så nu skal du nok til at passe lidt på, Mikkelsen." grinede Dan. Helikopteren satte af fra jorden og svang sig endnu engang op i den blå himmel. Drengene var blevet enige om, at en cruiser-tur ind over Odense ikke var nogen dårlig idé.
"Gud, hvor er den romantisk! Kan I lige se den om foråret, når det hele lige er sprunget ud!" Ann Louise var lige så begejstret for kirken som Heidi. De gik rundt om den lille kirke og kom om på den lille kirkegård. Heidi styrede målbevidst ned i det fjerneste hjørne, hvor store familiegravmonumenter tårnede mellem gamle, krogede egetræer. "Heidi?" kaldte Ann Louise. "Hvad skal hun?" Sophie trak på skuldrene. "Måske tisse?" Pigerne slentrede langsomt efter hende, mens de læste de falmede navne på de gamle gravsten. Heidi sad på hug foran en skinnende sort granitsten. Den udgjorde en lille del af et kæmpe gravmonument omgivet af et lavt jerngitter. Da de bukkede sig frem kunne de svagt ane omridset af bogstaverne, der engang var blevet graveret på den blanke overflade. "Vereane Bille-Brahe" stod der.
"Hold da op!" Sophie skuttede sig. Hun syntes pludselig der var blevet ret koldt på den lille kirkegård. "Eleanora er her ikke." sagde Heidi og pegede på den tomme plads ved siden af Vereanes grav. "Tror du ikke bare, den er blevet sløjfet? Jeg mener, det er jo nogle pokkers gamle grave." forsøgte Ann Louise med tvivl i stemmen. "Nej, det tror jeg ikke." svarede Heidi. "Jeg tror, pladsen var gjort klar, men aldrig har været brugt!"
Dan havde jo lovet dem en tur i helikopteren, og René var som et lille barn, der bare venter på startskuddet til at flå gaverne op juleaften. "Du må vente, René," proklamerede Dan bestemt, "Damerne først, og så ta'r vi os en rigtig herretur bagefter." Det kunne René godt leve med, efter at Dan havde forsikret ham om, at den blev lang. Rigtig lang.
Pigerne var en smule nervøse for turen, men Dan satte med sikker hånd maskinen i luften, og snart bredte det skønne, fynske landskab sig under dem. Pigerne var helt forgabte i den fantastiske udsigt. Nok var parken skøn, når man gik rundt i den, men fra oven kunne de virkelig se den omhu, der var lagt i det hele for at opnå fuldkommen perfekthed. "Gud, hvor er det bare smukt!" henåndede Sophie. "Det er lige før man overveje at blive grevinde på Sydfyn."
De fløj hen over skove og marker, og decembersolen gav det hele et gyldent, fredfyldt skær. På vej tilbage fløj de hen over en lille landsbykirke. "Dan!" udbrød Heidi, "Kan du ikke sætte os af her? Jeg vil gerne se den lille kirke dér, og der er ikke så langt tilbage til Egeskov." Det kunne Dan da sagtens, så han landede på en mark ved siden af den lille kirke.
"Hvor fanden har du gjort af pigerne?" spurgte Mikkelsen, da Dan kom tilbage i en tom helikopter. "Jeg fløj ud over vandet og dumpede dem!" grinede Dan. "Seriøst?" kom det fra René, mens han kravlede ind i helikopteren. "Nej, Heidi fik øje på en "yndig" lille kirke, så de blev sat af der, så de kunne se nærmere på den. Så nu skal du nok til at passe lidt på, Mikkelsen." grinede Dan. Helikopteren satte af fra jorden og svang sig endnu engang op i den blå himmel. Drengene var blevet enige om, at en cruiser-tur ind over Odense ikke var nogen dårlig idé.
"Gud, hvor er den romantisk! Kan I lige se den om foråret, når det hele lige er sprunget ud!" Ann Louise var lige så begejstret for kirken som Heidi. De gik rundt om den lille kirke og kom om på den lille kirkegård. Heidi styrede målbevidst ned i det fjerneste hjørne, hvor store familiegravmonumenter tårnede mellem gamle, krogede egetræer. "Heidi?" kaldte Ann Louise. "Hvad skal hun?" Sophie trak på skuldrene. "Måske tisse?" Pigerne slentrede langsomt efter hende, mens de læste de falmede navne på de gamle gravsten. Heidi sad på hug foran en skinnende sort granitsten. Den udgjorde en lille del af et kæmpe gravmonument omgivet af et lavt jerngitter. Da de bukkede sig frem kunne de svagt ane omridset af bogstaverne, der engang var blevet graveret på den blanke overflade. "Vereane Bille-Brahe" stod der.
"Hold da op!" Sophie skuttede sig. Hun syntes pludselig der var blevet ret koldt på den lille kirkegård. "Eleanora er her ikke." sagde Heidi og pegede på den tomme plads ved siden af Vereanes grav. "Tror du ikke bare, den er blevet sløjfet? Jeg mener, det er jo nogle pokkers gamle grave." forsøgte Ann Louise med tvivl i stemmen. "Nej, det tror jeg ikke." svarede Heidi. "Jeg tror, pladsen var gjort klar, men aldrig har været brugt!"
Der var helt stille omkring de tre piger, men langt borte begyndte en krage hæst at skrige. "Så.. Så har de måske begravet hende et sted ved slottet." "Det må de have gjort," konkluderede Heidi, "Det må være derfor, hun går igen. Hun kan ikke finde fred." Ann Louise knyttede næverne. "Piger! Vi bliver nødt til at gøre noget."
Om aftenen fandt René sin værtsgave frem. Den havde han helt glemt, da der var sket så meget, men det var måske også meget godt, for i aften var der den helt rigtige stemning. Han stavrede stolt ind i stuen, hvor de andre sad, med sin six pack champagne pakket ind i celofan og rødt bånd. "Thomas, min gode ven," sagde han, "Jeg har sgu da købt dig en lille værtsgave. Og tillykke med dit dejlige sommerhus! Det skal da fejres!"
Thomas klappede begejstret i hænderne, og drengene var taknemmelige for, at det var noget andet end rødvin, så de tog godt for sig. Pigerne nøjedes med at nippe til et par enkelte glas. Det passede dem fint, hvis drengene sov længe i morgen, de havde nemlig vigtige ting for. De havde intet sagt om deres opdagelse. De havde jo aftalt ikke at snakke mere om det. Drengene havde heller ikke spurgt til deres besøg i den lille "yndige" kirke, og Mikkelsen var bare taknemmelig for, at der ikke blev snakket mere om det.
Så det var med et smil om munden, og næsten salige fryd, at Thomas et par timer senere sagde godnat til de andre. Det var nu blevet en helt dejlig juleferie det her, tænkte han ved sig selv, mens han stavrede op ad trappen.
Hvorfor er Mr. Show så glad for pink? Går Heidi i giftetanker? Hvor ligger Eleanora begravet? Hvorfor fortæller pigerne ikke om deres opdagelse? Er Mikkelsen bange for at binde sig? Og får de endelig juleferie? Følg med igen i morgen...
Om aftenen fandt René sin værtsgave frem. Den havde han helt glemt, da der var sket så meget, men det var måske også meget godt, for i aften var der den helt rigtige stemning. Han stavrede stolt ind i stuen, hvor de andre sad, med sin six pack champagne pakket ind i celofan og rødt bånd. "Thomas, min gode ven," sagde han, "Jeg har sgu da købt dig en lille værtsgave. Og tillykke med dit dejlige sommerhus! Det skal da fejres!"
Thomas klappede begejstret i hænderne, og drengene var taknemmelige for, at det var noget andet end rødvin, så de tog godt for sig. Pigerne nøjedes med at nippe til et par enkelte glas. Det passede dem fint, hvis drengene sov længe i morgen, de havde nemlig vigtige ting for. De havde intet sagt om deres opdagelse. De havde jo aftalt ikke at snakke mere om det. Drengene havde heller ikke spurgt til deres besøg i den lille "yndige" kirke, og Mikkelsen var bare taknemmelig for, at der ikke blev snakket mere om det.
Så det var med et smil om munden, og næsten salige fryd, at Thomas et par timer senere sagde godnat til de andre. Det var nu blevet en helt dejlig juleferie det her, tænkte han ved sig selv, mens han stavrede op ad trappen.
Hvorfor er Mr. Show så glad for pink? Går Heidi i giftetanker? Hvor ligger Eleanora begravet? Hvorfor fortæller pigerne ikke om deres opdagelse? Er Mikkelsen bange for at binde sig? Og får de endelig juleferie? Følg med igen i morgen...
