Jul på slottet
17. december
René ømmede sig pænt, da de tre andre ramlede ned oven i ham. "I ku' sgu godt lige ha' sagt, at I kom ned!" surmulede han. De kiggede sig rundt, så godt de kunne. Det var kun Dans fakkel, der stadig var lys i. Gangen, de var havnet i, var lavere end den, de kom fra, og her var fugtigt. Vand dryppede ned fra loftet og sivede ud fra væggene. "Nå, vi må nok hellere se at komme ud." Dan gik forrest med faklen, og de andre fulgte lige efter.
"Av! Kan du ikke holde den fakkel lidt højere? Man kan fandme ikke se, hvor man går." brokkede Mikkelsen sig, da han for tredje gang havde banket panden mod loftet. "Jeg holder den så højt, jeg kan, der er bare snart ikke mere brændstof tilbage." forklarede Dan roligt oppe foran. "Hvad mener du med det?" spurgte Thomas med angst i stemmen og skubbede til René for at få ham til at gå hurtigere.
"Tja, at hvis vi ikke snart finder en vej ud, bliver vi nødt til at gøre det i mørke." Thomas gav et vræl fra sig og skubbede René til side. "Vi må ud! Vi må ud herfra!" Han styrtede op og prøvede at vriste faklen ud af hånden på Dan. Dan havde imidlertid ikke tænkt sig sådan bare at give slip, hvilket resulterede i, at han tabte flasken. Men en syden gik den svage flamme ud, og de stod nu i komplet mørke.
Der var ingen, der rørte sig, og den eneste lyd, der var at høre var vandets dryppen. "Nåh," sagde Dan, "Mange tak for det, Thomas." Thomas gav et lille piv fra sig. "Vi må vel bare fortsætte," foreslog Mikkelsen og greb ud efter René. René gav et hyl fra sig. "De kommer efter mig! Hjælp!" Mikkelsen gav ham en mavepuster. "Hold op dit spetakel. Det er bare mig. Vi bliver sgu nødt til at holde fast i hinanden, så vi ikke bliver væk." Så i fuldstændigt mørke og med hinanden i hånden fortsatte drengene hen ad den fugtige gang.
Pigerne var gået i gang med den helt store redningsaktion. De havde fået fat i Mads, der ellers havde set frem til en stille aften foran sin lille pejs med en cognac og en god bog. De havde fundet reb og lommelygte, plaster og vandflasker. Og for en sikkerheds skyld havde Heidi lånt Eddines store kødhammer og et hvidløg. Desuden havde hun taget sit konfirmationskors på. Nu stod de endnu en gang i biblioteket. "Mads," sagde Sophie meget alvorligt. "Kender du noget til de gange, som vi bør vide inden vi begiver os derind?" Mads skævede hen til pejsen og kiggede så igen på de tre piger. "Der er jeg desværre bange for, at jeg ikke kan være til megen hjælp, frøken." Sophie målte ham en gang. "Men du har da været derinde, ik'?" "Kun en enkelt gang eller to." svarede Mads. "Men i hvert fald, vil du være så sød, at holde vagt her, og når vi banker tre gange, så lukke os ud." Det indvilligede Mads i. Ann Louise trykkede på trolden og pejsen gled op. Noget modvilligt, men fast besluttet på at redde drengene, forsvandt pigerne endnu en gang ind i de hemmelige gange.
"Av! Kan du ikke holde den fakkel lidt højere? Man kan fandme ikke se, hvor man går." brokkede Mikkelsen sig, da han for tredje gang havde banket panden mod loftet. "Jeg holder den så højt, jeg kan, der er bare snart ikke mere brændstof tilbage." forklarede Dan roligt oppe foran. "Hvad mener du med det?" spurgte Thomas med angst i stemmen og skubbede til René for at få ham til at gå hurtigere.
"Tja, at hvis vi ikke snart finder en vej ud, bliver vi nødt til at gøre det i mørke." Thomas gav et vræl fra sig og skubbede René til side. "Vi må ud! Vi må ud herfra!" Han styrtede op og prøvede at vriste faklen ud af hånden på Dan. Dan havde imidlertid ikke tænkt sig sådan bare at give slip, hvilket resulterede i, at han tabte flasken. Men en syden gik den svage flamme ud, og de stod nu i komplet mørke.
Der var ingen, der rørte sig, og den eneste lyd, der var at høre var vandets dryppen. "Nåh," sagde Dan, "Mange tak for det, Thomas." Thomas gav et lille piv fra sig. "Vi må vel bare fortsætte," foreslog Mikkelsen og greb ud efter René. René gav et hyl fra sig. "De kommer efter mig! Hjælp!" Mikkelsen gav ham en mavepuster. "Hold op dit spetakel. Det er bare mig. Vi bliver sgu nødt til at holde fast i hinanden, så vi ikke bliver væk." Så i fuldstændigt mørke og med hinanden i hånden fortsatte drengene hen ad den fugtige gang.
Pigerne var gået i gang med den helt store redningsaktion. De havde fået fat i Mads, der ellers havde set frem til en stille aften foran sin lille pejs med en cognac og en god bog. De havde fundet reb og lommelygte, plaster og vandflasker. Og for en sikkerheds skyld havde Heidi lånt Eddines store kødhammer og et hvidløg. Desuden havde hun taget sit konfirmationskors på. Nu stod de endnu en gang i biblioteket. "Mads," sagde Sophie meget alvorligt. "Kender du noget til de gange, som vi bør vide inden vi begiver os derind?" Mads skævede hen til pejsen og kiggede så igen på de tre piger. "Der er jeg desværre bange for, at jeg ikke kan være til megen hjælp, frøken." Sophie målte ham en gang. "Men du har da været derinde, ik'?" "Kun en enkelt gang eller to." svarede Mads. "Men i hvert fald, vil du være så sød, at holde vagt her, og når vi banker tre gange, så lukke os ud." Det indvilligede Mads i. Ann Louise trykkede på trolden og pejsen gled op. Noget modvilligt, men fast besluttet på at redde drengene, forsvandt pigerne endnu en gang ind i de hemmelige gange.
"Okay, Thomas. Nu holder du altså op med det flæberi, ellers slipper jeg din hånd!" Mikkelsens nerver gad snart ikke mere. Han var tørstig og sulten, og han var ved at være ædru igen. "Men hvad hvis vi er faret rigtigt vild?" klynkede Thomas. I det samme stoppede Dan og resten af rækken bumbede ind i ham. "Hvad sker der nu?" "Kan I mærke det?" "Mærke hvad?" Thomas prøvede forgæves at kigge sig tilbage, men der var ikke andet end mørket at se. "Frisk luft." svarede Dan.
De fortsatte fremad og snart kunne de andre også fornemme en svag, kølig brise mod deres ansigter. Ti minutter senere masede Dan som den første sig ud igennem en tyk hæk og stod under åben himmel. "For helvede!" udbrød Mikkelsen. "Hvor længe har vi vadet rundt derinde? Det er jo midt om natten." Over dem skinnede en stor, tung måne og et par stjerner funklede hist og her.
"Hvor er vi?" De kiggede sig omkring. De stod på en smal gang omkranset af høje pilehække. "Vi må jo være et eller andet sted i din park, Thomas?" De kiggede alle spørgende på ham. "Næ... Jeg synes ikke, jeg har været her før." De diskuterede lidt frem og tilbage, prøvede at løfte Dan op, men de kunne ikke kigge op over den høje hæk. De besluttede sig for at gå til højre. Da de kom ned til enden, drejede stien skarpt til venstre.
Den smalle sti fortsatte et langt stykke, men flere steder var hækken brudt i indgange. De kiggede ind ad dem, mens de passerede dem. Der var bare flere små stier med høje hække.
"Det ligner sgu en hel labyrint." mukkede René. Thomas lyste op, "Nu ved jeg, hvor vi er! Vi er i den store Piet Hein-labyrint!" De andre kiggede på ham. "Nåh, jamen det var da herligt. Så ved du jo nok også, hvordan vi kommer ud?" "Øøhh..." Thomas kiggede rundt på de andre. "Ikke rigtigt!"
Hvorfor vil tøserne egentlig redde drengene? Hvorfor har René ikke nået at flytte sig? Hvorfor holder Marsvinet faklen, når han er lavest? Hvad tror Heidi hun møder siden hun er bevæbnet med kødhammer, hvidløg og kors? Kan man stole på Mads? Og kommer de nogensinde ud af labyrinten? Følg med igen i morgen...
De fortsatte fremad og snart kunne de andre også fornemme en svag, kølig brise mod deres ansigter. Ti minutter senere masede Dan som den første sig ud igennem en tyk hæk og stod under åben himmel. "For helvede!" udbrød Mikkelsen. "Hvor længe har vi vadet rundt derinde? Det er jo midt om natten." Over dem skinnede en stor, tung måne og et par stjerner funklede hist og her.
"Hvor er vi?" De kiggede sig omkring. De stod på en smal gang omkranset af høje pilehække. "Vi må jo være et eller andet sted i din park, Thomas?" De kiggede alle spørgende på ham. "Næ... Jeg synes ikke, jeg har været her før." De diskuterede lidt frem og tilbage, prøvede at løfte Dan op, men de kunne ikke kigge op over den høje hæk. De besluttede sig for at gå til højre. Da de kom ned til enden, drejede stien skarpt til venstre.
Den smalle sti fortsatte et langt stykke, men flere steder var hækken brudt i indgange. De kiggede ind ad dem, mens de passerede dem. Der var bare flere små stier med høje hække.
"Det ligner sgu en hel labyrint." mukkede René. Thomas lyste op, "Nu ved jeg, hvor vi er! Vi er i den store Piet Hein-labyrint!" De andre kiggede på ham. "Nåh, jamen det var da herligt. Så ved du jo nok også, hvordan vi kommer ud?" "Øøhh..." Thomas kiggede rundt på de andre. "Ikke rigtigt!"
Hvorfor vil tøserne egentlig redde drengene? Hvorfor har René ikke nået at flytte sig? Hvorfor holder Marsvinet faklen, når han er lavest? Hvad tror Heidi hun møder siden hun er bevæbnet med kødhammer, hvidløg og kors? Kan man stole på Mads? Og kommer de nogensinde ud af labyrinten? Følg med igen i morgen...
