Jul på slottet

10 minutter senere var de på vej hen ad en snæver gang med hver deres rødvinsflaske-kartoffelsæk-fakkel, specielfremstillet af stjerneinstruktøren, Dan A. Marsvin.

Pigerne havde med stor iver slugt indholdet af den lille, blå bog. Det var bedre end film. Det var virkeligt, og det var sket lige her. Heidi besluttede sig for at skrive alt det ned, de havde fundet ud af, men Sophie og Anne Louise ville gerne klæde om inden middagen. "Jeg kunne virkelig godt trænge til et bad, man bliver helt støvet af at være omgivet af så mange gamle ting." sagde Sophie, da de var på vej ned mod soveværelserne. "Ja, det er nærmest som at bo på et museum." grinede Anne Louise og lukkede sig ind på sit værelse.

Heidi var blevet siddende på biblioteket, hvor hun havde fundet noget papir og noget at skrive med. Dette "noget" var dog en fyldepen og et blækhus, og selv om hun var gået i gang med stor entusiasme, opgav hun hurtigt og rejste sig for at hente en kuglepen og en ordentlig blok at skrive på.

Hun var lige trådt ud på gangen, da hun hørte en svag hulken længere nede ad gangen. Hun vendte sig hurtigt om, og så en hvid skikkelse forsvinde ind ad en dør. Hun løb hen til døren, men der var ingen i rummet, da hun nåede derhen. Hun gik ind, og straks skyllede en stærk følelse af sorg ind over hende, men hun var ikke bange. Hun skulle lige til at gå ud igen, da noget fik hende til at gå hen og kigge ud af vinduet. Det var ret tåget i dag. Ja, faktisk så meget, at hun kun kunne skimte den store smedejernsport, der førte ind til gårdspladsen foran slottet.
 
Der holdt en karat foran hovedindgangen. To dampende heste stod spændt for, og de virkede nervøse og rastløse. En kusk med slag og høj hat sad på kuskesædet. "Nåh," tænkte Heidi, "Så er der nok fint besøg." I det samme kom en skikkelse ud fra slottet. Heidi troede først det var Mads, men så så at denne person var ældre, højere og grovere klædt. Han holdt noget i sine arme, en bylt. Han skridtede over til kareten, i det samme kom en kvinde løbende efter ham. Desperat greb hun ud efter bylten, men manden fejede hende væk, og rakte den op mod kareten. Et par arme kom til syne i døren og tog imod bylten. I det samme smældede kusken med pisken, og hestene sprængte afsted. Manden var forsvundet igen. Tilbage på gårdspladsen var kvinden. Hun lå på brostenene, og Heidi kunne høre hendes fortvivlede hulken. Den trængte klart igennem, selv om hun ikke havde kunnet høre kareten og hestene eller manden. En stor tåre trillede ned ad Heidis kind, og hun løb ud af værelset.

Heidi stormede ned ad trappen og gennem hallen og slog den store hoveddør op. Hun missede mod den svage decembersol. Der var ingen kvinde, ingen karet og ingen tåge. Hun satte sig på det øverste trin og græd.

Drengene havde efterhånden trampet rundt i slottets skjulte gange en rum tid. Uden nogen plan og uden at finde noget interessant. René, der var ved at blive en smule utålmodig, en smule sulten og en smule ædru, brokkede sig højlydt, mens han trampede afsted nede bagved. "Sig mig, ved nogen overhovedet, hvor vi er? Eller hvordan vi kommer ud måske? Desuden er jeg mega sulten. Der er sgu da ingen, der gemmer deres skatte i sådan en smal kælderskakt, det skal være et kæmpe rum, nærmest et palads i sig selv, med huller til sollyset, så det kan oplyse guldet, og fælder og koder der skal knækkes, for at man kan komme forbi den boblende syre og få fat i kæmperubinen og...Uuuuuuuuuuuuuhhhhh"

Marsvinet snurrede rundt for at bede René om at holde sin kæft, eller måske endnu bedre, smække ham en med morgenstjernen, men der var ikke længere nogen René. "Hvad pokker nu..." begyndte Dan og gik to skridt tilbage. Han var lige ved at styrte i et forræderisk hul i gulvet, der var cirka 50 cm X 50 cm og godt skjult i skyggerne. Det var tilsyneladende dér, René var blevet af. Dan lod morgenstjernen køre rundt i kanten og følte den lægge sig til rette på noget, der kunne være en sliske. "René?" kaldte han prøvende.

De to andre var nu også stimlet sammen om hullet, og ved deres forenede fakkelskær kunne de se, at Dans mistanke om en slidsk var rigtig. Mikkelsen lagde sig på knæ, og lod hånden glide ned ad den.