Jul på slottet
15. december
Deres forældre døde begge under den strenge vinter i 1852, da var pigerne 17 år. Vereane, som var den førstfødte af de to, arvede slottet og dets besiddelser. Hun var en skrap dame, der styrede godset med jernhånd, og hun nåede at skabe en betydelig formue og udvide besiddelserne betydeligt. Eleanora boede på slottet sammen med sin søster. Hun blev aldrig gift. Hun døde i 1858, 23 år gammel. Vereane døde 4 år efter i 1862, 27 år gammel. Der var ingen arvinger, så slottet blev opkøbt af en rig købmand fra Sønderjylland."
Det var det, pigerne havde fundet ud af, og som de ville delagtiggøre drengene i. De kiggede ude på gangen med soveværelserne, i spisesalen, køkkenet og hallen. De kiggede ned ad de nærmeste par gange, men de kunne ikke umiddelbart finde drengene, og de gad ikke vade hele slottet igennem. Måske var de ovenikøbet gået over i laderne og se på biler eller lignende. "De dukker jo nok op, når der skal spises." grinede Sophie. De besluttede sig for at gå tilbage til biblioteket, og se om der måske skulle være noget mere interessant om de to søstre.
Da de kom ind i biblioteket stod der en skikkelse bøjet over den store bog. Var den en smule selvlysende eller var det bare skumringen, der spillede dem et puds? Men lugtede her ikke en smule underligt. Skikkelsen vendte sig om. Det var Mads.
"Mads!" udbrød Heidi. "Hvad laver du her? Og drengene leder efter dig." Mads så en smule skyldbevidst på pigerne. "Nuvel, jeg er ikke meget for at der rippes op i slottets historie. Men I vil jo nok opdage det alligevel før eller siden." Han gik hen til en af reolerne, der dækkede væggene fra gulv til loft og tog en stak bøger ud og lagde dem på gulvet. Inde bagved stod en lille, blå bog. Han trak den ud, overvejede et øjeblik og rakte den så modstridigt til Sophie. "De blå bøger," begyndte han, "Der er skrevet mange af dem, nogle eksisterer ikke længere eller er forsvundet, men dem, der er tilbage, bliver opbevaret sikkert. Det er ikke for alle at læse, hvad der står skrevet i dem. Den store, læderindbunde bog er den officielle historie om Egeskov Slot. De blå bøger fortæller, hvad der i virkeligheden skete. Alle skandalerne og al sladderen, om I vil. Og så bliver middagen iøvrigt serveret i det blå rum i aften klokken syv."
Pigerne kiggede måbende efter ham. Men smed sig så i sofaerne endnu en gang og kastede sig over den lille, blå bog.
Mens pigerne fordybede sig i sladderpressen anno 1800-tallet, havde festen i kælderen stået på i et par timer. Og den blev kun bedre! Årgangsvin blev på det skammeligste bællet, som var det en kasse iskolde Harboe-pilsnere. Marsvinet og Mikkelsen mente helt bestemt, der manglede et par letpåklædte damer, men i mangel på bedre kunne de da lige underholde med et par viser. Så fra toppen af hver deres tønde, med en halvfuld flaske i hver hånd, skrålede de den ene vise efter den anden om letlevende kvindfolk, alverdens spiritus, frihed og bræk. René var i gang med et mindre byggeri af tomme flasker, og Thomas havde lagt sig godt til rettte på en bunke gamle kartoffelsække. En gang imellem løftede han flasken til munden og hujede af de syngende venner.
Efter en endt vise om bølgen blå og 20 tønder rom, blev de to sangsvende dog enige om, at det var på tide med en pause og en skylle til den tørre hals. En mislykket high five endte dog i, at Mikkelsen styrtede lige ned i muren bag Dan. Den snart så velkendte hule skurren lød et sted i mørket. "Ej, for helvede!" udbrød René og væltede en halv mur af flasker. "Nå!" råbte Thomas og var i et nu på benene. "Hvad siger I, venner og krigere! Skal vi, en gang for alle, finde ud af, hvad det er for nogle syge trunter, der vader rundt i mine vægge?!" Dan svarede med et krigshyl og svingede sin halvtomme rødvinsflaske over hovedet. "Høhø, kanaljer og skamløse jomfruer." medgav Mikkelsen og stak morgenstjernen i hånden på Dan. Dan tømte rødvinsflasken og de begav sig i samlet flok ned mod det fjerneste hjørne, hvorfra den skurrende lyd var kommet. Ganske rigtigt, en lille dør havde åbnet sig. Med hævede våben og rigeligt proviant i form af rødvin begav de tapre krigere sig ind i det ukendte mørke.
Er det Eleanora og Vereane, der går igen? Hvad lavede Mads på biblioteket? Hvad skete der egentlig tilbage i 1800-grønhvidkål? Har farven blå en betydning for resten af historien? Hvor mange flasker har drengene tømt, siden René kan bygge noget med de tomme flasker? Og hvorfor vil Thomas gerne ind i de mørke gange? Følg med igen i morgen...
Det var det, pigerne havde fundet ud af, og som de ville delagtiggøre drengene i. De kiggede ude på gangen med soveværelserne, i spisesalen, køkkenet og hallen. De kiggede ned ad de nærmeste par gange, men de kunne ikke umiddelbart finde drengene, og de gad ikke vade hele slottet igennem. Måske var de ovenikøbet gået over i laderne og se på biler eller lignende. "De dukker jo nok op, når der skal spises." grinede Sophie. De besluttede sig for at gå tilbage til biblioteket, og se om der måske skulle være noget mere interessant om de to søstre.
Da de kom ind i biblioteket stod der en skikkelse bøjet over den store bog. Var den en smule selvlysende eller var det bare skumringen, der spillede dem et puds? Men lugtede her ikke en smule underligt. Skikkelsen vendte sig om. Det var Mads.
"Mads!" udbrød Heidi. "Hvad laver du her? Og drengene leder efter dig." Mads så en smule skyldbevidst på pigerne. "Nuvel, jeg er ikke meget for at der rippes op i slottets historie. Men I vil jo nok opdage det alligevel før eller siden." Han gik hen til en af reolerne, der dækkede væggene fra gulv til loft og tog en stak bøger ud og lagde dem på gulvet. Inde bagved stod en lille, blå bog. Han trak den ud, overvejede et øjeblik og rakte den så modstridigt til Sophie. "De blå bøger," begyndte han, "Der er skrevet mange af dem, nogle eksisterer ikke længere eller er forsvundet, men dem, der er tilbage, bliver opbevaret sikkert. Det er ikke for alle at læse, hvad der står skrevet i dem. Den store, læderindbunde bog er den officielle historie om Egeskov Slot. De blå bøger fortæller, hvad der i virkeligheden skete. Alle skandalerne og al sladderen, om I vil. Og så bliver middagen iøvrigt serveret i det blå rum i aften klokken syv."
Pigerne kiggede måbende efter ham. Men smed sig så i sofaerne endnu en gang og kastede sig over den lille, blå bog.
Mens pigerne fordybede sig i sladderpressen anno 1800-tallet, havde festen i kælderen stået på i et par timer. Og den blev kun bedre! Årgangsvin blev på det skammeligste bællet, som var det en kasse iskolde Harboe-pilsnere. Marsvinet og Mikkelsen mente helt bestemt, der manglede et par letpåklædte damer, men i mangel på bedre kunne de da lige underholde med et par viser. Så fra toppen af hver deres tønde, med en halvfuld flaske i hver hånd, skrålede de den ene vise efter den anden om letlevende kvindfolk, alverdens spiritus, frihed og bræk. René var i gang med et mindre byggeri af tomme flasker, og Thomas havde lagt sig godt til rettte på en bunke gamle kartoffelsække. En gang imellem løftede han flasken til munden og hujede af de syngende venner.
Efter en endt vise om bølgen blå og 20 tønder rom, blev de to sangsvende dog enige om, at det var på tide med en pause og en skylle til den tørre hals. En mislykket high five endte dog i, at Mikkelsen styrtede lige ned i muren bag Dan. Den snart så velkendte hule skurren lød et sted i mørket. "Ej, for helvede!" udbrød René og væltede en halv mur af flasker. "Nå!" råbte Thomas og var i et nu på benene. "Hvad siger I, venner og krigere! Skal vi, en gang for alle, finde ud af, hvad det er for nogle syge trunter, der vader rundt i mine vægge?!" Dan svarede med et krigshyl og svingede sin halvtomme rødvinsflaske over hovedet. "Høhø, kanaljer og skamløse jomfruer." medgav Mikkelsen og stak morgenstjernen i hånden på Dan. Dan tømte rødvinsflasken og de begav sig i samlet flok ned mod det fjerneste hjørne, hvorfra den skurrende lyd var kommet. Ganske rigtigt, en lille dør havde åbnet sig. Med hævede våben og rigeligt proviant i form af rødvin begav de tapre krigere sig ind i det ukendte mørke.
Er det Eleanora og Vereane, der går igen? Hvad lavede Mads på biblioteket? Hvad skete der egentlig tilbage i 1800-grønhvidkål? Har farven blå en betydning for resten af historien? Hvor mange flasker har drengene tømt, siden René kan bygge noget med de tomme flasker? Og hvorfor vil Thomas gerne ind i de mørke gange? Følg med igen i morgen...
