Jul på slottet
11. december
Anne Louise havde nær væltet sin morgenkaffe. "Guuud!" hun spærrede øjnene op. "Hvor er Champen henne?" De andre kiggede sig omkring. Der var vist ingen, der havde set ham her til morgen. "Tror I...?" Heidi kiggede sig nervøst omkring "Tror I stadig han render rundt inde bag pejsen?" Thomas fik et jaget udtryk i øjenene. Han skulle ihvertflad ikke nyde noget af de mørke gange igen.
"Ej, for pokker", Sophie rejste sig. "Vi bliver da nødt til at finde ham. Tænk hvis han er faret vild? Stakkels Champ!" De andre rejste sig også, og snart var den lille flok på vej mod biblioteket.
Thomas nægtede at gå ind bag pejsen igen, men lovede at trykke på troldens næse, hvis de bankede tre gange. Han gik hen til det store skrivebord, der stod ved vinduet, og satte sig i den høje lænestol. Mens de andre endnu engang forsvandt ind bag pejsen, bladrede Thomas i den store, læderindbunde bog, der lå midt på skrivebordet.
Endnu engang befandt de sig i den smalle, mørke gang bag bibliotekets pejs. Mikkelsen havde haft åndsnærværelse nok til at snuppe en stor stavlygte med, og han lyste nu frem og tilbage. De kunne se, at gangen gik begge veje, og at den flere steder forgrenede sig.
Hist og her trådte omridset af en næsten usynlig dør frem af skyggerne. "Wow" sagde Mikkelsen, "Det er jo kæmpe stort, det her. Champen kan jo være hvor som helst." "Måske skal vi dele os, så går det hurtigere?" Foreslog Marsvinet. "Måske skulle vi ikke!" Sophie skuttede sig og tænkte på den skrækslagne Thomas, der var kommet styrtende ud af den skjulte dør i går. "Nej, det er nok en dårlig idé." medgav Mikkelsen hende, "Vi aner jo ikke, hvor stort det er, og vi har kun en lygte med." De begav sig derfor i samlet flok hen ad den tyste gang.
Thomas bladrede i den store bog. Den var skæg, der var billeder i. En god bog, ifølge Thomas, havde masser af billeder og næsten ingen tekst. Der var nu masser af tekst i denne her bog, men han kunne ikke læse det, det var alt for snørklet og krummerlurligt skrevet med en gammel, sirlig håndskrift, men billederne var spændende, og nogen af dem fyldte en hel side. Der var billeder af gamle flyvemaskiner og hestevogne, af slottet , af parken og af mænd med enorme cykelstyr og sjove hatte. Pludselig stivnede Thomas. Det var jo et billede af hende!
Inde i slottets hemmelighedsfulde mure var den lille gruppe nået frem til det runde rum, hvor de havde fundet Heidi i går. Et blødt karrygult lys slog ud mod dem, da de åbnede døren. "Tror I der er nogen, der bruger det rum her?" spurgte Sophie. "Nej, hvorfor tror du det?" spurgte Marsvinet med ryggen til. Han havde fattet interesse for en halvanden meter høj bronzestatue af en slank, kvindelig danser. Sophie kørte fingeren hen over kommoden, der stod ved siden af hende. "Her er slet ikke noget støv."
"Det er nu trist" sukkede Heidi og satte sig på den karrygule chaiselong. "Hvad er trist, sø..." begyndte Sofphe, men stoppede brat op. "Hørte I det?" hviskede hun ophidset. "Der kommer nogen!"
De slæbende fodtrin nærmede sig, og stoppede så lige udenfor døren. Alle holdt vejret, mens døren stille svingede udad. En skikkelse kom til syne og trådte ind. De åndede alle lettet op. "Champ!"
Hvorfor er det først ved morgenbordet, at de opdaget at René er væk? Hvorfor vil Thomas ikke med ind bag pejsen? Hvem er kvinden på billedet? Hvorfor er der ikke støvet i rummet? Hvad er det der er trist? Hvor har René været henne? Får vi svaret? Følg med igen i morgen...
"Ej, for pokker", Sophie rejste sig. "Vi bliver da nødt til at finde ham. Tænk hvis han er faret vild? Stakkels Champ!" De andre rejste sig også, og snart var den lille flok på vej mod biblioteket.
Thomas nægtede at gå ind bag pejsen igen, men lovede at trykke på troldens næse, hvis de bankede tre gange. Han gik hen til det store skrivebord, der stod ved vinduet, og satte sig i den høje lænestol. Mens de andre endnu engang forsvandt ind bag pejsen, bladrede Thomas i den store, læderindbunde bog, der lå midt på skrivebordet.
Endnu engang befandt de sig i den smalle, mørke gang bag bibliotekets pejs. Mikkelsen havde haft åndsnærværelse nok til at snuppe en stor stavlygte med, og han lyste nu frem og tilbage. De kunne se, at gangen gik begge veje, og at den flere steder forgrenede sig.
Hist og her trådte omridset af en næsten usynlig dør frem af skyggerne. "Wow" sagde Mikkelsen, "Det er jo kæmpe stort, det her. Champen kan jo være hvor som helst." "Måske skal vi dele os, så går det hurtigere?" Foreslog Marsvinet. "Måske skulle vi ikke!" Sophie skuttede sig og tænkte på den skrækslagne Thomas, der var kommet styrtende ud af den skjulte dør i går. "Nej, det er nok en dårlig idé." medgav Mikkelsen hende, "Vi aner jo ikke, hvor stort det er, og vi har kun en lygte med." De begav sig derfor i samlet flok hen ad den tyste gang.
Thomas bladrede i den store bog. Den var skæg, der var billeder i. En god bog, ifølge Thomas, havde masser af billeder og næsten ingen tekst. Der var nu masser af tekst i denne her bog, men han kunne ikke læse det, det var alt for snørklet og krummerlurligt skrevet med en gammel, sirlig håndskrift, men billederne var spændende, og nogen af dem fyldte en hel side. Der var billeder af gamle flyvemaskiner og hestevogne, af slottet , af parken og af mænd med enorme cykelstyr og sjove hatte. Pludselig stivnede Thomas. Det var jo et billede af hende!
Inde i slottets hemmelighedsfulde mure var den lille gruppe nået frem til det runde rum, hvor de havde fundet Heidi i går. Et blødt karrygult lys slog ud mod dem, da de åbnede døren. "Tror I der er nogen, der bruger det rum her?" spurgte Sophie. "Nej, hvorfor tror du det?" spurgte Marsvinet med ryggen til. Han havde fattet interesse for en halvanden meter høj bronzestatue af en slank, kvindelig danser. Sophie kørte fingeren hen over kommoden, der stod ved siden af hende. "Her er slet ikke noget støv."
"Det er nu trist" sukkede Heidi og satte sig på den karrygule chaiselong. "Hvad er trist, sø..." begyndte Sofphe, men stoppede brat op. "Hørte I det?" hviskede hun ophidset. "Der kommer nogen!"
De slæbende fodtrin nærmede sig, og stoppede så lige udenfor døren. Alle holdt vejret, mens døren stille svingede udad. En skikkelse kom til syne og trådte ind. De åndede alle lettet op. "Champ!"
Hvorfor er det først ved morgenbordet, at de opdaget at René er væk? Hvorfor vil Thomas ikke med ind bag pejsen? Hvem er kvinden på billedet? Hvorfor er der ikke støvet i rummet? Hvad er det der er trist? Hvor har René været henne? Får vi svaret? Følg med igen i morgen...
