Jul på slottet
10. december
"Thomas, så slap dog lige af..." Anne Louise prøvede forgæves at få ham til at falde ned. Det var først da Marsvinet satte en effektiv stopper for hans forvirrende, hovedløse dans med et velrettet benspænd, at der faldt lidt ro over biblioteket.
"Nej, hvor er det spændende!" jublede Heidi. Thomas kiggede mistroisk på hende nede fra gulvtæppet. "Spændende?" Mikkelsen gik og bankede på væggen. "Ja, det er jo ligesom de der historier om gamle slotte, skjulte gange og glemte skatte." Nu havde de andre også fanget idéen, og snart var alle i fuld gang med at banke på vægge og paneler.
Pludselig lød der et svagt "klonk" efterfulgt af en skurende lyd af tunge sten, der gned mod hinanden. De nåede lige at kigge op og se pejsen dreje rundt og ind i væggen. En ny pejs dukkede frem. Den var fuldstændig magen til den anden bortset fra, at der ikke stod en Heidi ved siden af den. "Heidi..." Mikkelsen var ovre ved pejsen i to lange spring. "Eehh, var der nogen, der så, hvad hun gjorde?" "Jeg tror, hun rørte ved det ansigtet dér" svarede Anne Louise og pegede på et vrængede troldehovede. Mikkelsen stak fingerne i øjnene på troldehovedet, der så alt andet end tilfreds ud, men det var først da han trykkede det på næsen, at der skete noget. Den skurrende lyd begyndte igen. "Spring på!" råbte Mikkelsen, da pejsen endnu engang gav sig til at dreje.
Et hurtigt spring og en kort skurren og de befandt sig i et blødt mørke. "Hey! Fingerne væk fra min røv!" spruttede Sophie ude til højre. "Der er lys derhenne." Mikkelsen begyndte at bevæge sig ned ad en smal gang, mens han formanede de andre om at holde sig tæt sammen.
De nåede hen til en tung trædør, der stod på klem. Mikkelsen pressede den op, og et blødt lys væltede ud mod dem. De trådte ind i et rundt rum. I midten stod en gammeldags chaiselong i tungt karrygult stof. På den sad Heidi. En tung tåre trillede ned ad hendes kind. Venus... Er du ok?" Anne Louise satte sig ved siden af hende og tog om hendes skuldre. "Det er bare så trist. Det hele. Kan I ikke mærke, hvor trist det hele er?" De andre kiggede spørgende på hinanden. "Øøhh..." begyndte Marsvinet. "Skal vi ikke bare se, om der ikke er en vej ud herfra?"
De fik stablet Heidi på benene og forlod det runde rum. De fortsatte ned ad gangen og rundt om et hjørne og stødte så på en dør. Mikkelsen trykkede det rustne håndtag ned. Det gav sig langsomt og hvinende, men døren åbnede sig og de trådte ud i den friske luft.
"Arh, det var ret spændende, hva'! Lige som på film. Det er sgu et rigtigt slot, du har fået dig der, hva' Thomas! ... Øøhh, Thomas?" Den lille flok kiggede sig omkring, men der var ingen Thomas. Døren smækkede i med et hult bump.
Thomas var lige bag de andre. Det var svært at se noget i halvmørket, men han kunne høre deres skridt lige foran sig. Pludselig kunne han også høre noget andet. Først troede han bare, det var vinden, der hylede et sted langt over ham, men så blev han sikker på, at det var noget andet. Noget helt andet, og han havde hørt det før. Det var en stille hulken og den kom fra et sted til venstre for ham. Uden at han var sig selv det bevidst drejede han af, og gik hen ad en lang gang til venstre for den, de andre var gået af. Der var mørkere her og en masse støvede spindelvæv slog mod hans ansigt. Det var fjollet, det her, tænkte han. Han måtte nok hellere skynde sig tilbage til de andre, inden de blev væk fra ham. Han skulle lige til at vende om, da han hørte den stille hulken igen, men nu meget tættere på. Pludselig kunne han også skimte et svagt, flakkende lys længere fremme.
Han fortsatte hen igennem gardinerne af spindelvæv og gammelt støv, men syntes kun langsomt han kom tættere på lyset. Hele tiden kunne han høre den stille hulken, og den var så trist, at han begyndte at snøfte. Nu var der kun omkring 15 meter hen til lyset. Det var en åbning, hvor han kunne skimte et stykke af parken igennem. En kvindeskikkelse stod i åbningen og dækkede for det meste af den. Hun var klædt i noget der mindede om karry og hendes krop rystede som om hun græd, men den stille hulken kom ikke fra hende, faktisk lød det som om den komme alle steder fra, og nu var den slet ikke så stille mere. Thomas begyndte at gå i panik. Hans hjerte føltes som en boksebold, under kærlig behandling af Muhammed Ali ligefør en vigtig kamp. "Hallo?!" råbte han. "Hvem dér?" Hans stemme lød mere som en forkølet kvækken, her var meget varmt og hans tunge føltes som dyppet i Sahara. Kvinden begyndte at vende sig om, og Thomas følte sin hals snøre sig sammen.
"Nej, hvor er det spændende!" jublede Heidi. Thomas kiggede mistroisk på hende nede fra gulvtæppet. "Spændende?" Mikkelsen gik og bankede på væggen. "Ja, det er jo ligesom de der historier om gamle slotte, skjulte gange og glemte skatte." Nu havde de andre også fanget idéen, og snart var alle i fuld gang med at banke på vægge og paneler.
Pludselig lød der et svagt "klonk" efterfulgt af en skurende lyd af tunge sten, der gned mod hinanden. De nåede lige at kigge op og se pejsen dreje rundt og ind i væggen. En ny pejs dukkede frem. Den var fuldstændig magen til den anden bortset fra, at der ikke stod en Heidi ved siden af den. "Heidi..." Mikkelsen var ovre ved pejsen i to lange spring. "Eehh, var der nogen, der så, hvad hun gjorde?" "Jeg tror, hun rørte ved det ansigtet dér" svarede Anne Louise og pegede på et vrængede troldehovede. Mikkelsen stak fingerne i øjnene på troldehovedet, der så alt andet end tilfreds ud, men det var først da han trykkede det på næsen, at der skete noget. Den skurrende lyd begyndte igen. "Spring på!" råbte Mikkelsen, da pejsen endnu engang gav sig til at dreje.
Et hurtigt spring og en kort skurren og de befandt sig i et blødt mørke. "Hey! Fingerne væk fra min røv!" spruttede Sophie ude til højre. "Der er lys derhenne." Mikkelsen begyndte at bevæge sig ned ad en smal gang, mens han formanede de andre om at holde sig tæt sammen.
De nåede hen til en tung trædør, der stod på klem. Mikkelsen pressede den op, og et blødt lys væltede ud mod dem. De trådte ind i et rundt rum. I midten stod en gammeldags chaiselong i tungt karrygult stof. På den sad Heidi. En tung tåre trillede ned ad hendes kind. Venus... Er du ok?" Anne Louise satte sig ved siden af hende og tog om hendes skuldre. "Det er bare så trist. Det hele. Kan I ikke mærke, hvor trist det hele er?" De andre kiggede spørgende på hinanden. "Øøhh..." begyndte Marsvinet. "Skal vi ikke bare se, om der ikke er en vej ud herfra?"
De fik stablet Heidi på benene og forlod det runde rum. De fortsatte ned ad gangen og rundt om et hjørne og stødte så på en dør. Mikkelsen trykkede det rustne håndtag ned. Det gav sig langsomt og hvinende, men døren åbnede sig og de trådte ud i den friske luft.
"Arh, det var ret spændende, hva'! Lige som på film. Det er sgu et rigtigt slot, du har fået dig der, hva' Thomas! ... Øøhh, Thomas?" Den lille flok kiggede sig omkring, men der var ingen Thomas. Døren smækkede i med et hult bump.
Thomas var lige bag de andre. Det var svært at se noget i halvmørket, men han kunne høre deres skridt lige foran sig. Pludselig kunne han også høre noget andet. Først troede han bare, det var vinden, der hylede et sted langt over ham, men så blev han sikker på, at det var noget andet. Noget helt andet, og han havde hørt det før. Det var en stille hulken og den kom fra et sted til venstre for ham. Uden at han var sig selv det bevidst drejede han af, og gik hen ad en lang gang til venstre for den, de andre var gået af. Der var mørkere her og en masse støvede spindelvæv slog mod hans ansigt. Det var fjollet, det her, tænkte han. Han måtte nok hellere skynde sig tilbage til de andre, inden de blev væk fra ham. Han skulle lige til at vende om, da han hørte den stille hulken igen, men nu meget tættere på. Pludselig kunne han også skimte et svagt, flakkende lys længere fremme.
Han fortsatte hen igennem gardinerne af spindelvæv og gammelt støv, men syntes kun langsomt han kom tættere på lyset. Hele tiden kunne han høre den stille hulken, og den var så trist, at han begyndte at snøfte. Nu var der kun omkring 15 meter hen til lyset. Det var en åbning, hvor han kunne skimte et stykke af parken igennem. En kvindeskikkelse stod i åbningen og dækkede for det meste af den. Hun var klædt i noget der mindede om karry og hendes krop rystede som om hun græd, men den stille hulken kom ikke fra hende, faktisk lød det som om den komme alle steder fra, og nu var den slet ikke så stille mere. Thomas begyndte at gå i panik. Hans hjerte føltes som en boksebold, under kærlig behandling af Muhammed Ali ligefør en vigtig kamp. "Hallo?!" råbte han. "Hvem dér?" Hans stemme lød mere som en forkølet kvækken, her var meget varmt og hans tunge føltes som dyppet i Sahara. Kvinden begyndte at vende sig om, og Thomas følte sin hals snøre sig sammen.
Kvinden kiggede på ham, med et bedrøvet udtryk, og dog var der intet udtryk i det dødningehovede, der med kolde, borende øjne var vendt mod ham. Hans hjerne prøvede af alle kræfter at få hans krop til at bevæge sig, skrige eller bare gøre et eller andet, men den lystrede ikke.
Kvinden løftede den ene arm og begyndte at gå hen mod ham. Thomas følte det som var hans hjerte på vej ud af hans bryst, villee resten af kroppen ikke flygte måtte den selv om det, men hjertet havde ikke tænkt sig at blive tilbage.
Kvinden var nu mindre en fem meter fra Thomas og han snare mærkede end lugtede en tung, rådden dunst, der sneg sig rundt om kvinden. Lige da han var sikker på, at hans hjerne ikke kunne klare mere og ville vælge at tage på ferie og lade ham besvime, vendte kvinden sig om og løb hurtigt mod åbningen. Inden Thomas kunne nå at blinke, havde hun kastet sig ud. Thomas' krop kunne nu lige pludselig godt lystre og alle ordrene om at tage benene på nakken blev nu adlydt. Han spændede hylende ned ad gangen.
"Altså, vi kunne vel bare gå tilbage til biblioteket og tage en tur mere?" foreslog Marsvinet, der var begyndt at fryse i den tynde silkeskjorte. Det lød som en fornuftigt plan og de begyndte at gå om mod hovedindgangen. Lige i det øjeblik bankede den skjulte dør op og en skrigende, grå skikkelse stormede ud. Heidi og Sofie satte i et hyl, der hurtigt blev overdøvet af Mikkelsen, der skreg alt, hvad hans lunger kunne holde til.
"STOP! Så hold dog op! Det er jo Thomas!" Marsvinet viftede med armene og hoppede op og ned på stedet for hurtigt at få deres opmærksomhed. De stoppede op og kiggede en gang mere. Marsvinet havde ret. Det var bare gode, gamle Thomas indhyllet i støv og spindelvæv og tilsyneladende skræmt fra vid og sans.
Slog Thomas sig, da han faldt? Er der en hemmelig skat gemt et sted på slottet? Hvor fører gangene hen? Var den karrygule kvinde et spøgelse eller blot Thomas' fantasi? Hvad er det for en lugt? Hvorfor er Mikkelsen den fornuftige? Og hvor er René? Følg med igen i morgen...
Kvinden løftede den ene arm og begyndte at gå hen mod ham. Thomas følte det som var hans hjerte på vej ud af hans bryst, villee resten af kroppen ikke flygte måtte den selv om det, men hjertet havde ikke tænkt sig at blive tilbage.
Kvinden var nu mindre en fem meter fra Thomas og han snare mærkede end lugtede en tung, rådden dunst, der sneg sig rundt om kvinden. Lige da han var sikker på, at hans hjerne ikke kunne klare mere og ville vælge at tage på ferie og lade ham besvime, vendte kvinden sig om og løb hurtigt mod åbningen. Inden Thomas kunne nå at blinke, havde hun kastet sig ud. Thomas' krop kunne nu lige pludselig godt lystre og alle ordrene om at tage benene på nakken blev nu adlydt. Han spændede hylende ned ad gangen.
"Altså, vi kunne vel bare gå tilbage til biblioteket og tage en tur mere?" foreslog Marsvinet, der var begyndt at fryse i den tynde silkeskjorte. Det lød som en fornuftigt plan og de begyndte at gå om mod hovedindgangen. Lige i det øjeblik bankede den skjulte dør op og en skrigende, grå skikkelse stormede ud. Heidi og Sofie satte i et hyl, der hurtigt blev overdøvet af Mikkelsen, der skreg alt, hvad hans lunger kunne holde til.
"STOP! Så hold dog op! Det er jo Thomas!" Marsvinet viftede med armene og hoppede op og ned på stedet for hurtigt at få deres opmærksomhed. De stoppede op og kiggede en gang mere. Marsvinet havde ret. Det var bare gode, gamle Thomas indhyllet i støv og spindelvæv og tilsyneladende skræmt fra vid og sans.
Slog Thomas sig, da han faldt? Er der en hemmelig skat gemt et sted på slottet? Hvor fører gangene hen? Var den karrygule kvinde et spøgelse eller blot Thomas' fantasi? Hvad er det for en lugt? Hvorfor er Mikkelsen den fornuftige? Og hvor er René? Følg med igen i morgen...
