Jul på slottet
7. december
Hun fantaserede om en kæmpe buldrende pejs og bløde bjørneskind, hvor hun kunne slænge sig sammen med en utroligt lækker fyr, mens snestormen rasede udenfor og afskar dem totalt fra omverdenen. "Av, for pokker", udbrød hun, da det skarpe gavebånd forræderisk skar sig ind i fingeren på hende. Hun så med slet skjult afsky på den gave, hun var i gang med at pakke ind, hev med et suk papiret af og startede forfra. "To timer endnu, bare to timer", forsikrede hun sig selv.
Dan A. Marsvin sad i sit privatfly et sted over Atlanten. Han stirrede fraværende ud på det store blå, der bare strakte sig uendeligt og videre endnu. Han drejede langsomt whiskey'en rundt i glasset uden dog på noget tidspunkt at drikke af den. Det så ud som om, han havde glemt den var der. Han var nået langt, det var han. Han havde succes. Han havde penge, og han havde magt. Han måtte da være en af de mere magtfulde instruktører, når han kunne få dem til at hoppe og springe sådan, når han bad om Leonardos hovede på et sølvfad. Han havde sit privatfly, "Mågen" kaldte han det. Han havde hurtige biler, tre pragtvillaer og en masse dejlige damer omkring sig.
Han var VIP, hvorend han kom, kunne han rydde det bedste bord, og den fineste kokain var ikke mere end et telefonopkald væk. Men ja, han manglede noget. Hvem skulle nogensinde have troet det, men Dan A. Marsvin savnede faktisk kærlighed. Dyb, ægte, gammelromantisk kærlighed. Det havde de ikke noget af Over There. Jovist, de drømte allesammen om den, men den var blevet så forplumret, plastikagtig og falsk derovre, at havde man nogensinde mærket et strejf af den ægte vare, ville man aldrig falde for deres billige kopi. Det blev
nu godt at komme lidt væk fra det hele og hjem til
gode, gamle, kærlighedsfyldt Danmark.
Sophie fór rundt i lejligheden. Hvad pokker skulle hun dog have på, og have med, og lade blive hjemme? Nej, hvor hun hadede at pakke. Allerhelst havde hun bare tømt sit klædeskab og toiletskab ned i en kæmpe kuffert, men sådan én kunne hun jo slet ikke bære, og hun vidste jo også godt, at hun slet ikke fik brug for det hele. Hun satte sig midt i bunkerne af tøj, der var spredt ud over hele gulvet, og tog en dyb indånding. "Okay, pak fornuftigt! Du kan fylde kufferten og så er det rigeligt. Du kommer alligevel altid hjem med halvdelen ubrugt." Den nu fornuftigere Sophie begyndte med at finde strømper og undertøj.
René var i højt humør. Han havde jo for pokker også lige fået ferie. Han fløjtede mens han manøvrede bilen ind og ud i Købehavns myldretrafik. Bilen blev parkeret i P-Huset. Det kunne godt være, det kostede, men hellere have den stående et sikkert sted end på gaden hele december, når han nu ikke var hjemme. På vej op til lejligheden smuttede han lige ind i Vinens Verden. Man kunne vel ikke komme uden en værtsgave. Og fandtes der nogen bedre gave at give, end en man selv kunne være med til at bruge? "Det skal nok blive godt," tænkte han, "Jeg går sgu efter champagnen." Ekspedienten fandt en dejlig stor 700 kroners-flaske frem til ham. "Ja, den snupper jeg. Nej, ved du hvad. Giv mig en 6-pack af den! Det er jo kun jul en gang om året."
"Skal vi køre selv, eller skal vi tage toget?" Heidi skævede tvivlende til den gamle Bobbel. "Arj, come on, skat! Det er da meget hyggeligere at køre selv. Desuden..." hviskede Mikkelsen kælent ind i hendes øre, "tror jeg slet ikke, der går tog til Egeskov Slot!" Heidi tænkte et øjeblik og gav sig så. "Du har ret, det er meget hyggeligere. Og så kan man også have meget mere med." Heidi strøg ind for at finde endnu en taske, hun kunne fylde op med livsnødvendige ting. Mikkelsen sukkede, men kunne ikke lade være med at smile. Nøj, han glædede sig til denne her ferie. Det skulle nok blive alletiders med Heidi og alle de andre, som de ikke havde set i lang tid.
Hvorfor siger Anne Louise ikke op, når hun hader sit arbejde? Hvorfor hedder marsvinets fly "Mågen"? Hvordan ser et marsvin på kokain ud? Hvorfor pakker kvinder altid for meget? Hvorfor køber René champagne, når der er en vinkælder på Egeskov slot? Hvad har Heidi imod Mikkelsens Bobbel? Hvem, hvad og hvorfor? Vil svarene komme? Følg med igen i morgen...
Dan A. Marsvin sad i sit privatfly et sted over Atlanten. Han stirrede fraværende ud på det store blå, der bare strakte sig uendeligt og videre endnu. Han drejede langsomt whiskey'en rundt i glasset uden dog på noget tidspunkt at drikke af den. Det så ud som om, han havde glemt den var der. Han var nået langt, det var han. Han havde succes. Han havde penge, og han havde magt. Han måtte da være en af de mere magtfulde instruktører, når han kunne få dem til at hoppe og springe sådan, når han bad om Leonardos hovede på et sølvfad. Han havde sit privatfly, "Mågen" kaldte han det. Han havde hurtige biler, tre pragtvillaer og en masse dejlige damer omkring sig.
Han var VIP, hvorend han kom, kunne han rydde det bedste bord, og den fineste kokain var ikke mere end et telefonopkald væk. Men ja, han manglede noget. Hvem skulle nogensinde have troet det, men Dan A. Marsvin savnede faktisk kærlighed. Dyb, ægte, gammelromantisk kærlighed. Det havde de ikke noget af Over There. Jovist, de drømte allesammen om den, men den var blevet så forplumret, plastikagtig og falsk derovre, at havde man nogensinde mærket et strejf af den ægte vare, ville man aldrig falde for deres billige kopi. Det blev
nu godt at komme lidt væk fra det hele og hjem til
gode, gamle, kærlighedsfyldt Danmark.
Sophie fór rundt i lejligheden. Hvad pokker skulle hun dog have på, og have med, og lade blive hjemme? Nej, hvor hun hadede at pakke. Allerhelst havde hun bare tømt sit klædeskab og toiletskab ned i en kæmpe kuffert, men sådan én kunne hun jo slet ikke bære, og hun vidste jo også godt, at hun slet ikke fik brug for det hele. Hun satte sig midt i bunkerne af tøj, der var spredt ud over hele gulvet, og tog en dyb indånding. "Okay, pak fornuftigt! Du kan fylde kufferten og så er det rigeligt. Du kommer alligevel altid hjem med halvdelen ubrugt." Den nu fornuftigere Sophie begyndte med at finde strømper og undertøj.
René var i højt humør. Han havde jo for pokker også lige fået ferie. Han fløjtede mens han manøvrede bilen ind og ud i Købehavns myldretrafik. Bilen blev parkeret i P-Huset. Det kunne godt være, det kostede, men hellere have den stående et sikkert sted end på gaden hele december, når han nu ikke var hjemme. På vej op til lejligheden smuttede han lige ind i Vinens Verden. Man kunne vel ikke komme uden en værtsgave. Og fandtes der nogen bedre gave at give, end en man selv kunne være med til at bruge? "Det skal nok blive godt," tænkte han, "Jeg går sgu efter champagnen." Ekspedienten fandt en dejlig stor 700 kroners-flaske frem til ham. "Ja, den snupper jeg. Nej, ved du hvad. Giv mig en 6-pack af den! Det er jo kun jul en gang om året."
"Skal vi køre selv, eller skal vi tage toget?" Heidi skævede tvivlende til den gamle Bobbel. "Arj, come on, skat! Det er da meget hyggeligere at køre selv. Desuden..." hviskede Mikkelsen kælent ind i hendes øre, "tror jeg slet ikke, der går tog til Egeskov Slot!" Heidi tænkte et øjeblik og gav sig så. "Du har ret, det er meget hyggeligere. Og så kan man også have meget mere med." Heidi strøg ind for at finde endnu en taske, hun kunne fylde op med livsnødvendige ting. Mikkelsen sukkede, men kunne ikke lade være med at smile. Nøj, han glædede sig til denne her ferie. Det skulle nok blive alletiders med Heidi og alle de andre, som de ikke havde set i lang tid.
Hvorfor siger Anne Louise ikke op, når hun hader sit arbejde? Hvorfor hedder marsvinets fly "Mågen"? Hvordan ser et marsvin på kokain ud? Hvorfor pakker kvinder altid for meget? Hvorfor køber René champagne, når der er en vinkælder på Egeskov slot? Hvad har Heidi imod Mikkelsens Bobbel? Hvem, hvad og hvorfor? Vil svarene komme? Følg med igen i morgen...
