Juanes
Latinolover med talent og noget på hjertet
Som 7-årige lærte Juanes at spille guitar af sin far og ældre bror. Og han blev hurtigt forelsket i instrumentet. Han satte sig for at lære den traditionelle latinomusik, og gui-
taren var aldrig uden for hans rækkevide.
Som 14-årige opdagede Juanes metal-
musikken. Hans store idoler var Metallica, og han begyndte snart at spille metal som dem.
Han grundlagde hardrock-bandet Ekhymo-
sis, som fik succes i hjemlandet Colombia. Gennem 11 år udgav bandet 7 album.
I 1999 valgte Juanes dog at gå solo, og den hårde stil blev skiftet ud med latino-
pop/rock.
Juanes arbejder hårdt med sit debutalbum. Han får hjælp af manageren, Fernan Marti-
nez, der blandt andet har hjulpet Enrique Iglesias til hans lynkarriere.
I 2000 udkommer så "Fijate Bien". Folk og pressen begynder så småt at lægge mærke til columbianeren, og de er imponerede.
Med sit andet album "Un Dia Normal" fra 2003, får Juanes sit store gennembrud. "Un Dia Normal" ligger på chartlisten i to år, og der kommer ikke mindre end fem singler fra albummet.
Med dette album vinder Juanes samtlige kategorier, som han er nomineret til ved 2003 Latin Grammy. Blandt andet vinder han for "Album of The Year", "Song of The Year" og "Best Rock Solo Album".
I efteråret 2004 kommer Juanes' tredje soloalbum, "Mi Sangre". Det var ventet med længsel og der bliver taget utroligt godt imod det. Albummet og singlerne stryger til tops på hitlisterne og "Mi Sangre" sælger dobbeltplatin i mange lande.
Juanes spiller lækker latinopop/rock. Men Juanes er ikke kun en latinolover med store, mørke øjne og en fræk stemme, der hvisker kærlighedserklæringer på spansk til unge piger.
Hans tekster omhandler tit alvorlige emner, som problemer fra hans hjemland, Colombia. Om landminer, oprørsgrupper, frygt og ufred. Han har selv haft tingene tæt inde på livet, da hans kusine blev dræbt af bortførere.
Men hans musik er ikke dyster og bitter, den er fuld af energi, håb og en bøn om fred.
Selvfølgelig tager han også kærligheden under kærlig behandling. Og så kan man jo ikke lade være med at bevæge sig ud på et dansegulv, når de liflige latinorytmer brager ud af højtalerne og smyger sig forførende om kroppen.
taren var aldrig uden for hans rækkevide.
Som 14-årige opdagede Juanes metal-
musikken. Hans store idoler var Metallica, og han begyndte snart at spille metal som dem.
Han grundlagde hardrock-bandet Ekhymo-
sis, som fik succes i hjemlandet Colombia. Gennem 11 år udgav bandet 7 album.
I 1999 valgte Juanes dog at gå solo, og den hårde stil blev skiftet ud med latino-
pop/rock.
Juanes arbejder hårdt med sit debutalbum. Han får hjælp af manageren, Fernan Marti-
nez, der blandt andet har hjulpet Enrique Iglesias til hans lynkarriere.
I 2000 udkommer så "Fijate Bien". Folk og pressen begynder så småt at lægge mærke til columbianeren, og de er imponerede.
Med sit andet album "Un Dia Normal" fra 2003, får Juanes sit store gennembrud. "Un Dia Normal" ligger på chartlisten i to år, og der kommer ikke mindre end fem singler fra albummet.
Med dette album vinder Juanes samtlige kategorier, som han er nomineret til ved 2003 Latin Grammy. Blandt andet vinder han for "Album of The Year", "Song of The Year" og "Best Rock Solo Album".
I efteråret 2004 kommer Juanes' tredje soloalbum, "Mi Sangre". Det var ventet med længsel og der bliver taget utroligt godt imod det. Albummet og singlerne stryger til tops på hitlisterne og "Mi Sangre" sælger dobbeltplatin i mange lande.
Juanes spiller lækker latinopop/rock. Men Juanes er ikke kun en latinolover med store, mørke øjne og en fræk stemme, der hvisker kærlighedserklæringer på spansk til unge piger.
Hans tekster omhandler tit alvorlige emner, som problemer fra hans hjemland, Colombia. Om landminer, oprørsgrupper, frygt og ufred. Han har selv haft tingene tæt inde på livet, da hans kusine blev dræbt af bortførere.
Men hans musik er ikke dyster og bitter, den er fuld af energi, håb og en bøn om fred.
Selvfølgelig tager han også kærligheden under kærlig behandling. Og så kan man jo ikke lade være med at bevæge sig ud på et dansegulv, når de liflige latinorytmer brager ud af højtalerne og smyger sig forførende om kroppen.
Skal vi have billetter? Det tror jeg i hvert fald nok vi skal!
