Josef Mengele
- Også kendt som dødsenglen, brugte mennesker til eksperimenter i videnskabens navn. BEMÆRK INDHOLDET KAN VIRKE STØDENDE
Den ældste søn i familien Mengele, drømte om storhed fra han var helt ung knægt. Han voksede op i en velstående, katolsk familie hvor han sammen med sin bror, kæmpede en brav kamp, om deres følelseskolde, forældres anerkendelse, og brødrenes forhold var gennem hele barndommen præget af bitter jalousi.
Josef fik sin anerkendelse gennem en uddannelse som videnskabsmand, og havde i årene forinden, forsikret en af sine venner om, at han nok skulle komme til at læse om ham i
Efter sin studentereksamen i 1930, flyttede Josef til München for at læse medicin, med forvisning om, at familien ville blive vildt imponeret, når han, Josef Mengele, blev familiens første videnskabsmand. Da Josef kom til München, var byen præget af politisk oprør, og han valgte hurtigt side. I hans dagbog skriver han:
'Det var umuligt at stå på sidelinjen i disse politiske turbulente tider, hvis man ville undgå, at vort fædreland faldt for bolsjevik-marxisternes angreb'
Josef fandt ingen interesse i at kurere sygdomme. Ganske tidligt i sit uddannelsesforløb blev unge Josef fascineret af racemæssig udvikling. Det er ingen hemmelighed, at nazisternes teorier gik ud på, at den ariske race, var den reneste, og det rigtige for landets fremtid. Et rent folk. Disse teorier tog Mengele i høj grad til sig, og han prøvede at forske i, hvordan dette kunne lade sig gøre.
I 1935 fik Josef en doktorgrad for en afhandling, der handlede om 'Underkæben hos fire racegrupper' og det fik banet vej for hans videre karriere. Josef blev ansat på Institut for Arvebiologi og Racehygiejne i 1937, ved universitetet i Frankfurt. Her kom han i lære hos en af Tysklands fremmeste raceteoretiker,e der hyldede Hitler og omtalte ham som:
"Den første statsleder, der har indset betydningen af biologisk arv og racehygiejne"
Josef meldte sig også på dette tidspunkt ind i nazipartiet NSDAP, og han blev hurtigt optaget i SS. Med sin lærers støtte, steg han hurtig i graderne og blev efter kort tid officer.
Han blev beskrevet som en mand med stærk interesse for medicinsk forskning og kirurgi. Derudover blev han anset for at være kultiveret og intelligent, men en tysk historiker brugte helt andre ord om Josef;
"Han var overbevist om, at han tjente en stor sag: Hitlers forsøg på at forhindre menneskehedens undergang. Josef var blevet legemligørelsen af nazismen i sin mest ekstreme form."
Josef og Auschwitz
Josef kæmpede en brav kamp ved østfronten hvor han fik tildelt jernkorset for sin tapperhed. Derefter kom han til KZ-lejren Auschwitz-Birkenau hvor han blev modtaget med stor respekt, dog kunne officererne på Auschwitz hurtigt mærke, at den nye læge var anderledes. Han var meget ivrig i tjenesten, og altid igang med et eller andet hemmeligt projekt, og han drak næsten aldrig alkohol. Ikke engang når han skulle stå for udvælgelsen af de arbejdsdygtige jøder.
Udvælgelsen var meget hård for lægerne, der pludselig stod overfor valget mellem liv og død, for de nye fanger, og de fleste bedøvede sig med morfin, æter og sprit for at dulme skyldfølelsen ved udvælgelsen en smule. De fleste læger var så påvirkede, at de knap nok kunne stå på benene, når de skulle på jernbanerampen. Men Josef meldte sig frivilligt og udførte sit arbejde med stor entusiasme, mens han fløjtede et stykke klassisk musik.
Ofte hoppede han, glad som et barn, ned mellem de nyankomne fanger og valgte et par stykker fra, som straks blev sendt til hans laboratorium, og for at sikre sig han fik fat i de rigtige fanger dukkede han tit op på sine fridage. Stadig med store ambitioner om at blive en anerkendt videnskabsmand.
"De er en middelmådig akademiker Herr Mengele, men flittig og arbejdsom. Jeg kan forestille mig at de om en 20 års tid kan blive professor ved et af Tysklands mindre universiteter"
Havde en af Josefs lærere sagt til ham, men Josef havde ikke tid til at vente til om 20 år, han ville vise sine venner og familie - og især hans forældre - at han havde nået sit mål. Nu arbejdede han for sin race.
Josef brugte al sin fritid i Auschwitzs laboratorie, hvor de udvalgte fanger blev undersøgt grundigt. For ham var lejren ét stort laboratorie, hvor fangerne, var et kæmpe udvalg af forskningsmateriale. For det meste sad Josef til langt ud på natten og skrev rapporter og stirrede i sit mikroskop.
Josef fik sin anerkendelse gennem en uddannelse som videnskabsmand, og havde i årene forinden, forsikret en af sine venner om, at han nok skulle komme til at læse om ham i
Efter sin studentereksamen i 1930, flyttede Josef til München for at læse medicin, med forvisning om, at familien ville blive vildt imponeret, når han, Josef Mengele, blev familiens første videnskabsmand. Da Josef kom til München, var byen præget af politisk oprør, og han valgte hurtigt side. I hans dagbog skriver han:
'Det var umuligt at stå på sidelinjen i disse politiske turbulente tider, hvis man ville undgå, at vort fædreland faldt for bolsjevik-marxisternes angreb'
Josef fandt ingen interesse i at kurere sygdomme. Ganske tidligt i sit uddannelsesforløb blev unge Josef fascineret af racemæssig udvikling. Det er ingen hemmelighed, at nazisternes teorier gik ud på, at den ariske race, var den reneste, og det rigtige for landets fremtid. Et rent folk. Disse teorier tog Mengele i høj grad til sig, og han prøvede at forske i, hvordan dette kunne lade sig gøre.
I 1935 fik Josef en doktorgrad for en afhandling, der handlede om 'Underkæben hos fire racegrupper' og det fik banet vej for hans videre karriere. Josef blev ansat på Institut for Arvebiologi og Racehygiejne i 1937, ved universitetet i Frankfurt. Her kom han i lære hos en af Tysklands fremmeste raceteoretiker,e der hyldede Hitler og omtalte ham som:
"Den første statsleder, der har indset betydningen af biologisk arv og racehygiejne"
Josef meldte sig også på dette tidspunkt ind i nazipartiet NSDAP, og han blev hurtigt optaget i SS. Med sin lærers støtte, steg han hurtig i graderne og blev efter kort tid officer.
Han blev beskrevet som en mand med stærk interesse for medicinsk forskning og kirurgi. Derudover blev han anset for at være kultiveret og intelligent, men en tysk historiker brugte helt andre ord om Josef;
"Han var overbevist om, at han tjente en stor sag: Hitlers forsøg på at forhindre menneskehedens undergang. Josef var blevet legemligørelsen af nazismen i sin mest ekstreme form."
Josef og Auschwitz
Josef kæmpede en brav kamp ved østfronten hvor han fik tildelt jernkorset for sin tapperhed. Derefter kom han til KZ-lejren Auschwitz-Birkenau hvor han blev modtaget med stor respekt, dog kunne officererne på Auschwitz hurtigt mærke, at den nye læge var anderledes. Han var meget ivrig i tjenesten, og altid igang med et eller andet hemmeligt projekt, og han drak næsten aldrig alkohol. Ikke engang når han skulle stå for udvælgelsen af de arbejdsdygtige jøder.
Udvælgelsen var meget hård for lægerne, der pludselig stod overfor valget mellem liv og død, for de nye fanger, og de fleste bedøvede sig med morfin, æter og sprit for at dulme skyldfølelsen ved udvælgelsen en smule. De fleste læger var så påvirkede, at de knap nok kunne stå på benene, når de skulle på jernbanerampen. Men Josef meldte sig frivilligt og udførte sit arbejde med stor entusiasme, mens han fløjtede et stykke klassisk musik.
Ofte hoppede han, glad som et barn, ned mellem de nyankomne fanger og valgte et par stykker fra, som straks blev sendt til hans laboratorium, og for at sikre sig han fik fat i de rigtige fanger dukkede han tit op på sine fridage. Stadig med store ambitioner om at blive en anerkendt videnskabsmand.
"De er en middelmådig akademiker Herr Mengele, men flittig og arbejdsom. Jeg kan forestille mig at de om en 20 års tid kan blive professor ved et af Tysklands mindre universiteter"
Havde en af Josefs lærere sagt til ham, men Josef havde ikke tid til at vente til om 20 år, han ville vise sine venner og familie - og især hans forældre - at han havde nået sit mål. Nu arbejdede han for sin race.
Josef brugte al sin fritid i Auschwitzs laboratorie, hvor de udvalgte fanger blev undersøgt grundigt. For ham var lejren ét stort laboratorie, hvor fangerne, var et kæmpe udvalg af forskningsmateriale. For det meste sad Josef til langt ud på natten og skrev rapporter og stirrede i sit mikroskop.
Projektet med tvillingerne
I starten valgte Mengele de halte, pukkelryggede og generelt bare de vanskabte ud til sine forsøg. Meningen med dette, var at finde ud af hvilke gener der kunne fjernes, så disse tilfælde ikke opstod i de næste generationer, og på denne måde holde den ariske race ren og stærk.
Men hans store begejstring blev først vakt, når der ankom tvillinger. Han mente, at svaret på hvordan den germanske race kunne overtage verden, lå i tvillingerne. Ved hjælp af eksperimenterne, håbede han på at øge chancen for, at germanske kvinder fødte tvillinger, så den ariske race voksede hurtigere end andre racer. Især tanken om, at den ene tvilling kunne være stærk og velproportioneret, mens den anden var slap og vanskabt vakte Josefs fascination. Ved at splejse tvillingernes blodomløb sammen, håbede han på at finde svaret på den store gåde. Andre gange gik han flere skridt videre.
En af fangerne fortæller:
"SS-mændende kom og tog to af børnene med sig. Et af dem var pukkelrygget. To-tre dage senere, bragte en SS-mand dem tilbage, og de var i en forfærdelig tilstand. De var blevet opereret. Barnet med pukkelryggen var syet fast til det andet barn, ryg mod ryg, og også håndleddene var syet sammen. De lugtede forfærdelig af koldbrand."
Josef og øjne
På et tidspunkt sendte Josef bud efter 36 småbørn fra en af fangebarakkerne, de fik sprøjtet farve i deres brune øjne da han på den måde håbede på at skabe blå øjne. De fleste mistede straks synet, men fik aldrig blå øjne, så han beordrede dem gasset omgående. Dog så det til tider ud som om Josef havde succes med sine forsøg.
En anden læge fortæller:
"I juni 1943 gik jeg ind i et rum i sigøjnerlejren i Birkenau. Der stod et bord fyldt med øjne der alle havde et nummer og et bogstav. Øjnene var lysegule, knaldblå, grønne og violette"
En af fangerne, havde en lignende oplevelse, da hun en dag fandt en hel væg dækket af øjne i Josefs private laboratorium. Hun udtaler:
"De var alle sat fast med nåle som sommerfugle. Jeg troede jeg var død og havnet i helvede."
I starten valgte Mengele de halte, pukkelryggede og generelt bare de vanskabte ud til sine forsøg. Meningen med dette, var at finde ud af hvilke gener der kunne fjernes, så disse tilfælde ikke opstod i de næste generationer, og på denne måde holde den ariske race ren og stærk.
Men hans store begejstring blev først vakt, når der ankom tvillinger. Han mente, at svaret på hvordan den germanske race kunne overtage verden, lå i tvillingerne. Ved hjælp af eksperimenterne, håbede han på at øge chancen for, at germanske kvinder fødte tvillinger, så den ariske race voksede hurtigere end andre racer. Især tanken om, at den ene tvilling kunne være stærk og velproportioneret, mens den anden var slap og vanskabt vakte Josefs fascination. Ved at splejse tvillingernes blodomløb sammen, håbede han på at finde svaret på den store gåde. Andre gange gik han flere skridt videre.
En af fangerne fortæller:
"SS-mændende kom og tog to af børnene med sig. Et af dem var pukkelrygget. To-tre dage senere, bragte en SS-mand dem tilbage, og de var i en forfærdelig tilstand. De var blevet opereret. Barnet med pukkelryggen var syet fast til det andet barn, ryg mod ryg, og også håndleddene var syet sammen. De lugtede forfærdelig af koldbrand."
Josef og øjne
På et tidspunkt sendte Josef bud efter 36 småbørn fra en af fangebarakkerne, de fik sprøjtet farve i deres brune øjne da han på den måde håbede på at skabe blå øjne. De fleste mistede straks synet, men fik aldrig blå øjne, så han beordrede dem gasset omgående. Dog så det til tider ud som om Josef havde succes med sine forsøg.
En anden læge fortæller:
"I juni 1943 gik jeg ind i et rum i sigøjnerlejren i Birkenau. Der stod et bord fyldt med øjne der alle havde et nummer og et bogstav. Øjnene var lysegule, knaldblå, grønne og violette"
En af fangerne, havde en lignende oplevelse, da hun en dag fandt en hel væg dækket af øjne i Josefs private laboratorium. Hun udtaler:
"De var alle sat fast med nåle som sommerfugle. Jeg troede jeg var død og havnet i helvede."
Fri råderet i nazismens navn
Josef havde i Auschwitz frihed til at gøre hvad han ville med hensyn til eksperimenter, så længe han gjorde det i nazismens navn. Han holdt gerne lange foredrag om sine eksperimenter og seneste resultater i Auschwitz.
En dag opdagede Josef en pukkelrygget far og hans vanskabte søn i lejren, og han følte, at han var nødt til at undersøge disse "eksemplarer". Han beordrede dem derfor straks henrettet, hvorefter deres kroppe blev lagt i hans laboratorium. Han startede med at koge dem, så hud og kød lettere kunne fjernes, og dernæst blev de lagt i et bad af petroleum, så knoglerne blev hvide og lugtfrie.
Da dette var gjort sendte han bud efter sine kollegaer, der kredsede om skeletterne mens Josef selvsikkert forklarede hvor vigtigt dette eksperiment var, mens han pegede og beskrev.
En af de overlevende fanger var vidne til hvordan Josef opererede fangerne i videnskabens navn i bl.a. maven og hjertet uden bedøvelse. Han skrev i sine memoirer:
"Ingen stillede nogensinde spørgsmål - Hvorfor døde denne fange? Hvorfor gik denne til spilde? Patienterne betød ikke noget. Så han fortsatte med at føre sig frem i videnskabens navn, men i virkeligheden handlede det om storhedsvanvid."
Brændt levende
Under hele sin Auschwitz-karriere, holdt Josef en afstand til ofrene ved at kalde sig selv forsker fremfor bøddel. Dette forhold styrkede han ved at holde sig i baggrunden ved sociale arrangementer, og klæde sig pænt og afslappet.
Men til tider faldt den pæne facade alligevel sammen, en af fangerne beskriver episoden:
"Efter en kvindelig fange havde prøvet at flygte greb han hende om nakken og blev ved at slå hende i ansigtet indtil det var en blodig masse. Han bankede hende hele tiden i hovedet mens han skreg; "Du vil flygte, vil du? Du kan ikke flygte nu. Du skal brænde som alle de andre. Du skal dø din skide jøde!" Mens jeg så på, forsvandt hendes to smukke, intelligente øjne under et lag af blod. Hendes ører var der ikke længere, måske havde han revet dem af. Og i løbet af nogle sekunder var hendes lige, skarpe næse en knust blødende masse."
En anden fange beskriver hvordan Josef fik en gruppe SS-officerer til at grave et stort, dybt hul, fylde det med benzin, antænde det og lade ca. ti lastbiler med børnefanger tømme deres lade ned i hullet;
"Børnene begyndte at skrige, nogle formåede at kravle op af det brændende hul. En officer gik rundt om hullet og skubbede de flygtende ned igen, Den øverstbefalende i Auschwitz og Josef var til stede og gav ordrerne."
Josef på flugt
Efterhånden som det bliver klart, at Tysklands nederlag er ved at nærme sig, bliver Josef mere og mere deprimeret. Flere øjenvidner fortæller, at han ofte i tavshed gik frem og tilbage på sit kontor med ansigtet skjult i hænderne.
Det ændrede dog intet ved eksperimenterne der fortsatte. I december 1944 hentede han 16 kvindelige dværge fra lejrhospitalet og udførte forskellige eksperimenter på dem. Kun 5 overlevede.
For hver dag der gik, rykkede russerne tættere og tættere på Auschwitz, og Josef forstod nu, at det var på tide at stikke af. Den sidste person der så ham var en kvindelig fangelæge, der havde haft ansvaret for at nedfælde alle detaljer om tvillinger som blev udsat for hans brutale eksperimenter. Hun så Josef for sidste gang d. 17/5 1945:
"Han kom ind på mit kontor uden et ord. Han tog alle mine papirer, lagde dem i to æsker og fik dem båret ud i en ventende bil."
Derefter forsvandt Dødsenglen fra Auschwitz.
30 år på flugt
Josef undgår de amerikanske styrker og lever under flere forskellige navne og identiteter, for derefter at arbejde 3 år på en bondegård hvor han bl.a. plantede kartofler.
Josef havde i Auschwitz frihed til at gøre hvad han ville med hensyn til eksperimenter, så længe han gjorde det i nazismens navn. Han holdt gerne lange foredrag om sine eksperimenter og seneste resultater i Auschwitz.
En dag opdagede Josef en pukkelrygget far og hans vanskabte søn i lejren, og han følte, at han var nødt til at undersøge disse "eksemplarer". Han beordrede dem derfor straks henrettet, hvorefter deres kroppe blev lagt i hans laboratorium. Han startede med at koge dem, så hud og kød lettere kunne fjernes, og dernæst blev de lagt i et bad af petroleum, så knoglerne blev hvide og lugtfrie.
Da dette var gjort sendte han bud efter sine kollegaer, der kredsede om skeletterne mens Josef selvsikkert forklarede hvor vigtigt dette eksperiment var, mens han pegede og beskrev.
En af de overlevende fanger var vidne til hvordan Josef opererede fangerne i videnskabens navn i bl.a. maven og hjertet uden bedøvelse. Han skrev i sine memoirer:
"Ingen stillede nogensinde spørgsmål - Hvorfor døde denne fange? Hvorfor gik denne til spilde? Patienterne betød ikke noget. Så han fortsatte med at føre sig frem i videnskabens navn, men i virkeligheden handlede det om storhedsvanvid."
Brændt levende
Under hele sin Auschwitz-karriere, holdt Josef en afstand til ofrene ved at kalde sig selv forsker fremfor bøddel. Dette forhold styrkede han ved at holde sig i baggrunden ved sociale arrangementer, og klæde sig pænt og afslappet.
Men til tider faldt den pæne facade alligevel sammen, en af fangerne beskriver episoden:
"Efter en kvindelig fange havde prøvet at flygte greb han hende om nakken og blev ved at slå hende i ansigtet indtil det var en blodig masse. Han bankede hende hele tiden i hovedet mens han skreg; "Du vil flygte, vil du? Du kan ikke flygte nu. Du skal brænde som alle de andre. Du skal dø din skide jøde!" Mens jeg så på, forsvandt hendes to smukke, intelligente øjne under et lag af blod. Hendes ører var der ikke længere, måske havde han revet dem af. Og i løbet af nogle sekunder var hendes lige, skarpe næse en knust blødende masse."
En anden fange beskriver hvordan Josef fik en gruppe SS-officerer til at grave et stort, dybt hul, fylde det med benzin, antænde det og lade ca. ti lastbiler med børnefanger tømme deres lade ned i hullet;
"Børnene begyndte at skrige, nogle formåede at kravle op af det brændende hul. En officer gik rundt om hullet og skubbede de flygtende ned igen, Den øverstbefalende i Auschwitz og Josef var til stede og gav ordrerne."
Josef på flugt
Efterhånden som det bliver klart, at Tysklands nederlag er ved at nærme sig, bliver Josef mere og mere deprimeret. Flere øjenvidner fortæller, at han ofte i tavshed gik frem og tilbage på sit kontor med ansigtet skjult i hænderne.
Det ændrede dog intet ved eksperimenterne der fortsatte. I december 1944 hentede han 16 kvindelige dværge fra lejrhospitalet og udførte forskellige eksperimenter på dem. Kun 5 overlevede.
For hver dag der gik, rykkede russerne tættere og tættere på Auschwitz, og Josef forstod nu, at det var på tide at stikke af. Den sidste person der så ham var en kvindelig fangelæge, der havde haft ansvaret for at nedfælde alle detaljer om tvillinger som blev udsat for hans brutale eksperimenter. Hun så Josef for sidste gang d. 17/5 1945:
"Han kom ind på mit kontor uden et ord. Han tog alle mine papirer, lagde dem i to æsker og fik dem båret ud i en ventende bil."
Derefter forsvandt Dødsenglen fra Auschwitz.
30 år på flugt
Josef undgår de amerikanske styrker og lever under flere forskellige navne og identiteter, for derefter at arbejde 3 år på en bondegård hvor han bl.a. plantede kartofler.
Som mange andre krigsforbrydere flygtede Josef i 1949 til Argentina, hvor han skiftede navn til Helmut Gregor og startede en karriere som forretningsmand.
I 1956 blev Josef skilt fra sin kone og rejste til Tyskland for at blive gift med sin afdøde brors kone, hvorefter hans nye kone, han selv og konens søn rejser tilbage til Argentina.
En tidligere KZ-fange sporer Josef til Argentina, hvor en betjent fortæller ham, at Tyskland samarbejder med Argentina for at få ham udleveret. Derefter flygter Josef til Paraguay, der på daværende tidspunkt var styret af diktatoren Alfredo Stroessner.
En topnazist bliver kidnappet af israelerne i 1960 og Josef flygter til Brasilien af frygt for, at han er den næste. I Brasilien får han arbejde på en farm. Han bliver mere og mere paranoid af frygt for jøderne, og bliver så syg og deprimeret, at han overvejer selvmord.
Josef flytter i 1975 ind i en lille hytte i en fattig forstad til Sao Paulo hvor han synker endnu mere ned i sin ensomme og sølle tilværelse som "Don Pedro"
Josef besøger nogle bekendte syd for Sao Paulo i 1979, hvor han dør af et hjerteslag på en svømmetur. Kort forinden har han stirret ud af et vindue og sørgmodigt sagt:
"Der borte ligger mit hjemland..."
I 1985 afholder en Brasiliansk politi styrke et pressemøde hvor de fremviser et skelet der er fundet i Eldorado-forstaden. 7 år senere bekræfter DNA-tests at knoglerne er Josef Mengeles.
I 1956 blev Josef skilt fra sin kone og rejste til Tyskland for at blive gift med sin afdøde brors kone, hvorefter hans nye kone, han selv og konens søn rejser tilbage til Argentina.
En tidligere KZ-fange sporer Josef til Argentina, hvor en betjent fortæller ham, at Tyskland samarbejder med Argentina for at få ham udleveret. Derefter flygter Josef til Paraguay, der på daværende tidspunkt var styret af diktatoren Alfredo Stroessner.
En topnazist bliver kidnappet af israelerne i 1960 og Josef flygter til Brasilien af frygt for, at han er den næste. I Brasilien får han arbejde på en farm. Han bliver mere og mere paranoid af frygt for jøderne, og bliver så syg og deprimeret, at han overvejer selvmord.
Josef flytter i 1975 ind i en lille hytte i en fattig forstad til Sao Paulo hvor han synker endnu mere ned i sin ensomme og sølle tilværelse som "Don Pedro"
Josef besøger nogle bekendte syd for Sao Paulo i 1979, hvor han dør af et hjerteslag på en svømmetur. Kort forinden har han stirret ud af et vindue og sørgmodigt sagt:
"Der borte ligger mit hjemland..."
I 1985 afholder en Brasiliansk politi styrke et pressemøde hvor de fremviser et skelet der er fundet i Eldorado-forstaden. 7 år senere bekræfter DNA-tests at knoglerne er Josef Mengeles.
