Jeg så et mord
Hvordan kommer man videre?
Selvudvikling. Dette kan omhandle mange forskellige ting, men jeg har til min første artikel omkring dette emne valgt at skrive om noget meget personligt; hvordan jeg kom videre i mit liv, efter at have set en klassekammerat blive myrdet.
Det er nu snart 2½ år siden, det hele skete. I tiden derefter er der sket mange ting, men der går stadig ikke en hel uge af gangen, uden at den aften dukker op igen i mit hoved, jeg husker det stadig ligeså tydeligt, som om det var i går.
Jeg kan huske, hvordan jeg inden festen gjorde mig klar til at tage af sted. Iførte mig mit kostume - jeg skulle være en isbjørn - og tog ud til gymnasiet sammen med min bedste veninde. Ingen af os havde den fjerneste idé om, hvad der ville ske - vi skrålede bare med på musikken i bilen og skålede utallige gange.
Stemningen på gymnasiet var som den altid var, når der var fest; vidunderlig. Alle var klædt ud, det var en fastelavnsfest, og vi grinede sammen af hinandens udklædning. Vi samledes, som vi plejede, ude i gaderoben ved den store indgang og ventede på dem, som endnu ikke var mødt op. Og pludselig sker det hele, dengang så hurtigt, nu er det som om, at det foregik i slowmotion. Mindre end en meter fra mig falder en pige om og bliver stukket ihjel af en fyr, som vi senere fik at vide var hendes eks-kæreste. Nogle prøvede at hjælpe og kom selv til skade, alt imens vi bare stod der og troede, det var for sjov - for folk bliver jo ikke bare slået ihjel i virkeligheden, vel?
Men det var ikke for sjov, og resten af aften er én stor blanding af følelser for mig. Jeg kan huske, jeg skreg ind i telefonen, da jeg prøvede at kontakte min mor. Jeg kan huske, jeg græd, da jeg blev ført ud til politibilen, og jeg rystede af skræk, da vi ventede på at blive afhørt. Men det nåede vi aldrig. Det var unødvendigt. Gerningsmanden hang sig selv kort tid efter, han forlod skolen. Sent om natten fik vi lov at tage hjem.
Det er nu snart 2½ år siden, det hele skete. I tiden derefter er der sket mange ting, men der går stadig ikke en hel uge af gangen, uden at den aften dukker op igen i mit hoved, jeg husker det stadig ligeså tydeligt, som om det var i går.
Jeg kan huske, hvordan jeg inden festen gjorde mig klar til at tage af sted. Iførte mig mit kostume - jeg skulle være en isbjørn - og tog ud til gymnasiet sammen med min bedste veninde. Ingen af os havde den fjerneste idé om, hvad der ville ske - vi skrålede bare med på musikken i bilen og skålede utallige gange.
Stemningen på gymnasiet var som den altid var, når der var fest; vidunderlig. Alle var klædt ud, det var en fastelavnsfest, og vi grinede sammen af hinandens udklædning. Vi samledes, som vi plejede, ude i gaderoben ved den store indgang og ventede på dem, som endnu ikke var mødt op. Og pludselig sker det hele, dengang så hurtigt, nu er det som om, at det foregik i slowmotion. Mindre end en meter fra mig falder en pige om og bliver stukket ihjel af en fyr, som vi senere fik at vide var hendes eks-kæreste. Nogle prøvede at hjælpe og kom selv til skade, alt imens vi bare stod der og troede, det var for sjov - for folk bliver jo ikke bare slået ihjel i virkeligheden, vel?
Men det var ikke for sjov, og resten af aften er én stor blanding af følelser for mig. Jeg kan huske, jeg skreg ind i telefonen, da jeg prøvede at kontakte min mor. Jeg kan huske, jeg græd, da jeg blev ført ud til politibilen, og jeg rystede af skræk, da vi ventede på at blive afhørt. Men det nåede vi aldrig. Det var unødvendigt. Gerningsmanden hang sig selv kort tid efter, han forlod skolen. Sent om natten fik vi lov at tage hjem.
Hjælp?
Hvad stiller man op med sig selv efter sådan en hændelse? Hver time derefter blev vi konfronteret med det i nyhederne, vi blev kontaktet af journalister og nærmest jagtet af dem, da vi dagen efter skulle op på skolen til information.
Jeg var vred, træt og ked af det, så det jeg fik sagt til dem var nok ikke særlig pænt. Men jeg forstod ikke, hvorfor de ikke bare kunne lade os være.
Ledelsen og personalet på gymnasiet var fantastiske. Trods dårlig omtale, så kunne de, efter min mening, ikke have gjort det anderledes. I lang tid efter hændelsen havde de arrangeret, at vi kunne komme til at snakke med en psykolog eller en studievejleder, hvis der bare var det mindste. De betalte krisehjælp til dem, der ønskede det og forstod så udmærket, hvis man var mere stille i timerne end normalt, og hvorfor ens afleveringer ikke kom til tiden.
Men jeg troede stadig ikke på, at det virkelig var sket, endda trods mindehøjtidelighed og begravelse. Jeg kunne ikke tage mig sammen og sov ikke om natten. Faktisk sov jeg ikke en eneste nat i tre uger derefter. Jeg sov kun, når der var nogen, jeg stolede på, hos mig. Og når jeg endelig sov, så havde jeg mareridt. Men jeg tillod ikke mig selv at forstå, at jeg også kunne være påvirket af hændelsen. Jeg havde jo ikke været tæt med ofret. Jeg troede kun, at sorg var forbeholdt familie og venner.
Hvad stiller man op med sig selv efter sådan en hændelse? Hver time derefter blev vi konfronteret med det i nyhederne, vi blev kontaktet af journalister og nærmest jagtet af dem, da vi dagen efter skulle op på skolen til information.
Jeg var vred, træt og ked af det, så det jeg fik sagt til dem var nok ikke særlig pænt. Men jeg forstod ikke, hvorfor de ikke bare kunne lade os være.
Ledelsen og personalet på gymnasiet var fantastiske. Trods dårlig omtale, så kunne de, efter min mening, ikke have gjort det anderledes. I lang tid efter hændelsen havde de arrangeret, at vi kunne komme til at snakke med en psykolog eller en studievejleder, hvis der bare var det mindste. De betalte krisehjælp til dem, der ønskede det og forstod så udmærket, hvis man var mere stille i timerne end normalt, og hvorfor ens afleveringer ikke kom til tiden.
Men jeg troede stadig ikke på, at det virkelig var sket, endda trods mindehøjtidelighed og begravelse. Jeg kunne ikke tage mig sammen og sov ikke om natten. Faktisk sov jeg ikke en eneste nat i tre uger derefter. Jeg sov kun, når der var nogen, jeg stolede på, hos mig. Og når jeg endelig sov, så havde jeg mareridt. Men jeg tillod ikke mig selv at forstå, at jeg også kunne være påvirket af hændelsen. Jeg havde jo ikke været tæt med ofret. Jeg troede kun, at sorg var forbeholdt familie og venner.
En dag knækkede filmen så for mig. Midt i en matematiktime brød jeg fuldstændig sammen. Jeg var træt og udmattet, gråden og sorgen havde hobet sig op inden i mig, og nu var det bare umuligt at holde den inde længere.
Min lærer tog mig udenfor og fulgte mig ned til en studievejleder, som mente, jeg burde komme i krisehjælp, og sammen med min mor tvang de mig til at se en psykolog.
At tale ud
Min første session hos psykologen glemmer jeg aldrig. Jeg var ikke glad for at tage derop, det skal jeg blankt indrømme. I min verden var psykologhjælp noget, der var forbeholdt mennesker i krise, mennesker med en psykisk sygdom eller mennesker, som var tvunget til det pga. en behandlingsdom. Ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forstå, at jeg faktisk var et menneske i krise, et menneske i dyb sorg og angst for mine nærmeste og mig selv.
Men psykologen hjalp mig til at forstå det. Hun startede med at lade mig tale om selve episoden - hvor hårdt det end var at skulle gengive noget så grusomt. Hun lod mig græde og pressede mig ikke. Egentlig gjorde hun det, som mine venner og familie havde forsøgt at gøre de sidste tre uger; hun lyttede. Men for mig var hun udenfor det hele, og det hjalp mig. Hun så objektivt på episoden og stillede spørgsmål, som ingen andre havde turdet.
Hun lod mig forstå, at det var okay, at jeg også var ramt af denne episode. At denne hændelse her virkelig kunne påvirke mig, og den kunne være skyld i, at jeg ikke fungerede normalt. Det var okay at være bange, og at det netop var min frygt for en gentagelse af episoden, som holdt mig søvnløs. Jeg var bange for, at det ville ske igen, og at det denne gang ville ramme en af mine nærmeste, hvor jeg igen ville stå naglet til jorden, uden at gøre noget.
Min lærer tog mig udenfor og fulgte mig ned til en studievejleder, som mente, jeg burde komme i krisehjælp, og sammen med min mor tvang de mig til at se en psykolog.
At tale ud
Min første session hos psykologen glemmer jeg aldrig. Jeg var ikke glad for at tage derop, det skal jeg blankt indrømme. I min verden var psykologhjælp noget, der var forbeholdt mennesker i krise, mennesker med en psykisk sygdom eller mennesker, som var tvunget til det pga. en behandlingsdom. Ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forstå, at jeg faktisk var et menneske i krise, et menneske i dyb sorg og angst for mine nærmeste og mig selv.
Men psykologen hjalp mig til at forstå det. Hun startede med at lade mig tale om selve episoden - hvor hårdt det end var at skulle gengive noget så grusomt. Hun lod mig græde og pressede mig ikke. Egentlig gjorde hun det, som mine venner og familie havde forsøgt at gøre de sidste tre uger; hun lyttede. Men for mig var hun udenfor det hele, og det hjalp mig. Hun så objektivt på episoden og stillede spørgsmål, som ingen andre havde turdet.
Hun lod mig forstå, at det var okay, at jeg også var ramt af denne episode. At denne hændelse her virkelig kunne påvirke mig, og den kunne være skyld i, at jeg ikke fungerede normalt. Det var okay at være bange, og at det netop var min frygt for en gentagelse af episoden, som holdt mig søvnløs. Jeg var bange for, at det ville ske igen, og at det denne gang ville ramme en af mine nærmeste, hvor jeg igen ville stå naglet til jorden, uden at gøre noget.
Og skyldfølelsen arbejdede vi også med. Jeg følte, jeg kunne havde gjort noget, i hvert fald noget andet end at stå og glo. Men det gjorde jeg ikke, for jeg var i chok, og det forstår jeg godt nu.
Jeg troede, det var et skuespil, noget der ikke skete i den virkelighed, jeg levede i - og derfor gjorde jeg ikke noget. Og det er faktisk okay.
Jeg skal ikke have dårlig samvittighed, for jeg kunne ikke have ændret udfaldet af situationen alligevel, til gengæld kunne jeg selv være kommet til skade, eller en af mine venner kunne.
Til sidst stillede hun mig spørgsmålet: 'Hvad har du lært af denne episode? Er der kommet noget godt ud af det?' Til at starte med blev jeg vred. Der kunne sgu da ikke komme noget godt ud af et mord. Men hun fik mig til at tænke over det, og jeg fandt ud af, at jeg havde lært mig selv at komme videre. Jeg havde givet mig selv tilladelse til at føle sorg, til at græde og til at være bange. Og jeg havde slettet min frygt for at søge hjælp. Men var der kommet noget direkte godt ud af selve episoden?
Mit bedste bud - jeg tænker stadig over det den dag i dag - er, at vi alle sammen er kommet tættere på hinanden. Fællesskabet mellem os elever blev bedre, og vi forstod hinanden bedre, vi bar over med hinanden i tiden efter, trøstede hinanden, opmuntrede hinanden og passede på hinanden. Det er efter min mening det bedste, der kom ud af det.
Selvudvikling?
Jeg troede, det var et skuespil, noget der ikke skete i den virkelighed, jeg levede i - og derfor gjorde jeg ikke noget. Og det er faktisk okay.
Jeg skal ikke have dårlig samvittighed, for jeg kunne ikke have ændret udfaldet af situationen alligevel, til gengæld kunne jeg selv være kommet til skade, eller en af mine venner kunne.
Til sidst stillede hun mig spørgsmålet: 'Hvad har du lært af denne episode? Er der kommet noget godt ud af det?' Til at starte med blev jeg vred. Der kunne sgu da ikke komme noget godt ud af et mord. Men hun fik mig til at tænke over det, og jeg fandt ud af, at jeg havde lært mig selv at komme videre. Jeg havde givet mig selv tilladelse til at føle sorg, til at græde og til at være bange. Og jeg havde slettet min frygt for at søge hjælp. Men var der kommet noget direkte godt ud af selve episoden?
Mit bedste bud - jeg tænker stadig over det den dag i dag - er, at vi alle sammen er kommet tættere på hinanden. Fællesskabet mellem os elever blev bedre, og vi forstod hinanden bedre, vi bar over med hinanden i tiden efter, trøstede hinanden, opmuntrede hinanden og passede på hinanden. Det er efter min mening det bedste, der kom ud af det.
Selvudvikling?
Aspektet af selvudvikling i denne artikel er den krise, som jeg kom ud af. Jeg fik hjælp, men hvis jeg ikke havde sænket paraderne og ladet nogle hjælpe mig, var jeg aldrig kommet videre.
Jeg havde aldrig forstået, hvad der virkelig var foregået inde i mit hoved, og jeg havde aldrig kunne forlige mig med den skyldfølelse, som jeg havde i mig dengang.
Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi husker på, at man aldrig er for stærk til at skulle modtage hjælp. Hverken fra en professionel eller en nærtstående person.
Det er vigtigt, at vi aldrig spiller helt og tror, at vi sagtens kan klare os. Det er okay at søge hjælp. På grund af den hjælp, som jeg fik, kan jeg den dag i dag fortælle om det, uden at bryde sammen. Det er stadig hårdt, det indrømmer jeg gerne. Men samtidig er det en stor hjælp for mig, at kunne gengive det hele og se hvor langt, jeg er kommet. Ind imellem kommer der stadig et mareridt om det, men det tror jeg aldrig, at jeg kan slippe for.
I det mindste kan jeg nu sove om natten, og jeg er ikke længere præget af skyldfølelse, når nogen spørger ind til det. Og jeg skal ikke længere lade som om, at jeg har det okay med at snakke om det - for det har jeg virkelig.
Så, husk at se indad også, når du oplever noget usædvanligt og noget uforståelig. Husk på, at du kan være mere påvirket, end du umiddelbart tror. Chok kan lamme dig psykisk også, så det kan være svært at indse, at man har brug for professionel hjælp. Derfor skal du også være opmærksom, hvis en af dine nærmeste kommer ud for noget, der kan bringe denne i chok. Det er bedre at være lidt for opmærksom, end at være lidt for ligeglad.
Føler du, at du har brug for hjælp eller har en af dine nærmest?
Se mere på disse hjemmesider:
http://www.psykologeridanmark.dk/
http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8
http://www.vesla-birkbak.dk/hvorforpsykologhjaelp.htm
Jeg havde aldrig forstået, hvad der virkelig var foregået inde i mit hoved, og jeg havde aldrig kunne forlige mig med den skyldfølelse, som jeg havde i mig dengang.
Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi husker på, at man aldrig er for stærk til at skulle modtage hjælp. Hverken fra en professionel eller en nærtstående person.
Det er vigtigt, at vi aldrig spiller helt og tror, at vi sagtens kan klare os. Det er okay at søge hjælp. På grund af den hjælp, som jeg fik, kan jeg den dag i dag fortælle om det, uden at bryde sammen. Det er stadig hårdt, det indrømmer jeg gerne. Men samtidig er det en stor hjælp for mig, at kunne gengive det hele og se hvor langt, jeg er kommet. Ind imellem kommer der stadig et mareridt om det, men det tror jeg aldrig, at jeg kan slippe for.
I det mindste kan jeg nu sove om natten, og jeg er ikke længere præget af skyldfølelse, når nogen spørger ind til det. Og jeg skal ikke længere lade som om, at jeg har det okay med at snakke om det - for det har jeg virkelig.
Så, husk at se indad også, når du oplever noget usædvanligt og noget uforståelig. Husk på, at du kan være mere påvirket, end du umiddelbart tror. Chok kan lamme dig psykisk også, så det kan være svært at indse, at man har brug for professionel hjælp. Derfor skal du også være opmærksom, hvis en af dine nærmeste kommer ud for noget, der kan bringe denne i chok. Det er bedre at være lidt for opmærksom, end at være lidt for ligeglad.
Føler du, at du har brug for hjælp eller har en af dine nærmest?
Se mere på disse hjemmesider:
http://www.psykologeridanmark.dk/
http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8
http://www.vesla-birkbak.dk/hvorforpsykologhjaelp.htm
