Jeg græmmer mig
Hvorfor jeg anmelder afstressende spil, og ikke viser mig i Herning igen, før jeg har fået skæg
Min mand arbejder i en butik, og de har ofte aftenåbent, hvilket giver lukkevagter et par gange om ugen. Den sidste uge har han således lukket fredag, lørdag, var på arbejde søndag, mandag, onsdag og torsdag. Det er faktisk mange dage hvor han først er hjemme kl. 21.30 så jeg bestemte mig denne dag for at tage op og besøge ham på arbejdet, så kunne vi jo køre med ham hjem, og hygge lidt på den måde.
Det gik også fint at få hentet vores datter, og puttet hende i en klapvogn, og få os bugseret ned til byen, hvor vi skulle vente på et tog så vi kunne komme til Herning hvor han arbejder.
På stationen ventede vi på et propfyldt IC3 tog der, denne dag, ikke havde én eneste kyndig medarbejder på vagt. Både Steward og togfører gloede derfor bare dumt på mig, da jeg spurgte hvilken vogn de synes jeg skulle placere mig selv og min klapvogn i.
Vi fik os mast ind og sat os fik vi vel egentlig også af en slags. Jeg ved ikke rigtig, om det helt kan klassificeres som at sidde. Vi lå nærmest skråt ind over et ryglæn, på et sæde, under en bagagehylde. Eller måske er hang mere dækkende. Vi sad i hvert fald i spænd. Hvilket man vel må anse som en sikkerhedsforanstaltning fra DSB"s side. Sådan gik turen i hen ved 40 min. I sig selv en anelse frustrerende.
Da vi endelig ankommer til Herning og jeg får os smidt af toget i farten, er der en lille gåtur på ca. 25 min. fra stationen til butikken. Det er en fin lille gåtur, som jeg normalt nyder frem for det bøvl man har med bybusserne, der ikke er fremstillet til enlige, eller blot ensomme, mødre med barnevogne og lignende.
Selvfølgelig kan man retfærdiggøre næste akt med ekstremt lavt blodsukker eller mangel på ilt til hjernen eller bare ganske almindelig moderlig sindssyge i gerningsøjeblikket, jeg er bare ikke så sikker på at den går.
Efter ca. 5 min. vandren ringer jeg til min mand fra mobilen. Jeg vil forklare at vi er på vej og at han skal vente med at holde pause, så vi kan holde den sammen når vi kommer.
Uden at bemærke det, ender jeg helt oppe bag to helt ekstremt bredbagede madammer. De ser mig gå lige bag ved dem. De ser helt givet også det mere end opgivende, stressede blik jeg sender dem for ligesom at få dem til at rykke sammen, så jeg kan komme forbi. Det er ikke som om fortovet ikke er bredt nok. Tværtimod Lige dér er det bredeste stykke fortov i Herning, men næeh nej.
For det først har de voldsomt god tid, så vi går nærmest baglæns. Et tempo jeg ikke engang kan gå i når jeg har god tid. For det andet så nægter de hårdnakket at rykke sammen og lade mig komme forbi, alene af trods er jeg sikker på.
I et minuts fodgænger-roadrage kaster jeg mig ud i en uoverlagt sindssyg overhaling, der involverer mig ned på cykelstien og op igen. Dette er en ekstremt befærdet vej, så cykelstien er smal.
Problemet er at da jeg først har begivet mig ned på cykelstien, bliver jeg overrumplet af en bagfra kommende cykelist, jeg ikke havde set da jeg begav mig ud fra fortovet.
Jeg går i panik!! Hvad gør jeg??
I min tågede adrenalinrus vil jeg bare op på det trygge fortov igen og derfor kører jeg op mod kantstenen, men ak!
I mit desperate forsøg fejlbedømmer jeg afstanden til de to madammer der lige pludselig ikke har helt ligeså god tid længere og derfor har sat tempoet op.
Nu er jeg parralelt ud for disse mennesker med deres barnevogn og må abortere mit flugtforsøg for ikke at rambuktere dem, og forsætte lidt på cykelstien lidt endnu.
Blodet suser, raser og overdøver ethvert rationelt indslag min hjerne bringer, om lige at slå koldt vand i blodet og gå fem meter længere stille og roligt.
Nej! Fandeme Nej, ingen skal få mor her til at fortryde og gå tilbage igen. (Så ser man jo bare dum ud!) "Hvad fanden, din forbandede satan! Skal du overhale mig? Nej dét tror jeg vist ikke!!"
Så jeg sætter i løb...
Gumpetunge, torskedumme, elefantLinda her sætter i løb, og jeg gentager: I løb... på cykelstien, med taske, barn, klapvogn, roadrage og rygsæk. Huhej hvor det går, indtil en ny, temmelig forundret cykelist overhaler mig og panikken på ny griber mig.
"OP PÅ FORTOVET!" skriger hver fiber i min krop og i et nyt forhastet forsøg kaster jeg klapvognen mod nærmeste opkørsel, men ak!!
Igen fejlbedømmer jeg min egen volumen og baghjulet skraber voldsomt mod kantstenen for næsten at vælte klapvognen og min datter vender sig forskrækket i klapvognen og siger: "MOAR?! Ikke køre stærkt vel moar?!"
Vognen slingrer. Det gør cykelisten også, men jeg forsætter, lidt mere i panik, fordi jeg nu også har indset hvor åndssvag jeg ser ud...
Bag mig hører jeg de forskrækkede skrig fra de to madammer, der noget forbavsede, ser på den der syge kvinde, der fortsat tæsker derudaf efter noget lignende et mordforsøg på sin datter og sig selv. Dette bekræfter mig imidlertid i at jeg nu har passeret dem, så jeg kommer langt om længe op på fortovet og løber herefter videre vel vidende at jeg egentlig ikke har travlt, men bare er lidt for flov til at blive og bare vil væk væk væk!!
Forestil dig nu alt dette imens jeg stadig taler i telefon, for det gjorde jeg faktisk, hvilket nok havde sin del af skylden for at jeg kørte imod kantstenen. Da jeg langt om længe kommer op på fortovet og løber videre bemærker jeg at vognen trækker slemt til højre imod en husmur og to gange må jeg ind til husvæggen og stoppe, fordi det idet store hele er hamrende svært at løbe og tale i telefon med en klapvogn der er slået skæv i hjulet.
Det SKREG ud af mig at jeg var i PANIK, og at rolige, fattede, dannede Linda var forsvundet og skiftet ud med en irrationel, hysterisk djævlekvinde der nær havde slået to madammer, en cykelist, sin datter og sig selv ihjel i Herning.
Hvad kan jeg sige... Jeg var en blanding af blåviolet og bordeauxrød i mit oppustede ansigt og pustede og stønnede som et mindre damplokomotiv, da jeg endelig nåede min mands arbejdsplads. De gloede alle sammen på mig, da jeg trådte ind på lageret i butikken.
Behøver jeg næsten slutteligt fortælle, at min mand havde denne fantastiske historie at fortælle mig. Få sekunder før min entré i butikken havde en kunde fortalt, om det her sindssyge kvindemenneske med en klapvogn han just havde set oppe i byen. "Hun var simpelthen bare for langt ude".
Let"s face it. Det kan jo have været hvem som helst ik"?!
Så nu er det officielt. Linda eksisterer ikke længere. Hun er gået under og jorden og hendes plads er taget af Torskedumme Gumpetunge van Asperen. Det kan jeg ligesom bedre leve med.
