Jarhead
Han ville dø for et eneste skud!
Anthony Swofford var én af mange unge mænd, der som 18-årig startede sin karriere som soldat, og da han fik nys om jobbet som snigskytte, fandt han sin nieche som elitesoldat.
Efter to års træning blev han sammen med masser af andre amerikanske unge mænd sendt til den saudi-arabiske ørken. Saddam Hussein havde invaderet Kuwait, og det lille land ønskede hjælp udefra for at overleve.
Til en start var han soldat under "Operation Desert Shield", der gik ud på at forsvare oliefelterne, og senere blev han en del af "Operation Desert Storm", der gik ud på at fordrive den irakiske hær.
Fra fodfolkets perspektiv
Filmen ses ud fra Anthony Swoffords synsvinkel, hvordan han oplevede den brændende hede, ventetiden og kærestens utroskab derhjemme. Hvordan får man tiden til at gå, når der intet andet er at lave end at drikke vand, pudse sit gevær, træne og marchere?
Ureglementeret og perverteret opførsel, forestillingerne om, hvordan krigen vil være, og angsten for ikke at overleve er daglig kost. Samtidig må soldaterne sande, at pigerne der-hjemme får dækket deres behov af andre mænd.
Det eneste de unge mænd ser frem til er den dag, hvor de får lov til at affyre dette, eneste, skud, men hvad sker der faktisk den dag, de får grønt lys og et "go"?
Intet nyt under solen
Det er på mange måder en speciel film, hvor man sammen med fodfolket gennemlever en krig, hverken de eller vi fatter. Man får et indblik i soldatens desperation over - dels at være i krig, dels ikke at have lov til at skyde.
Man oplever, hvordan soldaterne lider fysisk og især psykisk. Der er altså intet nyt under solen. Selvom det er interessant at se, hvordan den enkelte soldat oplevede krigen - en krig som stadig har stor indflydelse på verdenspolitikken i dag - så er det trættende i længden.
Især de mange kommentarer og paralleller til Vietnamkrigen og dens veteraner.
Filmen sammenligner sig selv med film som "Dommedag Nu" og "Platoon", men den kommer slet ikke på højde med disse klassikere. Den er interessant, nuvel, og den har også sine lyspunkter, hvor den er lidt spændende, men generelt er der en langtrukken kedsomhed over indspilningen.
Den når desværre aldrig at fange helt.
"Jarhead" har premiere fredag den 13. januar 2006.
Efter to års træning blev han sammen med masser af andre amerikanske unge mænd sendt til den saudi-arabiske ørken. Saddam Hussein havde invaderet Kuwait, og det lille land ønskede hjælp udefra for at overleve.
Til en start var han soldat under "Operation Desert Shield", der gik ud på at forsvare oliefelterne, og senere blev han en del af "Operation Desert Storm", der gik ud på at fordrive den irakiske hær.
Fra fodfolkets perspektiv
Filmen ses ud fra Anthony Swoffords synsvinkel, hvordan han oplevede den brændende hede, ventetiden og kærestens utroskab derhjemme. Hvordan får man tiden til at gå, når der intet andet er at lave end at drikke vand, pudse sit gevær, træne og marchere?
Ureglementeret og perverteret opførsel, forestillingerne om, hvordan krigen vil være, og angsten for ikke at overleve er daglig kost. Samtidig må soldaterne sande, at pigerne der-hjemme får dækket deres behov af andre mænd.
Det eneste de unge mænd ser frem til er den dag, hvor de får lov til at affyre dette, eneste, skud, men hvad sker der faktisk den dag, de får grønt lys og et "go"?
Intet nyt under solen
Det er på mange måder en speciel film, hvor man sammen med fodfolket gennemlever en krig, hverken de eller vi fatter. Man får et indblik i soldatens desperation over - dels at være i krig, dels ikke at have lov til at skyde.
Man oplever, hvordan soldaterne lider fysisk og især psykisk. Der er altså intet nyt under solen. Selvom det er interessant at se, hvordan den enkelte soldat oplevede krigen - en krig som stadig har stor indflydelse på verdenspolitikken i dag - så er det trættende i længden.
Især de mange kommentarer og paralleller til Vietnamkrigen og dens veteraner.
Filmen sammenligner sig selv med film som "Dommedag Nu" og "Platoon", men den kommer slet ikke på højde med disse klassikere. Den er interessant, nuvel, og den har også sine lyspunkter, hvor den er lidt spændende, men generelt er der en langtrukken kedsomhed over indspilningen.
Den når desværre aldrig at fange helt.
