Interview med Camilla Drabo: "Jeg er stadig mig selv, men når der ryger små 100 kg, er det svært ikke at ændre sig"

I dag skal du møde Camilla Drabo. En 27-årig ung kvinde, som studerer en kandidat i dansk og kommunikation, arbejder i en tøjbutik, går op i sund og lækker mad og træner en del i det lokale fitnesscenter ved siden af. Ikke meget ulig andre unge kvinder på hendes alder. 

Og nå ja.. så har hun også tabt imponerende 92 kilo på 1 år og 8 måneder. 

Vægttabet har medvirket en øget interesse for sund mad og træning, og Camilla har derfor valgt at starte en blog, hvor hun deler opskrifter, inspiration til træning og tanker om sit vægttab. Det viser sig nemlig, at der er mange, der har vist interesse for Camillas opskrifter og vægttab, og det har jeg taget en snak med hende om her. 

Camilla har altid været overvægtig, men det tog rigtig fat efter folkeskolen. 

Det var lidt, som om jeg bare var lidt ligeglad, for alt i alt syntes jeg faktisk, at jeg havde det godt dengang. Jeg følte ikke, at jeg gik glip af noget, men nu kan jeg godt se alt det, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke turde, og fordi jeg ikke følte mig godt tilpas i mig selv. I hvert fald ikke når jeg også var sammen med andre mennesker. 

Hvordan var dit forhold til mad, da du var overvægtig?

Jeg elskede (og elsker stadig) mad. Jeg er virkelig et madøre. Men jeg tænkte ikke over, hvad der var sundt og godt for mig, og hvad der ikke var. Jeg spiste bare, hvad jeg havde lyst til og har aldrig tænkt i kalorier. 

Hvornår og hvorfor besluttede du dig for, at du ville tabe dig?

I midten af marts 2014. Min veninde spurgte om vi skulle melde os til et slanke program på nettet, hvor man ville få online hjælp, hvilket jeg sagde ja til. Vi skulle skrive en masse informationer om os selv deriblandt vores vægt, så jeg var nødsaget til at smutte på vægten, som viste 190 kg, og der fik jeg et kæmpe chok, men det var det som skulle til. 

Herigennem fandt jeg ud af, hvor mange kalorier jeg måtte få om dagen, og så begyndte jeg at veje min mad og få styr på mit kalorieindtag, hvilket var til rigtig stor hjælp. Jeg spiste jo alt, alt for mange kalorier om dagen. Derudover begyndte jeg at bevæge mig lidt hver dag. Jeg besluttede, at jeg skulle bevæge mig 20-30 minutter om dagen, hvilket dengang var rigtig meget for mig. Enten ved at gå en tur, hvilket jeg nok gjorde 4-5 gange om ugen, eller gå op og ned af en step, danse eller lignende. 

Hvordan har du det med at se på gamle billeder af dig selv?

Det er med blandede følelser. Først og fremmest bliver jeg utrolig glad og stolt. Jeg er så glad for, at jeg ikke længere ser ud, som jeg gjorde for 3-4 år siden. Det har kun ført gode ting med sig, men samtidig bliver jeg også lidt skræmt over, at det var kommet så vidt, og at jeg var blevet så stor, som jeg var.

Hvordan har du det med din krop i dag?

Igen lidt blandet. Jeg er jo super glad for, at alle de kilo nu er væk. Jeg kan bruge min krop igen, jeg kan gøre og holde til virkelig mange ting, og hvis jeg sammenligner min krop med, hvordan den så ud for 3 år siden, så er jeg lykkelig for, hvordan den ser ud nu, men… når det er sagt, er det selvfølgelig ikke fedt med alt det overskydende hud, som jeg nu har, det glæder jeg mig til at få fjernet, for det er ikke kønt. Men jeg har jo hele tiden vidst, at det ville være der, når jeg tabte mig, så det kommer jo ikke som noget chok. Og jeg vil uden tvivl meget hellere have alt den hud end fedtet. 

Hvad er den største forandring ifølge med vægttabet? Andet end tallet på vægten selvfølgelig.

Åh, det er svært at svare på, men den største forandring er jo nok den, jeg er gennemgået rent personligt. Selvfølgelig er jeg stadig mig selv, men når der ryger små 100 kg, så er det svært ikke at ændre sig rent personlighedsmæssigt. Nu tør jeg kigge mig selv i spejlet, jeg tør stå ved, hvem jeg er, og hvad jeg mener, selvom det givetvis kan irritere folk nogen gange. Jeg er ikke længere bare en person, som sidder i lokalet, jeg er tilstede, og det har betydet utrolig meget. Det hele har jo ført til, at jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på mig selv. 

- Hvordan er dit forhold til mad nu?

Det er noget mere afslappet end tidligere. Da jeg var stor, tænkte jeg ikke rigtig over, hvad jeg spiste, der spiste jeg bare, hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Men da jeg gik i gang med mit vægttab, var jeg meget fokuseret på mad. Det fyldte utrolig meget, jeg var sindssygt bange for at spise noget forkert. Jeg tror heller ikke, jeg stolede på mig selv. Jeg var bange for, at hvis jeg spiste et stykke kage, så ville et stykke ikke være nok. Efter et par år, hvor jeg havde været meget meget fanatisk, begyndte jeg at overspise indimellem. Når jeg først gav mig selv lov, så overdrev jeg, og jeg stoppede ikke. Så der har gennem de sidste par år været en del arbejde mht. maden, men jeg føler nu, at jeg er ved at have rigtig godt styr på det, og jeg stoler på mig selv. Kontrollen, eller hvad vi skal kalde den, begyndte for 4-5 måneder siden, da jeg fik en personlig træner. Hun har virkelig hjulpet mig og givet mig nogle redskaber at arbejde med, og jeg har faktisk ikke overspist, siden jeg startede hos hende. Altså den 24 december spiste jeg en del mad, men det var ikke overspisning, som jeg kender det.

Hvorfor besluttede du dig for at starte en blog?

Jeg startede med at lægge billeder af min mad på instagram og efter en del forespørgsler på mine opskrifter, valgte jeg at lave en blog. Det var noget nemmere at lægge opskrifterne ind der end på Instagram. Men jeg tænkte over det virkelig længe, for jeg syntes, det var rigtig grænseoverskridende, og jeg havde svært at tro, at nogen skulle være interesseret i mig.

Hvad er dit mål med bloggen?

Det er at komme med en masse lækre opskrifter på sundere retter. Komme med madopskrifter, som er lækre og velsmagende, og som samtidig ikke er fyldt med en masse kalorier. Så man med god samvittighed kan spise lækker mad i hverdagen. Med tiden er jeg begyndt at prøve at komme med nogle flere private indlæg specielt om mit vægttab, og jeg kan se, at dette også har stor interesse, og jeg får tit en masse tilbagemelding fra folk, som følger mig. Og når man får en besked, hvor en person skriver, at man er inspirerende og giver dem troen på, at de kan tabe sig, jamen så er man jo helt solgt, og så bliver opskrifterne lige pludselig mindre væsentlige. Men jeg prøver at integrere de mere private indlæg med opskrifterne.

Har din blog hjulet dig i forbindelse med dit vægttab?

Ja det har den, for når man ved, at der sidder en del mennesker og følger med og hepper på en, så giver det blod på tanden til at kæmpe videre. Man vil jo nødig skuffe nogen!

Hvad er dine tanker omkring at dele så meget af dig selv?

Det er ret grænseoverskridende, og hver gang, jeg har skrevet noget privat, tager det mig altid lige nogle minutter at udgive den. Selvom jeg kun får positiv respons, så er jeg altid lidt bange for, at folk ikke bryder sig om det, jeg skriver, at de synes, jeg er lidt plat eller lignende, men jeg arbejder med det og synes selv, jeg er blevet bedre.

Hvor går din grænse for, hvad du vil dele?

De private ting, som ikke har så meget med mit vægttab, motion eller mad at gøre, deler jeg ikke så meget af. Dog må jeg indrømme, at min grænse rykkes hele tiden, og jeg åbner mere og mere op. 

Hvad er dine håb for fremtiden? 

At jeg får tabt de sidste kilo, så jeg kan få de operationer og komme af med alt den hud. At finde en dejlig mand og få nogle børn ville da også være skønt. Ellers ville bloggen som arbejde jo være fantastisk og et drømmescenarie.

Men ellers håber jeg at finde drømmejobbet, som jeg egentlig ikke helt ved, hvad er. Jeg er jo ved at tage en kandidat i dansk og kommunikation, og jeg vil rigtig gerne arbejde med formidling/kommunikation, gerne på de sociale medier. Dette har været planen de sidste par år, men jeg er blevet mere og mere interesseret i at arbejde med at hjælpe andre med vægttab. Gerne med børn, som sidder i samme situation, som jeg gjorde, da jeg var barn. Dem vil jeg gerne hjælpe, mens de stadig er børn, så de ikke ender med at blive lige så stor, som jeg var. Jeg vil håbe, man kan fange det i opløbet. Derudover vil jeg bare gerne fortælle dem, at de er gode nok, som de er, selvom de har lidt flere kilo på kroppen end sidekammeraten. Fortælle dem, at kropsstørrelsen ikke er det væsentligste. Det ville jeg ønske, nogen havde fortalt mig, da jeg var 10 år gammel. Jeg kunne godt have brugt en lærer/rådgiver/hvad som helst, som, jeg følte, ønskede at hjælpe mig. En person, som havde hjertet med, og som ville mig det bedste, og som ikke kun havde travlt med at fortælle mig, at jeg ikke var ok, som jeg var. Den person vil jeg gerne være <3 

Find Camilla Drabo:

Instagram - Blog - Facebook