In her Shoes
Så er der dømt tøsefilm
Det er historien om to søstre, der kun har den ene ting tilfælles, at de bruger samme størrelse i sko, mens de på alle andre punkter er hinandens diametrale modsætninger.
Maggie er til fest og farver, hun har ingen uddannelse, er ordblind, flagrer fra det ene job til det andet - og mener selv, at hendes største aktiv er hendes tiltrækning af det modsatte køn.
Rose er derimod Princeton-uddannet jurist og ansat i et førende advokatfirma i Philadelphia. Hun befinder sig i en evig kamp mod overvægten og føler sig aldrig tilpas i det tøj, hun har på. Rose er der altid for Maggie, når hun står uden job eller ikke kan finde hjem efter en fugtig aften i byen.
Problemerne bliver dog helt uoverskuelige, da Maggie flytter ind hos sin Rose og går i seng med den kæreste, Rose langt om længe havde fået. Rose smider hende ud, men inden længe vil skæbnen, at de to søstre mere end nogensinde får brug for hinanden...
Stjernerne
Cameron Diaz spiller rollen som "Maggie". Endnu engang ser man hende i en rolle, hvor hun spiller en partytøs. Som publikum begynder man at overveje, om hun ikke kan byde på andet end den slags roller, og tanken om, om hun er sådan i virkeligheden, dukker da også frem.
De to, der fortjener mest ros for deres præstationer, er Toni Collette og Shirley MacLaine, der henholdsvis spiller "Rose" og "Ella". Toni Collette forstår, på en overbevisende måde, at vise mange af de sider, som kvinder har.
Lang, underholdende og sød
Hvis "In her Shoes" skal beskrives med tre ord, så må det blive: lang, underholdende og sød.
Filmen starter ret lovende, men efter en halv times tid begynder den at blive mere og mere langtrukken. Når den slutter, har man på fornemmelsen, at man sagtens kunne have skåret 30 minutter fra, uden det ville gøre det store.
Selvom den er lang, er den dog underholdende, men man skal nok være kvinde for at kunne se det sjove i alt, hvad der sker. Der er mange komiske situationer og plotlines, og det redder til dels filmen.
"In her Shoes" er en sød film, som man ikke tager skade af at se. Samtidig er det også en film, man sagtens kan overleve uden af se. Den byder ikke på det store, men minder os alligevel om, at den store kærlighed findes derude.
"In her Shoes" har premiere den 11. november 2005.
Maggie er til fest og farver, hun har ingen uddannelse, er ordblind, flagrer fra det ene job til det andet - og mener selv, at hendes største aktiv er hendes tiltrækning af det modsatte køn.
Rose er derimod Princeton-uddannet jurist og ansat i et førende advokatfirma i Philadelphia. Hun befinder sig i en evig kamp mod overvægten og føler sig aldrig tilpas i det tøj, hun har på. Rose er der altid for Maggie, når hun står uden job eller ikke kan finde hjem efter en fugtig aften i byen.
Problemerne bliver dog helt uoverskuelige, da Maggie flytter ind hos sin Rose og går i seng med den kæreste, Rose langt om længe havde fået. Rose smider hende ud, men inden længe vil skæbnen, at de to søstre mere end nogensinde får brug for hinanden...
Stjernerne
Cameron Diaz spiller rollen som "Maggie". Endnu engang ser man hende i en rolle, hvor hun spiller en partytøs. Som publikum begynder man at overveje, om hun ikke kan byde på andet end den slags roller, og tanken om, om hun er sådan i virkeligheden, dukker da også frem.
De to, der fortjener mest ros for deres præstationer, er Toni Collette og Shirley MacLaine, der henholdsvis spiller "Rose" og "Ella". Toni Collette forstår, på en overbevisende måde, at vise mange af de sider, som kvinder har.
Lang, underholdende og sød
Hvis "In her Shoes" skal beskrives med tre ord, så må det blive: lang, underholdende og sød.
Filmen starter ret lovende, men efter en halv times tid begynder den at blive mere og mere langtrukken. Når den slutter, har man på fornemmelsen, at man sagtens kunne have skåret 30 minutter fra, uden det ville gøre det store.
Selvom den er lang, er den dog underholdende, men man skal nok være kvinde for at kunne se det sjove i alt, hvad der sker. Der er mange komiske situationer og plotlines, og det redder til dels filmen.
"In her Shoes" er en sød film, som man ikke tager skade af at se. Samtidig er det også en film, man sagtens kan overleve uden af se. Den byder ikke på det store, men minder os alligevel om, at den store kærlighed findes derude.
