Ikke længere mig selv
Hvad er det, der sker med mig?
Det startede for nogle år tilbage, jeg var 21 år, var på arbejde og sad på en stol, mens jeg talte med en kunde og pludselig begyndte jeg at svede, det prikkede over hele min krop, mine hænder begyndte at ryste, pludselig sortnede det for mine øjne, og jeg faldt ned af stolen.
Jeg blev hjulpet ind på en sofa og lå og hvilede mig, og der gik ikke længe, før jeg var klar til at arbejde igen, dog med en stor uro og frygt i min krop. Jeg tog efterfølgende til lægen, som ikke mente at det var noget at være nervøs før. Det skyldtes sikkert bare stress.
Der gik nogle år, uden at jeg mærkede noget til det. Men pludselig som et lyn fra en klar himmel, var jeg atter i samme situation og alligevel langt værre.
Det var morgen, og jeg stod i toget på vej på arbejde, nøjagtig som det er sket så mange gange før. Men pludselig mærker jeg hvordan mit hjerte begynder at banke, det føltes som om, det var ved at hoppe ud af mit bryst. Så begyndte jeg at svede og få sekunder efter begyndte jeg at fryse.
Jeg begyndte at få problemer med at trække vejret, og stod og lavede stille åndedrætsøvelser, som havde jeg været midt i en fødsel. Mine ben og hænder begyndte at ryste, og jeg blev nødt til at holde fast i siden for ikke at falde. Oveni det kom svimmelheden og pludselig sortnede det for mine øjne.
Det sidste jeg husker var at jeg ville tage fat i min telefon for at ringe til min mor, men det nåede jeg ikke...
Jeg kan ikke huske, hvad der skete, men jeg er åbenbart faldet omkuld i toget, for jeg ligger på gulvet, mens der er nogen, der prøver at hjælpe mig op. Alle mine ting fra min taske er spredt ud over det hele, og jeg kan mærke, at jeg vil ud, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Heldigvis havde togchaufføren fået besked, og stopper på en station, hvor han egentlig ikke skulle stoppe. Folk er utrolig hjælpsomme, de hjælper med at samle mine ting og hjælper mig ud, da jeg knapt nok kan gå, og to mænd vælger at blive hos mig indtil ambulancen kommer.
Da ambulancen kom, blev jeg kørt til Gentofte Sygehus hvor de stiller mig en masse spørgsmål, samt tager en masse prøver. Deres første "dom" lød på, at jeg helt sikkert måtte være gravid, men jeg måtte pænt fortælle dem, at det ville være umuligt medmindre at jeg hed Jomfru Maria. Og selvfølgelig viste samtlige prøver det, jeg havde sagt, ingen graviditet eller kommende jomfrufødsel.
Så lød dommen, at det var fordi jeg ikke havde spist nok, hvilket jeg også måtte mane til jorden. Og til sidst kom dommen så, at det var panikanfald eller angstanfald, der sikkert var udløst af stress og nervøsitet, så jeg skulle bare tage hjem og slappe af og så bestille en tid hos min læge, som skulle se nærmere på sagen.
Jeg blev hjulpet ind på en sofa og lå og hvilede mig, og der gik ikke længe, før jeg var klar til at arbejde igen, dog med en stor uro og frygt i min krop. Jeg tog efterfølgende til lægen, som ikke mente at det var noget at være nervøs før. Det skyldtes sikkert bare stress.
Der gik nogle år, uden at jeg mærkede noget til det. Men pludselig som et lyn fra en klar himmel, var jeg atter i samme situation og alligevel langt værre.
Det var morgen, og jeg stod i toget på vej på arbejde, nøjagtig som det er sket så mange gange før. Men pludselig mærker jeg hvordan mit hjerte begynder at banke, det føltes som om, det var ved at hoppe ud af mit bryst. Så begyndte jeg at svede og få sekunder efter begyndte jeg at fryse.
Jeg begyndte at få problemer med at trække vejret, og stod og lavede stille åndedrætsøvelser, som havde jeg været midt i en fødsel. Mine ben og hænder begyndte at ryste, og jeg blev nødt til at holde fast i siden for ikke at falde. Oveni det kom svimmelheden og pludselig sortnede det for mine øjne.
Det sidste jeg husker var at jeg ville tage fat i min telefon for at ringe til min mor, men det nåede jeg ikke...
Jeg kan ikke huske, hvad der skete, men jeg er åbenbart faldet omkuld i toget, for jeg ligger på gulvet, mens der er nogen, der prøver at hjælpe mig op. Alle mine ting fra min taske er spredt ud over det hele, og jeg kan mærke, at jeg vil ud, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Heldigvis havde togchaufføren fået besked, og stopper på en station, hvor han egentlig ikke skulle stoppe. Folk er utrolig hjælpsomme, de hjælper med at samle mine ting og hjælper mig ud, da jeg knapt nok kan gå, og to mænd vælger at blive hos mig indtil ambulancen kommer.
Da ambulancen kom, blev jeg kørt til Gentofte Sygehus hvor de stiller mig en masse spørgsmål, samt tager en masse prøver. Deres første "dom" lød på, at jeg helt sikkert måtte være gravid, men jeg måtte pænt fortælle dem, at det ville være umuligt medmindre at jeg hed Jomfru Maria. Og selvfølgelig viste samtlige prøver det, jeg havde sagt, ingen graviditet eller kommende jomfrufødsel.
Så lød dommen, at det var fordi jeg ikke havde spist nok, hvilket jeg også måtte mane til jorden. Og til sidst kom dommen så, at det var panikanfald eller angstanfald, der sikkert var udløst af stress og nervøsitet, så jeg skulle bare tage hjem og slappe af og så bestille en tid hos min læge, som skulle se nærmere på sagen.
Efter den oplevelse, er det sket flere og flere gange, der hjemme, hos min veninde, på arbejdet med mere, og hver gang det sker, sidder det nærmest i min krop i flere dage.
Jeg har haft flere samtaler med min læge, som stadig ikke mener, det er noget at være bekymret for, eller tænke over. Nemmere sagt end gjort!
Min læge er af den mening, at det skyldes, at jeg er bange for at køre i tog. Men har prøvet at forklare ham, at det ikke kun er sket i toget, og at jeg stadig den dag i dag kører i tog uden der sker noget. Men han vil ikke lytte, så hvad gør man så?
En rapport viser, at titusinder af danskere går rundt med ubehandlede angstlidelser. 350.000 danskere i alderen 16-65 år lider af en eller anden form for angst. Det anslås i en rapport, som DSI - Institut for Sundhedsvæsen har lavet.
Rapporten slår også fast, at langt størsteparten af borgere med angstlidelser, som kræver behandling, ikke får et relevant behandlingstilbud.
Det er kendt at flere med mere alvorlige angstsygdomme, har tendens til at begå selvmord. Og Ifølge statistikkerne så er der flere kvinder end mænd, der får disse lidelser.
Burde der så ikke være mere fokus på emnet? Især for folk, der har tilbagevendende anfald? Burde læger ikke sættes bedre ind i disse anfald og lidelser? Burde der ikke gøres mere for at få fat i de tusinder af mennesker der går rundt ubehandlet eller ignoreret?
Hvorfor er mange læger så dårlige til at tage disse tilbagevendende panikanfald og angstlidelser alvorligt?
Det er utrolig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, medmindre man selv har oplevet det. Men man føler, at man ikke har kontrol over sin krop, man føler at man er ved at blive sindssyg eller er ved at dø. Især fordi man får svært ved at trække vejret. Det påvirker ens krop og tanker, man bliver bange og frygten sidder i ens krop længe, og uroen er i ens krop i flere dage. Og man frygter hvornår det sker igen.
Jeg er ikke en af dem, der har de svære angstlidelser, men jeg mener stadig ikke, at man skal skubbe disse anfald væk, og behandle det som ingenting. For i forvejen føler man sig sindssyg, når det sker, og det bliver ikke bedre af, at man får kastet i hovedet, at der intet er galt, og intet kan gøres. Tværtimod.
Jeg har haft flere samtaler med min læge, som stadig ikke mener, det er noget at være bekymret for, eller tænke over. Nemmere sagt end gjort!
Min læge er af den mening, at det skyldes, at jeg er bange for at køre i tog. Men har prøvet at forklare ham, at det ikke kun er sket i toget, og at jeg stadig den dag i dag kører i tog uden der sker noget. Men han vil ikke lytte, så hvad gør man så?
En rapport viser, at titusinder af danskere går rundt med ubehandlede angstlidelser. 350.000 danskere i alderen 16-65 år lider af en eller anden form for angst. Det anslås i en rapport, som DSI - Institut for Sundhedsvæsen har lavet.
Rapporten slår også fast, at langt størsteparten af borgere med angstlidelser, som kræver behandling, ikke får et relevant behandlingstilbud.
Det er kendt at flere med mere alvorlige angstsygdomme, har tendens til at begå selvmord. Og Ifølge statistikkerne så er der flere kvinder end mænd, der får disse lidelser.
Burde der så ikke være mere fokus på emnet? Især for folk, der har tilbagevendende anfald? Burde læger ikke sættes bedre ind i disse anfald og lidelser? Burde der ikke gøres mere for at få fat i de tusinder af mennesker der går rundt ubehandlet eller ignoreret?
Hvorfor er mange læger så dårlige til at tage disse tilbagevendende panikanfald og angstlidelser alvorligt?
Det er utrolig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, medmindre man selv har oplevet det. Men man føler, at man ikke har kontrol over sin krop, man føler at man er ved at blive sindssyg eller er ved at dø. Især fordi man får svært ved at trække vejret. Det påvirker ens krop og tanker, man bliver bange og frygten sidder i ens krop længe, og uroen er i ens krop i flere dage. Og man frygter hvornår det sker igen.
Jeg er ikke en af dem, der har de svære angstlidelser, men jeg mener stadig ikke, at man skal skubbe disse anfald væk, og behandle det som ingenting. For i forvejen føler man sig sindssyg, når det sker, og det bliver ikke bedre af, at man får kastet i hovedet, at der intet er galt, og intet kan gøres. Tværtimod.
