Hypermarkedet sparer både tid og penge
Trenden med hypermarkeder har gennem mange år været kendt i udlandet, men begynder nu også at rulle ud herhjemme. Et hypermarked er et megavarehus, der kombinerer stormagasin og supermarked. Typisk vil der være adskillige hundrede medarbejdere til at håndtere et fuldt sortiment inden for både food og nonfood. I Danmark er Bilka nu gået i gang med at opgradere samtlige 18 varehuse til hypermarkeder, og der skal fremover hver år investeres et trecifret millionbeløb, indtil processen er gennemført.
OneStop - alle indkøb kan ske ét sted
Bilkas mål er, at alle indkøb skal kunne ske i Bilka-hypermarkedet, uanset om det drejer sig om mad, møbler eller planter til haven. Bilka er dog så absolut allerede godt på vej, hvilket man kan forvisse sig om ved at se udvalget på webshoppen. Selv inden for meget specifikke varegrupper er der et ganske bredt sortiment.
Samtidig skal indkøbet kombineres med oplevelser, så alle behov er dækket ind. Konceptet kalder de ”OneStop”. Det er en massiv satsning at skulle tilbyde et bredt udvalg på samtlige varegrupper og samtidig være skarp på alle priser, men hvis det kan lykkes for nogen, er Bilka nok et rigtig godt bud. Kæden ejes nemlig af Dansk Supermarked, som igen er ejet af ingen ringere end A. P. Møller-Mærsk og F. Salling Gruppe - to af de helt store økonomiske mastodonter i dansk økonomi.
Hypermarkedstrenden er kendt fra udlandet, og danskerne er generelt begejstrede for tanken. For de fleste er hverdagen fortravlet, så hvis man kan handle et sted, vel at mærke uden at det er dyrere, er der sparet en masse tid. I forvejen er Bilka i øvrigt kendt som et sted, hvor det er relativt hurtigt at handle. Der er altid mange gratis parkeringspladser lige ved døren, butikken har brede gange, så det er hurtigt at komme frem, og kassekøerne er korte. Bilka har en målsætning om maksimalt to kunder i kø. Den overholder de ikke altid, men det er tæt på, og unægtelig lidt sjovere end de til tider ekstremt lange køer i discountbutikkerne.
Aggressiv priskrig på dagligvarer
Med udrulningen af hypermarkedet skulle man tro, at Bilka allerede har rigeligt med jern i ilden, men det synes de åbenbart ikke selv. For sideløbende med om- og udbygningen har de startet en priskrig på dagligvarer. Bilka har siden januar 2016 haft et erklæret mål om at være billigst i Danmark på dagligvarer, og det ser rent faktisk ud til at være tilfældet. Søndagsavisen lavede eksempelvis et pristjek i sommeren 2016, hvor 20 specifikke dagligvarer blev indkøbt i en række supermarkedet. Herefter regnede man prisen sammen på købet, og rangerede supermarkederne. Blandt de dyreste fandt man eksempelvis Kvickly og Super Brugsen, mens der ikke overraskende var en del penge at spare i discountbutikker som Netto og Rema 1000. Det absolut billigste sted var dog Bilka.
For at sikre, at de altid er billigst, har Bilka sat fokus på 1.000 basisvarer, som hele tiden prisovervåges. Hvis det viser sig, at en af konkurrenterne er billigere på et af produkterne, sætter Bilka blot prisen endnu længere ned. Det er en meget aggressiv strategi, og eksperter forudser også, at det på sigt vil få konsekvenser, hvis det meget lave prisniveau fortsætter. En del af discountkæderne har nemlig gennem flere år haft røde tal på bundlinjen, og en priskrig af denne kaliber vil de ikke kunne holde til i længden, vurderes det. Bilka lægger dog heller ikke skjul på, at man er opmærksom på konkurrenternes problemer, og ser det som et godt tidspunkt at erobre markedsandele.