Hvor er tiden der tager os?
Hvor var det let at være barn
Da man var barn, var alting så nemt. Man blev passet i hoved og numse, og hvis der var nogen, der drillede, så begyndte man bare at græde, og så fik de andre skæld ud.
Hvis man plagede ihærdigt nok, kunne man få alt, hvad man pegede på. Hvis man ikke fik sin vilje, skulle man bare begynde at græde, og når så ens forældre blev trætte af det, gav de efter.
Det var let at finde en kæreste, og man kunne snildt have tre eller fire kærester på samme tid - og dette var selvfølgelig helt legalt.
Der var ikke noget med et utal af dates, før man fandt ud af, om han nu også havde kærestepotentiale. Nej, man gik hen til den dreng, man havde udset sig, og sagde: "Hej, skal vi komme kærester?"
De fleste af gangene sagde de "Ja", men man kunne også støde på typen, der kun kunne klare én af gangen, og som derfor sagde: "Jeg er altså kæreste med X". Det var selvfølgelig trist, men den type skulle der jo også være plads til.
Hvis én af ens kærester slog op, så var det ikke jordens undergang, for man havde jo et par stykker at tage af!
Desværre bliver alting svære, jo ældre man bliver.
Man begynder i skole, og lektierne begynder at vælte ind. Man skal til at hjælpe med de huslige ting - ja noget af det kunne godt minde om børnearbejde. Selvom man plager, får man ikke længere det, man vil have, og nu hjælper det heller ikke at græde.
Man begynder også at blive lidt mere genert og forsigtig, når man starter i skolen; og så snart man har lært at skrive, ja så er det slut med at spørge drenge ligeud, om man skal være kærester. Man går over til at skrive et kærestebrev:
"Hej X
Jeg syntes du er smader sød skal vi kome kærste?
Ja nej æller måske sæt krys.
(hjerte)-lig hilsøn X"
Det er egentlig samme princip som at spørge lige ud, men ved at sende et kærestebrev, så slap man for den pinlige situation, hvis drengen nu skulle sige: "Nej".
Men pludselig når man en alder, hvor alt er kompliceret. Man kan ikke sammen med sine forældre. Man hader skolen, og i det hele taget synes man, at hele verdenen er imod en. Til gengæld finder man trøst i alkohol. Man drikker sig fuld sammen med vennerne, og på den måde glemmer man alt for en kort stund.
Man begynder også at gå på et utal af dates for at finde ud af, om fyren, man synes ser godt ud, kan være en potentiel kæreste.
Man er efterhånden blevet så gammel, at man er flyttet hjemmefra. Officielt bor man alene, men kæresten gennem det sidste år er der så tit, at han kan betegnes som fast inventar. Alt ser for første gang i meget lang tid ud til at køre på skinner.
Men ak, pludselig finder man ud af, at kæresten har en affære, og hele ens verden bryder sammen.
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor går man ikke længere hen til den første fyr, man ser, og spørger, om han vil komme kærester?
På den anden side kunne det jo være at den direkte måde faktisk virkede - måske skulle man prøve det næste gang, man møder en sød fyr...
Hvis man plagede ihærdigt nok, kunne man få alt, hvad man pegede på. Hvis man ikke fik sin vilje, skulle man bare begynde at græde, og når så ens forældre blev trætte af det, gav de efter.
Det var let at finde en kæreste, og man kunne snildt have tre eller fire kærester på samme tid - og dette var selvfølgelig helt legalt.
Der var ikke noget med et utal af dates, før man fandt ud af, om han nu også havde kærestepotentiale. Nej, man gik hen til den dreng, man havde udset sig, og sagde: "Hej, skal vi komme kærester?"
De fleste af gangene sagde de "Ja", men man kunne også støde på typen, der kun kunne klare én af gangen, og som derfor sagde: "Jeg er altså kæreste med X". Det var selvfølgelig trist, men den type skulle der jo også være plads til.
Hvis én af ens kærester slog op, så var det ikke jordens undergang, for man havde jo et par stykker at tage af!
Desværre bliver alting svære, jo ældre man bliver.
Man begynder i skole, og lektierne begynder at vælte ind. Man skal til at hjælpe med de huslige ting - ja noget af det kunne godt minde om børnearbejde. Selvom man plager, får man ikke længere det, man vil have, og nu hjælper det heller ikke at græde.
Man begynder også at blive lidt mere genert og forsigtig, når man starter i skolen; og så snart man har lært at skrive, ja så er det slut med at spørge drenge ligeud, om man skal være kærester. Man går over til at skrive et kærestebrev:
"Hej X
Jeg syntes du er smader sød skal vi kome kærste?
Ja nej æller måske sæt krys.
(hjerte)-lig hilsøn X"
Det er egentlig samme princip som at spørge lige ud, men ved at sende et kærestebrev, så slap man for den pinlige situation, hvis drengen nu skulle sige: "Nej".
Men pludselig når man en alder, hvor alt er kompliceret. Man kan ikke sammen med sine forældre. Man hader skolen, og i det hele taget synes man, at hele verdenen er imod en. Til gengæld finder man trøst i alkohol. Man drikker sig fuld sammen med vennerne, og på den måde glemmer man alt for en kort stund.
Man begynder også at gå på et utal af dates for at finde ud af, om fyren, man synes ser godt ud, kan være en potentiel kæreste.
Man er efterhånden blevet så gammel, at man er flyttet hjemmefra. Officielt bor man alene, men kæresten gennem det sidste år er der så tit, at han kan betegnes som fast inventar. Alt ser for første gang i meget lang tid ud til at køre på skinner.
Men ak, pludselig finder man ud af, at kæresten har en affære, og hele ens verden bryder sammen.
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor går man ikke længere hen til den første fyr, man ser, og spørger, om han vil komme kærester?
På den anden side kunne det jo være at den direkte måde faktisk virkede - måske skulle man prøve det næste gang, man møder en sød fyr...
