Hvor bredt skal mit bredbånd være?
De fleste har det på samme måde med deres internetforbindelse som deres bil, cykel eller vaskemaskine. Vi aner ikke, hvordan de fungerer - og vil faktisk helst være helt fri for at vide det. Det eneste, vi er interesserede i er, at tingene fungerer, når vi har brug for dem. Men ligesom, man bliver nødt til at sætte sig en anelse ind i bilmodeller, før man køber en bil til familien, er man nødt til at vide det mest basale, for at kunne vælge det rigtige bredbånd: Hvis man er to voksne og tre børn, nytter det ikke noget at købe en Fiat 500, og det samme gælder for dit bredbånd.
Derfor ser vi her lidt nærmere på, hvad en bredbåndsforbindelse er, og giver nogle tip til, hvilken du skal vælge. Helt grundlæggende findes der forskellige måder dit bredbånd - dvs. dit internet - kan komme ind i dit hjem.
De fleste kender en ADSL-forbindelse. Måske blot som den blinkende router, der står på hylden eller er sat op på væggen i hjemmet eller på arbejdet. ADSL kan levere hurtigt bredbånd, men det afhænger af kvaliteten på de telefonkabler, der i sin tid er lagt ind i dit hjem.
Et alternativ, der bliver mere og mere populært, er mobilt bredbånd, som fungerer over 4G-netværket. Dette vælges typisk af personer, der har brug for at rejse med deres bredbånd eller som har så dårlige telefonkabler, at de ikke kan få hurtigt internet med ADSL.
Den mest stabile og hurtigste løsning er fibernet, som er en type bredbånd, hvor data sendes med lysets hastighed gennem tynde fiberkabler. Det betyder, at man kan få ekstremt hurtigt internet. Fibernet er i disse år ved at blive udbredt til store dele af landet, og det kan være en god idé at holde øje med, om det snart kommer til din by, inden du bestemmer dig for et internetabonnement.
De forskellige typer af bredbånd giver altså internet i forskellige hastigheder - men hvor hurtigt internet skal du egentlig have, for at du oplever det som .... hurtigt? Her er det først og fremmest nødvendigt at tage en lille tur omkring begreberne upload og download. Uploadhastigheden betegner, hvor hurtigt du kan sende ud på internettet - for eksempel et billede eller en mail. Download betegner, hvor hurtigt du kan hente ting ned fra nettet - for eksempel en film fra Netflix. Hastighederne på upload og download betegnes med Mbit - det står for Megabit per sekund. Tænk på det som km/t eller et hvilket som helst andet mål. Det er ikke vigtigt at forstå, hvad Mbit er, blot at vide, at jo flere Mbit forbindelsen har, jo hurtigere er den.
Derfor vil din oplevelse af, om du har hurtigt internet helt afhænge af, hvad du bruger nettet til. Hvis du blot skal tjekke din internetbank og sende en mail et par gange om ugen, kan du nøjes med en helt basal internetforbindelse på nogle få Mbit. Helt anderledes ser det ud, hvis I er en familie, der godt kan lide at sidde sammen og se serier eller film. Streaming kræver en del mere af dit internet, og så skal man op på en forbindelse med download på mere end 20 Mbit.
Hvis du har større børn, som sidder på deres eget værelse og spiller online-spil eller streamer tv, video eller lignede på samme tid som du skal nyde din yndlingsserie, skal der endnu mere internet til. Her taler vi om, at dit bredbånd gerne skal kunne levere 50 Mbit eller mere i download.
Men hvad med upload, spørger du nu? Tjah, for de fleste er det faktisk ikke så vigtigt. Vi henter nemlig langt langt mere fra nettet, end vi sender. Derfor vil de fleste være tilfredse med upload-hastigheder på 2-5 Mbit. Det er naturligvis anderledes, hvis du sender rigtig mange foto og videoer over nettet - men de førnævnte 2-5 Mbit skulle fint dække den almindelige families behov.
Endelig er der spørgsmålet om pris på bredbånd. Der kan nemlig være stor forskel fra udbyder til udbyder, og priserne skifter hele tiden. Derfor er det en god idé at tjekke dit bredbånds pris hos flere forskellige udbydere.