Hvis ansigt?
Den første ansigtstransplantation er et faktum
For nylig blev den første delvise ansigtstrans-plantation foretaget. Franske læger udførte trans-plantationen, og patienten var en 38-årig kvinde fra Frankrig. Kvinden var blevet skambidt af sin hund og havde mistet læber, kinder og næse. Hun fik transplanteret muskler, væv, arterier og vener fra en patient, der var hjernedød.
Ansigtstransplantationen giver håb til mennesker verden over, der har været udsat for alvorlige ulykker, men har også skabt frustration og skepsis blandt læger, modtagere, psykologer og donorfamilier.
Det er ikke blot et spørgsmål om de fysiske og psykiske men, som patienten kan komme til at opleve efterfølgende, men også et spørgsmål om etik.
Det Etiske Råd's uddannelsesleder, Anette Roeps-torff Nissen, udtaler i politikken, at det lyder skræmmende og grænseoverskridende at tage hud fra lig. Men, hvis skepsisen overfor trans-plantationerne bunder i en frygt for, at det vil være muligt i fremtiden at se sin afdøde mor eller brors ansigt blive båret rundt af en fremmede, så tager de fejl.
Et forsøg med computer-simuleringer har vist, at modtagerne stort set vil komme til at ligne sig selv og ikke donoren. Derfor skulle det også være muligt for modtageren at kunne genkende sig selv i spejlet, og de vil altså ikke få nogle af de psykiske lidelser, som psykologer og andre frygter.
For galt
Det har været teknisk muligt at foretage transplantationerne i årevis, men bekymringer omkring de psykiske følger for modtageren, og problemer med immunsystemet, har gjort, at en sådan transplantation ikke er blevet foretaget før nu.
Også uvisheden, om hvordan donorens og dens pårørende vil reagere, har gjort, at psykologer har ytret modstand overfor transplantationerne. Modtagerne vil resten af livet skulle indtage kraftig medicin for at forhindre, at kroppen støder det nye ansigt fra sig, og spørgsmålet er, om det er det værd i forhold til det at have fået et nyt ansigt.
Grupper, der gennem tiden har kritiseret transplantationer og operationer, som har handlet om udseendet, har været ført af kønsforskere og feminister. Den kritik, de har fremlagt, har specielt handlet om, at kosmetisk plastikkirurgi som fænomen bidrager til en opfattelse af kvindelige kroppe som mangelfulde, utilstrækkelige og derfor i konstant behov for forbedring.
Ud fra denne forståelse anses kosmetisk plastikkirurgi som en mandsdomineret strategi for at opnå magt, og hvor kvinder underlægges en forestilling om, at man skal være smuk for at være en succes-fuld kvinde.
Ansigtstransplantationen giver håb til mennesker verden over, der har været udsat for alvorlige ulykker, men har også skabt frustration og skepsis blandt læger, modtagere, psykologer og donorfamilier.
Det er ikke blot et spørgsmål om de fysiske og psykiske men, som patienten kan komme til at opleve efterfølgende, men også et spørgsmål om etik.
Det Etiske Råd's uddannelsesleder, Anette Roeps-torff Nissen, udtaler i politikken, at det lyder skræmmende og grænseoverskridende at tage hud fra lig. Men, hvis skepsisen overfor trans-plantationerne bunder i en frygt for, at det vil være muligt i fremtiden at se sin afdøde mor eller brors ansigt blive båret rundt af en fremmede, så tager de fejl.
Et forsøg med computer-simuleringer har vist, at modtagerne stort set vil komme til at ligne sig selv og ikke donoren. Derfor skulle det også være muligt for modtageren at kunne genkende sig selv i spejlet, og de vil altså ikke få nogle af de psykiske lidelser, som psykologer og andre frygter.
For galt
Det har været teknisk muligt at foretage transplantationerne i årevis, men bekymringer omkring de psykiske følger for modtageren, og problemer med immunsystemet, har gjort, at en sådan transplantation ikke er blevet foretaget før nu.
Også uvisheden, om hvordan donorens og dens pårørende vil reagere, har gjort, at psykologer har ytret modstand overfor transplantationerne. Modtagerne vil resten af livet skulle indtage kraftig medicin for at forhindre, at kroppen støder det nye ansigt fra sig, og spørgsmålet er, om det er det værd i forhold til det at have fået et nyt ansigt.
Grupper, der gennem tiden har kritiseret transplantationer og operationer, som har handlet om udseendet, har været ført af kønsforskere og feminister. Den kritik, de har fremlagt, har specielt handlet om, at kosmetisk plastikkirurgi som fænomen bidrager til en opfattelse af kvindelige kroppe som mangelfulde, utilstrækkelige og derfor i konstant behov for forbedring.
Ud fra denne forståelse anses kosmetisk plastikkirurgi som en mandsdomineret strategi for at opnå magt, og hvor kvinder underlægges en forestilling om, at man skal være smuk for at være en succes-fuld kvinde.
Hvem sætter grænsen?
Med kloningen af fåret, Dolly, gik det op for mange, at det faktisk er muligt at klone et levende væsen. Et andet gennembrud er, at grise nu kan fungere som organdonerer for menne-sker. Og nu med denne ansigtstransplantation ser vi igen, at videnskaben overskrider alle grænser for, hvad vi troede var muligt.
Med transplantationerne følger der nogle etiske spørgsmål, som du og jeg kan svare ligeså godt eller dårligt på som de klogeste videnskabsmænd på området. For hvem bestemmer, hvad der er etisk korrekt? Grænsen for, hvad vi mennesker ser som rigtigt eller forkert, mener jeg, stort set følger med den videnskabelige udvikling.
Den tekniske udvikling præsenterer os for en masse muligheder, og hvis det er noget, der kan rede liv eller gøre livet bedre for folk, der er syge eller har været ofre for en ulykke, hvorfor så ikke hjælpe dem?
På den anden side skræmmer alt, hvad der er nyt og har et snert af "hokus pokus" over sig. Vi bryder os ikke om, at verden ændrer sig for meget, især ikke uden vores personlige kontrol hermed.
Noget andet, jeg tror, skræmmer os, er at det bliver svære at kunne kende forskel på, hvad der er naturligt, og hvad der er kunstigt. Dette gør, at det bliver sværere at skelne mellem, hvad der er godt og skidt.
Med kloningen af fåret, Dolly, gik det op for mange, at det faktisk er muligt at klone et levende væsen. Et andet gennembrud er, at grise nu kan fungere som organdonerer for menne-sker. Og nu med denne ansigtstransplantation ser vi igen, at videnskaben overskrider alle grænser for, hvad vi troede var muligt.
Med transplantationerne følger der nogle etiske spørgsmål, som du og jeg kan svare ligeså godt eller dårligt på som de klogeste videnskabsmænd på området. For hvem bestemmer, hvad der er etisk korrekt? Grænsen for, hvad vi mennesker ser som rigtigt eller forkert, mener jeg, stort set følger med den videnskabelige udvikling.
Den tekniske udvikling præsenterer os for en masse muligheder, og hvis det er noget, der kan rede liv eller gøre livet bedre for folk, der er syge eller har været ofre for en ulykke, hvorfor så ikke hjælpe dem?
På den anden side skræmmer alt, hvad der er nyt og har et snert af "hokus pokus" over sig. Vi bryder os ikke om, at verden ændrer sig for meget, især ikke uden vores personlige kontrol hermed.
Noget andet, jeg tror, skræmmer os, er at det bliver svære at kunne kende forskel på, hvad der er naturligt, og hvad der er kunstigt. Dette gør, at det bliver sværere at skelne mellem, hvad der er godt og skidt.
