Hvide løgne
Bruger du dem?
Winnie Haarløv, Psykoterapeut og forfatter, giver nogle bud på, hvorfor vi bruger hvide løgne.
"En af de mest almindelige grunde til den hvide løgn er angsten for at blive upopulær, afvist, eller opfattet negativt. (...) Har du tendens til at bruge hvide løgne, så spørg dig selv: Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg lader være? Måske er det slet ikke så slemt - og det kan næppe være værre end at blive fanget i en hjernedød løgn."
En lille hvid løgn, en bøjning af sandheden, for at komme ud af en knibe. Er det i orden at lyve, på det grundlag, eller burde man ikke sige sandheden, og tage konsekvenserne derefter?
I bund og grund er det mest fair at sige sandheden, både overfor sig selv og andre. Men hvor går grænsen?
Løgn og sandhed
Et eksempel på en hvid løgn er, at du er til middag hos faster Oda, der serverer tomatsuppe - og du hader tomatsuppe. For husfredens skyld gufler du alligevel suppen i dig, og slutter af med: "Hvor smagte det dog dejligt!"
Hvordan ville tante Odas have reageret, hvis du havde pakket dine ord pænt ind, og sagt sandheden? Ville Oda være storsindet og forstående, eller ville hun have kastet sig på sin seng og grædt sig selv i søvn?
I stedet for at spekulere over dette, så er det lettere at stikke en hvid løgn. Om det er fair, er netop hvad man så kan diskutere. Skal man fortælle folk hvad de vil høre, i stedet for, at slynge sandheden ud?
Det må være op til det enkelte menneske at bestemme sig for, hvorvidt en hvid løgn i lignende situationer er acceptabelt. Alt i alt har vi forskellige opfattelser af rigtig og forkert, moral er ikke ens hos alle.
At lyve for at skade andre, kan vi vist alle blive enige om, at der er forkert. At redde sig ud af en pinlig situation virker mindre fælt, end hvis man som eksempel udbreder et rygte om, at: "Hende, der arbejder i Brugsen har været sammen med halvdelen af byen." Se det er måske, måske ikke, sandt, men uanset hvad, så sårer og skader man hende med den udtalelse.
Hvis det nu handler om, at man ikke har karakterstyrke nok til at sige, at man blot ville ønske, man havde hendes udseende, er det så fair at lyve på den måde? Næppe...
Skåner andre
Winnie Haarløv skriver også: "Nogle mennesker tror, at de kan slippe for konsekvenserne, hvis bare undskyldningen er god nok. (...) Hvide løgne er som nullermænd; når først de er født, klæber de og bliver lynhurtigt større. I det lange løb er det faktisk tit nemmere at sige sandheden - du kender sikkert selv til forløb, hvor komplikationerne blev meget større, end hvis løgneren havde sagt sandheden straks."
"En af de mest almindelige grunde til den hvide løgn er angsten for at blive upopulær, afvist, eller opfattet negativt. (...) Har du tendens til at bruge hvide løgne, så spørg dig selv: Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg lader være? Måske er det slet ikke så slemt - og det kan næppe være værre end at blive fanget i en hjernedød løgn."
En lille hvid løgn, en bøjning af sandheden, for at komme ud af en knibe. Er det i orden at lyve, på det grundlag, eller burde man ikke sige sandheden, og tage konsekvenserne derefter?
I bund og grund er det mest fair at sige sandheden, både overfor sig selv og andre. Men hvor går grænsen?
Løgn og sandhed
Et eksempel på en hvid løgn er, at du er til middag hos faster Oda, der serverer tomatsuppe - og du hader tomatsuppe. For husfredens skyld gufler du alligevel suppen i dig, og slutter af med: "Hvor smagte det dog dejligt!"
Hvordan ville tante Odas have reageret, hvis du havde pakket dine ord pænt ind, og sagt sandheden? Ville Oda være storsindet og forstående, eller ville hun have kastet sig på sin seng og grædt sig selv i søvn?
I stedet for at spekulere over dette, så er det lettere at stikke en hvid løgn. Om det er fair, er netop hvad man så kan diskutere. Skal man fortælle folk hvad de vil høre, i stedet for, at slynge sandheden ud?
Det må være op til det enkelte menneske at bestemme sig for, hvorvidt en hvid løgn i lignende situationer er acceptabelt. Alt i alt har vi forskellige opfattelser af rigtig og forkert, moral er ikke ens hos alle.
At lyve for at skade andre, kan vi vist alle blive enige om, at der er forkert. At redde sig ud af en pinlig situation virker mindre fælt, end hvis man som eksempel udbreder et rygte om, at: "Hende, der arbejder i Brugsen har været sammen med halvdelen af byen." Se det er måske, måske ikke, sandt, men uanset hvad, så sårer og skader man hende med den udtalelse.
Hvis det nu handler om, at man ikke har karakterstyrke nok til at sige, at man blot ville ønske, man havde hendes udseende, er det så fair at lyve på den måde? Næppe...
Skåner andre
Winnie Haarløv skriver også: "Nogle mennesker tror, at de kan slippe for konsekvenserne, hvis bare undskyldningen er god nok. (...) Hvide løgne er som nullermænd; når først de er født, klæber de og bliver lynhurtigt større. I det lange løb er det faktisk tit nemmere at sige sandheden - du kender sikkert selv til forløb, hvor komplikationerne blev meget større, end hvis løgneren havde sagt sandheden straks."
Nogle sandheder kan såre unødigt, og så kan man i sidste ende vælge at fortælle en hvid løgn, fordi sandheden ikke er så vigtig alligevel.
At du ikke kan lide tante Odas tomatsuppe er ligegyldig information, der sårer hende. Man står så i det dilemma, at hvis man høfligt stikker den hvide løgn, så risikerer man, at hun serverer tomatsuppe de næste tyve gange man besøger hende...
En løgn er et spørgsmål om samvittighed, og hvad man vil tillade sig at sige til andre mennesker. Løgne kan være dræbende for tillid, og man kan let ende et sted, hvor man ikke kan bunde.
Det er let at lyve overfor mennesker, der stoler på det man siger, og det er så uendeligt ydmygende.
Der er forskel på løgne, især hvis der i nogle situationer er store følelser indblandet.
"Man kommer længst med sandheden," den udtalelse kender vi alle, men hvem lever fuldt og oprigtigt efter den?
Winnie Haarløv giver et bud på, hvordan man eventuelt kan komme de hvide løgne til livs. Simpelthen ved at acceptere, at man ikke er perfekt:
"Vi ved, at det perfekte menneske er en illusion. Derfor ved vi også, at en voksen og moden person er nødt til at acceptere sine egne fejltrin og forsøge at bruge dem som en erfaring til at blive klogere af. Når vi anerkender det om os selv, kan vi også bedre acceptere andres fejlbarlighed. Og så behøves den hvide løgn tit slet ikke."
Bruger du hvide løgne?
"Jeg bruger ikke hvide, grønne eller andre løgne. Jeg har lært, at man kommer længst med at sige sandheden. Det giver af og til lidt verbale tæv, men hvad pokker, nej jeg lyver aldrig. Min første mand var notorisk lystløgner, så det er nok derfor."
"Med ærlighed kommer man længst, og derfor er jeg altid ærlig. En som lyver for mig, vil jeg aldrig betragte som en ven, hvis jeg opdager de har fortalt en løgn."
"Ja, jeg bruger hvide løgne, i stedet for at være ubehøvlet."
Citaterne er lånt fra en spørge-tråd på Kattegalleriet.
At du ikke kan lide tante Odas tomatsuppe er ligegyldig information, der sårer hende. Man står så i det dilemma, at hvis man høfligt stikker den hvide løgn, så risikerer man, at hun serverer tomatsuppe de næste tyve gange man besøger hende...
En løgn er et spørgsmål om samvittighed, og hvad man vil tillade sig at sige til andre mennesker. Løgne kan være dræbende for tillid, og man kan let ende et sted, hvor man ikke kan bunde.
Det er let at lyve overfor mennesker, der stoler på det man siger, og det er så uendeligt ydmygende.
Der er forskel på løgne, især hvis der i nogle situationer er store følelser indblandet.
"Man kommer længst med sandheden," den udtalelse kender vi alle, men hvem lever fuldt og oprigtigt efter den?
Winnie Haarløv giver et bud på, hvordan man eventuelt kan komme de hvide løgne til livs. Simpelthen ved at acceptere, at man ikke er perfekt:
"Vi ved, at det perfekte menneske er en illusion. Derfor ved vi også, at en voksen og moden person er nødt til at acceptere sine egne fejltrin og forsøge at bruge dem som en erfaring til at blive klogere af. Når vi anerkender det om os selv, kan vi også bedre acceptere andres fejlbarlighed. Og så behøves den hvide løgn tit slet ikke."
Bruger du hvide løgne?
"Jeg bruger ikke hvide, grønne eller andre løgne. Jeg har lært, at man kommer længst med at sige sandheden. Det giver af og til lidt verbale tæv, men hvad pokker, nej jeg lyver aldrig. Min første mand var notorisk lystløgner, så det er nok derfor."
"Med ærlighed kommer man længst, og derfor er jeg altid ærlig. En som lyver for mig, vil jeg aldrig betragte som en ven, hvis jeg opdager de har fortalt en løgn."
"Ja, jeg bruger hvide løgne, i stedet for at være ubehøvlet."
Citaterne er lånt fra en spørge-tråd på Kattegalleriet.
