Aniston

Hvem Søren var Kierkegaard?

Lær Søren Kierkegaard meget bedre at kende i anledningen af hans 200 års fødselsdag.

3 ud af 6 stjerner
Hvem Søren var Kierkegaard?
Vi har vel alle på et eller eller andet tidspunkt i vores liv stiftet bekendtskab med Søren Kierkegaard, hans tanker og hans forfatterskab. 

Jeg stødte første gang for alvor på Danmarks største tænker, da jeg i sin tid forvildede mig til at læse Peter Thielsts "Livet skal forstås baglæns men må leves forlæns", og siden fik jeg også lyst til at læse nogle af Kierkegaards egne værker.

Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem, for Kierkegaard var virkeligt forud for sin tid, og hans tilgang til livet kan stadig sætte tanker i gang nu her cirka 200 år efter, de blev tænkt og forfattet.

Tillykke med de 200 år
I år fejrer hele verden Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. 

Og selvom det ikke af affødt den store fest i hans hjemby, København, fordi det ikke ville være i hans ånd, så bliver han alligevel saluteret på behændig vis gennem en lang række bogudgivelser i anledningen af den runde fødselsdag.

En af disse er Rikke May Kristthorssons ungdomsbog "Hvem Søren var Kierkegaard?", som netop er udkommet fra Forlaget Carlsen.

Historien om Kierkegaard
I sin bog fortæller Rikke May Kristthorsson historien om Søren Kierkegaards liv. Hun fortæller om hans barndom; om faderen, der troede, der hvilede en forbandelse på alle hans børn og om Kierkegaards venskaber og fjendskaber.

Hun skildrer hans forfatterskab, hans væsen, hans kærlighedsliv og hans person.

På den måde er "Hvem Søren var Kierkegaard?" en rigtig fin introduktion til Kierkegaard som person og til hans værker samt den samtid, han levede i.

Den egner sig derfor fint til den unge læser, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Danmarks store tænker.

En introduktion til ham Søren
Desværre er bogen ikke stringent i sin metode, og man føler sig sommetider talt ned til, mens ordvalget til andre tider er højtragende og vil kræve en ordbog for rigtig mange større børn og unge.

Samtidig mangler der lidt en rød tråd, hvilket resulterer i en del gentagelser og hoppen rundt i historien.

Rikke May Kristthorsson tager desuden Søren Kierkegaards side hele vejen igennem fortællingen, hvilket kan virke noget unuanceret. Og det er synd, for der ligger helt sikkert megen research bag bogen.

Men hvis man ønsker at introducere Kierkegaard for sit større barn eller teenager, kan "Hvem Søren var Kierkegaard?" helt sikkert fungere fint og forhåbentligt vække appetit på mere.


"Hvem Søren var Kierkegaard?" er skrevet af Rikke May Kristthorsson og netop udgivet af Carlsen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce