Aniston

Hvem skal fortælle det?

De havde et hyggeforhold, så kom han sammen med veninden, han slog op, han er tilbage...

Hej Stephan
Hvem skal fortælle det?
Altså, jeg har noget kørende med en fyr, som jeg har kendt nogle år. For et år siden blev han kærester med en af mine veninder, hvilket lagde en dæmper på vores flirten.

I foråret begyndte det at gå skævt for dem, og jeg sad i midten og hørte dem begge fortælle om, at deres forhold ikke kørte så godt.

I sommers slog han så op med hende, og der gik ikke lang tid, før han begyndte at komme tilbage til mig igen. Nu er vi så begyndt at se rigtig meget til hinanden.

I sidste weekend havde jeg fået æren af at passe venindens hund, mens hun var i Tyskland. Om lørdagen var jeg til en fest, hvor han også var med - vi nåede bare ikke rigtig at se hinanden, før jeg gik, men der blev da sagt farvel med stil!

Dagen efter kom veninden hjem og spurgte, hvordan festen var gået og spurgte også, om hvordan han havde det. Uden at sige noget om mig og ham, fik jeg sagt, at han så ud til at have det meget godt, og at jeg ikke rigtig havde fået talt med ham.

Nu er spørgsmålet så, om jeg skal sige noget til veninden? Jeg tror stadig, hun har følelser for ham, siden hun spørger til ham. Jeg synes ikke, det er helt fair overfor hende, at hun ikke får noget at vide, men et eller andet sted, så synes jeg også, at det er ham, der skal sige noget til hende.

Kort sagt: Jeg vil have ham, men jeg vil ikke såre hende - hvad gør jeg?



Hej kære Aniston.dk bruger

Lad os tage det lige på og hårdt. Han har slået op med hende og er derfor fri til at gøre, hvad han vil, uden at tænke på hende. Altså, så er det op til hans egen samvittighed, om han vil ignorere hendes følelser.

Du er hendes veninde, men han er jo ikke sammen med hende mere, og som jeg læser det ud fra dit brev, har han ikke været utro med dig, så du burde heller ikke have noget i klemme der. Jeg kan dog godt se, at der kan være nogle følelser, der ikke helt kan klare, at du har overtaget hendes kæreste, og derfor er I vel interesseret i at tage den diplomatisk med veninden.

Det, jeg synes, I skal gøre er, at I sammen skal sige til hende, at nu er I sammen. På den måde viser i hende, at I er interesseret i at fortsætte venskabet.

Tilbage er der bare at spørge: hvad tror du, din fyr siger til et fast forhold med dig?

Det virker lidt som om, at det er det, du bevæger dig hen imod, uden at du dog har sagt det ordret. Er han kommet tilbage til dig, fordi det er hyggeligt og belejligt, eller er han også begyndt at være interesseret i et fast forhold med dig? Indtil videre har du jo været der for ham, da han var uden kæreste.

Altså I har ret til hinanden og med god samvittighed. Så må I prøve at skåne veninden efter forgodtbefindene. Med hensyn til ham, så tag dog chancen, men tænk over hvad han vil...

Kærlig hilsen Stephan
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce