Hvad skaber en seriemorder?
Hvad er det der får et menneske til at opsøge fremmede, dominere dem, dræbe dem?
Vi har alle oplevet vrede og seksuelle lyster, et primitivt element i vores sind, som vi undertrykker. Det er en moralsk mur, der holder vores indre monster adskilt fra virkeligheden.
Seriemordere derimod, de slipper dette monster ud og underkaster sig dets lyster og trang til at skade og ødelægge. Men hvor kommer denne trang fra? Hvad skaber en seriemorder?
Vi stoler meget ofte på vores egen dømmekraft. Vi tror, at vi altid vil kunne gennemskue personer der er i stand til, at udføre så bizarre handlinger som mord og tortur. En så stærk trang til at slå ihjel kan ikke skjules. Eller kan den?
Når du undgår den ubarberede, råbende alkoholiker på gaden, er det faktisk ikke ham, du bør frygte. Det er i stedet den charmerende, velklædte, venlige person, som ligner alle andre: Ham der ved hvordan han skal opføre sig, for at kunne give ofret en fornemmelse af tryghed - indtil monsteret kan angribe.
Seriemorderen - hvem er han?
Statistikken siger, at den mest almindelige seriemorder er en hvid mand, der er vokset op i under- eller middelklassen. Alderen ligger cirka mellem 20 og 40 år, og han er ofte blevet fysisk eller psykisk mishandlet i sin barndom.
Som børn har seriemordere mange gange den ting tilfælles, at de torturerer dyr, er fascinerede af at sætte ild på forskellige ting og tisser i sengen.
Når man har forsøgt at nærme sig en forklaring på, hvad der skaber en seriemorder, er det ofte traumer i barndommen, biologiske faktorer og hjerneskader der undersøges. Faktum er, at rigtig mange mennesker har været udsat for eksempelvis en dårlig opvækst, mens kun et fåtal bliver mordere. Hvad er det så der adskiller seriemordere fra andre?
I 1800tallet var det nærliggende at kaste skylden for mord på djævle og dæmoner. Efterhånden begyndte forskellige videnskabsfolk dog at lede efter dæmonen i mennesket, og ikke den udefrakommende, religiøse forklaring. Men denne dæmon er svær at definere.
Vi ved, at seriemordere ikke oprigtigt kan holde af andre eller føle sympati. De lærer at opføre sig normalt ved at observere andre, og på den måde træner de samtidig sig selv til at manipulere - og lokke ofrene i fælden. Seriemordere er naturtalenter, hvad angår skuespil.
Seriemordere derimod, de slipper dette monster ud og underkaster sig dets lyster og trang til at skade og ødelægge. Men hvor kommer denne trang fra? Hvad skaber en seriemorder?
Vi stoler meget ofte på vores egen dømmekraft. Vi tror, at vi altid vil kunne gennemskue personer der er i stand til, at udføre så bizarre handlinger som mord og tortur. En så stærk trang til at slå ihjel kan ikke skjules. Eller kan den?
Når du undgår den ubarberede, råbende alkoholiker på gaden, er det faktisk ikke ham, du bør frygte. Det er i stedet den charmerende, velklædte, venlige person, som ligner alle andre: Ham der ved hvordan han skal opføre sig, for at kunne give ofret en fornemmelse af tryghed - indtil monsteret kan angribe.
Seriemorderen - hvem er han?
Statistikken siger, at den mest almindelige seriemorder er en hvid mand, der er vokset op i under- eller middelklassen. Alderen ligger cirka mellem 20 og 40 år, og han er ofte blevet fysisk eller psykisk mishandlet i sin barndom.
Som børn har seriemordere mange gange den ting tilfælles, at de torturerer dyr, er fascinerede af at sætte ild på forskellige ting og tisser i sengen.
Når man har forsøgt at nærme sig en forklaring på, hvad der skaber en seriemorder, er det ofte traumer i barndommen, biologiske faktorer og hjerneskader der undersøges. Faktum er, at rigtig mange mennesker har været udsat for eksempelvis en dårlig opvækst, mens kun et fåtal bliver mordere. Hvad er det så der adskiller seriemordere fra andre?
I 1800tallet var det nærliggende at kaste skylden for mord på djævle og dæmoner. Efterhånden begyndte forskellige videnskabsfolk dog at lede efter dæmonen i mennesket, og ikke den udefrakommende, religiøse forklaring. Men denne dæmon er svær at definere.
Vi ved, at seriemordere ikke oprigtigt kan holde af andre eller føle sympati. De lærer at opføre sig normalt ved at observere andre, og på den måde træner de samtidig sig selv til at manipulere - og lokke ofrene i fælden. Seriemordere er naturtalenter, hvad angår skuespil.
Forskere og eksperter har i årevis forsøgt at forklare, hvordan nogle mennesker udvikler denne mangel på respekt for liv. Hvorfor Mr. Hyde kan overtage et tilsyneladende velfungerende menneske, og forvandle ham til en dræber.
Født til at dræbe?
Ofte har seriemordere haft en særdeles hård barndom, med fysisk og psykisk vold. De er blevet mishandlet så groft af deres forældre, at det ikke kan undre nogen, at de vokser op og bliver indædt vrede.
Disse børn har lukket sig inde i sig selv med deres fantasier, og ønsket om engang selv at kunne dominere.
Men der er også eksempler på seriemordere, der ikke har haft en dårlig opvækst. Bliver disse børn født grusomme?
Et eksempel er Jeffrey Dahmer, der tilsyneladende havde en normal barndom, men som alligevel blev en af de mest frygtede dræbere i historien.
Dahmers far Lionel mener, at der ligger biologiske faktorer bag hans søns handlinger. Moren havde en svær graviditet og tog medicin, mens faren Lionel altid selv har følt, at han havde en mørk side. Gav forældrene en genetisk betinget mordlyst videre til den lille Jeffrey?
Mange seriemordere adskiller sig allerede som børn fra andre. Eksempelvis den 3-årige Ted Bundy der gemte slagterknive under sin tantes seng. Eller Peter Kürten, der allerede som 9-årig havde druknet to legekammerater.
Det lyder som en kliché at påstå, at forældrene er ansvarlige, når deres børn udvikler sig til mordere. Ikke desto mindre er det, hvad mange eksperter mener. Men det kan umuligt være den eneste grund.
Hvis dårlig barndom er forklaringen, hvorfor er verden så ikke fyldt med seriemordere? Hvis gener spiller en rolle, hvorfor ser vi så ikke hele seriemorder-familier?
Hormoner og hovedskader?
Født til at dræbe?
Ofte har seriemordere haft en særdeles hård barndom, med fysisk og psykisk vold. De er blevet mishandlet så groft af deres forældre, at det ikke kan undre nogen, at de vokser op og bliver indædt vrede.
Disse børn har lukket sig inde i sig selv med deres fantasier, og ønsket om engang selv at kunne dominere.
Men der er også eksempler på seriemordere, der ikke har haft en dårlig opvækst. Bliver disse børn født grusomme?
Et eksempel er Jeffrey Dahmer, der tilsyneladende havde en normal barndom, men som alligevel blev en af de mest frygtede dræbere i historien.
Dahmers far Lionel mener, at der ligger biologiske faktorer bag hans søns handlinger. Moren havde en svær graviditet og tog medicin, mens faren Lionel altid selv har følt, at han havde en mørk side. Gav forældrene en genetisk betinget mordlyst videre til den lille Jeffrey?
Mange seriemordere adskiller sig allerede som børn fra andre. Eksempelvis den 3-årige Ted Bundy der gemte slagterknive under sin tantes seng. Eller Peter Kürten, der allerede som 9-årig havde druknet to legekammerater.
Det lyder som en kliché at påstå, at forældrene er ansvarlige, når deres børn udvikler sig til mordere. Ikke desto mindre er det, hvad mange eksperter mener. Men det kan umuligt være den eneste grund.
Hvis dårlig barndom er forklaringen, hvorfor er verden så ikke fyldt med seriemordere? Hvis gener spiller en rolle, hvorfor ser vi så ikke hele seriemorder-familier?
Hormoner og hovedskader?
At tale om hovedskader på seriemordere er ikke irrelevant. Man mener, at omtrent 70% af de indsatte på dødsgangen har haft alvorlige hovedskader, hvorefter de er blevet mere aggressive. Mange af de indsattes hovedskader er sket ved uheld, mens andres er opstået som følge af vold i barndommen.
Hypotalamus i hjernen regulerer hormonsystemet. Hvis den skades, kan man blive mere aggressiv og voldelig.
Undersøgelser viser, at testosteron-niveauet ofte er højt hos dygtige atleter og succesfulde forretningsmænd - og et højt testosteron-niveau forbindes med den maskuline trang til at dominere.
Men det er ikke kun hypotalamus, der kan få folk til at ændre adfærd: Det limbiske system styrer basisinstinkterne, som frygt, minder, følelser, social adfærd og vrede.
Krybdyr mangler denne del af hjernen, og har derfor ikke disse egenskaber. Det samme sker for en seriemorder, hvis hans del af det limbiske system skades.
Seksuelt drab?
Nogle voldtægtsforbrydere slår deres offer ihjel bagefter, for ikke at blive opdaget. For dem er mordet ikke forbundet med sex og dominans.
De adskiller sig fra de mordere der slår deres offer ihjel, for derigennem at udleve en slags rituel fantasi. For disse er selve mordet lystbetonet.
Mange seriemordere har en abnormt stor sex-trang, og de forbinder seksualitet med død, istedet for liv. Ofte bruger de sex som et middel til at dominere ofret, og det er svært at sige hvor de seksuelle lyster hører op, og trangen til blod tager over.
Ofte afspejler ofret seriemorderens indre fantasi, og er derfor et symbolsk objekt for ham - en fremmed, der ikke kan ødelægge hans illusion. Det er blandt andet en af grundene til, at langt de fleste seriemordere ikke kender deres ofre privat.
Hypotalamus i hjernen regulerer hormonsystemet. Hvis den skades, kan man blive mere aggressiv og voldelig.
Undersøgelser viser, at testosteron-niveauet ofte er højt hos dygtige atleter og succesfulde forretningsmænd - og et højt testosteron-niveau forbindes med den maskuline trang til at dominere.
Men det er ikke kun hypotalamus, der kan få folk til at ændre adfærd: Det limbiske system styrer basisinstinkterne, som frygt, minder, følelser, social adfærd og vrede.
Krybdyr mangler denne del af hjernen, og har derfor ikke disse egenskaber. Det samme sker for en seriemorder, hvis hans del af det limbiske system skades.
Seksuelt drab?
Nogle voldtægtsforbrydere slår deres offer ihjel bagefter, for ikke at blive opdaget. For dem er mordet ikke forbundet med sex og dominans.
De adskiller sig fra de mordere der slår deres offer ihjel, for derigennem at udleve en slags rituel fantasi. For disse er selve mordet lystbetonet.
Mange seriemordere har en abnormt stor sex-trang, og de forbinder seksualitet med død, istedet for liv. Ofte bruger de sex som et middel til at dominere ofret, og det er svært at sige hvor de seksuelle lyster hører op, og trangen til blod tager over.
Ofte afspejler ofret seriemorderens indre fantasi, og er derfor et symbolsk objekt for ham - en fremmed, der ikke kan ødelægge hans illusion. Det er blandt andet en af grundene til, at langt de fleste seriemordere ikke kender deres ofre privat.
Er de sindssyge?
Mange seriemordere vil gøre hvad som helst for at fralægge sig skylden, heriblandt at påberåbe sig sindssyge. Når de fanges gemmer de sig ofte bag en påstand om at de lider af personlighedsspaltning, skizofreni eller black-outs. Hvis det lykkes for dem kan de slippe for dødsgangen.
For de flestes vedkommende har dette ikke hold i virkeligheden: de forsøger blot at slippe for at tage ansvar for deres handlinger.
Seriemorderen kaster ofte skylden på 'den mørke side', og påstår, at de lider af personlighedsspaltning. Det er en overbevisende måde at fralægge sig ansvaret på.
Men det viser sig ofte, at seriemorderes påståede 'andet jeg' har været opspind. Autentiske sager er ekstremt sjældne.
Kun få seriemordere har haft succes med at erklære sig sindssyge. Et eksempel er Ed Gein, morderen der inspirerede til filmen "Texas Chainsaw Massacre".
Nogle seriemordere har også erklæret, at de er skizofrene, men atter uden held. Skizofrene seriemordere er sjældne, men de forekommer dog.
Mange skizofrene forsøger at modstå deres hallucinationer og stemmer, og kun de færreste overvindes i en så ekstrem grad, at de slår folk ihjel.
En del skizofrene mener desuden ikke at de fejler noget, og at det er verden omkring dem der er noget galt med.
Et eksempel på dette er den skizofrene seriemorder Mullin. Han reagerede stik modsat mange seriemordere, der forsøger at overbevise folk om at de er syge. Mullin mente, at han var helt rask. Han forsøgte med vold og magt at bevise, at han ikke var syg, og påstod, at han var offer for en stor konspiration.
Mange seriemordere lægger også skylden for deres handlinger over på familien, ofte i et forsøg på at få medfølelse. Det er et typisk psykopatisk træk, og mange mordere er psykopater. Men hvordan bliver nogle psykopater følelseskolde dræbermaskiner?
Mange seriemordere vil gøre hvad som helst for at fralægge sig skylden, heriblandt at påberåbe sig sindssyge. Når de fanges gemmer de sig ofte bag en påstand om at de lider af personlighedsspaltning, skizofreni eller black-outs. Hvis det lykkes for dem kan de slippe for dødsgangen.
For de flestes vedkommende har dette ikke hold i virkeligheden: de forsøger blot at slippe for at tage ansvar for deres handlinger.
Seriemorderen kaster ofte skylden på 'den mørke side', og påstår, at de lider af personlighedsspaltning. Det er en overbevisende måde at fralægge sig ansvaret på.
Men det viser sig ofte, at seriemorderes påståede 'andet jeg' har været opspind. Autentiske sager er ekstremt sjældne.
Kun få seriemordere har haft succes med at erklære sig sindssyge. Et eksempel er Ed Gein, morderen der inspirerede til filmen "Texas Chainsaw Massacre".
Nogle seriemordere har også erklæret, at de er skizofrene, men atter uden held. Skizofrene seriemordere er sjældne, men de forekommer dog.
Mange skizofrene forsøger at modstå deres hallucinationer og stemmer, og kun de færreste overvindes i en så ekstrem grad, at de slår folk ihjel.
En del skizofrene mener desuden ikke at de fejler noget, og at det er verden omkring dem der er noget galt med.
Et eksempel på dette er den skizofrene seriemorder Mullin. Han reagerede stik modsat mange seriemordere, der forsøger at overbevise folk om at de er syge. Mullin mente, at han var helt rask. Han forsøgte med vold og magt at bevise, at han ikke var syg, og påstod, at han var offer for en stor konspiration.
Mange seriemordere lægger også skylden for deres handlinger over på familien, ofte i et forsøg på at få medfølelse. Det er et typisk psykopatisk træk, og mange mordere er psykopater. Men hvordan bliver nogle psykopater følelseskolde dræbermaskiner?
Psykopater og mord
Ifølge beregninger har 3-5% af alle mænd og knapt 1% af alle kvinder, stærke psykopatiske træk. Ved første øjekast kan de fremstå som helt almindelige mennesker, men faktisk er de samfundets mest farlige og destruktive personer.
Psykopati er en personlighedsforstyrrelse, hvor nogle af de mest karakteristiske egenskaber er mangel på empati og tendens til at være aggressiv eller voldelig. De har ingen ansvarsfølelse, og manipulerer og lyver derfor uden at føle skam.
De forstår ikke andres følelser, og betragter det ofte som et svaghedstegn. Hvis andre har det dårligt er de inderst inde ligeglade, og kan endda forsøge at udnytte det groft.
Men hvordan bliver man psykopat? Undersøgelser viser, at mange psykopater har været udsat for omsorgssvigt som børn, eller også har de i den helt anden ende haft en alt for overbeskyttende barndom.
En psykopat har ikke bundet sig ikke til sin mor gennem kærlighed og ømhed. Moren er for ham enten et aggressivt bæst eller en passiv fremmed.
Psykopater bearbejder tanker på en anden måde end 'normale' mennesker. Eksempelvis viser forskellige undersøgelser, at psykopater ikke føler frygt, hvis de udsættes for smerte.
De dele af hjernen der styrer følelser og hukommelse er også afvigende, og på visse punkter minder deres hjerneaktivitet om den, man ser hos børn. Man kan derfor tale om, at psykopaters hjerneudvikling på bestemte områder ikke har nået et voksen-stadie, og det viser sig udadtil som egoistisk og kortsigtet opførsel.
Psykopater kan ikke helbredes, hverken med elektroterapi, medicin eller psykoterapi. Det er umuligt at ændre på psykopatens grundlæggende personlighed, især fordi han ikke ønsker at ændre sig - han mener nemlig ikke selv, at han fejler noget.
Kort sagt, så mangler psykopater de grundlæggende karaktertræk, der er nødvendige for at samfundet kan fungere. Umiddelbart kan de virke som fantastiske, hjertevarme mennesker, charmerende og veltalende. Men en psykopat kan ikke være i et forhold, der bygger på sammenhold og følelser - de forstår kun magt.
Ifølge beregninger har 3-5% af alle mænd og knapt 1% af alle kvinder, stærke psykopatiske træk. Ved første øjekast kan de fremstå som helt almindelige mennesker, men faktisk er de samfundets mest farlige og destruktive personer.
Psykopati er en personlighedsforstyrrelse, hvor nogle af de mest karakteristiske egenskaber er mangel på empati og tendens til at være aggressiv eller voldelig. De har ingen ansvarsfølelse, og manipulerer og lyver derfor uden at føle skam.
De forstår ikke andres følelser, og betragter det ofte som et svaghedstegn. Hvis andre har det dårligt er de inderst inde ligeglade, og kan endda forsøge at udnytte det groft.
Men hvordan bliver man psykopat? Undersøgelser viser, at mange psykopater har været udsat for omsorgssvigt som børn, eller også har de i den helt anden ende haft en alt for overbeskyttende barndom.
En psykopat har ikke bundet sig ikke til sin mor gennem kærlighed og ømhed. Moren er for ham enten et aggressivt bæst eller en passiv fremmed.
Psykopater bearbejder tanker på en anden måde end 'normale' mennesker. Eksempelvis viser forskellige undersøgelser, at psykopater ikke føler frygt, hvis de udsættes for smerte.
De dele af hjernen der styrer følelser og hukommelse er også afvigende, og på visse punkter minder deres hjerneaktivitet om den, man ser hos børn. Man kan derfor tale om, at psykopaters hjerneudvikling på bestemte områder ikke har nået et voksen-stadie, og det viser sig udadtil som egoistisk og kortsigtet opførsel.
Psykopater kan ikke helbredes, hverken med elektroterapi, medicin eller psykoterapi. Det er umuligt at ændre på psykopatens grundlæggende personlighed, især fordi han ikke ønsker at ændre sig - han mener nemlig ikke selv, at han fejler noget.
Kort sagt, så mangler psykopater de grundlæggende karaktertræk, der er nødvendige for at samfundet kan fungere. Umiddelbart kan de virke som fantastiske, hjertevarme mennesker, charmerende og veltalende. Men en psykopat kan ikke være i et forhold, der bygger på sammenhold og følelser - de forstår kun magt.
Men langtfra alle psykopater føler trangen til at slå ihjel: psykopater kan være alt lige fra politikere til chefer, mennesker, der aldrig ser indersiden af en fængselscelle. De dominerer ikke gennem drab, men gennem deres toppositioner i samfundet.
Når psykopater dræber gør de det ikke fordi de er bange. De dræber af koldblodig lyst for at bevise deres dominans overfor ofret og sig selv.
Konklusion?
Som nævnt skaber psykopati ikke med garanti en seriemorder. Det samme gælder for andre pseronlighedsforstyrrelser.
På trods af de mange ledetråde mod seriemorderens natur, så mangler der et sidste fælles mønster.
Seriemordere er blevet kaldt "menneskelige, sorte huller", altså, et mysterium. En del seriemordere fortæller, at de mangler et vigtigt stykke indeni, noget der er dødt eller aldrig har eksisteret.
Mange af disse dræbere er normale og usynlige udadtil, og de er så skræmmende, netop fordi de ligner os. De lever på den anden side som legemliggørelsen af mørke, primitive lyster og magt - de sider 'normale' mennesker formår at undertrykke i sig selv.
Når disse mennesker frygtløst rejser ind i deres egen verden fyldt med fordærvet ondskab, så står vi tilbage med uforståenhed, vrede, frygt - og nysgerrighed.
For hvad er det egentlig der har formet deres forkvaklede bevidsthed? Hvor er den sidste brik i puslespillet?
Når psykopater dræber gør de det ikke fordi de er bange. De dræber af koldblodig lyst for at bevise deres dominans overfor ofret og sig selv.
Konklusion?
Som nævnt skaber psykopati ikke med garanti en seriemorder. Det samme gælder for andre pseronlighedsforstyrrelser.
På trods af de mange ledetråde mod seriemorderens natur, så mangler der et sidste fælles mønster.
Seriemordere er blevet kaldt "menneskelige, sorte huller", altså, et mysterium. En del seriemordere fortæller, at de mangler et vigtigt stykke indeni, noget der er dødt eller aldrig har eksisteret.
Mange af disse dræbere er normale og usynlige udadtil, og de er så skræmmende, netop fordi de ligner os. De lever på den anden side som legemliggørelsen af mørke, primitive lyster og magt - de sider 'normale' mennesker formår at undertrykke i sig selv.
Når disse mennesker frygtløst rejser ind i deres egen verden fyldt med fordærvet ondskab, så står vi tilbage med uforståenhed, vrede, frygt - og nysgerrighed.
For hvad er det egentlig der har formet deres forkvaklede bevidsthed? Hvor er den sidste brik i puslespillet?
