Humlebi lave takkesange?
Kan de det?
Det er bevist på flere videnskabelige niveauer at humlebiers massefylde, og udformning i teorien ikke burde samarbejde med dens vinger.
Hvis alt skal være helt rigtigt så kan en humlebi ikke flyve. Dens vinger er simpelthen for små til at bære den. Men det er en heldig rad, den hersens humlebi, for den taler ikke samme sprog som vi, så man må gå ud fra, at der endnu ikke er nogen der har kunnet forklare bæstet det. (Enten dét eller også er den bare brølende ligeglad, men for at der nu skal være en pointe i min historie, så lad os bare antage at det er mulighed nr.1 der gælder i dette tilfælde)
Min søster er 9 år ældre end jeg, og derfor blev hun naturligvis også konfirmeret 9 år tidligere. -Da jeg kun var 5 år. Jeg husker tydeligt hvor festen blev holdt, hvem der var med, og hele stemningen omkring den atmosfære der omgav os. Dét her var stort, det var jeg slet ikke i tvivl om, og på billeder fra festen sidder jeg også med store øjne og suger til mig af alt den erfaring dette måtte kaste af sig.
Hvis alt skal være helt rigtigt så kan en humlebi ikke flyve. Dens vinger er simpelthen for små til at bære den. Men det er en heldig rad, den hersens humlebi, for den taler ikke samme sprog som vi, så man må gå ud fra, at der endnu ikke er nogen der har kunnet forklare bæstet det. (Enten dét eller også er den bare brølende ligeglad, men for at der nu skal være en pointe i min historie, så lad os bare antage at det er mulighed nr.1 der gælder i dette tilfælde)
Min søster er 9 år ældre end jeg, og derfor blev hun naturligvis også konfirmeret 9 år tidligere. -Da jeg kun var 5 år. Jeg husker tydeligt hvor festen blev holdt, hvem der var med, og hele stemningen omkring den atmosfære der omgav os. Dét her var stort, det var jeg slet ikke i tvivl om, og på billeder fra festen sidder jeg også med store øjne og suger til mig af alt den erfaring dette måtte kaste af sig.
Lad mig starte med at forklare at for en ni år yngre lillesøster, der vil storesøster altid virke bedre på alle måder. Hun er altid mere kreativ, flittig, moden, smart og har både ret til at vælge det bedste værelse, den sene sengetid og bruge makeup. Det er fuldstændig ligegyldigt om man er tre eller 23 år. Ni år er den aldersforskel, der gør menneske til Gud i en søsters øjne.
Nu er det vist ingen løgn at sige at det tog min søster og jeg det meste af mit liv før vi lærte hinanden at kende. Sådan er det nok bare når man er født med så mange år imellem sig, men jeg har altid kæmpet en krig for at skulle leve op til det min søster har stået som hjemme hos mig. -Jeg skulle ikke nødvendigvis være bedre end hende, men jeg skulle i hvert fald ikke være dårligere!!
Derfor var det også med slet skjult benovelse, jeg så en kæmpe lagkage med stjernekastere, flødeskum, og chokoladefigurer, blive bragt ind til mine forældre af to tjenere, hen ved afslutningen af denne konfirmation. Kagen viste sig at være lavet af gips eller papmaché, og det var såmænd bare sangskjuleren til hendes takkesang, men det kunne man nu først se, når man sad med den lige ved siden af sig.
For hvert af de ni år der gik fra hendes til min egen konfirmation, har jeg tænkt min. 10 gange på, hvordan jeg nogensinde skulle overgå den imponerende sangskjuler, når det engang blev min tur. En uhyggelig tanke, ofte med grund til stor bekymring. Jeg er nemlig ikke så ferm med mine hænder, som min søster er, hvilket jeg ofte er blevet bekræftet i, i vores utallige tegnekonkurrencer som små.
Nu er det vist ingen løgn at sige at det tog min søster og jeg det meste af mit liv før vi lærte hinanden at kende. Sådan er det nok bare når man er født med så mange år imellem sig, men jeg har altid kæmpet en krig for at skulle leve op til det min søster har stået som hjemme hos mig. -Jeg skulle ikke nødvendigvis være bedre end hende, men jeg skulle i hvert fald ikke være dårligere!!
Derfor var det også med slet skjult benovelse, jeg så en kæmpe lagkage med stjernekastere, flødeskum, og chokoladefigurer, blive bragt ind til mine forældre af to tjenere, hen ved afslutningen af denne konfirmation. Kagen viste sig at være lavet af gips eller papmaché, og det var såmænd bare sangskjuleren til hendes takkesang, men det kunne man nu først se, når man sad med den lige ved siden af sig.
For hvert af de ni år der gik fra hendes til min egen konfirmation, har jeg tænkt min. 10 gange på, hvordan jeg nogensinde skulle overgå den imponerende sangskjuler, når det engang blev min tur. En uhyggelig tanke, ofte med grund til stor bekymring. Jeg er nemlig ikke så ferm med mine hænder, som min søster er, hvilket jeg ofte er blevet bekræftet i, i vores utallige tegnekonkurrencer som små.
I lang tid op til den store dag, gik jeg langt uden om ethvert optræk til sangskjulere, for jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op.
Min takkesang blev skrevet færdig fredagen inden jeg skulle konfirmeres søndag.
Jeg tror det tog mig to dage, hvor jeg pernittent sad på mit værelse med min mors gamle skrivemaskine (Fra dengang alle vidste at et farvebånd ikke var noget man brugte til at pakke gaver ind med).
Da sangen var færdig var jeg løbet tør for tid, og jeg var (meget imod min vilje) nødt til at hente en gammel mappe med festsange fra min mors gemmer, og i den finde min søsters sang som inspiration til udsmykningen af min.
Da det blev lørdag, brugte jeg det meste af formiddagen på at stå i en boghandler og kopiere min nyskrevne, men udsmykningsmæssigt efterlignede takkesang i 50 eksemplarer.
(Altså var den mindre end perfekt!)
Lørdag eftermiddag gik med at rulle 50 kopier af samme. Så var der ikke mere tid. Næste dag skulle jeg stå i kirken kl. 10. -Jeg havde stadig ingen sangskjuler.
Kl.13 var gæsterne inviteret og 12.30 kom min bedste veninde, der også var inviteret til festen. Jeg forklarede hende mit dilemma, og sammen blev vi enige om at; "Nu skulle der tænkes hurtigt og kreativt".
Vi fandt en gammel papkasse der ca. passede i størrelsen. Den blev sprayet med guldspray, men da vi løb tør for dette før kassen var færdig, blev vi nødt til at tænke alternativt, og pakkede derfor resten af kassen ind i et eller andet cellofanlignende gavepapir. Til sidst smed vi en gang gavebånd omkring og stak stjernekastere ned i.
Ja... Den var ca. ligeså køn som den lyder til at være. Finalen var ligesom da min veninde og min fætter kom ind med en lillebitte papkasse imellem sig, hvor de konstant var ved at brænde sig på stjernekasterne og knap havde plads til at bære begge to. Toppen af kransekagen må bestemt have været, da min veninde rækker min mor og far den største kødkniv vi kunne finde i køkkenet, til at lænse papiret op med, så de "rigtig" kunne blive "overraskede"...
Min takkesang blev skrevet færdig fredagen inden jeg skulle konfirmeres søndag.
Jeg tror det tog mig to dage, hvor jeg pernittent sad på mit værelse med min mors gamle skrivemaskine (Fra dengang alle vidste at et farvebånd ikke var noget man brugte til at pakke gaver ind med).
Da sangen var færdig var jeg løbet tør for tid, og jeg var (meget imod min vilje) nødt til at hente en gammel mappe med festsange fra min mors gemmer, og i den finde min søsters sang som inspiration til udsmykningen af min.
Da det blev lørdag, brugte jeg det meste af formiddagen på at stå i en boghandler og kopiere min nyskrevne, men udsmykningsmæssigt efterlignede takkesang i 50 eksemplarer.
(Altså var den mindre end perfekt!)
Lørdag eftermiddag gik med at rulle 50 kopier af samme. Så var der ikke mere tid. Næste dag skulle jeg stå i kirken kl. 10. -Jeg havde stadig ingen sangskjuler.
Kl.13 var gæsterne inviteret og 12.30 kom min bedste veninde, der også var inviteret til festen. Jeg forklarede hende mit dilemma, og sammen blev vi enige om at; "Nu skulle der tænkes hurtigt og kreativt".
Vi fandt en gammel papkasse der ca. passede i størrelsen. Den blev sprayet med guldspray, men da vi løb tør for dette før kassen var færdig, blev vi nødt til at tænke alternativt, og pakkede derfor resten af kassen ind i et eller andet cellofanlignende gavepapir. Til sidst smed vi en gang gavebånd omkring og stak stjernekastere ned i.
Ja... Den var ca. ligeså køn som den lyder til at være. Finalen var ligesom da min veninde og min fætter kom ind med en lillebitte papkasse imellem sig, hvor de konstant var ved at brænde sig på stjernekasterne og knap havde plads til at bære begge to. Toppen af kransekagen må bestemt have været, da min veninde rækker min mor og far den største kødkniv vi kunne finde i køkkenet, til at lænse papiret op med, så de "rigtig" kunne blive "overraskede"...
Her er der indlagt tid til at korse sig, og forarme sig over mig.
Sangen bliver sunget og meget til min overraskelse er min familie meget imponerede og på trods af et par enkelte svipsere med skrivemaskinen og et par versefødder der var tilpasset teksten her og der, så gik det faktisk også rigtigt godt.
Meeeeen nu skal man dog ikke lige sådan lade sig overbevise af min familie. De er jo trods alt familie og det var jo trods alt "min" dag, så jeg takker for tilkendegivelserne, og tænker ved mig selv at; "De er fulde af løgn, er de!"
Jeg tror det var en halv times tid eller sådan senere at min far tager fat i mig og giver mig et kram, hvorefter han igen spørger om jeg virkelig selv har skrevet den "flotte" sang. Jeg bekræfter at; "selvfølgelig er det da det. Jeg ville da ikke sige at det var mig hvis det ikke var og i øvrigt forstår jeg ikke hvorfor han bliver ved med at spørge?!".
Han kigger på mig med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet og svarer: "Jeg troede måske Farmor og Farfar havde hjulpet dig, men det siger de jo at de ikke har!" Fyldt med harme over hans manglende tiltro til mig snerrer jeg vrissent at; "det kunne jeg virkelig ikke forstå hvorfor han følte sig så overbevist om...??!" Svaret lød: "Jamen det var da dem der hjalp Dorthe(min søster red.) da hun blev konfirmeret. Det var Farfar der lavede sangskjuleren, og farmor der hjalp med at skrive sangen."
Sangen bliver sunget og meget til min overraskelse er min familie meget imponerede og på trods af et par enkelte svipsere med skrivemaskinen og et par versefødder der var tilpasset teksten her og der, så gik det faktisk også rigtigt godt.
Meeeeen nu skal man dog ikke lige sådan lade sig overbevise af min familie. De er jo trods alt familie og det var jo trods alt "min" dag, så jeg takker for tilkendegivelserne, og tænker ved mig selv at; "De er fulde af løgn, er de!"
Jeg tror det var en halv times tid eller sådan senere at min far tager fat i mig og giver mig et kram, hvorefter han igen spørger om jeg virkelig selv har skrevet den "flotte" sang. Jeg bekræfter at; "selvfølgelig er det da det. Jeg ville da ikke sige at det var mig hvis det ikke var og i øvrigt forstår jeg ikke hvorfor han bliver ved med at spørge?!".
Han kigger på mig med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet og svarer: "Jeg troede måske Farmor og Farfar havde hjulpet dig, men det siger de jo at de ikke har!" Fyldt med harme over hans manglende tiltro til mig snerrer jeg vrissent at; "det kunne jeg virkelig ikke forstå hvorfor han følte sig så overbevist om...??!" Svaret lød: "Jamen det var da dem der hjalp Dorthe(min søster red.) da hun blev konfirmeret. Det var Farfar der lavede sangskjuleren, og farmor der hjalp med at skrive sangen."
Se; det var sådan ca. lige omkring hér, brumbasser over hele landet, begyndte at dratte ned!!! -Jeg troede da ikke det var tilladt at få hjælp til sådan noget...
Jeg er én af den der sjældne race, der aldrig rigtig har svært ved at lave noget, bare der ikke er nogen der har fortalt mig på forhånd, at det jeg har rodet mig ud i er noget der er svært. Meget lig; at der lige pludselig var én, der fik udbredt et budskab om, at humlebier ikke kan flyve, lige midt i at de alle sammen var lettet fra boet og på vej på arbejde.
Jeg har gjort det flere gange, og noget siger mig at så længe jeg ikke ved bedre, vil jeg også forsætte med at gøre det.
Det handler i det store hele nok bare om at så længe man tror at det er noget der er forventet af én at kunne, så vil man ikke stå tilbage i forhold til resten af flokken.
Sådan ser jeg det i hvert fald. Jeg kan ikke se hvad det ellers skulle være, der holder en hel insektfamilie hængende imellem blomster og stjerner, til stor fornøjelse for mig!
Jeg kender jo sandheden om deres lille hemmelighed...
Jeg er én af den der sjældne race, der aldrig rigtig har svært ved at lave noget, bare der ikke er nogen der har fortalt mig på forhånd, at det jeg har rodet mig ud i er noget der er svært. Meget lig; at der lige pludselig var én, der fik udbredt et budskab om, at humlebier ikke kan flyve, lige midt i at de alle sammen var lettet fra boet og på vej på arbejde.
Jeg har gjort det flere gange, og noget siger mig at så længe jeg ikke ved bedre, vil jeg også forsætte med at gøre det.
Det handler i det store hele nok bare om at så længe man tror at det er noget der er forventet af én at kunne, så vil man ikke stå tilbage i forhold til resten af flokken.
Sådan ser jeg det i hvert fald. Jeg kan ikke se hvad det ellers skulle være, der holder en hel insektfamilie hængende imellem blomster og stjerner, til stor fornøjelse for mig!
Jeg kender jo sandheden om deres lille hemmelighed...
