Horoskoper
Fup eller fakta?
Jeg er en af dem, der hvert år troligt sidder og læser det ene horoskop efter det andet - dog med en vis skepsis. Jeg har her prøvet at flækket mit horoskop for 2005 sammen ved hjælp af
Fisk - 19. februar - 20. marts
Kendetegn:
Intuitiv, følsom, kreativ.
"Intuitiv - ja, jo selvfølgelig er jeg da det, men at jeg så ikke altid følger min intuition, er så en anden side af sagen...
Følsom - man er vel kvinde!
Kreativ - ja det er jo det, folk påstår, men hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke selv, jeg er så forfærdelig kreativ; men når det står der, så må det vel passe..."
Generelt om fisken
Fiskens tegn er det sidste i rækken. Hvor er det synd for dig, at du er født i netop dette tegn. Fiskene har det nemlig altid så hårdt. Det er barsk at være Fisk.
Du ville hellere sidde på en lyserød sky i Paradisets have og lytte til harpespil og spise druer. Årsagen er, at du er en sart person, der har svært ved at sætte grænser og lukke af for verdens barske vibrationer.
Du har to muligheder at vælge imellem. Du kan se dig selv som et offer og flygte ind i alkohol, stoffer og arbejdsnarkomani, eller du kan tage konsekvenserne af din stærke sarthed, din yderst effektive intuition og din meget stærke evne til at fornemme og bruge disse evner i konstruktive sammenhæng. Disse evner gør dig til en meget kreativ og indlevende person, og du vil med stort held og stor succes kunne bruge disse talenter i kunstneriske sammenhæng, såvel som i alle former for terapeutiske og pædagogiske sammenhæng.
Når du kaster dig over dit arbejde, så er det sjældent for at tjene penge, men fordi du så gerne vil gøre noget for andre mennesker. På grund af din sarthed, så har du til tider brug for at trække dig tilbage fra dine gøremål og din kontakt til andre mennesker. Denne tilbagetrækken er din måde at lade op til de næste opgaver.
"Synd for mig? Barsk at være fisk? Se mig selv som offer? Ih, hvor lyder det bare positivt. Hvorfor står der ikke bare, at jeg skal løbe ud på motorvejen og lege og vente på at blive kørt ned? Nå, men det er måske bare noget, man ikke skal tænke over... "
Forhold:
Februar og sensommer bringer kærligheden helt ind under huden på dig, uanset om du vil det eller ej. Du kan godt fortælle dig selv, at du ikke har brug for en kæreste, men det er ren indbildning - det skal du bare vide.
En følsom fisk som dig skal have en hjertenskær i år, og det kan kun gå for langsomt med at indrømme, at du længes efter en praktisk, veltrænet og velduftende, ren og lækker mand.
Er du først i et forhold, så skal du være opmærksom på, at du ikke går på for kraftig kompromis - blot for at holde på din partner. Har du først fundet den eneste ene, og er du kommet over din angst for at miste, så er du den mest romantiske, sentimentale og hengivne af alle. Du elsker at give det bedste af det bedste, og du er som en uudtømmelig kilde af kærlighed.
"Jeg ved godt, at man ikke kan planlægge, hvornår man bliver forelsket, men jeg har slet ingen planer om at falde for en fyr i februar. Jeg skal ikke til Danmark i februar, så der må menes, at jeg så vil falde for en i London... men det vil bare være så besværligt med et langdistance forhold, når jeg så tager hjem igen.
Selvfølgelig kunne jeg da godt bruge en mand - ja hvem kan ikke det? Men jeg tror nu godt, jeg kan vente til jeg flytter hjem til Danmark igen. Det kan da godt være, at der kommer en mand ind i billedet senere på året, men det sker ikke de næste seks - syv måneder."
Job/Uddannelse:
Hvis du ikke allerede har skiftet job eller er startet på en uddannelse i slutningen af sidste år, så kan du lige nå det i januar - ellers vent til oktober. Du trænger nemlig til nye udfordringer, og når du først er faldet til i det nye, så har du masser af overskud til at gøre 1.000 andre ting end at arbejde.
Det er, som om du får flere kræfter og mere energi, jo mere du foretager dig, så du kommer ikke til at kede dig så meget som et sekund i år.
I dit arbejde har du ikke behov for at markere dig som en leder. Du er ofte lidt tilbagetrukket og ønsker bare at komme i gang med opgaverne.
"Jeg fik jo et arbejde i september sidste år, så jeg behøver vel ikke at skifte nu? Skulle jeg få flere kræfter af at lave mere? Jeg synes nu ellers, at jeg har rigeligt at lave. Hvis jeg skulle lave mere, så ville jeg blive endnu mere arbejdsnarkoman, end jeg er i forvejen. Jeg ville ikke kunne hænge sammen som menneske, hvis jeg skulle arbejde mere.
Ikke behov for at være leder? Yeah right! Jeg er jo leder, og jeg er ikke tilbagetrukket - nærmere frembrusende!"
Veninder:
Du kommer til at tage dig endnu mere af dine veninder, end du plejer, og du kommer også til at holde af det, ligesom du plejer. Der bliver plads til nye bekendtskaber, og du knytter dig endnu tættere til de veninder, du har. Det gælder kvinder såvel som mænd. Årets første og sidste kvartal har især fokus på relationer til andre mennesker, og de perioder er også gode at melde sig til nye fritidsinteresser i.
"Du kommer til at tage dig endnu mere af dine veninder... Gør jeg det? Jamen jeg bor jo allerede sammen med en af dem - skal jeg tage mig mere af hende? Nye bekendtskaber? Jamen det er jo altid rart at møde nye mennesker, men hvordan kan mænd være veninder? Er det så de nye mandlige veninder, der skal slæbe mig med til min nye fritidsinteresse, som jeg ikke har tid eller overskud til at deltage i?"
Penge/Økonomi:
Maj er årets bedste måned, når det drejer sig om penge. En underspillet fisk med tendens til at blive selvudslettende kan have meget svært ved at bede om lønforhøjelse, men den kommer altså ikke af sig selv, og hvis du ikke smeder, mens jernet er varmt, ender du med at sidde og få ondt af dig selv og spille martyr over, at du ikke får anerkendelse for din arbejdsindsats.
"Maj er årets bedste måned... Yeah right! I hvert fald én tur til Danmark, flybilletter til den endelige hjemrejse, alt for dyr husleje, månedskort, mad, kuffertkøb (den gamle kunne ikke klare presset!) og byture skal også betales. Maj bliver bestemt ikke en god måned for min økonomi.
Lønforhøjelse - jamen det er jeg jo blevet lovet her fra januar - skal jeg bede om det igen?"
I min søgen efter horoskoper fandt jeg også et, der kunne knække enhver sart sjæl, der går op i astrologi:
Du har en livlig fantasi og tror tit, at du bliver forfulgt af politi og efterretningstjeneste. Du har kun lidt indflydelse på dine venner, og folk foragter dig, fordi du praler med din potens. Du mangler selvtillid og er stort set en kujon. Fisk gør grusomme ting mod dyr.
Efter at have læst et hav af horoskoper, der mere eller mindre alle modsagde hinanden, er jeg kommet frem til, at jeg ikke tror på det vås, der står i dem. Hvordan kan et par planeter afgøre, hvilke ulykker, der rammer mig det kommende år? Hvorfor kan jeg allerede nu sidde og modsige så meget af det? Skal man være en indelukket og ensom person for at kunne tro på det?