Aniston

Horoskoper - Jordtegn

Tyr, Jomfru, Stenbuk

Horoskoper - Jordtegn

Jordtegnene repræsenterer praktisk sans, logik og realistiske tænkemåder. De har et godt greb om den virkelige verden, og det gør dem naturligt mere tålmodige og selvdisciplinerede end de andre tegn. 

Tyren, 21. April - 21. Maj
Tyren symboliserer styrke og stabilitet. Den flytter sig ikke, medmindre der er en god grund til at flytte sig.

Tyren vogter nidkært over sine ejendele og værdier. Den har stærke holdninger og værdier, men kan være langsom til at træffe beslutninger.

Tyren anses for det mest pålidelige og trofaste tegn, men samtidig det mest indadvendte, der holder personlige følelser under skarp kontrol.

Folk ved som oftest hvor de har tyren, medmindre de tirrer den for meget. For tyren har også et voldsomt temperament, på trods af at de har en lang lunte.

Tyren er varm og tålmodig og værdsætter smukke ting. Den beskytter sine nærmeste med en vedholdenhed, der kan være forbløffende.

Tyre kan dog også være selvoptagede og mistænksomme overfor alt nyt. De er typisk den stærke, tavse type, der kan fortsætte længe efter, at andre har givet op.

Årstid
Foråret, når livet netop er kommet tilbage i en form for stabilitet, og ønsket om at vedblive at leve.

Modsatte tegn
Tyrens modsatte tegn er skorpionen. Fra skorpionen kan tyren lære at genkende andres behov. Hermed kan tyren få indsigt i sine egne ønsker, såvel som andres.

Positive egenskaber
Tyren er en uendeligt troværdig og tålmodig type. Den har en stærk vilje, og det solide og varmhjertede væsen gør, at andre stoler på den og beundrer den.

Negative egenskaber
Tyren har en tendens til at være doven og kedelig i perioder, samt at være meget stædig, selv hvor den burde give efter. Desuden er tyren temmelig besidderisk og kan blive jaloux.

Kan lide
Tyren er glad for stabilitet og luksus, så god mad og komfort kan gøre tyren veltilpas.

Bryder sig ikke om
Tyren er ikke glad for afbræk i sine rutiner. Den vil gerne gøre tingene på sin egen måde og i sit eget tempo, derfor ser den heller ikke blidt på folk, der skynder på den.

Mål
At lære værdien i indsigt.

Motto
Venlighed skaber fred

Kærlighed
Tyre er stabile, har charme og en rolig natur. De er tålmodige og binder sig ikke, før de er helt sikre på deres partner. De er pålidelige og trofaste, men har også en tendens til at være besidderiske og jaloux. Desuden er de traditionsbundne.

Erotik
Tyren er den mest sanselige af alle tegnene og tiltrækkes af velduftende, smukke mennesker. Den kan dog være længe om at opfatte tegn fra det modsatte køn. For tyren er sex mere en del af et forhold frem for en enkelt nats lidenskab. I den rette situation kan tyren give sig fuldt ud.

Type
Et fyldigt ansigt med bred pande og fremstående hage og kæbe. Store øjne og typisk en bred mund. Kroppen er stærk, velproportioneret og ofte med kraftige skuldre, bryst og ryg. Der er en beroligende stabilitet over tyren, som også kan give sig udslag på vægten.

Helbred 
Tyren har en tendens til at få muskelspændinger eller betændelse omkring svælg og hals. Medmindre tyren undgår fed kost, vil vægtproblemerne senere komme til at plage dem.
 


ANNONCE
Horoskoper - Jordtegn

Jomfruen, 24. August - 23. September
Ifølge nogle astrologiske kilder var jomfruens oprindelige tegn Sfinsken, den mytologiske indehaver af mystiske gåder.

Dette træk er meget lig jomfruen, der ofte søger indad for at lede efter livets større meninger og mål.

Jomfruen er yderst intelligent og har en tilbøjelighed til konstant at analysere tingenes orden. Den er metodisk og præcis og tiltrækkes af nyttig viden.

Men jomfruen er også forsigtig, og den har en fin fornemmelse for at skelne mellem det praktiske og det fantasifulde.

Jomfruer kan dog blive besat af forestillingen om orden, og alt der forstyrrer denne forståelse og harmoni kan fylde dem med angst for det ukendte. De har en meget høj standart og et behov for at have et fast greb om deres omgivelser. De kan fordybe sig i selv de mindste detaljer.

Jomfruer bør stræbe efter at udvide deres perspektiver udover detaljerne, for at se den større orden.

Årstid
Sensommer, omkring høst.

Modsatte tegn
Det modsatte tegn af jomfruen er fiskene. Fra fisken kan jomfruen lære at give slip og svømme med strømmen. De kan også lære at acceptere menneskelige uperfektheder.

Positive egenskaber
Jomfruen er beskeden og troværdig. Den er renlig og praktisk anlagt, hvilket gør, at der ikke findes mange nullermænd under sofaen. Desuden er jomfruen lynende intelligent og ordner opgaver systematisk og metodisk.

Negative egenskaber
Jomfruer er ofte overkritiske, både overfor sig selv og andre. De er perfektionistiske og pernitne, og de bekymrer sig derfor ofte om selv de mest unødvendige detaljer. Jomfruen kan også være tilbøjelig til at have meget konservative holdninger.

Kan lide
Jomfruen sætter pris på orden, hygiejne og detaljer, der skaber en smuk helhed. De er glade for sund kost, særligt hvis det samtidig ser pænt ud på tallerkenen.

Bryder sig ikke om
Jomfruer er ikke fans af dovenskab og helbredsrisikoer. Enhver form for usikkerhed eller uregelmæssighed irriterer dem.

Mål
At lære at skelne mellem destruktiv kritik og simpel visdom.

Motto
Jeg ønsker at give.

Kærlighed
Jomfruer har ofte svært ved at tage det første skridt, da de er meget forsigtige. For at kunne gøre det, må de kaste deres hæmninger. Dette kan de gøre fuldt ud med hjælp fra en kærlig, tålmodig og forstående partner.
 
Erotik

Jomfruer er kræsne elskere. De kan have svært ved at give sig helt hen, da sex for dem er mere psykisk end fysisk. De kan dog være utroligt sensuelle, hvis de først vækkes. Deres behov for at være elsket og savnet kan lede dem ind i mange seksuelle forhold.

Type
Et ovalt ansigt med en høj pande, en lille spids hage og skarpe, dybtliggende øjne. Munden kan være tynd, næsen lang og lige eller blidt rundet. Spændte ansigtsmuskler og en vane med at bide tænderne sammen viser deres tilbøjelighed til at gemme bekymringerne i sig selv.

Helbred 
Sind og krop er det samme for en jomfru. De har fået ry for at være hypokondere, eftersom de går meget op i detaljerne. Enhver form for uventet stress kan give dem fordøjelsesbesvær, halsbrand og mavebesvær. Hvis de presses for hårdt, kan de lide af søvnbesvær og manglende appetit. Vejrtrækningsøvelser og meditation kan afhjælpe stress.
 


ANNONCE
Horoskoper - Jordtegn

Stenbukken, 22. december - 19. januar
Stenbukken er et af de mest stabile og mest alvorlige af tegnene.

Disse uafhængige, stenagtige typer har dog mange kvaliteter. De er ofte selvsikre, har en stærk vilje og besidder en forbløffende sindsro. De er hårdarbejdende, praktiske og ansvarlige. 

Stenbukke sætter familie og arbejde før deres egne beho, og stræber fortsat efter at nå deres mål, længe efter at andre har givet op.

De har ofte en naturlig sans for orden og struktur, og de kan opnå store resultater uden de større omkostninger.
 
Personlighedsmæssig er de ofte indadvendte og selvkontrollerende, men kan også udvise en fin form for humor.

Årstid
Stenbukkens årstid falder sammen med de længste vinternætter, hvor årets anstrengelser kulminerer. Det er her, man gør status og sætter nye mål.

Modsatte tegn
Stenbukkens modsatte tegn er krebsen. Fra krebsen kan stenbukken lære at fornemme andres behov og følelser, og hvordan de skal give udtryk for deres egne.

Positive egenskaber
Stenbukken er praktisk og disciplineret. Den er ambitiøs og arbejder tålmodigt mod det, den vil have. Desuden er den meget loyal og besidder en fin form for humor.

Negative egenskaber
Stenbukken kan have et pessimistisk livssyn, og den har svært ved at vise taknemmelighed eller at rose andre. Den er konfliktsky og foretrækker at gruble i det skjulte, hvilket kan gøre den hævngerrig.

Kan lide
Stabilitet og loyalitet er noget, som stenbukken holder meget af. Den elsker at vide hvad den taler om, og ynder at lytte til musik og at spille taktiske spil.

Bryder sig ikke om
Stenbukken er ikke en fan af overfladiske eller ubeslutsomme mennesker. Endvidere bryder den sig ikke om at stå stille eller at blive domineret og kostet rundt med.

Mål
At lære at forstå andres følelser og behov.

Motto
Jeg stræber.

Kærlighed
Stenbukken betænker sig længe før den gifter sig, men den er en trofast partner, ofte for livet. Stenbukken bekymrer sig meget om tryghed og stabilitet, og den kan ikke bære at blive ydmyget offentligt.
 
De er meget private mennesker og lader sig ofte styre af fornuft. De er bange for at blive afvist og kan derfor have svært ved at indlede et forhold.

Erotik
Stenbukke vil sandsynligvis ikke opnå fuld tilfredsstillelse i deres sexliv, før de er helt sikre på deres partner. Derfor kan stenbukke udholde et utilfredsstillende sexliv meget længe, i modsætning til mange andre tegn. De motiveres sjældent af begær, selvom særligt kvindelige stenbukke besidder en stor appetit på sex.

Type
Et langt, tyndt ansigt, med skarpe, intelligente øjne og en lille næse. De er ofte slanke og småt-byggede, men langtfra skrøbelige, idet skuldrene er brede og ryggen rank.

Unge stenbukke ser ofte ældre ud end deres alder. Dog er det også typisk, at ældre stenbukke bliver mere afslappede og dermed ser yngre ud end de er. Øjnene har ofte et skær af melankoli.

Helbred
Bekymringer og generel pessimisme kan have indflydelse på stenbukkens helbred. De behandler dog deres helbred med stor disciplin. De har svært ved at slappe af, hvilket kan stresse dem unødigt. For stenbukke er hudlidelser, knæproblemer og gigt deres helbreds værste fjende.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce