Højt at flyve: Bodyflight
Med kun den iskolde decembervind som wing-man.
Og det ved jeg nu! I hvert fald har jeg nu prøvet at mærke, hvordan det er at være nærmest vægtløs og i frit fald - afhængig af vinden.
Copenhagen Air Experience
Kører man ud af København, ud på motorvejen og forbi Ikea, så ender man ude i ingenmandsland lidt uden for Taastrup.
Her er ikke rigtigt noget, men pludseligt ligger der alligevel en stor vindtunnel ude på de frosne marker og sammen med denne ligger Copenhagen Air Experience.
Her kan du, i en vindtunnel, prøve, hvordan det er at flyve - med kunden kroppen og vinden som hjælpemiddel. Her er altså ingen flyvere eller helikoptere. Men blot vinden, der med fuldt fart bliver skudt ind ude fra den kolde decemberludt og ind i tunnelen.
Men inden man får adgang til tårnet med tunnelen, skal man lige igennem en grundig instruktion med video, gennemgang af tegn undervejs, vigtige does and dont's og sikkerhedsforanstaltninger.
Herefter bliver det hele lidt af et udstyrsstykke, idet man skal iklædes adskillige lag tøj, en sexet grøn kedeldragt, halsedisse, hjelm, ørepropper, alt for store fleecehandsker og alt det andet grej, som skal beskytte mod den meget kolde vind og mod uheld, naturligvis.
Når man er klædt på fra top til tå og er med på alle signaler og gyldne regler for bodyflight, så er det ud i tårnet!
Her kan man sidde og se de andre, der svæver i luften inden i tunnelen, og man kan varme op med lidt englehop og strækøvelser.
Og så er det ellers af sted ind i maskineriet! Og det er ikke nogen hemmelighed, at det kan give en smule fugtige håndflader, når man sidder der på bænken og ikke ander, hvad der venter én!
Men ind skal man. Hen til indgangen ved tunnelen, spred benene let, bøj bagover, op og frem med armene og ... Ud i vinden.
Og fuuuck, det er svært! Og fedt og sjovt og vildt. Men mest af alt, er det meget mærkeligt at ligge der på vinden. At mærke at enhver lille bitte bevægelse giver en effekt. Kigger man ikke nok op ad, falder man ned; bøjer man benet for meget og for hurtigt, dykker man mod jorden; og kigger man for meget op ad, går det også ned ad.
Det er hele tiden op og ned, hen mod væggen, og med masser instruktioner fra den dygtige og meget tryghedsskabende instruktør, der står inde i tunnelen og styrer slagets gang.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og koncentrationsevnen er på overarbejde, og det samme er kroppen.
Efter de første to minutter i tunnelen, får man en pause. Kan få lidt blodtilførsel til storetæerne igen og sidde og sunde sig.
Men der er jo købt og betalt for to minutter mere, og det skal udnyttes!
Ind i tunnelen igen. Og denne gang med noget mere selvsikkerhed og med et stort smil på læben, fordi man ved, hvad der venter én - også selvom det overhovedet ikke er blevet lettere.
Instruktøren er naturligvis stadig lige ved siden af og guider og griber, når man styrter mod jorden, og pludseligt griber han fat og suser hurtigt op gennem tunnelen med mig i armene! Hurtigt op, hurtigt ned, hurtigt op og rundt og rundt og hurtigt ned igen.
Det er lige toppen på kransekagen på en også ellers virkelig sjov oplevelse.
Og tænk engang: Nu kan jeg sige, at jeg kan flyve! Og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har prøvet det!
Men indtil næste gang, så kan jeg sidde og lune mig med den video, som Copenhagen Air Experience har sendt med mine meget yndefulde minutter som bodyflight'er.
