Hjemve
Man ved ikke hvad man har til man mister det
Efter at have boet på Fyn i to måneder, festet og drukket næsten hver dag, ikke have haft noget privat liv, spillet teater og gået op og ned af en masse mennesker hver dag, så virkede det som en befrielse at skulle hjem til det lille hummer lidt uden for Roskilde.
Fred og ro - ingen man skulle tage hensyn til - man kunne slappe af, se fjernsyn, gå rundt i nattøj hele dagen, altså nyde livet og holde ferie.
Jeg kom hjem til Roskilde natten mellem den 20. Og 21. august og da "flyttelæsset" var båret op fra bilen, var planen at gå i seng og for en gangs skyld få en ordentlig nats søvn. Men da hoveddøren blev lukket meldte restløsheden sig.
Fysisk var jeg helt færdig, men jeg kunne ikke finde ud af at slappe af, tankerne kørte rundt i hovedet på mig, jeg gik rundt om mig selv og følte mig i det hele taget alt for meget tilovers. I stedet for at prøve at sove gik jeg i gang med at samle en reol, og da det var gjort lagde jeg mig på sengen og prøvede at finde ud af hvad der var galt.
Jeg faldt i søvn, men en god nats søvn blev det ikke til, for da jeg vågnede næste morgen var den stadig gal. Det var først da jeg fik en besked fra Simon, ham jeg havde boende i en måned på Fyn, at det gik op for mig, at jeg savnede alle teatertosserne.
Jeg savnede Simon, min såkaldte mand, hans klaverbokseri og specielt A-mol . Benjamin der altid er frisk på en sang, et klap i numsen og en cha cha cha afslutning. Randi, alias Randyyy, og vores lidt forsinkede teenage-flip "Rock on!". Paw og hans super korte shorts. Kramme- og kyssedyret Mikkel. Sommerflirten Ambi. Signe og vores tøsesladder. Brystfikserede Marc, der altid skulle pille. Per, Signes kæreste, der bare er en dejlig dreng selvom han prøvede at score mine bøsser på scenen! Money-tøserne Tina, Julie og Kirstine, der troligt agerede min push-up BH ude i orkesterkoret. Andreas min dejlige bøsbøs. Fyrtårnet Eske, der med sin ufattelige ro fik regiet til at køre. Rune... Tossen med det dejlige humør. Den skønne tøs Lise som altid er klar på at feste. Guldpigen Karen og vores mange kampe om guldmaling og vores tøsesladder. Sidst Martin en dejlig mand med hang til ledninger og lys - en rigtig gentleman som ikke er bange for at låne sin seng ud, og så spørge om man vil have noget imod at dele den.
Men det var ikke bare dem jeg savnede det var jo hele holdet - alle 200 mennesker - musikere og lydfolk såvel som sminkepigerne og programsælgerne.
Det var her det gik op for mig, at jeg havde hjemve. Det var under 24 timer siden jeg sidst havde set dem, men allerede var der et stort tomt hul. Selvom jeg vidste at vi havde afslutningsfest den 25. august og der derfor kun var få dage til jeg skulle se dem igen, så blev klumpen i halsen større. Tanken om at der er seks til syv måneder til at det hele starter igen var ikke ligefrem opmuntrende, og jeg var næsten grædefærdig, da Mikkel om eftermiddagen ringede og spurgte om jeg ikke kom op til ham, når jeg nu kom til Fyn fredag. De to dage der ville gå før jeg skulle se ham føltes som år.
Fred og ro - ingen man skulle tage hensyn til - man kunne slappe af, se fjernsyn, gå rundt i nattøj hele dagen, altså nyde livet og holde ferie.
Jeg kom hjem til Roskilde natten mellem den 20. Og 21. august og da "flyttelæsset" var båret op fra bilen, var planen at gå i seng og for en gangs skyld få en ordentlig nats søvn. Men da hoveddøren blev lukket meldte restløsheden sig.
Fysisk var jeg helt færdig, men jeg kunne ikke finde ud af at slappe af, tankerne kørte rundt i hovedet på mig, jeg gik rundt om mig selv og følte mig i det hele taget alt for meget tilovers. I stedet for at prøve at sove gik jeg i gang med at samle en reol, og da det var gjort lagde jeg mig på sengen og prøvede at finde ud af hvad der var galt.
Jeg faldt i søvn, men en god nats søvn blev det ikke til, for da jeg vågnede næste morgen var den stadig gal. Det var først da jeg fik en besked fra Simon, ham jeg havde boende i en måned på Fyn, at det gik op for mig, at jeg savnede alle teatertosserne.
Jeg savnede Simon, min såkaldte mand, hans klaverbokseri og specielt A-mol . Benjamin der altid er frisk på en sang, et klap i numsen og en cha cha cha afslutning. Randi, alias Randyyy, og vores lidt forsinkede teenage-flip "Rock on!". Paw og hans super korte shorts. Kramme- og kyssedyret Mikkel. Sommerflirten Ambi. Signe og vores tøsesladder. Brystfikserede Marc, der altid skulle pille. Per, Signes kæreste, der bare er en dejlig dreng selvom han prøvede at score mine bøsser på scenen! Money-tøserne Tina, Julie og Kirstine, der troligt agerede min push-up BH ude i orkesterkoret. Andreas min dejlige bøsbøs. Fyrtårnet Eske, der med sin ufattelige ro fik regiet til at køre. Rune... Tossen med det dejlige humør. Den skønne tøs Lise som altid er klar på at feste. Guldpigen Karen og vores mange kampe om guldmaling og vores tøsesladder. Sidst Martin en dejlig mand med hang til ledninger og lys - en rigtig gentleman som ikke er bange for at låne sin seng ud, og så spørge om man vil have noget imod at dele den.
Men det var ikke bare dem jeg savnede det var jo hele holdet - alle 200 mennesker - musikere og lydfolk såvel som sminkepigerne og programsælgerne.
Det var her det gik op for mig, at jeg havde hjemve. Det var under 24 timer siden jeg sidst havde set dem, men allerede var der et stort tomt hul. Selvom jeg vidste at vi havde afslutningsfest den 25. august og der derfor kun var få dage til jeg skulle se dem igen, så blev klumpen i halsen større. Tanken om at der er seks til syv måneder til at det hele starter igen var ikke ligefrem opmuntrende, og jeg var næsten grædefærdig, da Mikkel om eftermiddagen ringede og spurgte om jeg ikke kom op til ham, når jeg nu kom til Fyn fredag. De to dage der ville gå før jeg skulle se ham føltes som år.
Tiden sneglede sig af sted og da det endelig blev lørdag og man skulle se mange af de dejlige mennesker igen, var det ligesom juleaften. Og som i en dårlig romantisk film, så løb folk hinanden i møde med åbne arme, og da festen gik i gang var det som om at vi ikke havde været væk fra hinanden, alt var som det havde været de sidste to måneder. Man blev overvældet af dejlig lykke og alle sorger blev glemt.
Men da festen sluttede og der skulle siges farvel gik sandheden op for en - det er sidste gang i år man ser dem alle sammen. Der blev krammet, kysset og grædt farvel.
Jeg skulle sove hos Martin og for at komme hjem til ham skulle vi forbi scenen. Den var allerede ved at blive revet ned - halve kulisser, en masse træ i bunker - det var svært at tro, at det engang havde været rammerne for Cabaret og en uforglemmelig sommer.
Martin var meget galant og spurgte forsigtigt om jeg ville have noget imod at dele seng med ham, for ellers ville han bare lægge sig ind på sofaen. Meget sødt! Da vi nu kender hinanden godt, så ville jeg ikke jage ham fra sengen, så (og bare fordi jeg vil have denne sætning med) hoppede vi i kanen sammen! Vi lå og snakkede lidt om hvor dejlig sommeren havde været og at han endelig måtte komme til Roskilde og besøge mig, nu hvor han arbejder på Djævleøen.
Søndag formiddag kørte han mig ned på stationen i Nyborg og da jeg sad i toget var det jeg indså at det er definitivt slut nu - Cabaret på Volden er slut - og Gud hvor jeg hader at se det i øjnene. Jeg savner det, jeg vil hjem til Fyn, jeg vil hjem til Nyborg, jeg vil hjem til vennerne. Jeg vil hjem.
Men da festen sluttede og der skulle siges farvel gik sandheden op for en - det er sidste gang i år man ser dem alle sammen. Der blev krammet, kysset og grædt farvel.
Jeg skulle sove hos Martin og for at komme hjem til ham skulle vi forbi scenen. Den var allerede ved at blive revet ned - halve kulisser, en masse træ i bunker - det var svært at tro, at det engang havde været rammerne for Cabaret og en uforglemmelig sommer.
Martin var meget galant og spurgte forsigtigt om jeg ville have noget imod at dele seng med ham, for ellers ville han bare lægge sig ind på sofaen. Meget sødt! Da vi nu kender hinanden godt, så ville jeg ikke jage ham fra sengen, så (og bare fordi jeg vil have denne sætning med) hoppede vi i kanen sammen! Vi lå og snakkede lidt om hvor dejlig sommeren havde været og at han endelig måtte komme til Roskilde og besøge mig, nu hvor han arbejder på Djævleøen.
Søndag formiddag kørte han mig ned på stationen i Nyborg og da jeg sad i toget var det jeg indså at det er definitivt slut nu - Cabaret på Volden er slut - og Gud hvor jeg hader at se det i øjnene. Jeg savner det, jeg vil hjem til Fyn, jeg vil hjem til Nyborg, jeg vil hjem til vennerne. Jeg vil hjem.
