Hjemmelavet selvbruner
Her er opskrifterne på RAZ Spas hjemmelavede veje til lidt kulør til huden.
Skønhedseksperten Raz fra Raz Spa har opskriften til hjemmelavet selvbruner, og du kan blande den med dine egen almindelige creme eller en rest, du har stående.
Du kan endda lave din egen selvbrunerspray, som du evt. kan blande med lidt parfume, hvis du vil have den til at dufte, som du ønsker.
Det eneste, du umiddelbart skal ud og købe, er selvbrunerpulver fra Urtegaarden, som koster fra 55 kr. for 25 g., og som oven i købet er helt naturlig.
Opskrift på selvbrunercreme
1 teske selvbrunerpulver blandes i 1 dl creme.
Bland sammen, til det er opløst, og brug det som en almindelig creme.
Ønsker du mere brunereffekt, så øg mængden af selvbrunerpulver.
Opskrift på selvbrunerspray
1 teskefuld selvbrunerpulver blandes med 1⁄2 dl vand fra hanen, til pulveret er opløst.
Kom derefter 1⁄2 dl sprit fra køkkenskabet i og evt. et par sprøjt parfume.
Det hele kommes i en sprayflaske og er klar til brug.
Spritten sikrer, at det hurtigt trænger ind i huden.
TIP: Hvis du skrubber og peeler huden inden behandling med selvbruner, får du den pæneste virkning. På RAZ Spas hjemmeside er der en række opskrifter på scrubs og peelinger. Håndflader og andre steder med hård hud tager meget imod farve, giv dem evt. lidt almindelig creme inden behandling med selvbruner eller vask af efter påføringen.