Gudernes tusmørke
Tredje roman om kaosguden Seth
Seth er kaosgud og hans nyeste passion er dirigenten Martin Seeber, der er ved at forberede en opsætning af Wagners Parsifal. Seth inviterer Martin Seeber til sin borg ved Rhinen, hvortil han også har inviteret en Seth-kult. Her møder Mrtin Seeber den smukke Sophie fra Seth-kulten, med hvem han indleder et lidenskabeligt forhold.
Trismegistoen forsøger samtidig at finde ud af, hvordan de skal slå Seth ihjel. De har fået guden Horus genfødt, men de er i tvivl om, hvordan denne skal vinde over Seth. Endnu engang finder de dog råd i gamle myter og jagten på Våbnet går ind.
Musik og myter
Det stærkeste element i romanen er de mange lag, der skabes af paralleller til både musik og myter. Hvor det virker ligetil at skabe paralleller til for eksempel den ægyptiske mytologi, inddrages også kristendom og musik, hvilket giver romanen dybde og gør den tankevækkende.
Wagners Parsifal spiller en afgørende rolle i romanen, og elementerne fra Parsifal er meget elegant indflettet i romanen - lagene virker naturlige og driver handlingen fremad.
Det er tydeligt, at der ligger et stort resaercharbejde forud for tilblivelsen af Gudernes Tusmørke, og romanens lag virker velargumenterede på samme måde, som titlens dobbelthed gennemspilles fint i romanen.
Sansemættet
Romanen er sansemættet til bristepunktet og nogen gange brister den (næsten). Seths kapitler er dynamiske og fulde af livsgnist, kapitlerne om Trismegistoen er mere almindelige, sprogligt.
Romanen bliver markedsført som "En spændings- og kærlighedsroman om opera og utroskab", og det er den også. Det er et element i alle musik- og mytelagene og forfatteren lægger ikke fingrene i mellem i beskrivelserne, der sommetider bliver for detaljefyldte i iveren efter at beskrive drifternes kommen til deres ret.
Alt i alt vil jeg anbefale dig at læse Gudernes Tusmørke, hvis du er til Ægyptisk mytologi og Wagners Parsifal. Den er fuld af interessante betragtninger, hvis du ikke har noget i mod drifterne, der var mindre udtalte i de forrige romaner i serien, "Djævelens Kvint" og "Tredje Ikaros".
A. M. Vedsø Olesen: Gudernes Tusmørke, Gyldendal, 2007
Trismegistoen forsøger samtidig at finde ud af, hvordan de skal slå Seth ihjel. De har fået guden Horus genfødt, men de er i tvivl om, hvordan denne skal vinde over Seth. Endnu engang finder de dog råd i gamle myter og jagten på Våbnet går ind.
Musik og myter
Det stærkeste element i romanen er de mange lag, der skabes af paralleller til både musik og myter. Hvor det virker ligetil at skabe paralleller til for eksempel den ægyptiske mytologi, inddrages også kristendom og musik, hvilket giver romanen dybde og gør den tankevækkende.
Wagners Parsifal spiller en afgørende rolle i romanen, og elementerne fra Parsifal er meget elegant indflettet i romanen - lagene virker naturlige og driver handlingen fremad.
Det er tydeligt, at der ligger et stort resaercharbejde forud for tilblivelsen af Gudernes Tusmørke, og romanens lag virker velargumenterede på samme måde, som titlens dobbelthed gennemspilles fint i romanen.
Sansemættet
Romanen er sansemættet til bristepunktet og nogen gange brister den (næsten). Seths kapitler er dynamiske og fulde af livsgnist, kapitlerne om Trismegistoen er mere almindelige, sprogligt.
Romanen bliver markedsført som "En spændings- og kærlighedsroman om opera og utroskab", og det er den også. Det er et element i alle musik- og mytelagene og forfatteren lægger ikke fingrene i mellem i beskrivelserne, der sommetider bliver for detaljefyldte i iveren efter at beskrive drifternes kommen til deres ret.
Alt i alt vil jeg anbefale dig at læse Gudernes Tusmørke, hvis du er til Ægyptisk mytologi og Wagners Parsifal. Den er fuld af interessante betragtninger, hvis du ikke har noget i mod drifterne, der var mindre udtalte i de forrige romaner i serien, "Djævelens Kvint" og "Tredje Ikaros".
A. M. Vedsø Olesen: Gudernes Tusmørke, Gyldendal, 2007
