Gravid på tid - to streger
Om at blive "far" som kvinde og om at holde det største, der kan ske, hemmeligt i tre måneder.
Fascination, forelskels, og at elske et andet in
Både min kæreste og jeg er styret af impulser. ADHD er dog grunden til de fleste af mine, til tider, vilde handlinger.
Aldrig nogensinde har jeg mødt en pige mere forblændende end min kæreste, og der gik ikke længe, før grundlaget for "os" var dannet. Selvom vi mødte hinanden i april '09, gik der ikke pokkers længe, inden vi talte om børn. Vi havde nu også både været på familiecamping, holdt børnefødselsdag og lavet en masse ting med hendes søn i forvejen, som jeg hurtig fik god kemi med. Noget, der rigtigt varmer et moderhjerte.
Fra drøm til handling
Jeg tror, snakken blev seriøs i september. Indtil da havde det været flygtige tanker og ideer og nok mere "drømme", at vi måske på sigt ville stifte den her familie. Nå, men det store og det hele var, at vi talte om børn, og et par dage efter søgte på nettet og udvalgte en klinik. Den lå godt nok i Århus, men den lød godt for os.
Aldrig nogensinde har jeg mødt en pige mere forblændende end min kæreste, og der gik ikke længe, før grundlaget for "os" var dannet. Selvom vi mødte hinanden i april '09, gik der ikke pokkers længe, inden vi talte om børn. Vi havde nu også både været på familiecamping, holdt børnefødselsdag og lavet en masse ting med hendes søn i forvejen, som jeg hurtig fik god kemi med. Noget, der rigtigt varmer et moderhjerte.
Fra drøm til handling
Jeg tror, snakken blev seriøs i september. Indtil da havde det været flygtige tanker og ideer og nok mere "drømme", at vi måske på sigt ville stifte den her familie. Nå, men det store og det hele var, at vi talte om børn, og et par dage efter søgte på nettet og udvalgte en klinik. Den lå godt nok i Århus, men den lød godt for os.
Næste skridt blev jo så at blive godkendte til inseminering. Det vil sige, at vi skulle til et møde på klinikken, efter at være blevet testet for HIV, hepatitis og klamydia, som selvfølgelig var negative.
Hos lægen var min kæreste blevet testet af en ældre sygeplejerske. Hun havde været ret nervøs, og sygeplejersken havde ikke virket som den sødeste person. Lukket kropssprog, stram i ansigtet og en kold tone, når hun talte. Dog endte hun med at give os et tip, der var altafgørende. En klinik i Odense, som min kæreste straks tog ned til og hentede informationspapirer. Samme eftermiddag ringede vi til dem og bestilte donor og et møde, og ugen efter skulle vi så afsted.
Vi havde regnet med, at det var sværere at blive gravid, og at det var en proces. Så vi var meget overraskede over, at vi kunne komme ind faktisk direkte fra gaden. Direkte efter mødet blev vi timet med ægløsning og skulle ringe ved næste menstruationsperiode, så vi kunne finde præcist tid for ægløsningen. Vi spurgte selvfølgelig til de tests, de krævede andre steder, men han mente, det var okay hvis vi kunne sige god for, at min kæreste ikke fejlede noget. Hvilket var lidt underligt...
Det mindre sjove undervejs
Til ægløsning skulle Stina, som min kæreste hedder, have en indsprøjtning 24 timer i forvejen, der skulle få hendes æg til at vokse. Stina valgte selv at stå op kl. 6 om morgenen og stikke sig - efter meget debat om, at jeg kunne gøre det, og hvordan det skulle gøres. Da hun har nåleforbi sortnede det for hendes øjne, og hun måtte sidde med hovedet i toilettet et par minutter, men hun klarede det, og vi var selvfølgelig stadig på det der "Vi kan alt"-plan.
Inseminationen var ikke lige den bedste oplevelse. Lægen var en anden, end ham vi havde talt med, og en vi slet ikke fandt nogen tryghed ved. Han gjorde sit arbejde men uden at tænke over, om det gjorde ondt, når han rodede rundt med de kolde instrumenter, eller om stemningen i rummet overhovedet var positiv, hvilket den ikke var. Så hele vejen hjem i bilen var der ro og en underlig trykket stemning.
Fra negativ til positiv
Dette første forsøg var negativt. Æv, men op på hesten igen, og det kom vi. Efter andet forsøg stod vi nu som to små teenagere fem dage før testdag og vendte og drejede en graviditetstest med skyggestreg på. Vi skulle sikre os så meget, at det endte med jeg selv tissede på en test, så vi kunne sammenligne og se, om der var bid. Og det var der!
Hos lægen var min kæreste blevet testet af en ældre sygeplejerske. Hun havde været ret nervøs, og sygeplejersken havde ikke virket som den sødeste person. Lukket kropssprog, stram i ansigtet og en kold tone, når hun talte. Dog endte hun med at give os et tip, der var altafgørende. En klinik i Odense, som min kæreste straks tog ned til og hentede informationspapirer. Samme eftermiddag ringede vi til dem og bestilte donor og et møde, og ugen efter skulle vi så afsted.
Vi havde regnet med, at det var sværere at blive gravid, og at det var en proces. Så vi var meget overraskede over, at vi kunne komme ind faktisk direkte fra gaden. Direkte efter mødet blev vi timet med ægløsning og skulle ringe ved næste menstruationsperiode, så vi kunne finde præcist tid for ægløsningen. Vi spurgte selvfølgelig til de tests, de krævede andre steder, men han mente, det var okay hvis vi kunne sige god for, at min kæreste ikke fejlede noget. Hvilket var lidt underligt...
Det mindre sjove undervejs
Til ægløsning skulle Stina, som min kæreste hedder, have en indsprøjtning 24 timer i forvejen, der skulle få hendes æg til at vokse. Stina valgte selv at stå op kl. 6 om morgenen og stikke sig - efter meget debat om, at jeg kunne gøre det, og hvordan det skulle gøres. Da hun har nåleforbi sortnede det for hendes øjne, og hun måtte sidde med hovedet i toilettet et par minutter, men hun klarede det, og vi var selvfølgelig stadig på det der "Vi kan alt"-plan.
Inseminationen var ikke lige den bedste oplevelse. Lægen var en anden, end ham vi havde talt med, og en vi slet ikke fandt nogen tryghed ved. Han gjorde sit arbejde men uden at tænke over, om det gjorde ondt, når han rodede rundt med de kolde instrumenter, eller om stemningen i rummet overhovedet var positiv, hvilket den ikke var. Så hele vejen hjem i bilen var der ro og en underlig trykket stemning.
Fra negativ til positiv
Dette første forsøg var negativt. Æv, men op på hesten igen, og det kom vi. Efter andet forsøg stod vi nu som to små teenagere fem dage før testdag og vendte og drejede en graviditetstest med skyggestreg på. Vi skulle sikre os så meget, at det endte med jeg selv tissede på en test, så vi kunne sammenligne og se, om der var bid. Og det var der!
Stor lykke. Stina begyndte at gøre meget rent, og pludselig krævede hun, at vasketøjet skulle i kurven ALTID, og jeg skulle pludselig til at vaske gulv osv. Men det gik nu også.
Nærmest fra den ene dag til den anden blev hun syg, gik rundt i en zombielignende tilstand med konstant ubehag og kvalme. Alt liv forsvandt fra hendes øjne og med et var vi et praktisk par.
I tre måneder gik vi og kæmpede på hver vores måde med denne graviditet. Stina mest med sygdommen (hun er overfølsom for den store hormonmængde, kroppen producerer under graviditet), og jeg selv skulle nu til at være forælder og blev krævet til at tage en uddannelse osv., hvilket jeg med glæde ville, da jeg nu skulle finde min plads som forsørger.
Det største...
I uge 8 fik vi en scanning på klinikken, primært for at tjekke hjertelyd osv. Det var simpelthen det største. En lille spunk, der lå og bevægede sig vildt og voldsomt og lyden af en fiskekutter. Derinde lå, hvad, jeg tror, bliver min søn. Jeg voksede i det øjeblik tyve centimeter, og hele venteværelset var ikke i tvivl; Der var en kommende stolt far.
Nærmest fra den ene dag til den anden blev hun syg, gik rundt i en zombielignende tilstand med konstant ubehag og kvalme. Alt liv forsvandt fra hendes øjne og med et var vi et praktisk par.
I tre måneder gik vi og kæmpede på hver vores måde med denne graviditet. Stina mest med sygdommen (hun er overfølsom for den store hormonmængde, kroppen producerer under graviditet), og jeg selv skulle nu til at være forælder og blev krævet til at tage en uddannelse osv., hvilket jeg med glæde ville, da jeg nu skulle finde min plads som forsørger.
Det største...
I uge 8 fik vi en scanning på klinikken, primært for at tjekke hjertelyd osv. Det var simpelthen det største. En lille spunk, der lå og bevægede sig vildt og voldsomt og lyden af en fiskekutter. Derinde lå, hvad, jeg tror, bliver min søn. Jeg voksede i det øjeblik tyve centimeter, og hele venteværelset var ikke i tvivl; Der var en kommende stolt far.
Vi aftalte at holde det hemmeligt frem til nakkefoldsscanningen. Både i frygt for at tabe barnet, men også hvis der var noget galt, så vi valgte at der skulle laves abort. Det var nu heller ikke et synderligt stort problem, da vi de første tre måneder faktisk var tømte for overskud og kørte hverdagen på vanen.
Endelig blev nakkefoldsscanningen overstået med oddsene 1:14000, og det var jo kæmpe stort. Svigermor var med til scanningen, og det var helt utroligt at se barnets udvikling på de fire uger, der var gået fra uge 8 scanningen på klinikken. Nu blev det en realitet.
Alle de andre
Folks reaktioner har været ganske gode faktisk. Meget sjovt med Stinas omgangskreds, da de jo alle er omkring de 30 og bygger rede og får børn, de var positive på Facebook, og der var det på en måde mere normalt, end da flere end mine venner fik det at vide. Så var det en nyhed, der affødte reaktioner som: "Det lyder da fedt. Det går også godt her, jeg har lige fået en lejlighed på Nørrebro." Altså forskellige reaktioner i omgangskredsen!
Familierne har også taget det rimelig godt. Min mor har tigget efter børnebørn, næsten siden jeg fik min første menstruation, så hun var selvfølgelig overlykkelig, min far blev stolt, min farmor skulle dog lige vænne sig til tanken om, at der nu kom endnu en generation under hende, men efter at have set billeder fra nakkefoldsscanningen, og hun dermed kunne se, det var et menneske og ikke bare en klat, er hun blevet mere åben omkring det. Jeg har intet hørt omkring, at vi er to piger, der skal være forældre eller noget. Udover at nogen har spurgt, hvad vi vil gøre med faderfigur, om vi vil have en "kontaktperson", der er mand, eller hvad vi har tænkt os, men det er nu ikke det vilde problem, da vi har vores roller, og jeg er mere en far, end jeg nogensinde bliver mor.
Så som to kvinder kan man, som i vores tilfælde, blive gravid for 6500 (500kr for hepatitis-, klamydia- og aidstests, 2500 pr. insemination og cirka 500 for ægløsningssprøjter pr. gang), uden at skulle tjekkes. Vi har talt rigtig meget om det, da vi i behandlingsprocessen har haft meget kontakt til par, der har kæmpet i flere år, både med at komme igennem systemet og blive godkendt til at få det betalt, men også til adoptionsproces osv. Måske har vi haft det det nemmere, fordi vi simpelthen har valgt at betale selv? Hvem ved? Men jeg synes alligevel det er tankevækkende.
Næste uge: Storebror får at vide, at storken kommer til sommer, og de første spark holder mor vågen om natten.
Endelig blev nakkefoldsscanningen overstået med oddsene 1:14000, og det var jo kæmpe stort. Svigermor var med til scanningen, og det var helt utroligt at se barnets udvikling på de fire uger, der var gået fra uge 8 scanningen på klinikken. Nu blev det en realitet.
Alle de andre
Folks reaktioner har været ganske gode faktisk. Meget sjovt med Stinas omgangskreds, da de jo alle er omkring de 30 og bygger rede og får børn, de var positive på Facebook, og der var det på en måde mere normalt, end da flere end mine venner fik det at vide. Så var det en nyhed, der affødte reaktioner som: "Det lyder da fedt. Det går også godt her, jeg har lige fået en lejlighed på Nørrebro." Altså forskellige reaktioner i omgangskredsen!
Familierne har også taget det rimelig godt. Min mor har tigget efter børnebørn, næsten siden jeg fik min første menstruation, så hun var selvfølgelig overlykkelig, min far blev stolt, min farmor skulle dog lige vænne sig til tanken om, at der nu kom endnu en generation under hende, men efter at have set billeder fra nakkefoldsscanningen, og hun dermed kunne se, det var et menneske og ikke bare en klat, er hun blevet mere åben omkring det. Jeg har intet hørt omkring, at vi er to piger, der skal være forældre eller noget. Udover at nogen har spurgt, hvad vi vil gøre med faderfigur, om vi vil have en "kontaktperson", der er mand, eller hvad vi har tænkt os, men det er nu ikke det vilde problem, da vi har vores roller, og jeg er mere en far, end jeg nogensinde bliver mor.
Så som to kvinder kan man, som i vores tilfælde, blive gravid for 6500 (500kr for hepatitis-, klamydia- og aidstests, 2500 pr. insemination og cirka 500 for ægløsningssprøjter pr. gang), uden at skulle tjekkes. Vi har talt rigtig meget om det, da vi i behandlingsprocessen har haft meget kontakt til par, der har kæmpet i flere år, både med at komme igennem systemet og blive godkendt til at få det betalt, men også til adoptionsproces osv. Måske har vi haft det det nemmere, fordi vi simpelthen har valgt at betale selv? Hvem ved? Men jeg synes alligevel det er tankevækkende.
Næste uge: Storebror får at vide, at storken kommer til sommer, og de første spark holder mor vågen om natten.
