Aniston

Global opvarmning

Den er over os

Da jeg for et halvt års tid siden mødte en mand, der med store armbevægelser fortalte, at Fyn ville være væk om 50 år - gemt bort under flere meter hav - så rystede jeg opgivende på hovedet. Han måtte jo være lidt af en tosse. Men i dette varme forår har jeg pludselig set konsekvenserne, og det er ret uhyggeligt.
ANNONCE
Global opvarmning
Jeg vil nu ævle om alt muligt underligt, jeg forbinder med den globale opvarmning. Ironi kan være anvendt, og en smule overdrivelse er på sin plads (undtagen kæmpebillen længere nede, den var skam rigtig stor og levende som beskrevet). Så er I advaret folks, og hvis I læser det, så gør det mest for underholdningens skyld.

Lad mig starte med de kravlende kryb. Jeg møder edderkopper overalt, hvor jeg går og står. De sidder i min vindueskarm, på mit gulv og på mine vægge. Og jeg opdager dem fordi de er gigantisk store, ja nærmest noget, der kun kan være avlet i et laboratorium ved hjælp af plutonium.

Hvor kommer de edderkopper fra? Jo, de har da sikkert overlevet vinteren, fordi den var varm, og nu er de vokset til dobbelt størrelse. Det er én konsekvens, jeg har opdaget ved global opvarmning.

Derudover så jeg den anden dag ud af vinduet, og opdagede et dyr kravle flere meter borte på gårdspladsen. Først gik jeg ud fra, at det var en tudse, der mavede sig af sted, men efterhånden gik det op for mig, at det ikke var tilfældet.

Jeg gik ud for at se nærmere på det underlige dyr, og hvilket skrækkeligt syn. Hvad jeg havde troet var en mindre tudse, viste sig at være en kæmpebille, der ville gøre en kakkerlak misundelig.

Selv katten turde ikke nærme sig væsenet, for en så stor bille havde hun aldrig oplevet. Ad, siger jeg bare.

Et andet tegn på den globale opvarmning er haven. Der er ligefrem begyndt at vokse græs og nogle planter, der ligner hamp på det, der ellers plejer at bestå af god, gammeldansk mos. Og der er mange af dem - planter altså.

Min stakkels far måtte opgive at slå græsset med håndskubbe-græsslåmaskinen, og anskaffe sig en havetraktor i stedet. Han har dog ikke helt vundet over planterne, og jeg forventer snart at se både aber og tigre derude.

Indtil videre er det dog kun blevet til et par fasaner og en enkelt ræv, men bare vent, de eksotiske dyr skal nok komme. Og det er alt sammen den globale opvarmnings skyld.
ANNONCE
Global opvarmning
Ak ja, verden og vejret er af lave, og de kloge hoveder arbejder på at finde en løsning, siges der. Men det er svært at finde kloge løsninger.

Jeg mener, når der er krig, forsøger man at løse det ved at lave farlige atomvåben. Når folk i Afrika sulter, forsøger man at løse det ved at sende dem tøj og kondomer (som Paven åbenbart ikke er så glad for...), og når vi herhjemme er utilfredse med statsministeren, så forsøger vi at løse det ved at kaste maling på ham.

Hele dette hersens globale opvarmningsproblem ender sikkert med, at en eller gal videnskabsmand går amok og slukker for solen. Så bliver det koldt, meget koldt.

Måske vil jeg hellere leve med varmen og krybene, end at sidde i minusgrader og dø af sult og kulde? Ja, jeg ved snart ikke hvad der er værst.

Men jeg orker alligevel ikke rigtig at bekymre mig. For jeg er hverken forsker, præsident eller Nobelprisvinder, og har alligevel ikke mulighed for at gøre så meget.

Så jeg nøjes med at byde edderkopperne velkommen med fluesmækkeren, og lade mit jagtgevær i tilfælde af, at der skulle komme en global tiger forbi.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce