Gensynsglæde Eller skuffelse
Det store øjeblik
Søndag var den store dag i hele ugen. Ovenpå en trist bisættelse og den kedelige, danske sommerregn, kunne det kun blive bedre med en date. - Ja date og date, det var et gensyn med en gammel flamme fra 1997, men når to mennesker mødes til snak om ens liv og personlighed og man får god mad og hygger, kan det næsten kun være en date.
Vi havde aftalt at mødes på en mexicansk restaurant (Casa Mexico - Uhm! - jeg savler allerede, den kan jeg suverænt anbefale) og han kom lige på klokkeslettet 18:00 dut.
Han lignede sig selv blot med lidt højere tindinger og med lidt mere farve i kinderne. Det kan man ikke sige om mig. Jeg er stadig den samme panodil-hvide pige, med langt, glat hår og et forsigtigt smil i mundvigene.
Jeg bliver mødt med et varmt kram, og kommer i tanke om, at han faktisk var ret god til at kramme dengang. Det er noget underligt noget det her. Min mave kilder...
"Daten" skydes i gang
Vi går ind på restauranten, og får tildelt et bord til to. Han virker lidt nervøs, gad vide om det er mig, eller hele situationen der gør det. Han virker lidt lettere befippet, og i sin "iver" er han ved at vælte stearinlys ud over hele bordet. - Det er nu meget sødt. Vi får bestilt tre lækre retter, og det letter lidt på den spænding, der er.
Vi snakker allerede om løst og fast. De små ting vi nu lige kommer på, mens vi sidder og checker hinanden ud. Alt lige fra vejret, til omgivelserne, til servitricen som netop har betjent os.
Pludselig ud af det blå...
Kommer vi ind på "dengang vi to stod på broen over mosen og kyssede i måneskinnet". Og dér indtraf en nervøsitet på 100 %... Jeg vidste den ville komme, og jeg var også forberedt på det. Men hvad skal man sige, hvad skal man svare og hvad mener han egentlig selv. Tankerne flyver afsted... Hvad gjorde, at man dengang faldt for ham. Hvad har gjort, at man siden da, har holdt kontakten med hinanden. Og kan der komme mere ud af det venskab, vi nu har?
Fortidens forskellige ansigter
Vi griner af hinandens historier om dengang. Han husker, at vi mødte værtindens naboer, som genkendte Mr. X og mødte ham med kommentaren: "Nåååårh, du hygger dig nok hva'!" Jeg husker hvilken sang, der spillede i baggrunden, da vi første gang snakkede sammen. (Det er så til gengæld en tøse-ting, og jeg er slem til det. Jeg forbinder sange med alle gode/dårlige minder). Han husker at han missede at se mig, da vores studentervogn kørte forbi ham, og jeg husker, at jeg fik pinde-is den dag. Hver vores opfattelse, men noget som skabte latter hos os begge.
Konklusionen på hele "daten"
Han er en herlig fyr. Og først til sidst indser jeg virkelig hvorfor, at vi har kunne holde kontakten i alle de år som er gået, og nok kommer til at gå i fremtiden. Han er sød, jordnær, meget menneskelig og varm. Han er bare en rigtig god mand. Ham er jeg glad for er min rigtig gode ven. Dér rammer konklusionen mig. Vi har holdt ud i så mange år, fordi venskabet betyder meget. Og selvom man siger, at ens kæreste også er ens bedste ven, betyder det ikke, at ens gode ven skal være ens kæreste. Dét er vi efterfølgende også enige i. Også fordi vi begge er på et travlt punkt i vores liv.
Men ingen har helt lukket for en mulig måneskinstur ved mosen igen...
Vi havde aftalt at mødes på en mexicansk restaurant (Casa Mexico - Uhm! - jeg savler allerede, den kan jeg suverænt anbefale) og han kom lige på klokkeslettet 18:00 dut.
Han lignede sig selv blot med lidt højere tindinger og med lidt mere farve i kinderne. Det kan man ikke sige om mig. Jeg er stadig den samme panodil-hvide pige, med langt, glat hår og et forsigtigt smil i mundvigene.
Jeg bliver mødt med et varmt kram, og kommer i tanke om, at han faktisk var ret god til at kramme dengang. Det er noget underligt noget det her. Min mave kilder...
"Daten" skydes i gang
Vi går ind på restauranten, og får tildelt et bord til to. Han virker lidt nervøs, gad vide om det er mig, eller hele situationen der gør det. Han virker lidt lettere befippet, og i sin "iver" er han ved at vælte stearinlys ud over hele bordet. - Det er nu meget sødt. Vi får bestilt tre lækre retter, og det letter lidt på den spænding, der er.
Vi snakker allerede om løst og fast. De små ting vi nu lige kommer på, mens vi sidder og checker hinanden ud. Alt lige fra vejret, til omgivelserne, til servitricen som netop har betjent os.
Pludselig ud af det blå...
Kommer vi ind på "dengang vi to stod på broen over mosen og kyssede i måneskinnet". Og dér indtraf en nervøsitet på 100 %... Jeg vidste den ville komme, og jeg var også forberedt på det. Men hvad skal man sige, hvad skal man svare og hvad mener han egentlig selv. Tankerne flyver afsted... Hvad gjorde, at man dengang faldt for ham. Hvad har gjort, at man siden da, har holdt kontakten med hinanden. Og kan der komme mere ud af det venskab, vi nu har?
Fortidens forskellige ansigter
Vi griner af hinandens historier om dengang. Han husker, at vi mødte værtindens naboer, som genkendte Mr. X og mødte ham med kommentaren: "Nåååårh, du hygger dig nok hva'!" Jeg husker hvilken sang, der spillede i baggrunden, da vi første gang snakkede sammen. (Det er så til gengæld en tøse-ting, og jeg er slem til det. Jeg forbinder sange med alle gode/dårlige minder). Han husker at han missede at se mig, da vores studentervogn kørte forbi ham, og jeg husker, at jeg fik pinde-is den dag. Hver vores opfattelse, men noget som skabte latter hos os begge.
Konklusionen på hele "daten"
Han er en herlig fyr. Og først til sidst indser jeg virkelig hvorfor, at vi har kunne holde kontakten i alle de år som er gået, og nok kommer til at gå i fremtiden. Han er sød, jordnær, meget menneskelig og varm. Han er bare en rigtig god mand. Ham er jeg glad for er min rigtig gode ven. Dér rammer konklusionen mig. Vi har holdt ud i så mange år, fordi venskabet betyder meget. Og selvom man siger, at ens kæreste også er ens bedste ven, betyder det ikke, at ens gode ven skal være ens kæreste. Dét er vi efterfølgende også enige i. Også fordi vi begge er på et travlt punkt i vores liv.
Men ingen har helt lukket for en mulig måneskinstur ved mosen igen...
