Aniston

Forsmåelse

Og forresten, så var du dårlig i sengen!

Desværre findes de overalt, idioterne som træder én over tæerne, og som bringer følelsen af forsmåelse op i én. Er man et velafbalanceret menneske, så er man sikkert fornuftig nok til at ignorere denne pest i form af et menneske, men nu og da, så får man bare lyst til at ramme vedkomne, hvor det gør mest ondt: Deres stolthed.
ANNONCE
Forsmåelse
Jeg er ikke glad for at indrømme det, men her forleden, var jeg så tæt på at bruge det ultimative hævnkort, nemlig "Du var forresten pisse-dårlig i sengen"-kortet. Fyren, som i den grad fik mig provokeret så meget, at jeg i et splitsekund overvejede, at fyre denne latterlige, men effektive, sætning af, han havde virkelig udvist ekstrem selvoptagethed, og lige i det øjeblik, hvor episoden skete, hadede jeg ham virkelig af hele mit hjerte.

Det skal til mit eget forsvar siges, at jeg aldrig har fortalt en fyr, at han var dårlig i sengen - også selvom han rent faktisk var kedeligere end en tur i Føtex. Det er simpelthen alt for ledt, føler jeg. Men når man står og mister fatningen og små horn sniger sig ud af panden på én, så får man virkelig bare lyst til at rive vedkomne rundt verbalt.

Måske kunne det lykkes én at såre personen godt og grundigt, men det er bare ikke så fedt, når man har brugt beskidte tricks. Ja faktisk så er det mere end et beskidt trick, det er et lavt og latterligt trick. Så derfor, da jeg stod der, overfor idioten, så valgte jeg bare at gå min vej, på trods af at den lille djævel inde i mig lokkede på bedste vis. Havde jeg rent faktisk sagt til ham, at han var dårlig i sengen, så ville jeg ikke have løjet, men sejren ville heller ikke være så sød, idet den ville have været let købt og latterlig.

Jeg kan nemt forestille mig, at dem, der læser denne artikel, tænker: "Hun er virkelig lattervækkende på den negative måde". Men min holdning er, at vi alle lider af forsmåelse nu og da, vi vil bare aldrig stå ved det. Og ja, det er virkelig også pinlig at være forsmået, men samtidig så bliver jeg bare også så træt af at skulle skjule det. Så I, kære Aniston-læsere, er hermed i gang med at læse min åbenlyse syndsforladelse.

Megen af den forsmåelse, som vi alle føler, bliver som regel ikke ført ud i livet, den bliver, lige som i mit tilfælde, kun udspillet inde i hovedet på én. Og gudskelov for det. Jeg er glad for, at jeg ikke fik fyret den lede sætning af i hovedet på ham fyren, selvom han stadig i mine øjne fortjener en røvfuld. Men hvis man på den anden side rent faktisk kan formulere ens forsmåelse i fornuftige vendinger, så kan man sagtens lufte ens følelser. På daværende tidspunkt var jeg dog langt fra i stand til at formulere noget fornuftigt, så fyren endte som sagt med at stå og snakke til min ryg, mens jeg var på vej væk.

Nu har jeg brugt et eksempel omhandlende en selvoptaget fyr, men der er så mange andre situationer, som kalder forsmåelsen frem i folk. En tur ned i det lokale supermarked kan for eksempel nemt fremkalde den negative følelse, hvis man føler folk ikke tager nok hensyn. For det er præcis det, der er essensen i følelsen forsmåelse, nemlig at man føler, folk ikke tager den rette hensyn til én.

Men nu har jeg lettet mit sorte hjerte her i skriftestolen (a.k.a. Aniston.dk), så nu er det din tur: Get down from your high horse og fortæl mig, om ikke også forsmåelsen nager dig nu og da?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce