Forfulgt af uheld
Jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser
I år er det indtil videre gået meget godt. Fredag den 27. januar 2006 skulle Marlene, Vicho og jeg have været til København, men vi nåede ikke længere end til perronen på Odense Banegård, før jeg var skadet.
Det var en rigtig kold aften, og toget var et par minutter forsinket. Vi står alle og kigger efter toget, men der er intet at se. Endelig kommer nogle lygter til syne i det fjerne, og jeg vender mig rundt til de to andre... Eller jeg når aldrig at vende mig helt, for jeg falder i det eneste hul på hele perronen.
Jeg har i min tid haft brækket og forstuvet adskillige lemmer, så jeg vidste, den var gal. Så jeg bliver liggende på den kolde asfalt - og det er ikke en fornøjelse, når det er minus et eller andet. Måske burde jeg lige tilføje, at jeg kun havde fået en øl et par timer før.
Vicho ringer efter en ambulance, for til København kommer vi ikke. Der går en halv time, før den kommer - og nej, det er ikke overdrivelse, for klokken var 21:20, da hun ringede, og 21:50 da den kom! På 30 minutter kan man nå at blive ret forfrossen.
Vi kommer ind i ambulancen, og falckmanden skal tage puls og blodtryk. Han kommer så med den gode kommentar:
"Du skal slappe af nu, for ellers kan jeg ikke tage dit blodtryk."
Klart! Det er jo det nemmeste at gøre, når man har en fod, der gør ondt som bare fa'en og ligger og ryster samt klaprer tænder af bare kulde. På vej mod skadestuen får jeg stukket Marlenes mobil i hånden, og jeg får så æren af at tale med Friis, der er skuffet over, at vi ikke kommer alligevel. Men mens jeg taler med ham, får jeg slappet så meget af, at falckmanden kan tage mit blodtryk.
Så, hvis man har svært ved at slappe af, så er Friis den eneste løsning!
Vi kommer ind på skadestuen, og sygeplejersken, der tager imod mig, lægger ud med at sige: "Hej Sidsel, Hvad har du lavet?". Så er stilen ligesom lagt.
Anyways, det korte af det lange er, at jeg havde forstuvet foden. En måned efter gør det stadig ondt, og jeg kan ikke gå ordentligt endnu.
Nå, men den 25. februar 2006 skulle Marlene og jeg til fødselsdag hos Liedicke. Jeg tager ud til Marlene, så vi kunne følges af. Hun ringer efter en taxa, og den kommer også... Den kunne godt nok ikke lige finde os, men vi fandt den.
Som på enhver anden taxa-tur, så sætter man sig ind, siger adressen og begynder at småsnakke. Men dette var bare ikke en helt almindelig taxa-tur. Vi kommer frem til adressen, og taxaen blinker ind til siden og holder stille. Marlene og jeg begynder at finde guld frem, så vi kan få betalt for turen.
Pludselig siger chaufføren: "Åhh nej" og vi bliver kastet frem i vognen. En Nissan Pick-up er hamret op bag i vores taxa. Lettere rystet stiger vores chauffør ud og ringer til centralen. Marlene og jeg bliver i bilen. Der er ikke sket noget særligt med os... Vi har fået lidt hovedpine, men ellers er vi okay.
Det var en rigtig kold aften, og toget var et par minutter forsinket. Vi står alle og kigger efter toget, men der er intet at se. Endelig kommer nogle lygter til syne i det fjerne, og jeg vender mig rundt til de to andre... Eller jeg når aldrig at vende mig helt, for jeg falder i det eneste hul på hele perronen.
Jeg har i min tid haft brækket og forstuvet adskillige lemmer, så jeg vidste, den var gal. Så jeg bliver liggende på den kolde asfalt - og det er ikke en fornøjelse, når det er minus et eller andet. Måske burde jeg lige tilføje, at jeg kun havde fået en øl et par timer før.
Vicho ringer efter en ambulance, for til København kommer vi ikke. Der går en halv time, før den kommer - og nej, det er ikke overdrivelse, for klokken var 21:20, da hun ringede, og 21:50 da den kom! På 30 minutter kan man nå at blive ret forfrossen.
Vi kommer ind i ambulancen, og falckmanden skal tage puls og blodtryk. Han kommer så med den gode kommentar:
"Du skal slappe af nu, for ellers kan jeg ikke tage dit blodtryk."
Klart! Det er jo det nemmeste at gøre, når man har en fod, der gør ondt som bare fa'en og ligger og ryster samt klaprer tænder af bare kulde. På vej mod skadestuen får jeg stukket Marlenes mobil i hånden, og jeg får så æren af at tale med Friis, der er skuffet over, at vi ikke kommer alligevel. Men mens jeg taler med ham, får jeg slappet så meget af, at falckmanden kan tage mit blodtryk.
Så, hvis man har svært ved at slappe af, så er Friis den eneste løsning!
Vi kommer ind på skadestuen, og sygeplejersken, der tager imod mig, lægger ud med at sige: "Hej Sidsel, Hvad har du lavet?". Så er stilen ligesom lagt.
Anyways, det korte af det lange er, at jeg havde forstuvet foden. En måned efter gør det stadig ondt, og jeg kan ikke gå ordentligt endnu.
Nå, men den 25. februar 2006 skulle Marlene og jeg til fødselsdag hos Liedicke. Jeg tager ud til Marlene, så vi kunne følges af. Hun ringer efter en taxa, og den kommer også... Den kunne godt nok ikke lige finde os, men vi fandt den.
Som på enhver anden taxa-tur, så sætter man sig ind, siger adressen og begynder at småsnakke. Men dette var bare ikke en helt almindelig taxa-tur. Vi kommer frem til adressen, og taxaen blinker ind til siden og holder stille. Marlene og jeg begynder at finde guld frem, så vi kan få betalt for turen.
Pludselig siger chaufføren: "Åhh nej" og vi bliver kastet frem i vognen. En Nissan Pick-up er hamret op bag i vores taxa. Lettere rystet stiger vores chauffør ud og ringer til centralen. Marlene og jeg bliver i bilen. Der er ikke sket noget særligt med os... Vi har fået lidt hovedpine, men ellers er vi okay.
Føreren af den anden bil stiger ud og går hen mod vores chauffør. Han ligner ham rumvæsnet fra "Men in Black", altså ham, hvor der er en kakerlak inden i.
En anden taxa er stoppet op, og chaufføren kommer hen og spørger, hvad der er sket. Han får ringet til politiet, for kakerlakken kunne godt minde om en spritbilist.
Efter 15 minutter kommer politiet. En lækker, ung betjent stiger ud af bilen - det er jo altid rart, når man nu endelig skal snakke med ordensmagten, at det er en, der ser godt ud. Han spurgte os kort om, hvad der var sket, fik vores navne, personnumre og telefonnumre, og så fik vi lov til at gå.
Vi gik op til Liedicke og tog hver en panodil. Det er jo altid herligt at starte en lørdag aften med en lettere hjernerystelse.
Marlene har konstateret, at hun ikke tør at tage i byen med mig mere, og jeg kan egentlig godt forstå hende. Én ting er, at det går ud over mig, men når mit uheld også begynder at gå ud over andre, så bliver man lidt bekymret.
Konklusionen må være, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. Jeg er simpelthen ikke i stand til at tage vare på mig selv, når det er den sidste weekend i måneden. Hvis resten af 2006 fortsætter, som det er startet, så er der ti "sidste-weekend-i-måneden-uheld" tilbage i dette år.
En anden taxa er stoppet op, og chaufføren kommer hen og spørger, hvad der er sket. Han får ringet til politiet, for kakerlakken kunne godt minde om en spritbilist.
Efter 15 minutter kommer politiet. En lækker, ung betjent stiger ud af bilen - det er jo altid rart, når man nu endelig skal snakke med ordensmagten, at det er en, der ser godt ud. Han spurgte os kort om, hvad der var sket, fik vores navne, personnumre og telefonnumre, og så fik vi lov til at gå.
Vi gik op til Liedicke og tog hver en panodil. Det er jo altid herligt at starte en lørdag aften med en lettere hjernerystelse.
Marlene har konstateret, at hun ikke tør at tage i byen med mig mere, og jeg kan egentlig godt forstå hende. Én ting er, at det går ud over mig, men når mit uheld også begynder at gå ud over andre, så bliver man lidt bekymret.
Konklusionen må være, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. Jeg er simpelthen ikke i stand til at tage vare på mig selv, når det er den sidste weekend i måneden. Hvis resten af 2006 fortsætter, som det er startet, så er der ti "sidste-weekend-i-måneden-uheld" tilbage i dette år.
