Forbudte øjne
Charles Albright tog sine ofres øjne.
December 1990, Dallas, Texas
Retsmedicineren Dr Elizabeth Peacock havde denne dag fået liget af en kvinde bragt ind.
Den døde var blevet fundet for få dage siden, den 13. december 1990, af en flok børn, der først havde troet, at hun var en mannequin-dukke. Det viste sig dog snart, at det var en død, mørkhåret kvinde, der lå med ansigtet op, kun iklædt en blodig T-shirt, skudt i baghovedet.
Ofret var blevet identificeret som Mary Lou Pratt, en 33-årig kendt prostitueret i den kriminelle bydel i Dallas. Man gik ud fra, at det var et mord som det fleste andre der skete i det område: Dræbt i vrede eller på grund af penge.
Mens Elizabeth undersøgte liget, lagde hun hænderne over kvindens ansigt og trak øjenlågene tilbage. Intet øje stirrede tilbage. Der var kun muskel og indtørret blod tilbage.
Elizabeth var overrasket. Det lod til, at øjet var fjernet kirurgisk med et lille, enkelt snit, og ikke blot revet ud i vrede. Det andet øje manglede også.
Morderen havde fjernet dem begge uden at efterlade så meget som et enkelt mærke på øjenlågene. Han havde tilsyneladende taget øjnene med sig.
Intet spor
På grund af mordets bizarre karakter blev FBI underrettet, og der blev kørt et baggrundstjek over lignende forbrydelser. Det gav intet resultat. Værre var det, at specialister hævdede, at en sådan morder havde dræbt for nydelsens skyld, og taget øjnene som trofæer. På et tidspunkt ville han blive så optændt af sin egen magt, at han ville myrde igen.
Rygterne i den kriminelle bydel sagde, at den myrdede Mary Lou havde stjålet værdigenstande fra en af sine kunder, sammen med en anden prostitueret, Susan Peterson. Det virkede logisk at manden havde taget hævn. Men efterforskerne vidste ikke hvem denne mand var, og uden spor efter gerningsmanden var der ikke meget de kunne gøre.
To måneder senere, den 10. februar, blev endnu en kvinde myrdet: den 27-årige Susan Peterson, der efter sigende havde bestjålet sin kunde sammen med Mary Lou.
Retsmedicineren Dr Elizabeth Peacock havde denne dag fået liget af en kvinde bragt ind.
Den døde var blevet fundet for få dage siden, den 13. december 1990, af en flok børn, der først havde troet, at hun var en mannequin-dukke. Det viste sig dog snart, at det var en død, mørkhåret kvinde, der lå med ansigtet op, kun iklædt en blodig T-shirt, skudt i baghovedet.
Ofret var blevet identificeret som Mary Lou Pratt, en 33-årig kendt prostitueret i den kriminelle bydel i Dallas. Man gik ud fra, at det var et mord som det fleste andre der skete i det område: Dræbt i vrede eller på grund af penge.
Mens Elizabeth undersøgte liget, lagde hun hænderne over kvindens ansigt og trak øjenlågene tilbage. Intet øje stirrede tilbage. Der var kun muskel og indtørret blod tilbage.
Elizabeth var overrasket. Det lod til, at øjet var fjernet kirurgisk med et lille, enkelt snit, og ikke blot revet ud i vrede. Det andet øje manglede også.
Morderen havde fjernet dem begge uden at efterlade så meget som et enkelt mærke på øjenlågene. Han havde tilsyneladende taget øjnene med sig.
Intet spor
På grund af mordets bizarre karakter blev FBI underrettet, og der blev kørt et baggrundstjek over lignende forbrydelser. Det gav intet resultat. Værre var det, at specialister hævdede, at en sådan morder havde dræbt for nydelsens skyld, og taget øjnene som trofæer. På et tidspunkt ville han blive så optændt af sin egen magt, at han ville myrde igen.
Rygterne i den kriminelle bydel sagde, at den myrdede Mary Lou havde stjålet værdigenstande fra en af sine kunder, sammen med en anden prostitueret, Susan Peterson. Det virkede logisk at manden havde taget hævn. Men efterforskerne vidste ikke hvem denne mand var, og uden spor efter gerningsmanden var der ikke meget de kunne gøre.
To måneder senere, den 10. februar, blev endnu en kvinde myrdet: den 27-årige Susan Peterson, der efter sigende havde bestjålet sin kunde sammen med Mary Lou.
Mordene på Susan og Shirley
Susan Peterson blev fundet lige udenfor bygrænsen i den sydlige del af Dallas. Hun var næsten nøgen, med T-shirten rullet op over brystkassen. Tre skud havde dræbt hende, to i hovedet og ét i hjertet. Øjnene var fjernet med to små snit.
Nu vidste politiet, at de havde med en sandsynlig seriemorder at gøre - en seriemorder, der åbenlyst arbejdede ud fra et grotesk ritual. Men der var stadig ikke mange spor at gå efter.
To dage inden Susan blev myrdet, havde hun antydet, at hun muligvis vidste hvem der havde myrdet Mary Lou. Men den information hun måske kunne have givet politiet forsvandt med hende.
Efterforskerne havde ikke meget at gå efter. De udarbejdede en profil over morderen: Han boede eller arbejdede sandsynligvis i området, og tips fra prostituerede indikerede, at han sandsynligvis var en hvid mand, der derfor kun ville gå efter hvide prostituerede som han havde gjort tidligere.
Desuden spekulerede efterforskerne i, om morderen ikke havde en medicinsk baggrund, når han kunne fjerne ofrenes øjne så præcist.
Forskellige mennesker der troede de kendte eller havde set morderen tippede politiet. Men det gav intet resultat. Imens patruljerede to biler i den kriminelle bydel, for at vogte over nattens aktiviteter. Eftersom de to mord var foregået med to måneders mellemrum overvejede efterforskerne, om det næste mord først ville ske i april. Men de tog fejl.
Den 18 marts blev den 41-årige, sorte prostituerede Shirley Williams myrdet.
Shirleys mishandlede, nøgne krop blev fundet nær en skole. Hun var blevet skudt gennem det øverste af hovedet og i ansigtet, så blodet strømmede ud på gaden. Næsen var brækket. Ved siden af kroppen lå et indpakket kondom, ubrugt.
Morderen havde atter taget sit offers øjne. Men denne gang havde han været knapt så varsom. Shirley havde snitsår i ansigtet, og i øjenhulen lå det yderste stykke fra en lille kniv.
Susan Peterson blev fundet lige udenfor bygrænsen i den sydlige del af Dallas. Hun var næsten nøgen, med T-shirten rullet op over brystkassen. Tre skud havde dræbt hende, to i hovedet og ét i hjertet. Øjnene var fjernet med to små snit.
Nu vidste politiet, at de havde med en sandsynlig seriemorder at gøre - en seriemorder, der åbenlyst arbejdede ud fra et grotesk ritual. Men der var stadig ikke mange spor at gå efter.
To dage inden Susan blev myrdet, havde hun antydet, at hun muligvis vidste hvem der havde myrdet Mary Lou. Men den information hun måske kunne have givet politiet forsvandt med hende.
Efterforskerne havde ikke meget at gå efter. De udarbejdede en profil over morderen: Han boede eller arbejdede sandsynligvis i området, og tips fra prostituerede indikerede, at han sandsynligvis var en hvid mand, der derfor kun ville gå efter hvide prostituerede som han havde gjort tidligere.
Desuden spekulerede efterforskerne i, om morderen ikke havde en medicinsk baggrund, når han kunne fjerne ofrenes øjne så præcist.
Forskellige mennesker der troede de kendte eller havde set morderen tippede politiet. Men det gav intet resultat. Imens patruljerede to biler i den kriminelle bydel, for at vogte over nattens aktiviteter. Eftersom de to mord var foregået med to måneders mellemrum overvejede efterforskerne, om det næste mord først ville ske i april. Men de tog fejl.
Den 18 marts blev den 41-årige, sorte prostituerede Shirley Williams myrdet.
Shirleys mishandlede, nøgne krop blev fundet nær en skole. Hun var blevet skudt gennem det øverste af hovedet og i ansigtet, så blodet strømmede ud på gaden. Næsen var brækket. Ved siden af kroppen lå et indpakket kondom, ubrugt.
Morderen havde atter taget sit offers øjne. Men denne gang havde han været knapt så varsom. Shirley havde snitsår i ansigtet, og i øjenhulen lå det yderste stykke fra en lille kniv.
Efterforskerne fandt ud af, at Shirley aftenen forinden havde været sammen med nogle venner. Hun havde fortalt sin datter, at hun ikke ville være sent ude den nat. Det havde regnet, så Shirley var taget af sted i sin gule regnfrakke. Ingen havde set hende siden.
Politiet mente, at Shirley formentlig var blevet myrdet i samme område som de andre, og at hendes tøj måske ville dukke op. En gul regnfrakke var ikke så nem at overse. Men igen fandt de intet.
Morderen var som sunket i jorden. Men det stod nu klart, at han ikke holdt sig til én type ofre.
Tættere på opklaring
Brenda, en prostitueret i Dallas, gik kort efter til politiet. Hun fortalte, at hun havde mødt en mand få nætter forinden, der havde forsøgt at slå hende ihjel. Det var kun fordi hun sprang ud af en kørende bil, at hun slap fra ham.
Brenda gav et signalement af manden: En hvid, ældre mand med gråsprængt hår og skægstubbe. Han kørte i en grøn eller brun stationcar.
Det vigtigste spor politiet fik kom dog fra en kvinde der ringede, for at fortælle om en mand hun havde kendt: Charles Albright. Hun havde engang datet ham, og selvom han var gift var hun flyttet ind i en af hans mange ejendomme i Dallas. Her kom han regelmæssigt for at få sex.
Men kravene blev mere og mere modbydelige, og da han havde afsløret sin fetich for knive og øjne var hun flygtet. Selv nu, mange år efter, var hun bange for at Albright ville finde og myrde hende.
Den bedste information hun kunne give var, at hun vidste, at den myrdede Mary Lou og Charles Albright havde været involveret i hinanden i forbindelse med prostitution og stjålne værdigenstande.
Da betjentene viste Brenda forskellige fotos af kriminelle, heriblandt Charles Albright, udpegede hun uden tøven Albright som sin angriber. Det viste sig også, at Albright havde en lang straffeattest, blandt andet for sexmisbrug af et barn.
Så kun fire dage efter at Shirleys krop var blevet bragt til lighuset, havde politiet en kendelse i hånden, og tog af sted for at anholde Charles Albright for overfald og mordforsøg på Brenda. Når først Albright var fængslet kunne de også lede efter beviser på de tre mord.
Politiet mente, at Shirley formentlig var blevet myrdet i samme område som de andre, og at hendes tøj måske ville dukke op. En gul regnfrakke var ikke så nem at overse. Men igen fandt de intet.
Morderen var som sunket i jorden. Men det stod nu klart, at han ikke holdt sig til én type ofre.
Tættere på opklaring
Brenda, en prostitueret i Dallas, gik kort efter til politiet. Hun fortalte, at hun havde mødt en mand få nætter forinden, der havde forsøgt at slå hende ihjel. Det var kun fordi hun sprang ud af en kørende bil, at hun slap fra ham.
Brenda gav et signalement af manden: En hvid, ældre mand med gråsprængt hår og skægstubbe. Han kørte i en grøn eller brun stationcar.
Det vigtigste spor politiet fik kom dog fra en kvinde der ringede, for at fortælle om en mand hun havde kendt: Charles Albright. Hun havde engang datet ham, og selvom han var gift var hun flyttet ind i en af hans mange ejendomme i Dallas. Her kom han regelmæssigt for at få sex.
Men kravene blev mere og mere modbydelige, og da han havde afsløret sin fetich for knive og øjne var hun flygtet. Selv nu, mange år efter, var hun bange for at Albright ville finde og myrde hende.
Den bedste information hun kunne give var, at hun vidste, at den myrdede Mary Lou og Charles Albright havde været involveret i hinanden i forbindelse med prostitution og stjålne værdigenstande.
Da betjentene viste Brenda forskellige fotos af kriminelle, heriblandt Charles Albright, udpegede hun uden tøven Albright som sin angriber. Det viste sig også, at Albright havde en lang straffeattest, blandt andet for sexmisbrug af et barn.
Så kun fire dage efter at Shirleys krop var blevet bragt til lighuset, havde politiet en kendelse i hånden, og tog af sted for at anholde Charles Albright for overfald og mordforsøg på Brenda. Når først Albright var fængslet kunne de også lede efter beviser på de tre mord.
Albright anholdes
Charles Albright og hans kone Dixie blev vækket midt om natten, da politiet brød ind og tog dem begge med på stationen.
Dixie blev afhørt først, men det fik man ikke meget ud af. Hun kunne slet ikke forstå, at nogen troede, at hendes elskede mand var i stand til at udføre den slags forbrydelser. Han var en vellidt fyr.
Dixie gav også sin mand et alibi: han sov sammen med hende hver nat, og var altid i sengen hos hende, når vækkeuret ringede. Hun anede ikke, at hendes mand havde en så lang straffeattest, men selvom afsløringen rystede hende, stod hun ved hans side.
I de tidlige morgentimer blev Albright afhørt. Han benægtede her ethvert kendskab til mordene, og påstod også, at han ikke engang kendte til de prostituerede. Han pointerede også, at den straffeattest han var udstyret med mest bestod af domme for tyverier, ikke for vold, mord eller mishandling.
Mens Dixie og Albright blev afhørt, undersøgte efterforskerne deres hjem. Her fandt de en samling af røde kondomer, samme slags og farve som det der blev fundet nær Shirleys lig. Albright havde også adskillige bøger om seriemordere.
I huset fandt man også flere pistoler, samt barberblads-skarpe knive, samme slags som det stykke der var blevet fundet i Shirleys øjenhule. Det viste sig også, at Charles Albright var besat af dukker og øjenløse masker.
Den rigtige morder?
Men jo mere de forhørte Charles Albright og hans venner, jo mindre troede de på, at de havde fundet den rigtige morder. Albright passede ikke ind i billedet af en seriemorder, og han havde desuden et alibi via sin kone. Hans venner var loyale og fuldt ud overbevist om, at politiet tog fejl.
Albright havde tidligere undervist i fodbold og været spejderleder, og var generelt venlig overfor børn såvel som voksne. Han var kreativ og kultiveret, hjalp folk med problemer og var dygtigt til at spille klaver. Han var alt andet end en seriemorder. Samtidig var han også med sine 57 år for gammel til at myrde med lystmorderens vrede.
Charles Albright og hans kone Dixie blev vækket midt om natten, da politiet brød ind og tog dem begge med på stationen.
Dixie blev afhørt først, men det fik man ikke meget ud af. Hun kunne slet ikke forstå, at nogen troede, at hendes elskede mand var i stand til at udføre den slags forbrydelser. Han var en vellidt fyr.
Dixie gav også sin mand et alibi: han sov sammen med hende hver nat, og var altid i sengen hos hende, når vækkeuret ringede. Hun anede ikke, at hendes mand havde en så lang straffeattest, men selvom afsløringen rystede hende, stod hun ved hans side.
I de tidlige morgentimer blev Albright afhørt. Han benægtede her ethvert kendskab til mordene, og påstod også, at han ikke engang kendte til de prostituerede. Han pointerede også, at den straffeattest han var udstyret med mest bestod af domme for tyverier, ikke for vold, mord eller mishandling.
Mens Dixie og Albright blev afhørt, undersøgte efterforskerne deres hjem. Her fandt de en samling af røde kondomer, samme slags og farve som det der blev fundet nær Shirleys lig. Albright havde også adskillige bøger om seriemordere.
I huset fandt man også flere pistoler, samt barberblads-skarpe knive, samme slags som det stykke der var blevet fundet i Shirleys øjenhule. Det viste sig også, at Charles Albright var besat af dukker og øjenløse masker.
Den rigtige morder?
Men jo mere de forhørte Charles Albright og hans venner, jo mindre troede de på, at de havde fundet den rigtige morder. Albright passede ikke ind i billedet af en seriemorder, og han havde desuden et alibi via sin kone. Hans venner var loyale og fuldt ud overbevist om, at politiet tog fejl.
Albright havde tidligere undervist i fodbold og været spejderleder, og var generelt venlig overfor børn såvel som voksne. Han var kreativ og kultiveret, hjalp folk med problemer og var dygtigt til at spille klaver. Han var alt andet end en seriemorder. Samtidig var han også med sine 57 år for gammel til at myrde med lystmorderens vrede.
Politiet i Dallas havde aldrig tidligere haft en seriemorder, så de havde kun FBI's profiler at gå ud fra. Og Albright passede ganske enkelt ikke ind. De fleste seriemordere er outsidere der ikke bor i parforhold. De har ingen uddannelse, og er gennemgående narcissister.
Der viste sig dog at lægge mere bag Albright end den blankpolerede overflade viste.
På et tidspunkt blev Albrights heftige temperament afsløret. Det viste sig, at han engang havde sagt et job op på grund af en mindre uoverensstemmelse, og engang havde han udbrudt, at han hadede prostituerede og ønskede at slå dem ihjel.
Ydermere levede han som en parasit af de penge Dixie tjente. Han var ofte gået til prostituerede, havde domme for butikstyveri og brugte folk hvis det passede ind i hans planer.
Det viste sig også, at de gode karakterer han havde fået i skolen var opnået ved hjælp af snyderi. Han havde hugget nøgler, ændret sine karakterer og dermed fået en flot eksamen. Han stjal dokumenter og forfalskede underskrifter og gav dermed sig selv falske mastergrader og bachelorer. Gennem hele sit liv havde han snydt, stjålet, forfalsket og manipuleret sig vej.
Albright passede ikke ind i seriemorder-profilen, men til gengæld passede han rigtig godt ind i psykopat-profilen: manipulerende, intelligent, charmerende og hemmelighedsfuld. Albright havde været så dygtig en manipulator, at politiet næsten havde opgivet ham som værende morderen.
Hår som bevis
Men det var stadig svært at bevise noget, for man fandt ikke mange spor i Albrights hjem. Det bedste spor man havde, var hår fra Albrights bil og Shirleys krop. Politiet kæmpede hårdt for at finde beviser, så Albright kunne dømmes for de tre mord. En dag kom en prostitueret med det altafgørende bevis.
Mary Beth fortalte, at samme nat som Mary Lou var blevet myrdet, var hun selv blevet bortført. En mand havde sat en kniv for hendes strube, og tvunget hende ind i en bil. Manden havde kørt hende ud på en mark og kastet hende ned på et tæppe, mens han uafbrudt slog hende.
Da hun først lå på tæppet havde han åbnet en taske, der indeholdt små, skarpe knive. Manden havde brugt en af dem til at flænse Mary Beths trøje. På det tidspunkt besvimede hun af frygt, og da hun kom til sig selv, var han forsvundet.
Der viste sig dog at lægge mere bag Albright end den blankpolerede overflade viste.
På et tidspunkt blev Albrights heftige temperament afsløret. Det viste sig, at han engang havde sagt et job op på grund af en mindre uoverensstemmelse, og engang havde han udbrudt, at han hadede prostituerede og ønskede at slå dem ihjel.
Ydermere levede han som en parasit af de penge Dixie tjente. Han var ofte gået til prostituerede, havde domme for butikstyveri og brugte folk hvis det passede ind i hans planer.
Det viste sig også, at de gode karakterer han havde fået i skolen var opnået ved hjælp af snyderi. Han havde hugget nøgler, ændret sine karakterer og dermed fået en flot eksamen. Han stjal dokumenter og forfalskede underskrifter og gav dermed sig selv falske mastergrader og bachelorer. Gennem hele sit liv havde han snydt, stjålet, forfalsket og manipuleret sig vej.
Albright passede ikke ind i seriemorder-profilen, men til gengæld passede han rigtig godt ind i psykopat-profilen: manipulerende, intelligent, charmerende og hemmelighedsfuld. Albright havde været så dygtig en manipulator, at politiet næsten havde opgivet ham som værende morderen.
Hår som bevis
Men det var stadig svært at bevise noget, for man fandt ikke mange spor i Albrights hjem. Det bedste spor man havde, var hår fra Albrights bil og Shirleys krop. Politiet kæmpede hårdt for at finde beviser, så Albright kunne dømmes for de tre mord. En dag kom en prostitueret med det altafgørende bevis.
Mary Beth fortalte, at samme nat som Mary Lou var blevet myrdet, var hun selv blevet bortført. En mand havde sat en kniv for hendes strube, og tvunget hende ind i en bil. Manden havde kørt hende ud på en mark og kastet hende ned på et tæppe, mens han uafbrudt slog hende.
Da hun først lå på tæppet havde han åbnet en taske, der indeholdt små, skarpe knive. Manden havde brugt en af dem til at flænse Mary Beths trøje. På det tidspunkt besvimede hun af frygt, og da hun kom til sig selv, var han forsvundet.
Politiet fandt ud til marken, hvor de fandt et gammelt, blåt tæppe, kondomer og en blodig, gul regnfrakke - samme slags som den Shirley havde haft på den nat hun forsvandt.
Snart havde politiet beviser nok til at stille Albright for en dommer. Men på grund af de relativt svage beviser blev dødsstraffen taget af bordet.
Anklagerne stod overfor en svær sag. Dixie og Albrights naboer vidnede om hans venlige væsen, og desuden havde hans bil været på værksted da de to første mord fandt sted. Deres bedste trumf var hår fundet på Shirleys krop, i Albrights støvsuger og i hans bil. Disse hår lænkede ham til de tre myrdede kvinder.
Men hår-analyserne var ikke helt sikre på det tidspunkt, og det brugte forsvarerne til deres fordel.
Albright blev til sluttet fundet skyldig i mord, og idømt livstid.
Forbudte øjne
Hvor kom morderens fascination for øjne fra? Vidner fortæller, at Albright som lille dreng havde fået en pistol, som han skød små dyr og fugle med. Hans mor hjalp ham med at udstoppe de små dyr, men da kunstige øjne var for dyre, måtte han nøjes med at bruge knapper. Øjne var forbudte.
Var det her Albright udviklede ønsket om at få de øjne hans mor havde nægtet ham?
I dag er Albright stadig fængslet. Her har man set ham vise stor interesse for nyheder der involverer at øjne er blevet skadet eller revet ud. Han tegner og maler også øjenæbler med stor iver.
Snart havde politiet beviser nok til at stille Albright for en dommer. Men på grund af de relativt svage beviser blev dødsstraffen taget af bordet.
Anklagerne stod overfor en svær sag. Dixie og Albrights naboer vidnede om hans venlige væsen, og desuden havde hans bil været på værksted da de to første mord fandt sted. Deres bedste trumf var hår fundet på Shirleys krop, i Albrights støvsuger og i hans bil. Disse hår lænkede ham til de tre myrdede kvinder.
Men hår-analyserne var ikke helt sikre på det tidspunkt, og det brugte forsvarerne til deres fordel.
Albright blev til sluttet fundet skyldig i mord, og idømt livstid.
Forbudte øjne
Hvor kom morderens fascination for øjne fra? Vidner fortæller, at Albright som lille dreng havde fået en pistol, som han skød små dyr og fugle med. Hans mor hjalp ham med at udstoppe de små dyr, men da kunstige øjne var for dyre, måtte han nøjes med at bruge knapper. Øjne var forbudte.
Var det her Albright udviklede ønsket om at få de øjne hans mor havde nægtet ham?
I dag er Albright stadig fængslet. Her har man set ham vise stor interesse for nyheder der involverer at øjne er blevet skadet eller revet ud. Han tegner og maler også øjenæbler med stor iver.
