Aniston

For venlig

Har du svært ved at sige "Nej"?

Det er ikke egoistisk at tage hensyn til sig selv, det er en menneskeret. Det skal bare gøres på en måde der ikke er direkte uforskammet.
For venlig
Du kommer hjem og ser kæresten henslængt på sofaen imens han bæller bajere, ikke har vist sig i brusekabinen i to dage og ustandseligt skriger "offside". Med et stille suk fjerner du de sure sokker på gulvet og henter endnu en søndagspilsner til ham, uden at fortrække en mine.
Eller... Du kommer hjem fra endnu en grotesk lang dag i skolen, og glæder dig til et langt bad og stille lektielæsning. Men inden du er nået over dørtrinnet ringer chefen fra dit fritidsjob og nærmest tuder af desperation for at få dig til at tage en ekstra vagt.
Og selvom du mest har lyst til at knalde røret på, hører du alligevel dig selv sige: "Jeg er der om en halv time."

Eller, eller... Din mor ringer og beder dig handle ind, fordi hun har menstruationssmerter på størrelse med månen, og simpelthen ikke kan gå ud af døren uden at banke folk på gaden i PMS-tågerne. Og du siger selvfølgelig ja - alt imens du i dit stille indre bander på russisk.

Her kunne findes utallige eksempler, men pointen er efterhånden klarlagt - folk med behagesyge har det ikke altid let. Er du én af dem? Har du svært ved at sige nej, når folk beder dig gøre noget? 
 
Påvirker selvværdet
Ikke dermed sagt, at du skal losse det lemmeløse bløddyr på sofaen ud af døren, og beordre ham til at blive væk indtil VM er tabt eller vundet. Heller ikke, at du giver din chef fingeren og siger op, eller at du fylder din mors køleskab op med dåsebønner og sur skummetmælk.

Du skal lære at sige nej, bestemt og forståeligt, uden raseri eller spastiske anfald. Nogle falder det ganske naturligt, andre skal (og kan) lære det.
 
Winnie Haarløv, psykoterapeut og forfatter skriver om behagesyge:
'Evnen til at sige nej har direkte forbindelse til dit selvværd og din tro på det rigtige i, hvad du gør. At sige nej, når det er nødvendigt, styrker dit selvværd og dit gode humør - og dermed det overskud, du har. Er du for hurtig til at at sige ja, påtager du dig for meget i forhold til den tid, du har til rådighed. Resultatet kan blive, at du står tilbage med en følelse af vrede på dig selv - og på den, der var så fræk at bede dig om noget. Dén vrede går tit ud over de forkerte: du giver en fumlegænger fingeren, rækker tunge af en overspringer i kassekøen eller sparker katten, der går i vejen. Og så skal du også bære rundt på den selvforagt, der oftest følger med, når man krænker andre.'

Derudover beskriver hun, hvordan et menneskes værdi ikke ligger i hvor meget man påtager sig at gøre for andre. Det bliver alt for let til generel udnyttelse.

'Det kan sagtens være, at du synes, at det er vigtigt at være sød, hjælpsom eller betænksom. Den dybereliggende værdi bag disse begreber er kærlighed - og hvis du gerne vil være kærlig overfor din omverden, så er du på vildveje, hvis du konstant går og er småsur på andre, fordi du har lovet at hjælpe dem. Så har du i virkeligheden taget mest hensyn til dig selv og dit behov for at undgå at kritisere, skuffe eller blive afvist.'
 
ANNONCE
For venlig
Stressfaktor
Her skal tænketanken i gang - Du kan selv tåle at blive skuffet, og det kan andre også. Det er forkert at presse sig selv til at leve op til et urealistisk ideal. Man kan ikke presse en kamel igennem et nåleøje.

'At være et rart menneske, der sommetider går for vidt, er selvfølgelig ikke at være behagesyg. Symptomerne på behagesyge er for eksempel, at man er afhængig af andres anerkendelse; at man har utrolig svært ved at sige nej, eller at man er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede.'
 
Er man afhængig af andres anerkendelse, og vil gå langt for at få den, så ender det let med, at man bliver betragtet lidt hånligt. Som en lille hund, der kryber for at få en kiks, således ender man let med at danse for andres pibe - og det er synd og skam, for du bør selv være midtpunktet i dit liv.
 
'De fleste af os har lært, hvordan vi kan være 'en dygtig pige, en stor pige eller en pæn pige'. I vores kultur præges piger mere eller mindre åbenlyst til at være dem, der sørger for, at andre har det godt. De mest populære piger er kønne, søde og omgængelige. De råber ikke op, forfægter deres egne ideer eller siger nogen imod. Som voksne kvinder får vi så at vide, at det er vores 'omsorgsgen'.'
 
De anstrengelser kan gå ud over nerverne, og det kan være uhyrligt besværligt at skulle leve for andres skyld, så at sige. Migræne, kvalme, muskelspændinger og den forunderlige uro i maven - alt sammen kan det være et tegn på stress, og det kan gøre ondt værre.
 
Gør det med manér
'Når du først opgiver drømmen om at behage alle, bliver det meget, meget nemmere at være dig. Du bliver bemærket af andre personer, end du er vant til. Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig.'
 
Men alligevel, vær stærk og lær at sige nej med en positiv undertone. Din mor bliver ikke ked af det, hvis du afviser venligt, men bestemt at handle ind. Din kæreste misbilliger ikke, hvis du beder ham rydde op efter sig selv og din chef falder ikke om af hjertesorg, hvis du beder ham klare sit job selv.

  • "Desværre mor, jeg har selv en del jeg skal nå i dag. Men kan vi ikke finde en dag, hvor vi kan tage ind og handle sammen?"

  •  "Skaaat, det er dejligt at du er så glad for vores TV, men kan du ikke fjerne de tomme ølflasker i halvlegen?"


  • "Det passer mig desværre ikke så godt i dag, så jeg må sige nej. Men du må meget gerne spørge en anden gang."

    Og fald ikke grædende om hvis det ikke lykkes dig at sige nej første gang. Det kan tage tid, at vænne sig til tanken om ikke at være til for alt og alle. Men øvelse gør mester - og hvem viser ikke "mester" selvfølgelig agtelse?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce