Følelsesporno
Verden er efterhånden nået et højdepunkt for medieluderi en masse - men er det en god eller dårlig ting?
Internettet og internationalt fjernsyn er en vidunderlig ting - hvor mange gange har Discovery channel og Google dog ikke redet mig, når jeg har skulle fyre unødvendig paratviden af for at imponere? Heriblandt i undervisningssituationer, takket være trådløst Internet. Det er jo simpelthen genialt på alle måder.
Men en ting, der også efterhånden oversvømmer Internettet og vores fjensynsskærme er mennesker, der gør hvad de kan, for at give omverden et overfladisk indblik i det, der før i tiden ville have været det ukrænkelige privatliv. Vi trækker hinanden ind i vores egne stuer, dagbøger og generelle privatliv som aldrig før.
Nu tænker jeg selvfølgelig ikke kun på
Det er en stigende tendens i den vestlige verden at benytte den slags sider i stor stil. Men er det en god eller dårlig ting?
På Internettet kan man efterhånden finde utallige dating-sider, forfatterportaler, mekkaer for amatørfotografer og så videre, hvor man kan publicere de ting, man ellers blot ville have liggende i usorterede bunker rundt omkring derhjemme. På nogle af disse sider kan mennesker, som for eksempel undertegnede, få afløb for en masse galde, og samtidig få kritik for deres værker.
Og det kan jo argumenteres for, at det er udemærket - jeg ville jo ikke selv være at finde på
Jeg vil dog alligevel stille spørgsmål til, hvor positivt det egentlig kan være. Er det ikke bare følelsesporno på højplan? Når man anonymt (eller helt officielt og offentligt) udgiver dagbogsindlæg og kronikker til hele verden, uploader feriebilleder og selvportrætter, og udgiver
Er vi overhovedet klar til den slags? Når en pige uploader billeder af sig selv på en hjemmeside, men bagefter klager til administratorerne, fordi en mand downloader dem og hun derfor føler sig chikaneret, er det så ikke et tegn på, at hun slet ikke er klar til at være på den side?
Men en ting, der også efterhånden oversvømmer Internettet og vores fjensynsskærme er mennesker, der gør hvad de kan, for at give omverden et overfladisk indblik i det, der før i tiden ville have været det ukrænkelige privatliv. Vi trækker hinanden ind i vores egne stuer, dagbøger og generelle privatliv som aldrig før.
Nu tænker jeg selvfølgelig ikke kun på
Det er en stigende tendens i den vestlige verden at benytte den slags sider i stor stil. Men er det en god eller dårlig ting?
På Internettet kan man efterhånden finde utallige dating-sider, forfatterportaler, mekkaer for amatørfotografer og så videre, hvor man kan publicere de ting, man ellers blot ville have liggende i usorterede bunker rundt omkring derhjemme. På nogle af disse sider kan mennesker, som for eksempel undertegnede, få afløb for en masse galde, og samtidig få kritik for deres værker.
Og det kan jo argumenteres for, at det er udemærket - jeg ville jo ikke selv være at finde på
Jeg vil dog alligevel stille spørgsmål til, hvor positivt det egentlig kan være. Er det ikke bare følelsesporno på højplan? Når man anonymt (eller helt officielt og offentligt) udgiver dagbogsindlæg og kronikker til hele verden, uploader feriebilleder og selvportrætter, og udgiver
Er vi overhovedet klar til den slags? Når en pige uploader billeder af sig selv på en hjemmeside, men bagefter klager til administratorerne, fordi en mand downloader dem og hun derfor føler sig chikaneret, er det så ikke et tegn på, at hun slet ikke er klar til at være på den side?
Og når man skriver en blog og har den offentligt på Internettet, kan man så tillade sig at mugge over folk, der rent faktisk læser den? Og hvis man melder sig til et boligprogram, Danmarks Dårligste et-eller-andet eller et eller andet realityshow, kan man så tillade sig at blive sur på folk, der rent faktisk debatterer éns offentlige opførsel?
Jeg vil vælge selv at lade vær med at tage endegyldigt stilling i denne artikel - jeg vil blot selv fortsætte med at udstille mig selv og mit eget privatliv rundt omkring, og så tage de hug, der nu engang må komme med det.
Er vi efterhånden snart gået for vidt med følelsespornoen og adgangen til hinandens indre? Hvor går grænserne? Hvad er etikken? Og er der flere sider, jeg kan melde mig ind på?
Jeg vil vælge selv at lade vær med at tage endegyldigt stilling i denne artikel - jeg vil blot selv fortsætte med at udstille mig selv og mit eget privatliv rundt omkring, og så tage de hug, der nu engang må komme med det.
Er vi efterhånden snart gået for vidt med følelsespornoen og adgangen til hinandens indre? Hvor går grænserne? Hvad er etikken? Og er der flere sider, jeg kan melde mig ind på?
