Flytte hjemmefra
Så blev det min tur
Igennem længere tid havde min far skubbet lidt på for at få mig til at flytte hjemmefra. Åbenbart var han træt af mig og min kat, samt min tilbøjelighed til kyllingenuggets og roderi.
Men den endelige beslutning blev først taget den dag, jeg havde en samtale med min veninde:
Veninde: "Skal vi ikke flytte? Jeg keder mig her på landet."
Mig: "Hvor skulle vi flytte hen?"
Veninde: "København, Aalborg, Odense...?"
Mig: "Årh, giv mig en mønt, så slår jeg plat og krone om det."
Og sådan gik det til, at valget faldt på Odense, og alle var glade. Især min far, der straks begyndte at fantasere om at nedlægge mit gamle værelse og bruge det som pulterkammer. Fædre er så indbildske.
Havde min veninde ikke trukket mig væk fra heden, var jeg sikkert endt op som bondekone med en flok skrigende unger, et par køer og min kat. Ikke fordi det ikke kunne gøre mig lykkelig, men jeg ved, at der stadig er en lille verden, jeg skal udforske først. Og udforske, det er netop kodeordet for mig i disse dage.
I forhold til min lille hjemby på den jyske hede, der tæller tre huse, en flagstang og en inkarneret bonde med halm mellem tænderne og ørerne, er Odense det rene kødmarked. Jeg var ellevild, og fantaserede om, at min dele-køkken-mate var en superlækker fyr, lidt a la Tom Cruise i "Topgun", der konstant ville invitere mig på middage, og banke på min dør for at låne en kop sukker, og ende med at sidde og se pladderromantiske komedier med mig hele natten.
At fyren aldrig er hjemme, og at jeg endnu ikke har set ham, har ikke slået mig ud. Jeg mener, en storby er jo fyldt til randen med fertile handyr. Jeg skal nok kunne støve en fyr op, for der er masser af dem både i Netto, i bussen, på banegården og i Blockbuster (hvilket er de eneste steder, jeg endnu har besøgt).
Så enden på det hele er, at jeg er gået fra at være Kartoffelwoman til at være Citywoman. Sådan cirka da. Jeg kan allerede lægge et budget, men mangler bare at lære, hvordan man overholder det. Jeg kan også selv stå på bussen, men kan endnu ikke finde rundt i hvilket stoppested, der er det rigtige. Derudover virker lyskontakten på mit badeværelse ikke, og jeg er efterhånden træt af at skulle bade i mørke. Men hvem ringer jeg til, når far ikke kan komme og hjælpe mig? Viceværten måske, hvis jeg ellers kunne finde den seddel med hans telefonnummer, der har gemt sig bort i flytterodet.
At jeg flakser rundt som en hovedløs høne, er måske bare fordi, at min begrænsede intelligens skal vænne sig til alt det nye. Det er i hvert fald, hvad jeg håber. For det er bestemt ikke let at skulle være så selvstændig, hvad betaling af regninger angår. Og det er heller ikke en dans på rosenblade, at "mad i køleskabet" afhænger af SU'en, der ryger ind på kontoen én gang om måneden. Jeg kan pludselig forstå, hvorfor studerende altid går rundt og ser sultne ud.
Men det går fremad. Jeg kan stort set forstå fynsk nu, og jeg kan næsten styre min trang til at bruge mine sidste penge, når jeg ser en butik. Det har ellers været utroligt svært, fordi min overlevelse før afhang af, om jeg overhovedet kunne finde et supermarked. Dem er der nemlig ikke mange af ude på heden.
Men den endelige beslutning blev først taget den dag, jeg havde en samtale med min veninde:
Veninde: "Skal vi ikke flytte? Jeg keder mig her på landet."
Mig: "Hvor skulle vi flytte hen?"
Veninde: "København, Aalborg, Odense...?"
Mig: "Årh, giv mig en mønt, så slår jeg plat og krone om det."
Og sådan gik det til, at valget faldt på Odense, og alle var glade. Især min far, der straks begyndte at fantasere om at nedlægge mit gamle værelse og bruge det som pulterkammer. Fædre er så indbildske.
Havde min veninde ikke trukket mig væk fra heden, var jeg sikkert endt op som bondekone med en flok skrigende unger, et par køer og min kat. Ikke fordi det ikke kunne gøre mig lykkelig, men jeg ved, at der stadig er en lille verden, jeg skal udforske først. Og udforske, det er netop kodeordet for mig i disse dage.
I forhold til min lille hjemby på den jyske hede, der tæller tre huse, en flagstang og en inkarneret bonde med halm mellem tænderne og ørerne, er Odense det rene kødmarked. Jeg var ellevild, og fantaserede om, at min dele-køkken-mate var en superlækker fyr, lidt a la Tom Cruise i "Topgun", der konstant ville invitere mig på middage, og banke på min dør for at låne en kop sukker, og ende med at sidde og se pladderromantiske komedier med mig hele natten.
At fyren aldrig er hjemme, og at jeg endnu ikke har set ham, har ikke slået mig ud. Jeg mener, en storby er jo fyldt til randen med fertile handyr. Jeg skal nok kunne støve en fyr op, for der er masser af dem både i Netto, i bussen, på banegården og i Blockbuster (hvilket er de eneste steder, jeg endnu har besøgt).
Så enden på det hele er, at jeg er gået fra at være Kartoffelwoman til at være Citywoman. Sådan cirka da. Jeg kan allerede lægge et budget, men mangler bare at lære, hvordan man overholder det. Jeg kan også selv stå på bussen, men kan endnu ikke finde rundt i hvilket stoppested, der er det rigtige. Derudover virker lyskontakten på mit badeværelse ikke, og jeg er efterhånden træt af at skulle bade i mørke. Men hvem ringer jeg til, når far ikke kan komme og hjælpe mig? Viceværten måske, hvis jeg ellers kunne finde den seddel med hans telefonnummer, der har gemt sig bort i flytterodet.
At jeg flakser rundt som en hovedløs høne, er måske bare fordi, at min begrænsede intelligens skal vænne sig til alt det nye. Det er i hvert fald, hvad jeg håber. For det er bestemt ikke let at skulle være så selvstændig, hvad betaling af regninger angår. Og det er heller ikke en dans på rosenblade, at "mad i køleskabet" afhænger af SU'en, der ryger ind på kontoen én gang om måneden. Jeg kan pludselig forstå, hvorfor studerende altid går rundt og ser sultne ud.
Men det går fremad. Jeg kan stort set forstå fynsk nu, og jeg kan næsten styre min trang til at bruge mine sidste penge, når jeg ser en butik. Det har ellers været utroligt svært, fordi min overlevelse før afhang af, om jeg overhovedet kunne finde et supermarked. Dem er der nemlig ikke mange af ude på heden.
Lige nu er der faktisk kun én ting, jeg ikke kan finde svar på, uanset hvor meget jeg end forsøger: Hvordan i alverden får så mange kvinder på SU råd til Louis Vuitton-tasker, Gucci-bælter og Prada-sko? Måske sparer de hele madbudgettet væk? Det kunne måske forklare hvorfor de er så tynde?
Men hævet over alle de ting, der giver mig stress, så er der én følelse, der virkelig har overrumplet mig. Da jeg så på mit tomme værelse i Jylland, og tre timer senere stod i det nyindrettede i udkanten af Odense - Der var en verden til forskel.
Jeg følte, at jeg først rigtig var begyndt på mit eget liv. Disse øjeblikke kommer der sikkert flere af, men "den første gang er altid noget særligt", som min gymnastiklærer fortalte, dengang hun lærte os fnisende teenagepiger om prævention.
Og min gymnastiklærer havde ret. For ordene er som oftest sande, uanset om de bliver udtalt med henblik på at dele seng med en anden, at flytte hjemmefra, eller at spise rugbrød med ketchup. Omhandlende sidstnævnte kan jeg, helt uden at lyve, erklære, at nok er første gang noget særligt, men man bliver grueligt træt af det i længden. Måske man skulle tage hjem til fars fyldte køleskab igen - For at hente forsyninger indtil SU'en atter tikker ind på kontoen, og konceptet "at flytte hjemmefra" igen er noget, der bare er supergodt og selvstændigt.
Men hævet over alle de ting, der giver mig stress, så er der én følelse, der virkelig har overrumplet mig. Da jeg så på mit tomme værelse i Jylland, og tre timer senere stod i det nyindrettede i udkanten af Odense - Der var en verden til forskel.
Jeg følte, at jeg først rigtig var begyndt på mit eget liv. Disse øjeblikke kommer der sikkert flere af, men "den første gang er altid noget særligt", som min gymnastiklærer fortalte, dengang hun lærte os fnisende teenagepiger om prævention.
Og min gymnastiklærer havde ret. For ordene er som oftest sande, uanset om de bliver udtalt med henblik på at dele seng med en anden, at flytte hjemmefra, eller at spise rugbrød med ketchup. Omhandlende sidstnævnte kan jeg, helt uden at lyve, erklære, at nok er første gang noget særligt, men man bliver grueligt træt af det i længden. Måske man skulle tage hjem til fars fyldte køleskab igen - For at hente forsyninger indtil SU'en atter tikker ind på kontoen, og konceptet "at flytte hjemmefra" igen er noget, der bare er supergodt og selvstændigt.
