Fjern de politiske partier
- og indfør demokratiet i Danmark.
Debatten om den politiske kultur har sjældent større værdi end et varmt omslag på et træben. Den har opnået en alder, hvor enhver kop eller glas betragtes som antik, hvilket ikke er bevis på fortræffelighed, kun at den som enhver anden antikvitet kan have en vis affektionsværdi. Debatten foregår desuden udelukkende blandt de politiske koryfæer hen over hovedet på menigmand ... som aldrig er repræsenteret i TV-studiet.
Det tog verden fra vor tidsregnings begyndelse til det 16. århundrede at fostre en vantro Thomas med sjælsstyrke og mod til at gøre gældende, at spørgsmål ikke besvares af gamle autoriteter, men af nye eksperimenter. En moderne Thomas er den svenske professor i statsvidenskab Leif Lewin, som upåagtet af meningsdannere og beslutningstagere konkluderede i et interview i Dagens Nyheter allerede i 1988, at "der er faktisk ikke længere brug for de politiske partier."
Det tog verden fra vor tidsregnings begyndelse til det 16. århundrede at fostre en vantro Thomas med sjælsstyrke og mod til at gøre gældende, at spørgsmål ikke besvares af gamle autoriteter, men af nye eksperimenter. En moderne Thomas er den svenske professor i statsvidenskab Leif Lewin, som upåagtet af meningsdannere og beslutningstagere konkluderede i et interview i Dagens Nyheter allerede i 1988, at "der er faktisk ikke længere brug for de politiske partier."
Der er dem, der mener, som den spanske forfatter, Autoro Martinez Barroso, at der aldrig har været brug for dem, og at de i virkeligheden har været ødelæggende for en demokratisk udvikling. I et TV-interview i sommer ytrede Barosso med et ansigtsudtryk så ubestikkelig som et fingeraftryk:
"Uden en politisk kultur baseres på politiske partier ville nazismen, kommunismen, fascismen og andre yderliggående bevægelser aldrig have haft en chance i Europa. Det politiske system, vi har i dag, er, hvad den franske filosof Alexis de Tocqueville i 1800-tallet advarede mod som det despotiske demokrati."
Synspunktet deles af den politiske kommentator Julie Francoise Deforges, der under sidste forårs overophedede politiske debat skrev i det franske dagblad Le Monde: "Politiske partier tager ikke udgangspunkt i erfaringer men i dogmer, og den enkelte politiker tilsidesætter i virkeligheden demokratiets princip ved at acceptere denne urimelighed mod folket. Den tanke ligger snublende nær, at vi en dag muligvis må afskaffe de politiske partier for at få ordentlige og hæderlige politikere."
Modsat de forestillinger man gør sig på Christiansborg og andre politiske højborge, betragter mange mennesker demokrati som en abstraktion. De får et diffust forhold til det blot ved at følge en smule med i den politiske debat i navnlig de visuelle medier og ved den ene gang efter den anden at se den lave politiske standard personificeret i en Brixtofte-type.
Vi lever alle under samme himmel, men vi har ikke alle samme horisont.
I den politiske litteratur, skrevet af professionelle politikere, og som udkommer i en lind strøm hele året, bestemmer ideologien definitionen af begrebet demokrati. Således sker der en afgrænsning, som er uforenelig med demokratiets princip.
"Uden en politisk kultur baseres på politiske partier ville nazismen, kommunismen, fascismen og andre yderliggående bevægelser aldrig have haft en chance i Europa. Det politiske system, vi har i dag, er, hvad den franske filosof Alexis de Tocqueville i 1800-tallet advarede mod som det despotiske demokrati."
Synspunktet deles af den politiske kommentator Julie Francoise Deforges, der under sidste forårs overophedede politiske debat skrev i det franske dagblad Le Monde: "Politiske partier tager ikke udgangspunkt i erfaringer men i dogmer, og den enkelte politiker tilsidesætter i virkeligheden demokratiets princip ved at acceptere denne urimelighed mod folket. Den tanke ligger snublende nær, at vi en dag muligvis må afskaffe de politiske partier for at få ordentlige og hæderlige politikere."
Modsat de forestillinger man gør sig på Christiansborg og andre politiske højborge, betragter mange mennesker demokrati som en abstraktion. De får et diffust forhold til det blot ved at følge en smule med i den politiske debat i navnlig de visuelle medier og ved den ene gang efter den anden at se den lave politiske standard personificeret i en Brixtofte-type.
Vi lever alle under samme himmel, men vi har ikke alle samme horisont.
I den politiske litteratur, skrevet af professionelle politikere, og som udkommer i en lind strøm hele året, bestemmer ideologien definitionen af begrebet demokrati. Således sker der en afgrænsning, som er uforenelig med demokratiets princip.
"Det er en illusion, at den enkelte borger skal være med i folkestyret," udtalte professor Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet, på en konference om "Forskning, folkeoplysning og folkestyre", som Det Etiske Råd og Dansk Folkeoplysnings Samråd arrangerede 26/8-93. Men hvis den enkelte borger ikke skal være med i folkestyret, hvorfor så kalde det det, bortset fra at det i forvejen er en misvisende betegnelse?
I debatten om EU"s demokratiske underskud mangler der et spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejdes forudsætning og tradition for demokrati, da fællesskabets grundlov ikke blev til ved en demokratisk beslutning og derfor heller ikke er hverken juridisk eller politisk forpligtet i så henseende. Ordet demokrati forekommer ikke i Romtraktaten. Heller ikke i den danske grundlov.
Formentlig er demokrati ikke fastslået som overordnet princip i nogen europæisk forfatning, derfor må EU-problemet ses i sammenhæng med medlemslandenes eget demokratiske underskud.
Der stilles krav til tredjelande i mange sammenhænge, først og fremmest for at opnå økonomisk støtte i den rige del af verden, om at indføre demokrati, hvilket ledsaget af den sædvanlige anskuelsesundervisning i, at flere politiske partier i et land er bevis på en demokratisk kultur. Med lige så stor ret kunne tankeløse tænkere postulere, at mange universiteter i et land er tegn på en høj intelligenskvotiens hos befolkningen.
I FN udgør de anti-og udemokratiske lande majoriteten. Umiddelbart afviger mange af disse landes parlamentariske model ikke fra den europæiske. Parlamentarisme forudsætter blot en folkevalgt regering, som også findes i totalitære og feudale regimer (i ældre tid var kongevalg almindeligt i Danmark). Hemmelige valg finder sted i mange stater, hvor der ganske vist ikke er forskellige partier at vælge imellem men kun personer. Valgmåden siger i sig selv intet om et lands demokratiske evolution, det gør udelukkende omfanget af borgernes direkte indflydelse på samfundspolitikken.
Denne politiske kultur er enkel og ligetil, uanset hvilken form parlamentarismen antager: Den stemmeberettigede overdrager sin medbestemmelse i samfundets anliggender til et politisk parti eller person og har hermed opfyldt sin borgerpligt (de ringeagtede sofavælgere er for manges vedkommende personer, der har gjort op med sig selv om ikke at ville deltage i denne farce). Der forventes herefter ikke mere af vælgeren - man vil helst ikke høre mere til ham - og i Danmark har et folketingsmedlem i henhold til grundloven heller ingen forpligtelser over for ham, denne er alene forpligtet over for sin egen samvittighed. Men hvilke muligheder har vælgerne for at vurdere en politikers samvittighed til at respektere det grundlag, han/hun er valgt på? Med en sådan grundlovsbestemmelse køber enhver vælger katten i sækken.
Demokratiet er her lige så fjern som ekkoet af et ekko.
I debatten om EU"s demokratiske underskud mangler der et spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejdes forudsætning og tradition for demokrati, da fællesskabets grundlov ikke blev til ved en demokratisk beslutning og derfor heller ikke er hverken juridisk eller politisk forpligtet i så henseende. Ordet demokrati forekommer ikke i Romtraktaten. Heller ikke i den danske grundlov.
Formentlig er demokrati ikke fastslået som overordnet princip i nogen europæisk forfatning, derfor må EU-problemet ses i sammenhæng med medlemslandenes eget demokratiske underskud.
Der stilles krav til tredjelande i mange sammenhænge, først og fremmest for at opnå økonomisk støtte i den rige del af verden, om at indføre demokrati, hvilket ledsaget af den sædvanlige anskuelsesundervisning i, at flere politiske partier i et land er bevis på en demokratisk kultur. Med lige så stor ret kunne tankeløse tænkere postulere, at mange universiteter i et land er tegn på en høj intelligenskvotiens hos befolkningen.
I FN udgør de anti-og udemokratiske lande majoriteten. Umiddelbart afviger mange af disse landes parlamentariske model ikke fra den europæiske. Parlamentarisme forudsætter blot en folkevalgt regering, som også findes i totalitære og feudale regimer (i ældre tid var kongevalg almindeligt i Danmark). Hemmelige valg finder sted i mange stater, hvor der ganske vist ikke er forskellige partier at vælge imellem men kun personer. Valgmåden siger i sig selv intet om et lands demokratiske evolution, det gør udelukkende omfanget af borgernes direkte indflydelse på samfundspolitikken.
Denne politiske kultur er enkel og ligetil, uanset hvilken form parlamentarismen antager: Den stemmeberettigede overdrager sin medbestemmelse i samfundets anliggender til et politisk parti eller person og har hermed opfyldt sin borgerpligt (de ringeagtede sofavælgere er for manges vedkommende personer, der har gjort op med sig selv om ikke at ville deltage i denne farce). Der forventes herefter ikke mere af vælgeren - man vil helst ikke høre mere til ham - og i Danmark har et folketingsmedlem i henhold til grundloven heller ingen forpligtelser over for ham, denne er alene forpligtet over for sin egen samvittighed. Men hvilke muligheder har vælgerne for at vurdere en politikers samvittighed til at respektere det grundlag, han/hun er valgt på? Med en sådan grundlovsbestemmelse køber enhver vælger katten i sækken.
Demokratiet er her lige så fjern som ekkoet af et ekko.
Med denne definition på ulighederne i klassesamfundet bliver det ligesom lettere at placere ansvaret for mange af det sidste tiårs politiske fadæser, hovsa-løsninger, udemokratiske tiltag og grundlovsstridige beslutninger hos Overdanmark, som jo per definition tæller de veluddannede, der kan analysere tingene fornuftigt (?), som kan fremmede sprog og søge oplysninger på Internettet (i mange tilfælde de forkerte, åbenbart), men til trods for al denne intelligensudfoldelse ikke evner at få et demokrati til at fungere!
Den samvittighed en vattet grundlov appellerer til hos den enkelte politiker er ikke demokratisk skolet, kun indoktrineret med den parlamentariske grundregel, at der er to slags mennesker - de der skaber historie, og de der må finde sig i den.
Demokrati kan ikke begrænses, det er en udelelig helhed af med hinanden tæt forbundne principper og kan lige så lidt gøre til genstand for fortolkninger som tyngdekraften. Forsøg herpå - som Grundtvigs begrebsforvirrende sammenblanding af folkestyre, monarki og religion - har det ikke skortet på i mere end hundrede år og er den egentlige årsag til, at udviklingen af en demokratisk kultur er forblevet en march på stedet.
Demokratiet kan sammenlignes med en skov, hvor livet udfolder sig frit i en harmonisk vekselvirkning mellem menneskers og naturens behov. Træernes blade er som tanker og idéer. De kommer, når tiden er inde. De folder sig ud og giver liv, lys og mening. Når idéerne har tjent deres formål, må de fejes bort. Vi må hele tiden feje det gamle væk for at skaffe plads til det nye.
En ny politisk kultur må forudsætte afskaffelsen af de politiske partier og indførelse af frie hemmelige valg til både regering og en lovgivende forsamling på basis af en demokratisk forfatning, hvor verdenserklæringen om menneskerettighederne har første prioritet sammen med statens sociale forpligtelser over for børn, unge, syge og ældre. Retten til sygdomsbehandling bør være sikret, ligesom retten til arbejde under sundhedsmæssigt og samfundsmæssigt forsvarlige forhold. Trosretninger og religiøse samfund hører hjemme i foreningsloven, ikke i forfatningen, udover en markering af religionsfriheden. I valgloven kan der stilles et uddannelsesmæssigt mindstekrav til regeringskandidater, så landet ikke får en pølsemager som justitsminister eller gadefejer som finansminister osv. Ingen bør kunne vælges som medlem af både regering og lovgivende forsamling, som efter partiernes afskaffelse ikke behøver mere end 30-40 medlemmer, og ingen må som nu kunne tildeles en ministerpost uden at være valgt. En Brixtofte skal kunne fjernes af et fastsat antal borgere, som (godtroende) har stemt på ham.
Proklamation: Lad os få en landsforening til demokratiets indførelse i Danmark.
