Firmafesten
Det første møde med kollegaerne
I november startede jeg i et nyt job. Et fantastisk arbejde, hvor jeg kan arbejde hjemmefra og selv kan tilrettelægge arbejdstiden. Men at arbejde hjemmefra betyder jo så også, at man ikke kender sine kolleger...
Eller den obligatoriske præsentationsrunde, hvor man hilser på, hvad der synes at være tusinder af forskellige folk, der alle hedder det samme, krydret med en i forvejen dårlig hukommelse gjorde, at kollegerne er dem, der sidder et sted inde i hovedstaden og hygger sig.
Nå, men her i februar blev det så tid til, at firmaet skulle holde julefest - ja, den kunne åbenbart ikke presses ind før jul - og eftersom jeg ikke sidder samme med alle de andre, så havde jeg fået strenge ordre på, at jeg skulle møde op, så jeg kunne lære folk at kende, og så de kunne lære mig at kende, som andet end "Hende-der-skriver-til-hjemmesiden-og-som-sidder-i-Roskilde".
Jeg tog ind til hovedstaden og ringede på. En receptionist åbnede døren og sagde "Hej, hvad kan jeg gøre for dig?". To sekunders pinlig tavshed ramte mig, mens mine små hjerneceller kørte på højtryk. Dette tilsyneladende simple spørgsmål fik mig nærmest til at ramme panikstadiet. Hvad lavede jeg egentlig her? Et døgn sammen med tusinder (læs: 40) af folk jeg ikke kendte, ville det blive sjovt, hyggeligt eller skræmmende?
"Øh... Hej... Jeg er Sidsel, jeg skal med til den der julefest... Øh... Det er mig, der skriver til hjemmesiden..." "Ahh det er dig, jamen velkommen til jeg er..." Jeg har ingen idé om, hvem det var! Navnene på folk flød hurtigt sammen til en masse, hvor kvinderne stort set alle hed det samme og det samme gjaldt for mændene.
Efter min lidt pinlige entré, hvor jeg på to sekunder fik bevist, at mine to hjerneceller, den rationelle og den irrationelle, ikke altid samarbejder lige godt, gik jeg ned til salgsafdelingen, hvor jeg i det mindste da kendte én af dem, der sad der. Det var også der, det slog mig, at det ville blive en lang weekend, hvis jeg skulle kæmpe med en manglende evne til at formulere sætninger hurtigt nok til at holde en samtale i gang.
Eller den obligatoriske præsentationsrunde, hvor man hilser på, hvad der synes at være tusinder af forskellige folk, der alle hedder det samme, krydret med en i forvejen dårlig hukommelse gjorde, at kollegerne er dem, der sidder et sted inde i hovedstaden og hygger sig.
Nå, men her i februar blev det så tid til, at firmaet skulle holde julefest - ja, den kunne åbenbart ikke presses ind før jul - og eftersom jeg ikke sidder samme med alle de andre, så havde jeg fået strenge ordre på, at jeg skulle møde op, så jeg kunne lære folk at kende, og så de kunne lære mig at kende, som andet end "Hende-der-skriver-til-hjemmesiden-og-som-sidder-i-Roskilde".
Jeg tog ind til hovedstaden og ringede på. En receptionist åbnede døren og sagde "Hej, hvad kan jeg gøre for dig?". To sekunders pinlig tavshed ramte mig, mens mine små hjerneceller kørte på højtryk. Dette tilsyneladende simple spørgsmål fik mig nærmest til at ramme panikstadiet. Hvad lavede jeg egentlig her? Et døgn sammen med tusinder (læs: 40) af folk jeg ikke kendte, ville det blive sjovt, hyggeligt eller skræmmende?
"Øh... Hej... Jeg er Sidsel, jeg skal med til den der julefest... Øh... Det er mig, der skriver til hjemmesiden..." "Ahh det er dig, jamen velkommen til jeg er..." Jeg har ingen idé om, hvem det var! Navnene på folk flød hurtigt sammen til en masse, hvor kvinderne stort set alle hed det samme og det samme gjaldt for mændene.
Efter min lidt pinlige entré, hvor jeg på to sekunder fik bevist, at mine to hjerneceller, den rationelle og den irrationelle, ikke altid samarbejder lige godt, gik jeg ned til salgsafdelingen, hvor jeg i det mindste da kendte én af dem, der sad der. Det var også der, det slog mig, at det ville blive en lang weekend, hvis jeg skulle kæmpe med en manglende evne til at formulere sætninger hurtigt nok til at holde en samtale i gang.
Klokken 11:45 gik turen fra kontoret og ned til en VIP-bus. Når man ikke kender nogen, så sætter man sig på et tilfældigt sæde og ligner en skræmt, lille kylling i håb om, at der ville sætte sig nogen i nærheden, som man kunne håbe på, havde lidt større evne til at konversere end en selv.
Taktikken med at ligne en skræmt kylling virkede. En mand/fyr/hankønsvæsen satte sig bag mig. Høflig som man nu er... Eller nok mere nysgerrig, så stikker man lappen frem og præsentere sig. Det viste sig, at fyren var comedy writer.
Bussen begyndte at bevæge sig mod Nordsjælland, og endnu engang viste min blonde tendenser sig. Vi kørte igennem København, og jeg fik formuleret sætningen: "Øh... Er vi ikke lige kørt forbi den bygning?!"
Fyren kiggede lettere mærkeligt på mig, og jeg kunne mærke, at det var tid til at prøve at redde mig selv lidt: "Altså... Jeg er fra Fyn... Jeg mener... Jeg bor i Roskilde nu og kan kun finde ganske få ting her inde i byen...!"
Dårligt reddet, men det virkede, og jeg fik en guidet tur, mens vi kørte gennem hovedstaden. Ret hurtigt bevægede samtalen sig over på den bus, vi sad i, for hvad var det lige, der gjorde den "VIP"? Var det den elegante løber på taget ned gennem hele bussen? Var det de røde velourgardiner? Eller var det, at der var gardiner for soltaget? Vi fandt aldrig ud af det, men vi kom frem til at sovebusser, var den værste form for transport man, som menneske, kunne udsætte sig selv for. Man ligger med en andens sure tæer oppe i hovedet en hel nat. "Naboen" snorker. De fulde svenskere synger hele natten, og man er fuldstændig radbrækket, når man står op næste morgen. Det er helt ufatteligt, hvor lang tid man kan tale om busser!
Nå, men vi ankom til bestemmelsesstedet, blev indlogeret på nogle værelser og efter et par timer havde vi også overstået teambuildingen. Folk samledes derefter i baren, for hvis der er noget, der kan gøre folk tørstige, så er det teambuilding. Jeg satte mig sammen med nogle af de andre og der blev talt om et hav af ting. Blandt andet typiske mandefilm, hvor jeg ikke kunne se det fede i Rocky-filmene, som åbenbart viste sig at være nogle af de bedste mandefilm, der findes?! Og alle film med Hugh Grant skulle være typiske kvindefilm... Jeg prøvede at modargumentere, men mine argumenter druknede i øl!
Taktikken med at ligne en skræmt kylling virkede. En mand/fyr/hankønsvæsen satte sig bag mig. Høflig som man nu er... Eller nok mere nysgerrig, så stikker man lappen frem og præsentere sig. Det viste sig, at fyren var comedy writer.
Bussen begyndte at bevæge sig mod Nordsjælland, og endnu engang viste min blonde tendenser sig. Vi kørte igennem København, og jeg fik formuleret sætningen: "Øh... Er vi ikke lige kørt forbi den bygning?!"
Fyren kiggede lettere mærkeligt på mig, og jeg kunne mærke, at det var tid til at prøve at redde mig selv lidt: "Altså... Jeg er fra Fyn... Jeg mener... Jeg bor i Roskilde nu og kan kun finde ganske få ting her inde i byen...!"
Dårligt reddet, men det virkede, og jeg fik en guidet tur, mens vi kørte gennem hovedstaden. Ret hurtigt bevægede samtalen sig over på den bus, vi sad i, for hvad var det lige, der gjorde den "VIP"? Var det den elegante løber på taget ned gennem hele bussen? Var det de røde velourgardiner? Eller var det, at der var gardiner for soltaget? Vi fandt aldrig ud af det, men vi kom frem til at sovebusser, var den værste form for transport man, som menneske, kunne udsætte sig selv for. Man ligger med en andens sure tæer oppe i hovedet en hel nat. "Naboen" snorker. De fulde svenskere synger hele natten, og man er fuldstændig radbrækket, når man står op næste morgen. Det er helt ufatteligt, hvor lang tid man kan tale om busser!
Nå, men vi ankom til bestemmelsesstedet, blev indlogeret på nogle værelser og efter et par timer havde vi også overstået teambuildingen. Folk samledes derefter i baren, for hvis der er noget, der kan gøre folk tørstige, så er det teambuilding. Jeg satte mig sammen med nogle af de andre og der blev talt om et hav af ting. Blandt andet typiske mandefilm, hvor jeg ikke kunne se det fede i Rocky-filmene, som åbenbart viste sig at være nogle af de bedste mandefilm, der findes?! Og alle film med Hugh Grant skulle være typiske kvindefilm... Jeg prøvede at modargumentere, men mine argumenter druknede i øl!
Da der var 45 minutter til vi skulle mødes til velkomstdrinks gik turen op på værelset for at blive gjort klar. Jeg tænkte: "45 minutter er da lang tid... Det kan jeg sagtens nå!". Min tidsfornemmelse var nok lidt påvirket af den lidt for store fadøl, så jeg løb forvirret rundt for at finde ud af, hvad jeg skulle tage på. Det skal så lige siges, at jeg kun havde et sæt tøj med i tasken, men det var alligevel svært at vælge!
Men trods stress, makeup-kaos, og tøj- og hårkrise, så nåede jeg ned i baren til drinks. Der var (selvfølgelig) ikke nogen, jeg sådan umiddelbart havde talt med før. Endnu engang må jeg have lignet en skræmt, lille kylling... Eller også så jeg bare strålende ud, for jeg var ikke alene ret længe, før nogle af mine mandlige kolleger havde indfanget mig og var i gang med at forhøre mig om, hvad jeg egentlig var for en snegl.
Der kom flere og flere folk til, og lille mig blev mere og mere forvirret. Folk jeg aldrig havde set før hilste og præsenterede sig - egentlig pænt af dem, men navne og stillinger flød sammen. Jeg fik heldigvis hjælp af en venlig sjæl (eller det var vist nok fire), der gav sig tid til at pege folk ud for mig. Jeg er dem meget taknemmelig, det gjorde, at jeg senere på aftenen næsten kunne alle mændenes navne... Ja, altså kvindernes navne fangede jeg aldrig!
Det kommer vel næppe som den store overraskelse, at jeg havnede oppe i baren. Jeg faldt i snak med to comedy writers (den ene var ham fra bussen), og verdenssituationen blev overfladisk gået igennem. Pludselig slynger den ene ud: "Jeg er for resten begyndt at skrive anmeldelser af købekager på min blog. Jeg synes de bliver forsømt i de daglige anmeldelser." Jeg behøver vel næppe at sige, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn. Men samtalen udviklede sig til, hvilke købekager, der er de bedste på markedet, og om de franske vafler som bageren laver, er bedre end dem, man kan købe i supermarkeder. Jeg blev anbefalet at prøve nogle små citronmånelignende ting med en masse "snask" på toppen - de skulle være ret gode!
Baren blev forladt, og vi gik over til der, hvor vi skulle spise. Der skete ikke så mange sjove ting under middagen... Hvis man lige ser bort fra min lidt uheldige bemærkning om, at blomsterne lignede fallossymboler. Af en eller anden grund hjemsøgte den bemærkning mig resten af aftnen.
Efter middagen blev baren åbnet, og det hele begynder derefter at flyde sammen. Det er som om, at i takt med, at der kom mere og mere indenbords, jo mindre er jeg egentlig klar over, hvad der skete. Men på et tidspunkt står jeg og taler med en "Prod Ass" (produktionsassistent) - ganske hyggelig fætter med næsten lige så dårlig humor som jeg selv har - vi bliver enige om, at vi skal ind og blære os på dansegulvet.
Men trods stress, makeup-kaos, og tøj- og hårkrise, så nåede jeg ned i baren til drinks. Der var (selvfølgelig) ikke nogen, jeg sådan umiddelbart havde talt med før. Endnu engang må jeg have lignet en skræmt, lille kylling... Eller også så jeg bare strålende ud, for jeg var ikke alene ret længe, før nogle af mine mandlige kolleger havde indfanget mig og var i gang med at forhøre mig om, hvad jeg egentlig var for en snegl.
Der kom flere og flere folk til, og lille mig blev mere og mere forvirret. Folk jeg aldrig havde set før hilste og præsenterede sig - egentlig pænt af dem, men navne og stillinger flød sammen. Jeg fik heldigvis hjælp af en venlig sjæl (eller det var vist nok fire), der gav sig tid til at pege folk ud for mig. Jeg er dem meget taknemmelig, det gjorde, at jeg senere på aftenen næsten kunne alle mændenes navne... Ja, altså kvindernes navne fangede jeg aldrig!
Det kommer vel næppe som den store overraskelse, at jeg havnede oppe i baren. Jeg faldt i snak med to comedy writers (den ene var ham fra bussen), og verdenssituationen blev overfladisk gået igennem. Pludselig slynger den ene ud: "Jeg er for resten begyndt at skrive anmeldelser af købekager på min blog. Jeg synes de bliver forsømt i de daglige anmeldelser." Jeg behøver vel næppe at sige, at jeg lignede et stort spørgsmålstegn. Men samtalen udviklede sig til, hvilke købekager, der er de bedste på markedet, og om de franske vafler som bageren laver, er bedre end dem, man kan købe i supermarkeder. Jeg blev anbefalet at prøve nogle små citronmånelignende ting med en masse "snask" på toppen - de skulle være ret gode!
Baren blev forladt, og vi gik over til der, hvor vi skulle spise. Der skete ikke så mange sjove ting under middagen... Hvis man lige ser bort fra min lidt uheldige bemærkning om, at blomsterne lignede fallossymboler. Af en eller anden grund hjemsøgte den bemærkning mig resten af aftnen.
Efter middagen blev baren åbnet, og det hele begynder derefter at flyde sammen. Det er som om, at i takt med, at der kom mere og mere indenbords, jo mindre er jeg egentlig klar over, hvad der skete. Men på et tidspunkt står jeg og taler med en "Prod Ass" (produktionsassistent) - ganske hyggelig fætter med næsten lige så dårlig humor som jeg selv har - vi bliver enige om, at vi skal ind og blære os på dansegulvet.
Der bliver spillet en eller anden 80'er-klassiker og vi giver den ikke for lidt. Desværre slutter sangen lidt for hurtigt og går over i en ny; "Kiss" med Prince. Ligegyldigt hvor god en danser man er, så kan det ikke lade sig gøre at danse til den uden at man kommer til at ligne en høne, der spiser korn.
Hvad der skete herefter, kan jeg kun huske små glimt af. Det var noget med en, der var rullet ind i et tæppe. Noget med røde pølser i en taske. Bartendere, der opgav os. Den tilbagevendende kommentar om blomster og fallos. Diskussioner om kropsbehåring - og beviser fra mændenes side.
Jeg var på et tidspunkt også uden for - det var en meget kold fornøjelse - og da jeg kommer ind igen, kan jeg bruges som cocktailshaker. Heldigvis har jeg en sød kollega, der holdt om mig og varmede mig, mens han fortalte, at han aldrig frøs, og hvor praktisk det var! Hvad der skete resten af aftenen, er mig en stor gåde, men ud fra billederne at dømme, så var det sjovt!
Næste morgen, klokken alt for tidligt, var der morgenmad og bus tilbage til hovedstaden. For at sige det på en pæn måde, så var folk stadig stive, og alle lød som om, de havde drukket i flere uger. Vi kom ind i bussen og blev talt flere gange, for det ville jo være ærgerligt at glemme nogen. Da vi var sikre på, at alle var med, gik turen mod København. Da vi havde kørt i et kvarters tid, ringede en telefon. Vi havde glemt to! Nå, men der ville blive sørget for transport til de to, så vi ikke skulle vende om. Ti minutter senere ringer telefonen igen. Vi havde glemt endnu en! Nårh ja, man kan jo ikke forlange så meget af folk med tømmermænd!
Trods det, at jeg stadig ikke har helt styr på mine kolleger, og hvad de helt præcis laver, så har jeg fundet ud af, at det er nogle fantastiske mennesker, og jeg er kun positivt overrasket over, hvor godt modtaget, de får en til at føle sig. Inden jeg forlod dem inde på Rådhuspladsen, fik jeg besked på at komme derind noget oftere, så jeg ikke bare groede fast i Roskilde. På en eller anden måde, må jeg have gjort et eller andet rigtig, siden de vil se mig igen!
Af hensyn til kolleger (læs: Mig selv) og utrolige dårlige billeder (læs: Mange pinlige ting, der er taget billeder af) så er der ikke billeder af festen (læs: Jeg er heller ikke i besiddelse af billederne), så I må tænke jer til et galleri (læs: De rigtige billeder ville skræmme folk væk fra magasinet).
Hvad der skete herefter, kan jeg kun huske små glimt af. Det var noget med en, der var rullet ind i et tæppe. Noget med røde pølser i en taske. Bartendere, der opgav os. Den tilbagevendende kommentar om blomster og fallos. Diskussioner om kropsbehåring - og beviser fra mændenes side.
Jeg var på et tidspunkt også uden for - det var en meget kold fornøjelse - og da jeg kommer ind igen, kan jeg bruges som cocktailshaker. Heldigvis har jeg en sød kollega, der holdt om mig og varmede mig, mens han fortalte, at han aldrig frøs, og hvor praktisk det var! Hvad der skete resten af aftenen, er mig en stor gåde, men ud fra billederne at dømme, så var det sjovt!
Næste morgen, klokken alt for tidligt, var der morgenmad og bus tilbage til hovedstaden. For at sige det på en pæn måde, så var folk stadig stive, og alle lød som om, de havde drukket i flere uger. Vi kom ind i bussen og blev talt flere gange, for det ville jo være ærgerligt at glemme nogen. Da vi var sikre på, at alle var med, gik turen mod København. Da vi havde kørt i et kvarters tid, ringede en telefon. Vi havde glemt to! Nå, men der ville blive sørget for transport til de to, så vi ikke skulle vende om. Ti minutter senere ringer telefonen igen. Vi havde glemt endnu en! Nårh ja, man kan jo ikke forlange så meget af folk med tømmermænd!
Trods det, at jeg stadig ikke har helt styr på mine kolleger, og hvad de helt præcis laver, så har jeg fundet ud af, at det er nogle fantastiske mennesker, og jeg er kun positivt overrasket over, hvor godt modtaget, de får en til at føle sig. Inden jeg forlod dem inde på Rådhuspladsen, fik jeg besked på at komme derind noget oftere, så jeg ikke bare groede fast i Roskilde. På en eller anden måde, må jeg have gjort et eller andet rigtig, siden de vil se mig igen!
Af hensyn til kolleger (læs: Mig selv) og utrolige dårlige billeder (læs: Mange pinlige ting, der er taget billeder af) så er der ikke billeder af festen (læs: Jeg er heller ikke i besiddelse af billederne), så I må tænke jer til et galleri (læs: De rigtige billeder ville skræmme folk væk fra magasinet).
